VéloSoleX

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vélosolex 3800
Vélosolex 3800, fra 1966

VéloSoleX er en motoriseret cykel, hvis motor er udviklet af den franske maskinfabrik Solex i de sidste måneder i 1946. I Frankrig er produktionen ophørt, men den foregår i andre europæiske lande og og Kina. I Frankrig kan Velosolex – da den betragtes som en motoriseret cykle – anvendes af enhver, der er over 14 år gammel, og uden nogen tilladelse. Derfor blev Velosolex et yndet transportmiddel hos franske gymnasieelever.

Modeller med drivrulle[redigér | redigér wikikode]

Trehjulet motorcykel VéloSolex.

VeloSolex er ikke det første transportmiddel med en motor, der driver forhjulet. Den er heller ikke den første der betjener sig af en drivrulle. Imidlertid kunne Velosolex ved hjælp af masseproduktion sælges til en meget lav pris, der i lange perioder kun udgjorde det dobbelte, af hvad en normal cykel kostede. Hertil kom den store pålidelighed og den simple vedligeholdelse. Den model, der indtog pladsen som symbolet på Velosolex, var S3800, almindelig kendt som SoleX, der med sin motor over forhjulet fik tilnavnet: ”Cyklen, der kører af sig selv”, dog afsløret af en lille benzinmotor placeret over forhjulet. Den lille to-taktsmotor, har sin krumtap ophængt asymmetrisk, og en cylinder på 49 cm3. Motoren er placeret over forhjulet, hvor den via en svinghjulskobling står i direkte forbindelse med en drivrulle, en lille ru cylinder, der overfører motorens kraft til forhjulet.

Man starter den ved at sætte sig op på den og med pedalerne køre den i gang; det er og også muligt, ganske enkelt at skubbe den i gang. Hele konstruktionen medfører et temmelig hurtigt slid på fordækket især i modellerne uden svingkobling, samtidig kan funktionen være mindre virkningsfuld hvis fordækket er vådt. Dette kan gøre det vanskeligt at få den i gang om morgenen, især hvis der har dannet sig is på dækket i løbet af en kold nat, og man ikke aftenen før har tørret dækket af for væde og gadesnavs. Enheden der er fastgjort til forgaflen indeholder også en benzinbeholder (oprindelig en blanding ved navn Solexine), her findes også transmissions-systemet, tændingssystemet, lyssysstemet med en forlygte, der nærmere er en svagtlysende lampe end en egentlig lygte. Hele enheden kan være omgivet af et beskyttelsesgitter. Udstødningen er ført ned langs forhjulets højre side. Motoren standses med en snøfteventil. Der er ingen el-afbryder for det elektriske system.

Bremserne består af en fælgbremse på forhjulet, medens en lille tromlebremse findes på baghjulet. Håndtaget på forhjulsbremsen er koblet til karburatoren og tager dermed samtidig gassen fra motoren. Velosolex’en kan derudover være udstyret med et drejehåndtag i højre side, som virker som en separat gasregulator. Der er ingen gearkasse, og ingen affjedring. Drivmekanismen kan frakobles ved at man vipper motoren bagover, hvilket frigør motoren fra forhjulet. Dette gør det muligt at køre som på en ganske normal cykel.

Modellerne fra prototype til e-Solex og Velosolex af i dag[redigér | redigér wikikode]

Solex 1010 fra 1957
Solex 2200 fra 1962

Den første Velosolex blev solgt i 1946. Fra introduktionen og til i dag er der solgt omkring 7 millioner i Frankrig og i udlandet, især i Holland hvor geografien er karakteristisk ved ikke at have store stigninger (de hollandske Velosolex’er er brune og ikke sorte). Op til nu er Velosolex solgt både fra importører og fra licensproducenter i 57 lande. I Danmark blev Velosolex bygget og samlet på Hamlet fabrikkerneAmager.

Modeller[redigér | redigér wikikode]

  • Prototypen er fra 1941; af denne findes kun ganske få.
  • Modellerne kaldet 45cc, af hvilke der findes talrige mellemstadier kom i 1946 med en 45 cc motor med 0,4 HK ved 2000 omdrejninger.
  • Model 330 kom frem i 1953 med en 49 cc motor, der gav 0,5 HK
  • Model 660 kom i 1955
  • Model 1010 kom i 1957
  • Model 1400 kom i 1958
  • Model 1700 kom i 1959 med slyngkobling og turbineblæser
  • Model S2200 kom i 1961 med forøget motorkraft på 0,7 HK; det var den første model med støjdæmpning af tændingen. Denne model fremkom i to motorversioner V1 og V2.
  • Model S3300 kom i 1964 med tromlebremse bag; stellet var nu bygget af stålplader og ikke længere af et rør.(svarende til model S3800)
  • Model F4 varen ”replika” af en S3300 til børn. Den var udstyret med en lydgiver, der fik den til at lyde som en rigtig Velosolex
  • Model S3800 kom i 1966 (modellen blev symbolsk opfattet som den rigtige Velosolex). Farvede modeller holdt deres indtog med S3800 luxe og S3800 superluxe ( der eksisterede allerede en Velosolex ”export” model udført i kaffebrun farve. Denne solgtes kun i Holland og kunne ikke leveres i Frankrig.
  • Model 5000 kom i 1971, med små hjul, og leveret i fire farver; gul, palme, blå atol og meget sjældent i hvid.
  • Model Micron kom i 1968 med endnu mindre hjul. Den leveredes med en S3800 motor men havde ingen pedaler.
  • Model Pliosolex kom i 1973; den er meget sjælden, idet den kun blev lavet i 20.000 eksemplarer.
  • Model Flash 1969 (kaldet 6000) var udstyret med skivebremser og en kardanaksel i stedet for kæde.
  • Model Tenor, udstyret med en Franco Moreni motor ( lignede ikke de øvrige modeller)
  • Model Black’n Roll S4800 kom i 2005 med tilpasning til EU-kravene. Det er en moderniseret S3800. Den sælges ikke under mærket Solex men som Mopex.
  • Model e-Solex er en elektrisk Velosolex.

Brændstof[redigér | redigér wikikode]

Som brændstof anvendes en simpel blanding af benzin og to-takts motorolie, men det er nødvendigt at afkokse motoren hvert år, eller for hver 4000 km.

Et brændstof ved navn Solexine der blev solgt i dunke, gjorde denne afkoksning unødvendig. En Velosolex ses ofte med en fast dunk på forgaflen, beregnet til Solexine. Trods tidens uvaner har man aldrig foreslået, at denne dunk skulle kunne aflåses – øjensynlig har det aldrig været nødvendigt. Solexine (som distribueredes af BP) bliver normalt solgt i dunke med gul/grøn bemaling og indeholder en liter. Det er en blanding med 6% olie plus visse additiver. Benzinen der anvendes er blyfri. Det beskedne forbrug hos en Velosolex har ført til at man i Frankrig som reklame i 1960’erne sagde: ” Én Sou (dvs. fem centimer af en Franc) pr. kilometer. (i tidens vekselkurs ca. 6,7 øre pr. km) I virkeligheden kører cyklen udmærket på en 2% olieindblandet benzin.

Særligt udstyr[redigér | redigér wikikode]

Den dyreste og også den mest sårbare enhed ved en Velosolex er den kombinerede blæser og magnetsvinghjul, som giver motoren sit cylindriske udseende: En tud på blæseren er konstrueret af et enkelt stykke plastic og giver dermed køling. De helt dedikerede Velo-ejere køber som tilbehør et lille forkromet beskyttelsesgitter (ses på mange fotografier). Der eksisterer også, for de der vil gøre ekstra meget ud af det, et beskyttelsesgitter lavet i aluminium, et særligt støtteben i aluminium, ekstra brændstofdunke til Solexine samt en mængde andre tilbehørsdele, som det vil gå for vidt at nævne. Kondensatoren, som er en del af lyssystemet er en sårbar enhed, som man ofte må udskifte ca. hver andet år.

Lovprisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Jacque Sternberg, har i sin bog ”At leve og overleve: afsked, klar dig selv, ude af kurs” ( illustreret af Gourmelin) givet en lovprisning af Velosolex i modsætning til almindelige motorcykler. Her nævnes følgende punkter:
    • Dens motor er, når lydpotten er i orden , ekstraordinær lydløs, hvilket gør det muligt, at høre lyde i landskabet, og fuglenes sang.
    • Dens hastighed er begrænset til 30-35 km/timen, hvilket gør det til en glæde at passere langsomt gennem landskabet og føle brisen på huden; og ikke være spændt inde i en læderbeklædning.
    • At det er muligt at hjælpe motoren ved at træde lidt i pedalerne, hvilket modvirker sløvhed.
    • I tilfælde af et uheld, hvor motoren står stille, kan ejeren af en Velosolex løfte motoren fra og bruge befordringsmidlet som en ganske almindelig cykel. (dette var især muligt ved model 1010, men er blevet mere hypotetisk ved de mere moderne typer, hvor dækkene er blevet sværere og befodringsmidlets tungere, ydermere sværere på grund af udsagn om en svag krank, der ikke gør det behageligt at forestille sig en køretur på mere end to til tre kilometer.

Anekdoter[redigér | redigér wikikode]

I filmens verden[redigér | redigér wikikode]

Forhandlere af Solexine[redigér | redigér wikikode]

  • Der eksisterede (i det mindste op til 2003) en forhandling af Solexine ved en automat på Boulevard Sant-Michel i Paris. Eftersom møntindkastet ikke kan klare Euro-mønter må man hos assistenten på tankstationen købe originale 5 Franc-stykker som man så kan kaste ind i automaten. (en artikel i Le Monde har beskrevet denne særegenhed).
  • Forhandlingen af Solexine i den franske provins (og i Danmark) blev normalt varetaget af en række tankstationer. I virkeligheden drejede det sig om en særlig håndpumpe, hvorfra man kunne købe blandingen af benzin og olie.

Andre modeller[redigér | redigér wikikode]

  • Flash, kaldt model 6000, kom i 1970. Denne model havde et nyt transmissionssystem uden kardanaksel.
  • Ténor, kom i 1973 som en virkelig opgradering af cykelmotoren (Franco Morini, derefter Anker Laura) med baghjulsaffjedring og en gearkasse.
  • Lé-Solex en elektrisk drevet model, der ligner den originale, men i virkeligheden har drev på baghjulet, kom frem i slutningen af 2006.
  • Le Black’n Roll 4800 og Mopelex er hybridmodeller drevet af både elektricitet og benzin. Modellen blev skabt for at deltage i Lepine 2006.
  • VeloSolex 4800 fremstilles i Frankrig og sælges af VeloSolex America. LLC

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]