Vølve

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En vølve (alternativt Vala, Spákona) (norrønt: Vǫlva) betegner i den nordiske religion både en kvindelig kultleder og en tilbagevendende mytologisk figur i flere myter. Som kultspecialist blev vølven tillagt spådomsevner og kundskaber i sejd. I myterne synes spådomsevnerne at være forbundet med guden Odins tilstedeværelse. Navnet vølve betyder stav, hvilket også var en del af deres udstyr. Tilsyneladende rejste de rundt i landet sammen med en gruppe af kvindelige hjælpere. Indtil religionsskiftet nød vølverne stor respekt, men senere blev de associeret med skadevoldende magi. I middelalderen fik ordet vølve betydningen heks.

Navn og etymologi[redigér | redigér wikikode]

Seersken fremsiger sin profeti i denne svenske illustration fra 19. århundrede til en oversættelse af Ældre Edda.

Vølver og deres mandlige modstykker blev betegnet med flere forskellige navne. Ordet "vølve" stammer fra norrønt vǫlr, der betyder "stav", dvs. at "vølve" bedst kan oversættes med "stavbærer" eller måske snarere "bærer af hellig stav",[1] vǫlr stammer fra det protogermanske *walwōn, som den engelske wand (tryllestav) også stammer fra.[2] Vala er på den anden side en litterær form, der er udviklet fra ordet völva.[2]

En spákona (= spåkone) er en alternativ betegnelse for vølve; spá stammer fra protogermansk *spah- med den protoindoeuropæiske rod *(s)peḱ, der også er beslægtet med latin speccio ("ser") og sanskrit spáçati el. páçyati (ligeledes "ser").[3]

En udøver af sejd (norrønt: seiðr) blev kaldt enten seiðkona (kvindelig) eller seiðmaðr (mandlig).

Karakteristika[redigér | redigér wikikode]

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

"Odin og Vølven" af Lorenz Frølich (1895).

Betegnelsen vølve dækker i kildematerialet over både en kultlederfunktion i den virkelige verden og en mytologisk figur. I begge sammenhænge drejede det sig om autoritetspersoner, som var kendetegnet ved stor kyndighed i den særlige rituelle teknik kaldet seiðr.[4] Derudover havde hun stor indsigt i spá og galdr, ritualer, der er nært forbundet med shamanisme, heksekunst, divinination. I den nordiske kultur var seiðr nært knyttet til begrebet ergi (umandighed), hvilket især blev hæftet på mandlige udøvere, og altså ikke på vølver. De historiske og mytologiske fremstillinger af vølver viser, at de nød stor respekt, og at man troede de besad så stærke kræfter, at selv gudernes konge, Odin, kunne have behov for deres hjælp. Bl.a. gik han til en vølve, da han ønskede at kende fremtiden og hele verdens skæbne; som det berettes i digtet Völuspá. Andre eksempler på vølver i nordisk litteratur er bl.a. Groa i Svipdagsmál, Thorbjörg i Erik den Rødes saga og Huld i fx Ynglinga saga.

Vølverne havde stærke kræfter og blev derfor opfattet som langt fra harmløse.[5] Den gudinde, der havde de største evner indenfor sejd var Freja, de var på højde med selveste Odins. Hun var ikke kun kærlighedsgudinde, men havde også mere krigeriske sider, og kunne forårsage ødelæggelse, frygt og død. Freja har sandsynligvis fungeret som et guddommeligt forbillede for vølverne i virkelighedens samfund.[5] Vølvens våben var ikke øksen, spyddet eller sværdet, i stedet mente man, at hun bl.a. vha. sin stav kunne påvirke kampens udfald.[5] (se nedenfor)

Samfundsrolle[redigér | redigér wikikode]

I vikingetiden var en vølve gerne en ældre kvinde, der havde løst sig selv for de slægtsbånd, der normalt havde afgørende betydning i det nordiske ættesamfund. Hun rejste rundt i landet, gerne med en følge af unge hjælpere, og blev tilkaldt i krisesituationer. Hun besad en umådelig autoritet, og blev vel betalt for sine ydelser.[6]

Vølverne var også kendt for deres evner indenfor forførelse, hvilket var en af grundene til at de regnet som farlige.[7] I digtet Hávamál bliver der i en strofe advaret mod at have et seksuelt forhold til en kvinde, der er trolddomskyndig, fordi man derved løber en risiko for at blive fanget i magiske bånd og for at blive syg.[7] Freja, der er meget kyndig i sejd, bliver i visse myter fremstillet mindre flatterende, hovedsageligt ved at henvise til hende som seksuelt løssluppen. En af måderne til at forføre en mand kan have været gennem brugen af narkotiske stoffer; i en vølves grav ved Fyrkat har man fundet rester af bulmeurt, en stof der udover at give hallucinationer, også virker som et kraftigt aphrodisium. Hvis Freja var gudinde for elskov i Asgård, så foreslår Harrison og Svensson, at vølven var hendes modpart i Midgård.[7]

Rituel praksis[redigér | redigér wikikode]

I nogle ritualformer brugte vølven trommer, noget der også var udbredt i shamanritualer i samisk religion.[8] En vølve var ikke nødvendigvis omgivet af det følge, der beskrives i Erik den Rødes saga, hun kunne også udføre ritualer alene, fx såkaldt útiseta ("udesidning").[9][10] Denne teknik involverede tilsyneladende meditation eller introspektion, og havde formentlig divination som mål.[9] J. Blain mener, at dette var et aspekt af sejden, og samtidigt en reminiscens af shamanisme. Betegnelsen kendes fra en islandsk lovtekst fra 13. århundrede, hvori útiseta at vekja tröll upp ok fremja heiðni ("udesidning for at opvække trolde og praktisere hedenskab") var forbudt. Ingen kilder tyder dog på, at nogen blev straffet for denne forseelse førend i 17. århundrede, i forbindelse med hekseprocesser.[11]

Sejdmænd[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med kristningen af Norge lod kong Olaf Trygvasson en gruppe sejdmænd binde på et skær, der kun var oven vande ved ebbe.

Mænd, der praktiserede sejd, blev set ned på, og de risikerede at blive dræbt eller tortureret til døde. Ifølge Margaret Clunies Ross blev sejd associeret med kvinder, og at mænd, ved at benytte sig af det, risikerede deres mandighed.[12] I Erik den Rødes saga fortælles det, at Ragnvaldr Rettilbein, en af Harald Hårfagers sønner med Samekvinden, var en seiðmaðr (sejdmand).[6][13] Kongen havde derfor brændt ham inde i et hus sammen med en større gruppe af sejdmænd.[6] I digtet Lokasenna håner Loke Odin for, at have lavet sejd på Samsø, hvilket bliver kædet sammen med seksuelle perversioner, kaldet ergi.[13]

Skriftlige fremstillinger[redigér | redigér wikikode]

Tidlige beskrivelser[redigér | redigér wikikode]

The migrations of the Teutons and the Cimbri

Den tidligste beskrivelse af kvindelige germanske kultledere optræder i romerske beskrivelser af kimbrerne, der angreb Romerriget lige omkring 1. århundrede f.v.t. De fortæller om ældre kvinder, klædt i hvidt. Det var dem, der stod for ofringen af krigsfanger, og som tog varsler i blodet.[14]

I Commentarii de Bello Gallico (1, 50) beskriver Julius Cæsar de divinatoriske ritualer, som germanerfyrsten Ariovistus’ præstinder foretager før et slag. (58 f.v.t.):

When Caesar inquired of his prisoners, wherefore Ariovistus did not come to an engagement, he discovered this to be the reason – that among the Germans it was the custom for their matrons to pronounce from lots and divination whether it were expedient that the battle should be engaged in or not; that they had said, "that it was not the will of heaven that the Germans should conquer, if they engaged in battle before the new moon."

Tacitus skriver også om kvindelige profeter hos de germanske folkeslag i sit værk Historia 4, 61 fra slutningen af 1. århundrede e.v.t.– en særlig fremtrædende figur i Tacitus’ beretning var Veleda:

[...] by ancient usage the Germans attributed to many of their women prophetic powers and, as the superstition grew in strength, even actual divinity.

Jordanes beskriver i Getica (XXIV:121) nogle gotiske præstinder, kaldet Aliorumnas, som kan være en form for vølver. De blev drevet i eksil af kong Filimer, da goterne havde slået sig ned i Oium (nuv. Ukraine). Deres navn er muligvis en transskription af den gotiske betegnelse Halju-runnos, der betyder "hel-løbere" eller "løbere til dødsriget " (en henvisning til shamanistiske ritualer).[15] Som hævn fremavlede de hunnerne, der senere overfaldt goterne og drev dem mod vest.

Den lombardiske historiker Paulus Diaconus, der døde i Syditalien i 760’erne, var stolt af sin baggrund, og skrev en historisk beretning om hans folk (langobarderne, fra da de engang var udvandret fra Sydskandinavien.[16] Han fortæller bl.a. om en fortidig krig mellem langobarderne og vandalerne, der vendte sig til Godan (Odin) for hjælp, mens vølven Gambara, de to lombardiske høvdinge Ibor og Aios mor, vendte sig til Frea (Freja/Frigg), Odins hustru for hjælp. Frea hjalp Gambara vha. et trick, der snød Odin, som derfor måtte give sejren til langobarderne.[16]

En detaljeret øjenvidneskildring af en høvdingebegravelse i det sydlige Rusland, omfatter måske en beskrivelse af en vølve i aktion. I 921 overværede den arabiske udsending, Ahmad ibn Fadlan, en skandinavisk høvdings begravelse, da han besøgte Volga Bulgarerne. Han fortæller at en slavinde som led i den ti dage lange ceremoni bisættelsen blev slået ihjel af en gammel kvinde, som Ibn Fadlan omtalte som ’’Dødens engel’’.

Sagakilder[redigér | redigér wikikode]

Afbilding af vølve på et færøsk frimærke, af Anker Eli Petersen (2003).

I Flateyjarbók, mod slutningen af Norna-Gests þáttr, fortæller Norna-Gest, at ’’ På den tiden vandret volver, som spåkonene ble kalt, rundt om i landet og spådde folk om skjebnen deres.’’[17]

Eiríks saga rauða, der fortæller o de nordiske nybyggere på Grønland omkring år 1000. indeholder en længere beskrivelse af vølven Þórbjörgrs besøg på en gård, hvor man oplever en hungersnød. Forud for hendes ankomst havde hele husholdningen deltaget i rengøring og forberedelser af stedet, højsædet, der ellers kun blev benyttet af husherren eller fruen, blev udstyret med puder, som hun kunne sidde på. Vølven ankom ved aftenstide, og var klædt i en sort kappe, der nåede ned til hendes fødder, hvorpå der syet ædelsten. I hendes hånd, havde hun en stav (seiðstafr), der lavet af messing og dækket af ædelsten på toppen. Om halsen bar hun en kæde af glasperler, og på hovedet havde hun en hue af sort lammeskind, med hvidt katteskind som for. Om livet havde hun et bælte lavet af fyrsvamp, hvori der havde en stor pung. I den gemte hun de ting, hun brugte til sejd. På fødderne havde hun sko lavet af kalveskind, hvor snorebåndene havde messingknopper i spidserne. På hænderne havde hun hun handsker af katteskind, der var hvide og uldne på indersiden.

Da vølven trådte ind i rummet, hilste gårdens beboere på hende med ærbødighed, og hun blev ført til højsædet, hvor et særligt måltid var sat frem for hende. Det bestod af en sammenkogt ret med hjerter fra alle slags af gårdens dyr kogt i gedemælk. Hun spiste maden med en messingske og en kniv, hvor spidsen var brækket af. Vølven overnattede på gården, og den næste dag skulle hun danse. For at kunne udføre sine ritualer behøvede hun særlige redskaber; først og fremmest placerede hun sig på en særlig forhøjning, hvor en gruppe unge piger sad rundt om. Disse piger sang specielle sange, der skulle tilkalde de hjælpeånder, som vølven skulle kommunikere med. Efterfølgende kunne vølven fortælle beboerne at misvæksten efter en kort periode ville forsvinde.

I Örvar-Odd's Saga optræder en seiðkona, der bærer en blå eller sort kappe og har en stav i hånden (som det fortælles har evne til at fremkalde glemsomhed hos en person, der tre gange bliver berørt af den på kinden).

I prologen til Yngre Edda, der tilskrives en vølve,[18] bliver bl.a. Thors hustru Sifs baggrund beskrevet. Her fortælles det, at hun var en spákona, og Snorre sammenligner hende på det grundlag med den græsk-romerske Sibylle [19]

Arkæologiske levn[redigér | redigér wikikode]

Genstandne fra en vølves grav i Köpingsvik, Öland. Der er en 82 cm lang jernstav med bronzeornamenter og en model af et hus på toppen, en kande fra Persien eller Centralasien, og en bronzekeddel fra Vesteuropa. Liget var iklædt bjørnepels, og var begravet i en skibssætning, der også indeholdt ofrede dyr og mennesker. Fundet er i dag udstillet på det svenske nationalmuseum i Stockholm.

Skandinaviske arkæologer har udgravet omkring 40 forskellige stave i kvindegrave; de er normalt blevet fundet i rige grave, der også indeholdt andre kostbare gravgaver. det tyder på, at vølver som regel tilhørte samfundets øverste lag.[20]

Et eksempel på en sådan grav stammer fra Fyrkat i Danmark, der også er den rigeste grav, der kendes i området.[21] Hun var blevet begravet i en vogn, hvor hjulene var blevet fjernet, men var kun iklædt en enkelt lang kjole. Omkring tæerne havde hun ringe, hvilket tyder på, at hun ikke havde haft fodtøj, da hun blev begravet. Hun havde et hovedspænde fra Gotland, der kunne bruges som beholder. Ved fødderne var der en æske, der indeholdt forskellige objekter; fx uglegylp og små knogler fra fugle og pattedyr. Hun havde også fået en pung, som indeholdt frø fra bulmeurt, der hvis de kastes ind i et bål kan udvikle en mildt hallucinerende røg. Graven indeholdt også en lille sølvamulet, udformet som en stol. Denne type amulet kendes også fra andre kvindegrave. Desuden var der en række andre genstande, der stammede fra Finland og Rusland.[22]

En pendant af sølv fra Hagebyhöga, udstillet på nationalmusseet i Stockholm.

En anden rig kvindegrav er Oseberggraven fra Norge. Den indeholdt ligene af to kvinder. Den ene var sandsynligvis en meget fornem kvinde, mens den anden var en træl, der var dræbt i forbindelse med begravelsen. Flere af genstandene i graven kan forbindes til sejd og vølver, fx en stav af træ og cannabisfrø i en pung.[23]

Omkring år 1000 blev en anden vølve begravet sammen med rige gravgaver i Hagebyhöga i Östergötland. Udover sin stav fik hun bl.a. heste, en vogn og arabiske bronzekander med i graven, samt en lille pendant af sølv, der var udformet som en kvinde med et stort halssmykke. Denne figur er blevet fortolket som Freja (den mest fremtrædende vølve af alle) med Brisingamen om halsen.[24]

I Birka blev en vølve og en kriger begravet sammen. Over dem var der placeret spyd, hvilket tyder på, at de var blevet dedikeret til Odin.[25]

Forsvinden[redigér | redigér wikikode]

Vølvernes forsvinden hang sammen med religionsskiftet, hvor deres funktion mistede dens betydning samtidig med at den nordiske religion blev trængt væk og marginaliseret af kristendommen. I løbet af middelalderen blev der også udstedt love, der skulle undertrykke hedenske ritualer. Fra England er der bevaret en række lovtekster, der forbinder vølver og andre former for hedenske kvindelige præster med det kristne koncept hekse:

"If any wicca (heks), wiglaer (troldmænd), false swearer, morthwyrtha (tilbeder af de døde) or any foul contaminated, manifest horcwenan (luder), be anywhere in the land, man shall drive them out."

"We teach that every priest shall extinguish heathendom and forbid wilweorthunga (dyrkelse af kilder), licwiglunga (påkaldelse af de døde), hwata (varselstydning), galdra (tryllesange), man worship and the abominations that men exercise in various sorts of witchcraft, and in frithspottum (fredskov) with elms and other trees, and with stones, and with many phantoms." (kilde: lov udstedt under kong Edgar of England i 10. Århundrede, bevaret engelsk kanonisk lov fra 16. Århundrede.)

Vølverne fik i germansk og nordisk folklore omtrent samme betydning som hekse.[26] Etableringen af bevægelser med det formål at revitalisere den nordiske religion har også medført forsøg på at genetablere vølvetraditionen.

I moderne fiktion[redigér | redigér wikikode]

Den engelske betegnelse spaewife har været brugt i flere litterære værker; fx i Robert Louis Stevensons "The Spaewife"; i John Galts historiske roman The Spaewife: A Tale of the Scottish Chronicles; og John Boyces The Spaewife, or, The Queen's Secret (under pseudonymet Paul Peppergrass).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Mercatante & Dow 2004, II:893.
  2. 2,0 2,1 Hellquist 1922:1081
  3. Hellquist 1922:851
  4. Steinsland (2005) s 258
  5. 5,0 5,1 5,2 Harrison & Svensson 2007:55
  6. 6,0 6,1 6,2 Steinsland, G. & Meulengracht Sørensen, P. 1998:81
  7. 7,0 7,1 7,2 Harrison & Svensson 2007:79
  8. Steinsland, G. & Meulengracht Sørensen, P. 1998:82
  9. 9,0 9,1 Blain 2001:61ff
  10. Keyser 1854:275
  11. Blain 2001:62
  12. Clunies Ross (1994) s. 208
  13. 13,0 13,1 Harrison & Svensson 2007:65
  14. Strabo i Geographica 7.2.3
  15. Jordanes – Latin & English – First half
  16. 16,0 16,1 Harrison & Svensson 2007:74
  17. Norna-Gests Tått, oversat til norsk af Kjell Tore Nilssen og Árni Ólafsson, 2008
  18. Mercatante & Dow 2004, II:893
  19. Prologen til Heimskringla
  20. Harrison & Svensson 2007:56
  21. National Museet: Vølven fra Fyrkat
  22. Harrison & Svensson 2007:56-57
  23. Harrison & Svensson 2007:57
  24. Harrison & Svensson 2007:58
  25. Harrison & Svensson 2007:62
  26. Netspirit.dk

Litteratur[redigér | redigér wikikode]