VVM-redegørelse
 | Denne artikels neutralitet er omstridt. (november 2014) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
VVM-redegørelse, vurdering af virkninger for miljøet (engelsk: Environmental impact assessment el. EIA-assessment) er en redegørelse for, hvordan et bygge- eller anlægsprojekt vil påvirke det omgivende miljø.
Ifølge planloven må man ikke begynde på byggeri af visse typer virksomheder og anlæg, før kommunen har fastsat en række retningslinjer for virksomheden eller anlæggets udformning og beliggenhed. Det drejer sig primært om stærkt forurenende fabrikker, veje samt konstruktioner, der på anden vis griber voldsomt ind i naturen. Planlovens regler kommer fra EU's VVM-direktiv. Det er kommunalbestyrelsen, der igennem et tillæg til kommuneplanen fastsætter retningslinjerne. Som en del af dette kommuneplantillæg foretages der en VVM-redegørelse.
En VVM-redegørelse består i en beskrivelse og vurdering af direkte og indirekte virkninger på:
- mennesker, dyreliv og planteliv
- jordbund, vand, luft, klima og landskab
- materielle goder og kulturarv
- samt samspillet mellem disse faktorer.
Udover beskrivelsen og vurderingen af det anlæg, der er ansøgt om lov til at opføre, opstiller redegørelsen desuden en række alternative løsningsmuligheder, som også beskrives.
Blandt de byggerier og anlæg, der altid kræver en VVM-redegørelse er:
- Offentlige byggerier: Kraftværker, motorveje, jernbaner, lufthavne samt anlæg til affalds- og spildevandshåndtering
- Fabrikker, der fremstiller jern, stål, cement, kemikalier, pap og papir
- Større husdyrhold og dambrug
- Energi: Råstofindvinding, lagre og transportledninger til olie, el og gas samt større vindmølleanlæg
- Kæmpebyggerier: Detailhandelscentre, større feriebyer og hotelkomplekser
- Særligt risikobetonede aktiviteter
- Større opdyrknings- eller skovrejsningsprojekter.
Det er bemærkelsesværdigt at bygherren f.eks. en vindmølleopstiller selv ofte spiller en meget aktiv rolle i udarbejdelsen af en VVM redegørelse og selv sidder i redaktionen [1]. Dette gør den langt mere ensidig og mindre troværdig. En dommer vil såldes være nødt til at behandle dem som en ensidigt partsindlæg.