Vaišvilkas af Litauen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vaišvilkas af Litauen
Storfyrste af Litauen
Storfyrste Treniota myrdet 1264
af Mindaugas' tjener
Forgænger Treniota
Abdicerede
Efterfølger
1267
Shvarn
Ægtefælle ukendt
Børn ukendt
Far Mindaugas
Mor Morta
Født ukendt
Død Myrdet
9. december 1268
af Leo I Halych
Begravet Volodymyr-Volynskyi

Vaišvilkas eller Vaišelga (også stavet Vojszalak, Vojšalk, Vaišalgas[1]) (hviderussisk: Войшалк[2], russisk: Войшелк, polsk: Wojsiełk) (dræbt den 9. december 1268) var Storfyrste af Litauen (1264-1267) og søn af Mindaugas, konge af Litauen.

Der vides intet om Vaišvilkas' ungdom, han optræder første gang i historiske kilder i 1254, hvor han undertegnede en traktat, på vegne af sin far, kong Mindaugas, med Daniel af Halych-Volhynia. I traktaten overfører Halych-Volhynia Sorterusland med centrum i Navahrudak til Litauen. For at sikre traktaten blev Daniels søn, Shvarn, gift med Vaišvilkas' søster[3]. Vaišvilkas blev udnævnt som hertug af nogle af landområderne. Efter Vaišvilkas blev døbt i den græsk ortodokse kirke, blev han tiltrukket så meget af det religiøse liv, at han overførte sin titel og landområder til Roman Danylovich, søn af Daniel af Halych[3]. Han grundlagde et kloster, der normalt identificeres som Lavrashev kloster på bredden på Nemunas floden og blev munk[4]. Han tog på pilgrimsfærd til Athos i Grækenland. Imidlertid nåede han ikke målet på grund af krige på Balkan og vendte tilbage til Navahrudak[3].

Kloster, som siges at være grundlagt af Vaišvilkas (maleri af Napoleon Orda)

I 1264 flygtede han fra Treniotas og Daumantas' attentatforsøg, hvor hans far og hans to brødre blev myrdet. Efterfølgende blev Treniota myrdet af Mindaugas tidligere tjener. Vaišvilkas allierede sig med sin svoger Shvarn fra Halych-Volhynia. Det lykkedes dem at tage kontrol over Sorterusland og Storfyrstendømmet Litauen[5].Efterfølgende førte de krig mod Nalšia og Deltuva, to hovedcentre for modstanden mod Mindaugas og Vaišvilkas[6]. Daumantas, fyrste af Nalšia, blev tvunget til at flygte til Pskov. Suksė (eller Suxe), en anden indflydelsesrig fyrste fra Nalšia, flygtede til Livland. Vaišvilkas blev herefter Storfyrste af Litauen. Som kristen, forsøgte han at opretholde venskabelige forbindelser med den Tyske Orden og den Liviske Orden. Han underskrev en fredsaftale med Livland om handel på Daugava flodenr[3]. Litauisk støtte til den preussiske opstand ophørte, og Ordenerne rykkede frem mod Žemaitija og Kurland ude forhindringer. Sammen med Shvarn angreb Vaišvilkas Polen i 1265 for at hævne angrebene på Jotvingerne i 1264[5].

I 1267 besluttede Vaišvilkas at trække sig tilbage til klosterlivet og overdrog titlen "Storfyrste af Litauen" til Shvarn. Et år senere blev han myrdet af Shvarns bror, Leo I Halych, der var vred over at Vaišvilkas ikke havde opdelt besiddelserne mellem ham og hans bror[5]. Vaišvilkas blev begravet i nærheden af Maria kirke i Volodymyr-Volynskyi.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Baranauskas, Tomas. "Древние литовские имена". Medieval Lithuania. http://viduramziu.istorija.net/ru/names.htm. Hentet 2008-01-23.  (Russisk)
  2. Краўцэвіч, Аляксандр. "Войшалк (1264 – 1267 г.)". Pawet. http://pawet.net/book/kraucewicz/vojshalk.html. Hentet 2008-08-09. (Hviderussisk)
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 "Vaišvilkas". Encyclopedia Lituanica VI. (1970-1978). Red. Simas Sužiedėlis. Boston, Massachusetts: Juozas Kapočius. 29–30. Skabelon:LCC.  (Engelsk)
  4. Rowell, S. C. (1994). Lithuania Ascending: A Pagan Empire Within East-Central Europe, 1295-1345. Cambridge Studies in Medieval Life and Thought: Fourth Series. Cambridge University Press. s. 149. ISBN 9780521450119. 
  5. 5,0 5,1 5,2 Kiaupa, Zigmantas (2000) [1995]. The History of Lithuania Before 1795 (English udg.). Vilnius: Lithuanian Institute of History. pp. 68–69. ISBN 9986-810-13-2.  (Engelsk)
  6. Ivinskis, Zenonas (1978). Lietuvos istorija iki Vytauto Didžiojo mirties. Rome: Lietuvių katalikų mokslo akademija. pp. 197–199.  (Litauisk)
Foregående: Storfyrste af Litauen
(1264 - 1267)
Efterfølgende:
Treniota
(1263 - 1264)
Švarnas
(1267–1269)