Vancouver

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 17. mar. 2015, 14:46 af Algerdenstore (diskussion | bidrag) Algerdenstore (diskussion | bidrag) (Geografi ---> nyt afsnit)
Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Algerdenstore (diskussion) 16. mar 2015, 10:48 (CET)
For alternative betydninger, se Vancouver (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Vancouver)
Vancouver
City of Vancouver
Flag Logo
Fil:Vancouverlogo.svg

Diverse indtryk fra Vancouver
Overblik
Land Canada Canada
Motto By Sea, Land and Air We Prosper
Borgmester Gregor Robertson
Provins Britisk Columbia
Region Lower Mainland
Regionalt distrikt Greater Vancouver
Demografi
By 603.502
 - Areal 114,97 km²
 - Befolknings­tæthed 5249 pr. km²
Metro 2.313.328
 - Areal 2878,52 km²
 - Befolknings­tæthed 803,65 pr. km²
Andet
Tidszone UTC -8
Højde m.o.h. 0-152 m
Hjemmeside www.vancouver.ca

Vancouver er en by i provinsen Britisk Columbia i Canada. En folkeoptælling i Canada i 2011 gjorde den til Canadas 8. største by.[1] Greater Vancouver-området med omkring 2,4 millioner indbyggere er det tredjestørste byområde i Canada, efter Toronto og Montréal. Vancouver er en af de storbyer i Canada med størst sproglig og etnisk diversitet; 52 % af indbyggerne har et andet modersmål end engelsk.[2] Vancouver ligger på 114 km2 land, hvilket giver den en befolkningstæthed på omkring 5249 indbyggere pr. km2. Dette gør byen til den 4. mest kompakte by i Nordamerika med mere end 250.000 indbyggere (efter New York City, San Francisco og Mexico City).

Vancouver har Canadas største havn (Port Metro Vancouver).[3] Skovbrug er stadigvæk Vancouvers største industri, men byens beliggenhed mellem bjergene er med til at gøre turisme byens næststørste industri. De mange filmstudier i Vancouver, og det nærliggende område Burnaby, har gjort byen til en af Nordamerikas største byer for produktion af film.

Vancouver bliver ofte nævnt som en af verdens fem bedste byer inden for livskvalitet.[4] Byen har holdt mange internationale konferencer og større begivenheder, inklusiv Expo 86, Vinter-OL 2010 og VM i fodbold for kvinder 2015. I 2014 blev det desuden, efter 30 år i Californien, besluttet at den årlige TED konference skulle holdes i Vancouver i fremtiden.

Historie

Indfødte

Arkæologiske undersøgelser viser, at der har boet mennesker i området omkring Vancouver for 8000 - 10.000 år siden. Byen ligger på det, der traditionelt var del af Squamish-folket, Musqueam-folket og Tseil-Waututh-folkets territorie. De havde landsbyer i flere dele af nutidens Vancouver, såsom Stanley Park, Kitsilano, False Creek, Point Grey og ved udmundingen af Fraserfloden.

Kontakt med europæerne

Den første europæer, der udforskede området omkring Point Grey, var José María Narváez fra Spanien i 1791. Nogle mener dog, at briten Francis Drake besøgte området allerede i 1579. Byen er opkaldt efter George Vancouver, der som den første udforskede området ved Burrard Inlet grundigt og gav de forskellige områder engelske navne.

Den skotske opdagelsesrejsende Simon Fraser er formentligt den første europæer, der betrådte det område, der i dag er Downtown Vancouver i 1808.

Gastown

Den første bymæssige bebyggelse var en kro, der blev lavet af Jack Deighton i 1867, tæt på et større savværk. Efterhånden som bosættelsen blev større, besluttede kolonimagten i 1870 at omdøbe den til Granville. Byen havde en god strategisk placering, med en naturlig havn ud til Georgia Strait og dermed Stillehavet, og byen blev valgt som det vestlige endestation for den transcanadiske jernbane i 1884.[5]

Vancouver

Byen blev indviet 6. april 1886, og givet navnet Vancouver til ære for den engelske opdagelsesrejsende George Vancouver. Byen havde en voldsom vækst, og gik fra 1000 indbyggere i 1881 til 20.000 ved århundredeskiftet og 100.000 indbyggere i 1911.

Den tidlige bys vækst kom fra store firmaer, såsom Hudson's Bay Company og Canadian Pacific Railway.[6] Det var ligeledes CPR, der ejede størstedelen af byen og stod for opførslen af nye huse. I slutningen af det 19. århundrede var det naturlige ressourcer, der var basis for byens økonomi, især skovbrug.

Geografi

Vancouvers geografiske beliggenhed.

Vancouver ligger på Burrard-halvøen, afgrænset af Fraserfloden mod syd, Georgia-strædet mod vest og Burrard-strædet mod nord. Byen er 114 km2, som både er bakket og fladt land. Byen ligger i Pacific Time Zone (UTC -8) og Pacific Maritime Ecozone.[7] Indtil 1885 refererede Vancouver til Vancouver Island, og de to steder er stadig en kilde til misforståelser, da Vancouver ikke ligger på Vancouver Island.[8]

Vancouver har en af de største byparker i Nordamerika, Stanley Park, som dækker 404,9 hektar. North Shore Mountains, der ligger få kilometer mod nord, dominere bybilledet. På klare dage er det muligt at skimte den snedækkede vulkan Mount Baker i Washington mod sydøst, Vancouver Island mod vest og Bowen Island mod nordvest.[9]

Økologi

Vegetationen i Vancouver var oprindeligt en tempereret regnskov, som bestod af nåletræer med enkelte områder med ahorn og andre løvfældende træer.

Seværdigheder

Stanley Park, byens største park, er opkaldt efter den canadiske generalguvernør Lord Stanley. Den ligger i den vestlige ende af Vancouver på en halvø og er ét af byens landemærker. Den dækker et område på mere end 1.000 hektar og er således større end Central Park i New York. Den har mange tilbud til de besøgende: haver, et vandland for børn, et lille landbrug, en tennisbane, Vancouver Aquarium, en miniature jernbane, 3 badestrande og mange gang- og cyklestier. Hele vejen rundt om parken er en næsten 9 km lang sti for spadserende, løbende, cyklister og ikke mindst rulleskøjteløbere. Siden 1938 har der været kørt et særligt fodringsprogram, og tusinder af fugle af forskellige arter bor her.

Fra Prospect Point er der en pragtfuld udsigt til bjergene og Lions Gate Bridge. Denne berømte bro blev bygget i 1937 af Guinness familien, som også er kendt for den irske øl af samme navn. Denne 450 meter lange bro var, da den blev bygget, den længste hængebro i verden. Mere end 60.000 biler passerer den 3-sporede bro hver dag.

Fil:Stanley Park Aerial.jpg
Stanley Park

Det antropologiske Museum (MOA) rummer verdens fineste eksemplarer af Northwest Coast First Nations art. Museumsbygningen, som selv har vundet en pris, ligger ud til havet med fin udsigt til bjergene på den anden side. Museet har verdens største samling af værker af Haida-kunstneren Bill Reid.

Canada Place er det arkitektoniske symbol for Vancouver. Med sit hvide tag, som ligner gigantiske hvide sejl, var bygningen vært for Expo 86. Skærmen er lige så høj som et fem etagers hus.

Granville Island er en lille halvø, som nævnt forbundet til downtown Vancouver med Granville Street Bridge. Fra 1920 havde området svær industri, og under anden verdenskrig blev der bygget et skibsværft her. I begyndelsen af 1970'erne begyndte et par foretagsomme forretningsfolk at renovere det nedslidte område. Med støtte fra regeringen omdannede de dette rygende område med savmøller, støberier, slagterhuse og andre industrier til et stad for handel, kultur og underholdning. Renoveringen af bygningerne var afsluttet omkring 1980, og området er en et vigtigt turistområde. Granville Island rummer et hotel, flere teatre, adskillige kunstgallerier, et kæmpestort marked og en masse mindre butikker.

Venskabsbyer

Referencer

  1. ^ "Census 2011 Vancouver". Hentet 14. marts 2015.
  2. ^ "City facts of Vancouver 2004" (PDF). Hentet 14. marts 2015.
  3. ^ "Mid-year Stats Include Bright Spots in a Difficult First Half for 2009". Port Metro Vancouver.
  4. ^ "Liveable Vancouver". The Economist. 8. juni 2009.
  5. ^ "Chronology (1757-1884)". The History of Metropolitan Vancouver.
  6. ^ "British Columbia Facts - economic History".
  7. ^ "Pacific Maritime Ecozone". Government of Canada.
  8. ^ "Vancouver Island - Victoria Island and other misconceptions".
  9. ^ "The Eye of the Wind - overview". Grouse Mountain.

Eksterne Links

Wikimedia Commons har medier relateret til: