Vandløb

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Århus å-s nedre løb, her set fra Vestre Ringgade.

Et vandløb kan være en kilde, en bæk, en å eller en elv (flod). Hvert eneste vandløb har et afvandingsområde eller et "opland", som det afvander. Dette opland er afgrænset af vandskel, dvs. højderygge ind mod andre vandløbs oplande. På sin vej mod havet vælger vandløbet den letteste vej, og derfor kan vandløb have udløb til både andre vandløb, søer, floder, moser, rismarker, mangrover, vandfald foruden havet.

Under sin langvarige gennemstrømning af landskabet vil vandløbet skære sig ned, sådan at højdeforskellen mellem udspring og udmunding bliver udjævnet. På de dele af løbet, hvor højdeforskellen er størst, bliver strømmen kraftig og nedskæringen i landskabet meget markant. På de flade strækninger bliver strømmen langsom, og løbet har en tendens til at øge sine slyngninger. Derved dannes mæandre med kraftige bugtninger og afsnørede floddele.

Hvis et vandløbs udløb til havet sker et sted, hvor der ikke er nævneværdigt meget tidevand, bliver mundingen forgrenet på en karakteristisk måde, som kaldes et floddelta (se f.eks. (Donau eller Nilen). Det samme vil ske på steder, hvor vandløbet møder store, flade landområder uden nævneværdigt fald. Det mangegrenede vandløb kaldes så et indlandsdelta (se f.eks. Okawango).

Hvis floden derimod har sit udløb, hvor tidevandsforskellen er kraftig, bliver mundingen tragtformet (se f.eks. Themsen eller St. Lawrence floden).

Menneskeskabte kunstige vandløb er f.eks.: kanal, skibskanal, akvædukt, kloak.

En større dansk å er Gudenåen.

Afvandingsareal[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: afvandingsareal
Afvandingsarealet for et vandløb består af nedbørsarealerne for alle dets tilløb.

Et afvandingsareal for et vandløb er det areal, som bidrager med vand til et vandløb. Den vandmængde, som derved kan tilføres vandløbet, udgøres af nedbør, som falder inden for området fratrukket fordamping og andre tab. Man skelner mellem to slags afvandingsarealer: det topografiske opland og grundvandsoplandet:

Det topografiske opland er hele det areal, hvis overflade hælder ind mod vandløbet.
Grundvandsoplandet er derimod det areal, hvor grundvandets højde falder ind mod vandløbet.

Disse to oplande behøver ikke altid at være sammenfaldende. Det skal desuden bemærkes, at der inden for afvandingsarealet kan befinde sig mindre, aflukkede lavninger uden afløb på jordoverfladen.

Størrelsen og formen af afvandingsarealet er af betydning, da de bestemmer sammen med nedbørsmængden vandføringen i vandløbet.

Vandføringen[redigér | redigér wikikode]

Vandføringen i et vandløb kan bestemmes for et givet sted (tværprofil) ved at måle vandets strømhastighed og der efter beregne mængden af vand, der passerer stedet inden for et givet tidsrum, fx liter pr døgn. Denne vandmængde modsvarer det vand, der er faldet som nedbør, som ikke er fordampet eller optaget af plantevæksten og som er tilstrømmet vandløbet enten ved overfladetilstrømning eller ved grundvandstilstrømning oven for målestedet.

Det er umiddelbart indlysende, at denne vandføring ikke er ens over hele året. I perioder med megen nedbør, vil en større del tilstrømme vandløbet, hvor imod mængden i tørkeperioder og om vinteren er mindre.

Vandløbets længdeprofil og tværprofil[redigér | redigér wikikode]

Vandløbs længde- og tværprofiler er meget uens og afspejler hvilket sted i vandløbets forløb, man befinder sig. Ligeledes afhænger vandføringen og strømhastigheden af hvilken del af vandløbets længdeprofil (og tværprofil), men befinder sig. Der skelnes mellem tre hoveddele:

  • Det øvre løb: Dette er typisk, hvor vandløbet starter. Her er længdeprofilet som regel med stærkt hældning og tværprofilen et ret smalt løb, fx en V-formet dal. Vandløbets store fald medfører en stor strømhastighed, men vandmængderne er på grund af dets tværprofil forholdsvis beskedne. Den energi, som vandstrømmens styrke har, skaber stor erosion og forholdsvis stor materialetransport.
  • Det mellemste løb: Her er vandløbet som regel med aftagende fald og tværprofilen er bredere, omtrent formet som en U-dal. Vandhastigheden er på grund af det mindre fald også mindre, hvilket gør, at erosionen er mindre og der kan aflejres materiale. På grund af det bredere tværprofil bliver de gennemstrømmende vandmængder imidlertid større end i det øvre løb.
  • Det nedre løb: I denne del vil vandløbet som regel befinde i fladland eller en ret bred dal. Strømhastigheden er meget lille, og der sker som følge heraf en stor aflejring af materiale. Ved åmundinger kan denne tage form af deltadannelse – der hvor vandet ender, inden det løber ud i havet. Til trods for den lave strømstyrke vil vandmængderne på grund af den uforholdsvis store bredde være endnu større end i det mellemste løb.

Vandløb tilstræber en tilstand med eksponentielt aftagende fald men stigende bredde. Hvis der undervejs i vandstrømmens forløb mod havet indtræder steder, hvor erosion ikke er mulig (fx søer eller klippegrund), vil vandløbet tilstræbe sin ideelle tilstand frem til dette sted og så begynde forfra på sit længdeprofil, når stedet er passeret.

Vandløb bliver ikke særligt dybe sammenlignet med deres bredde, men stedlige forhold kan bevirke, at vandløbet bliver forholdsvis smalt og – for at kunne sikre den fornødne afstrømning af vandmængder – dybere.

Meandrering[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen af en meander og dannelsen af en krogsø
Meandre på Nowitna-floden i Alaska
Synneren er en krogsø i Ringerike kommune, Norge

Et vandløb er aldrig lige, men vil tilpasse sig landskabet. Det vil finde sin vej gennem de lavere liggende og den blødere jord, hvorved vandløbet let vil danne større og mindre sving eller kurver. Sker dette, er der en tendens til, at disse vokser. Det skyldes, at vandløbets vandstrøm på ydersiden vil nedbryde kystbrinken, hvorimod de langs indersiden af buen vil aflejre medbragt materiale som følge af lavere hastighed. Denne proces kaldes meandrering.

Med tiden vil disse processer bevirke, at buerne bliver stadig større og til sidst så store, at vandet kan lave et gennembrud, hvorved den tidligere bue efterlades uden en egentlig vandstrøm som en c-formet indsø (meandersø eller krogsø). Disse søer kan eventuelt være forbundet med vandløbet ved et mindre afløb men vil ellers vokse til.

Deltadannelse[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: floddelta

Når et vandløb ved udmundingen i havet aflejrer mere medbragt materiale i form af sand, grus og slam, end havet eller en sø kan føre bort, opbygges der en landbanke, og vandløbet vil for lettere at komme forbi denne dele sig i flere grene. Det nye landområde, som dannes på denne måde, kaldes et delta. Navnet blev først brugt i Nilen, som har en triangelformet deltamunding, som minder om den græske bogstav af samme navn. I dag betegnes delta som aflejringer ved en flodmunding uanset hvilken form, deltaet har.

Vandløbets plantevækst og dyreliv[redigér | redigér wikikode]

Langs naturlige vandløb forekommer der ofte plantevegetation langs bredden. Det er vigtigt at der er en god vegetation omkring åen eller vandløbet, da de tilføjer organiske stoffer til vandet. Disse organiske stoffer bliver nedbrudt af åens dyr og bakterier. Åen domineres altså af nedbryderfødekæden. Når vandet løber igennem en å eller et vandløb med en god vegetation bliver vandet renset, og derfor har åer oftest en meget vigtig økologisk betydning.

En å kan inddeles i tre dele. Den øvre, mellemste, og nedre å. Den øvre å er der hvor åen udspringer, og dette stykke kaldes også kildebækken. Den mellemste å er det man normalt ser som en å der løber ganske almindeligt og snoet gennem landskabet, og den nedre å er en del af åen der kan have karatestik som der minder om en flod.

Kildebækken er som sagt der hvor åen udspringer, det kan være i form af for eksempel en kilde eller ved at drænvand ledes ud i en grøft fra en mark. At vandet i starten af en å ofte rinder meget hurtigt på et lille område gør at vandet bliver meget iltet. Derudover er det ofte sumpet hvor vandet kommer op. Det gør at der bliver en meget tæt bevoksning af vegetation omkring åen. Åen overbevokses altså af bredplanterne. Disse skygger for vandet, så der ikke kan gro planter nede i vandet, og hvis der skulle ske at være et sted hvor der kan komme sollys ned i vandet vil det ofte kun være mikroskopiske planter i form af alger, der gror dernede. Når planterne dør, lander de i vandet og er nu føde for åens nedbrydere. Der bliver tilsat næring til åen. Når disse nedbrydere fordøjer planterne aflejres sedimenterne på bunden af åen. I kildebækken er iltforholdene ofte meget gode, da der oftest er meget turbulens i vandet, og der derfor kan blande sig med ilten. Det er oftest her der er mest bevoksning omkring åen, og der er derfor også her hvor der tilføres mest næring.

På den mellemste del af åen, som er der hvor der tilføjes mere vand til den, er der ikke en nær så stor bredvegetation som i forhold til i kildebækken. Der kan derfor komme lys ned i vandet, og det gør at der kan gro planter i vandet. Der er altså specielt mange alger i vandet her. På de steder hvor der ikke er dannet snoninger på åen på grund af aflejringer, vil der dannes stryg. Stryg er et sted på en å hvor gruset vaskes rent. Her er der ofte også meget lavvandet og da gruset er vasket rent her vil der også her blive danner turbulens i vandet, go ilt vil igen blive tilføjet. Jo mere turbulens der er, jo bedre er iltforholdene. Her er planternes dannelse af ilt i form af fotosyntese meget vigtig for åen, da der kan tilføjes meget ilt til åen i løbet af dagen. Men når det bliver mørkt, vil dyrenes, platernes og bakteriernes respiration gøre iltforholdene dårlige. Der er derfor vigtigt med mange planter langs åen.

Den sidste del af åen, den nedre del, er ofte en eng. Her er meget vandrigt, dybt, og vandet løber ikke særligt hurtigt her. Der vil også være langt til planter, da de oftest står ude i siderne og oftest vokser som rør sump. Bunden af denne del af åen vil være præget af en del slam og består derfor af mange sedimentædere og muslinger. De vil bruge en del af ilten til respiration, så denne del er derfor også den mest iltfattige del af åen, da der som regel også er langt ned til bunden og ilten derfor har svært ved at komme derned.

Interesser[redigér | redigér wikikode]

Her i landet er der en række grupper med interesse i landets vandløb.

  • Landmænd har interesser i vandløb som steder, hvor de kan komme af med overskydende vand fra markerne, specielt i forbindelse med dræn.
  • Miljøfolk har interesse i vandløb som levested for mange af landets dyr og planter.
  • Vandløbene er en del af landskabet og har interesse som sådan.
  • Vandløb kan være levested for fisk og har derfor også interesse for fiskere, især i forbindelse med sportsfiskeri.
  • Vandløb har spillet en betydelig rolle i forbindelse med oprettelse af dambrug.

I administrationen må disse interesser ofte holdes op imod hinanden.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:
Oversigt over danske biotoper
Eng | Hede | Højmose | Klit | Lavmose | Løvskov | Nåleskov | Overdrev | Strand | Strandeng | | Vandløb