Vandrer mod Lyset!

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Michael Agerskov, 1870-1933
Johanne Agerskov, 1873-1946
Michael Agerskovs signatur i hans indbundne udgave af Vandrer mod Lyset!
Johanne Agerskovs signatur i hendes indbundne udgave af Vandrer mod Lyset! Hun underskrev altid med "Johanne Agerskov, født Malling-Hansen"
1939-udgaven af Vandrer mod Lyset!

Vandrer mod Lyset! er et etisk-religiøst, videnskabeligt og filosofisk værk, oprindeligt udgivet i København i 1920 af den danske lektor og forfatter, Michael Agerskov. Den betegnes som "et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden" og er baseret på intuitiv tankeinspiration [Kilde mangler]. Den blev skrevet i årene 1913 til 1918, da en række budskaber angiveligt blev givet ad mediumistisk vej gennem Michael Agerskovs hustru, Johanne Agerskov, datter af den danske opfinder Rasmus Malling-Hansen. Værket er baseret på besvarelser på forskellige religiøse og videnskabelige spørgsmål stillet fra menneskelig side.

Hovedværket og tilknyttede skrifter udgives af "Vandrer mod Lysets forlag".

Vandrer mod Lysets Budskab[redigér | redigér wikikode]

Skabelsen[redigér | redigér wikikode]

Vandrer mod Lyset! indeholder en skabelsesberetning, der går tilbage til en tilstand, der var før tidens begyndelse, det såkaldte urkosmos. Her fandtes ifølge Vandrer mod Lyset! Urtanken, Urviljen, Urlyset og urmørket. Urlyset fandtes som en svagt lysende kerne i centrum, og udenom dette var mørket overalt. På grænsen mellem lys og mørke var Tanken og Viljen. Urkosmos kan lignes ved et æble med lyset som kernen, mørket som frugtkødet, og Tanken og Viljen som kernestenene. I urkosmos var alting i ro. Tanken og Viljen indtog en indifferent stilling til lyset og mørket, indtil en svag urosdirren indtrådte, idet Tanken og Viljen samtidig reagerede overfor mørkets udstrålinger i en første dragning ind imod lyset. Tanken og Viljen kæmpede sig derefter langsomt, gennem ukendte evigheder, ind mod lysets to poler. Da Tanken og Viljen nåede disse og smeltede sammen med polerne, vågnede Tanken og Viljen op til fuld bevidsthed om sig selv. Viljen var på dette tidspunkt fuldstændig lutret for mørket, gennemsyret af lyset. Og Tanken besluttede at søge at forene sig med sin Vilje, for derved at kunne fremstå af lyset, som lysets behersker og mørkets besejrer. Gennem ukendte evigheder kæmpede Tanken og Viljen sig fuldt bevidste gennem mørket, Tanken stedse understøttet og styrket af den gennemlutrede Vilje, indtil de forenedes – og et væsen fremstod af Lyset: Gud. Da Urtanken og Urviljen smeltede sammen med lysets to poler, undfangede Tanken og Viljen tolv væsener, der skulle hjælpe i kampen mod mørket: Guds Tjenere. Disse fremstod også, ved Guds fremståen, emanation, af Lyset, ved Guds Vilje. Da mørket var besejret og Gud var fremstået, drog Han mørket ind i Lysets evige kredsløb for at lutre, eliminere det. Denne proces er stadig i gang. Mørket svinder og svinder. Men kun Gud ved, hvornår det tidspunkt indtræder, da alt mørket er elimineret, tilintetgjort. Og Gud skabte efter sin fremståen et mægtigt Rige af Lyset, en lysklode, Centralsolen, Guds Rige, Paradis, som bolig for sig og sine Tjenere. Derefter skabte Gud sine første børn – englene – i VmL kaldet de Ældste og de Yngste. Og disse fik også bolig i Guds Rige, Paradis.

Syndefaldet[redigér | redigér wikikode]

Efter i evigheder at have levet i Guds Rige, Paradis, stillede Gud de Ældste og de Yngste overfor mørkets kræfter, for at de kunne blive helstøbte personligheder og for at de, i lighed med Gud og Hans Tjenere, kunne lære mørkets kræfter og udstrålinger at kende fuldtud og at sejre over det. Gud gjorde dette ved at stille dem i udsigt, at nogle af dem skulle lede nogle endnu uskabte væsener, børn af Gud. Og Gud skabte universet – fire mægtige modersole med tilhørende stjerne- og klodesystemer, der kredsede om Centralsolen, Guds Rige – til bolig for de endnu uskabte børn. Da Gud stillede sine først skabte børn, de Ældste og de Yngste, overfor mørket, faldt de Ældste for selvbeundringen og magtbegæret – udslag af mørkets kræfter. De mente, at de var selvskrevne til at overtage ledelsen af de endnu uskabte væsener. Og de besluttede selv at skabe væsenerne – for derved at få større magt over dem. Men de kunne ikke skabe af Lyset, da de ikke kendte dets livsgåde. Denne kendes kun af Gud. Derfor besluttede de, som følge af mørkets overhåndtagende magt, at skabe af mørket. Og de drog til den klode i universet, som Gud havde bestemt skulle huse de endnu uskabte væsener, den klode som menneskene senere har givet navnet Jorden, for at udføre deres skabelse.

Menneskenes skabelse[redigér | redigér wikikode]

Efter at have eksperimenteret i lange tider med mørket, lykkedes det til sidst for de Ældste at skabe væsener, der kunne leve og ånde i Jordklodens verden – menneskene. Disse var altså skabt af mørket, af de faldne Ældste og mod Guds Vilje. De Ældstes hensigt med at skabe menneskene var ikke udtryk for lutter magtbegær og mørke. Hensigten var også at skabe orden i den ødelæggelse, som mørket, ved de Ældstes fald, havde bragt over jordkloden. Derfor belivedes menneskenes astrale genparter (for dette: Se VmL) med en svag funke af lys, der strømmede fra de Ældste over i menneskene. Da intet lys på grund af Guds sejr over mørket kan elimineres af mørket var denne svage lysfunke i menneskene på forhånd bestemte til evigt liv. Men dette svage lys rummede ikke tanke og vilje, bevidsthed. Derfor skabtes også, ved de Ældstes skabelse af menneskelegemerne, en mængde "lysskygger" – bestemte til at være i al evighed, men uden udsigt til at komme til bevidst forståelse af deres egen eksistens.

Genoprejsningen[redigér | redigér wikikode]

Efter i lange tider at have set menneskenes og lyskyggernes grufulde tilværelse på og omkring Jorden, blev nogle af de Ældste grebet af dyb sorg over deres syndefulde gerning – skabelsen af mennesket. Og da Gud kaldte på dem alle, anråbte de Ham om hjælp for deres i alle henseender mislykkede skabninger, og de bad Ham tilgive deres synd. Og Gud hørte og bønhørte dem. Og Han besluttede, at give menneskene af det evige liv, tanke og vilje. Og Gud henvendte sig til de Yngste, som var gået upåvirkede ud af det første møde med mørket, for at spørge, om de ville være Ham behjælpelige med at lede menneskene ud af mørket, frem mod lyset og Gud. Og den ældste af de Yngste, af menneskene kaldet Kristus, sagde som den første ja til at hjælpe menneskene. Da Kristus havde svaret positivt på Guds opfordring, sluttede de øvrige Yngste sig til ham. Alle ville de søge at lede menneskene fra mørket frem mod evighedslivet i Guds Rige. Og de bandtes til endnu ufødte menneskelegemer, i lighed med de nyskabte menneskeånder – for at leve som mennesker på Jorden. Og Gud knyttede en gnist af sit eget flammende væsen til hver menneskeskygge, at de ved hjælp af den, således levende- og åndeliggjort, gennem talrige jordeliv, kunne stride sig frem fra mørke til lyset. Derfor er det evige i alle mennesker, ånden, alligevel ægte børn af Gud. Langsomt drog de Yngste lyset til Jorden. Men de af de Ældste, der endnu ikke havde angret deres synd, besluttede at stride mod de Yngste og menneskeånderne. Og på et tidspunkt besluttede de endog, dels for at glemme deres lidelser i mørket, dels for at stå stærkere i kampen mod Gud, de Yngste og menneskeånderne, at lade sig inkarnere blandt mennesker. Og således fremstod (ved henholdsvis de Yngstes og de Ældstes inkarnationer) de mægtige førerskikkelser for lyset og mørket, som kan spores i alle kendte, historiske optegnelser.

Lysets gennembrud[redigér | redigér wikikode]

Frem og tilbage bølgede kampen mellem lyset og mørket på Jorden, mellem de Yngste og menneskeånderne, og de Ældste. Da, i 1912, lykkedes det omsider de Yngste at vinde de Ældstes leder, Satan, den Ældste, tilbage til lyset ved at bede for ham. Denne lysets sejr og gennembrud kan vi fortrinsvis takke den ældste af de Yngste, kaldet Kristus, for. Men Satan, eller Ardor som han kalder sig i Vandrer mod Lyset!, havde (forinden han vendte tilbage til lyset) inkarneret en mængde af sine dybt faldne brødre og søstre blandt menneskene. Og nogle af disse besluttede at gøre et sidste forsøg på at forhale lysets sejr over mørket på Jorden. Og derfor blev 20. århundrede så blodigt og uroligt. Og Ardor havde, før han vendte hjem, skabt en del frygtelige æterbilleder, "skemaer" over begivenheder som han ville fremkalde på Jorden, for at nedkalde mørke og elendighed over menneskene. Disse æterbilleder ligger til grund for mange profetier over fremtidens begivenheder. De behøver ikke at indtræde, men gør det, hvis ikke menneskene stedse lytter til lysets stemme, samvittigheden, der altid taler til dem.

Denne model af universet blev bygget af smed A. Andér på baggrund af oplysningerne i Vandrer mod Lyset!

Bøn om tilgivelse[redigér | redigér wikikode]

Det er nu op til os mennesker, om vi kan tilgive Ardor hans synd. I sin beretning i Vandrer mod Lyset! gør han, Ardor, som sagt rede for sit fald, sin synd, og sin genrejsning. Og han slutter af med en gribende bøn om tilgivelse. Tilgiver vi mennesker Ardor, vil det have en meget stor gavnlig virkning for alle mennesker. For som der står et sted: Først når flertallet af mennesker har tilgivet Ardor og har lært den sande Gud at kende, kan der blive tale om bedre vilkår for menneskene på Jorden. Dette skyldes det mørke, der endnu, som et ekko fra fortiden, strømmer mod menneskene fra Ardor og de øvrige Ældste, selv om de nu alle er vendt hjem til Gud. Vi må altså afgøre, om vi vil vandre tilgivelsens, barmhjertighedens, kærlighedens vej, eller fremdeles vandre ad mørkets, hadets blindveje.

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Vandrer mod Lyset! betegnes af forlaget som en bog af "etisk, religiøs, filosofisk og videnskabelig art" (se forlagets hjemmeside). Dens litterære stil er holdt i en højstemt, arkaiserende sprogtone, præget af hyppige fremhævelser med fede typer, der muligvis skal give ekstra vægt til indholdet.

Forholdet til kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Vandrer mod Lyset! er ikke en nytolkning af kristendommens budskab, værket tager kraftig afstand fra forsoningslæren – grundsøjlen i kristendommen.

Ifølge Vandrer mod Lyset! havde Jesus først og fremmest til opgave bede for den ældste af de ældste, når denne fristede ham. Hvis Jesus glemte dette "... da vil din Vandrings Vej blive stenet og støvet. Tornene ville stinge dig, kun faa ville elske dig, mange ville hade, spotte og forfølge dig – ja, Menneskene ville give dig Døden – Korsets død. Dette vil være den tak, de give dig for de Gaver, du bringer dem." (Vandrer mod Lyset! side 30)

Jesu lidelse og død på korset er altså udtryk for hans fiasko. Den ældste af de ældste, Ardor, Satan, giver den korrekte gengivelse af det kristne evangelium. Dogmet om jomfrufødslen afvises (side 31), de gammeltestamentlige skrifter afvises, kirkens sakramenter afvises (side 47ff og 55ff), Jesu tale om fortabelse og helvede ligeledes (side 37ff), dogmet om Jesu fysiske opstandelse afvises (Josef af Arimatæa fjernede nemlig angiveligt liget og gravede det ned i sin have) (side 60ff). Apokalypsen, den johanæiske "åbenbaring", siges at stamme fra Ardors tanker fra dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant om den dom og straf der ventede ham og dem der faldt med ham. Apokalypsen afvises således også fuldstændigt.

Alle disse fejlagtige gengivelser af Jesu lære stammer ifølge Vandrer mod Lyset! fra hans disciple (side 66 og 67), der modtog formørkede tanker af Ardor. Forvanskningerne blev udbygget af Paulus, og især i kraft af dennes forsoningslære (side 67ff). I det hele taget fremstår Bibelen og Kristendommen i "Vandrer mod Lyset!" som formørkede gudsvisioner.

Nogle af de yngste forsøgte dog at udbrede "Kristi rene lære" blandt andre Mani og profeten Muhammed (side 74 og 75). Andre lod sig inkarnere som Luther (der var den samme som Paulus) og som Zwingli og Calvin (side 81 og 82).

Det livs- og menneskesyn, der fremlægges af Vandrer mod Lyset! har læren om reinkarnation og tilgivelse som afgørende grundlag.

Bøger med tilknytning til Vandrer mod Lyset![redigér | redigér wikikode]

  • Hilsen til Danmark, 1915
  • Vandrer mod Lyset! 1920
  • Forsoningslæren og Genvejen, 1920
  • Nogle psykiske Oplevelser af Michael Agerskov, København 1922
  • Kirken og Kristendommen af Michael Agerskov, København 1923
  • Spørgsmål og Svar I og II, 1929-30

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]