Venantius Fortunatus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Venantius Fortunatus læser sine digte for Radegund. Maleri af Lawrence Alma-Tadema (1862).

Venantius Honorius Clementianus Fortunatus (ca. 530 – ca. 600/609) var en latinsk poet og komponist af salmesange, og en biskop i den romersk-katolske kirke.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Venantius Fortunatus blev født i nordlige Italien et sted mellem Valdobbiadene, Ceneda, og Treviso. Han voksede op i løbet af den byzantinske generobring af Italien og fik sin uddannelse i Ravenna. Han senere værker viser, at han var godt kendt med ikke kun de klassiske poeter som Vergil, Horatius, Ovid, Statius, og Martialis men også kristne poeter som Arator, Claudius og Sedulius.

Han flyttede selv til Gallien via de germanske områder (nu Tyskland) i midten af 560-tallet, sandsynligvis med den bestemte hensigt at blive hofpoet ved det merovingianske hof. Politiske omstændigheder forhindrede hans hofkarriere, men han fik støtte fra ulige religiøse personer, blandt andre Gregor af Tours. En gang før år 600 var han blevet forfremmet til biskop af Poitiers.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Korsdigtet «De Signaculo Sanctae Crucis», et digt formet typografisk som et kors, fra kodeks 196, side 40, i klosterbiblioteket i klosteret Sankt Gallen, Scweitz

Fortunatus er bedst kendt for to digte, som er blevet en fast del af liturgien i den katolske kirke, Pange lingua gloriosi proelium certaminis (engelsk: «Sing, O tongue, of the glorious struggle»), en hymne som senere inspirerede Thomas Aquinas' Pange Lingua. Han skrev også Vexilla Regis prodeunt (engelsk: «The banners of the King are lifted»), som er en sekvens sunget i løbet af vesper (aftensang) i løbet af Den stille uge. Dette digt blev skrevet til ære for et større stykke om Det sande kors, som var blevet sendt fra den østromerske kejser Justinus 2. til dronning Radegund af frankerne (som blev kanoniseret), som efter, at hendes ægtemand Klotar 1. døde, havde grundlagt et kloster i den sydfranske region Aquitaine. Bybiblioteket i Poitiers opbevarer et manuskript fra 1000-tallet om Radegunds levned kopieret fra en optegnelse af Fortunatus fra 500-tallet.

Alt i alt skrev Venantius Fortunatus elleve overlevede bøger med latinsk poesi i flere former, herunder epitafium (gravskrifter), panegyriske digte, georgicer, onsolatio (trøstedigte), og rene religiøse digte. Hans versemål blev vigtig for udviklingen af den senere latinske litteratur, hovedsagelig fordi han skrev på en tid, da latinsk prosodi (verselære) bevægede sig fra den klassiske latins kvantitative vers mod middelalderlatinens aksentvers. Hans stil antyder nogen gange påvirkning fra hiberno-latin (den latin, irske munke skrev), iklædt en lærd græsk sprogdragt, som tilfældigvis optræder i hans digte. Han skrev også en hagiografi på vers om Martin af Tours som er blevet betegnet som antikkens sidste epos. Han skrev også en hagiografi om sin beskytter dronning Radegund.

Festdag[redigér | redigér wikikode]

Fortunatus er en helgen i den romerske kirke. Hans mindefest er den 14. december, fejres hovedsagelig i bispedømmet Poitiers og i nogen kirker i Veneto, en region i Nordøstitalien.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Brennan, B.: «The career of Venantius Fortunatus» Traditio, Vol 41 (1985), 49-78.
  • George, J.: Venantius Fortunatus: Personal and Political Poems. Liverpool: Liverpool University Press, 1995.
  • George, J.: Venantius Fortunatus: A Latin Poet in Merovingian Gaul. Oxford: Clarendon Press, 1992.
  • Reydellet, M.: Venance Fortunat, Poèmes, 3 vols., Collection Budé, 1994-2004.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]