Vendere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vendere bruges på de germanske sprog som en samlebetegnelse for vestslaviske folk som levede nær de germanske folk siden folkevandringstiden. Deres sprog regnes til samme gruppe som polsk, tjekkisk, slovakisk og kasjubisk (se vestslaviske sprog).

I skandinavisk sammenhæng brugtes betegnelsen vendere primært i middelalderen om de slaviske folk som boede på de sydlige østersøkyster, i nutidens Tyskland og Polen.

Historie

Venderne bosatte sig langs sydkysten af Østersøen i løbet af folkevandringstiden, og forholdet til såvel det tysk-romerske rige som det spirende danske kongerige synes at have varieret. Således fortæller Saxo eksempelvis, at de pommerske vendere deltog på dansk side under Harald Hildetand i Bråvallaslaget i midten af 700-tallet, men efter et succesfuldt oprør mod den tyske kejser i 983 synes forholdet til naboerne – saxere, daner og polakker – dog at være blevet værre, og i middelalderen kendes de primært – igen fra Saxo – som hedenske sørøvere i Østersøen.

Venderne var i vikingetiden og den tidlige middelalder bosat i Vindland eller Venden, dvs. den beboede kyststrækning fra Danmarks grænse ved Slien langs med Østersøen til floden Weichsel (Wisla). Venden grænsede til Danmark, Sarland, Pulinaland (Polen) og Ermland (Pryzzaland eller Preussen) mod øst i det sydlige Østerleden.[kilde mangler] De vendiske Lande, som nordboerne især besøgte og som derfor oftest omtales i sagaerne er hos Saxo begrænset til den østlige del af det nuværende Holsten, samt Mecklenburg og Vorpommern.

Kong Magnus den Gode af Norge og Danmark standsede efter sagnene et vendisk plyndringstogt i Jylland ved slaget på Lyrskov Hede i 1043.[1] Siden fulgte flere korstog fra både tysk og dansk side: I 1068/69 indtog og ødelagde en tysk hær helligdommen ved Rethra (eller Radegast), og den endelige nedkæmpning af venderne blev foretaget under ledelse af kong Valdemar 1. og biskop Absalon, hvis hærstyrker i 1168 erobrede og ødelagde vendernes helligdom for Svantevit ved ArkonaRügen hvor venderne synes at have haft deres sidste uafhængige styrkepunkt.

Efter de store nederlag blev venderne gradvist germaniseret og assimileret i de tyske riger – og i kortere perioder ligeledes de danske og svenske. Heraf kommer danske og svenske kongers historiske påberåbelse af at være henholdsvis de venders og de goters konge (indtil 1972) og Götes och Vendes Konung (indtil 1973).

Venderne som sørøvere

Næsten en tredjedel af landet lå øde, da kong Niels regerede og venderne var så godt som enerådende i de danske farvande, hvor de bedrev sørøveri. Knud Lavard var utrættelig i at forfølge vendiske krigere i Sønderjylland, der især led meget under angreb sydfra. Da Skjalm Hvide, Knuds fosterfar, sendte ham fædrenearven fra Sjælland, blev det skib, der skulde bringe den over, forfulgt så heftigt af vendiske pirater under Fyn, at pengene måtte kastes i havet, for at mændene kunne slippe bort. Vendernes plyndringer udgjorde ikke blot en fare for handels- og fiskerflåden, men også for kystbefolkningen ved fjorde eller åløb. Med deres fladbundede snekker kunne de trænge langt op i fjorde og åløb på Fyn og Sjælland. I Kalundborg bevogtede Hærvig opsejlingen ind i landet mod vest og ved Tissø bevogtede Sæbygård opsejlingen mellem Nedre og Øvre Halleby Å, der forbandt Tissø med Storebælt og Skarresø og givetvis også Åmosen i ældre tid. Der stod flere store forsvarsslag mod venderne på vestegnen langs med Køge Bugt og ind mod Roskilde, fx ved Karslunde i 1193, hvor Svend Grathe og Radulf slog venderne. En sten er rejst til minde herom i Karlslunde.

Selv efter indtagelsen af Arkona 1169 og den danske konges alliance med saxerne i Nordtyskland vedblev venderne at være en trussel, og det var derfor nødvendigt at placere bavnesystemer og ledingsskibe, så man kunne alarmere nabobyer og –øer om ankomsten af større ledings(landsætnings)flåder. Under Valdemarkongernes tid fører det til opførelsen af slotte og vagttårne ved de naturlige havne i Nakskov, Vordingborg, Korsør, København, ja så langt nordpå som Roskilde og Holbæk Fjorde. Orø i Holbæk Fjord havde et vagttårn med et bavnevarslingsanlæg, som kunne alarmere beboerne i de bagved liggende kystegne langt op ad Tuse Å og Lammefjorden. Holbæk Slot bevogtede selve Holbæk by.

Venderne optræder senere i middelalderen både som venner og fjender; som forbundsfæller da de i 1184 vandt en søsejr ved Rügen over den mægtige hertug Bogislav.

Vendiske spor i Danmark

Enkelte vendere har slået sig ned på de danske øer og oprettet egne handelspladser og landsbyer. Landsbyer på Lolland som ender på -itse, som Tillitse, Binitse og Kuditse, synes at have navne af vendisk oprindelse. Stednavnene Vindeby og Vindemark[2] og Vindbyholt, Vindeballe, Vinde Helsinge, Vindelev (ved Vejle), Vindeltorp og muligvis Vinderød[3] er navne som er givet af vendernes danske naboer.

Der kendes adskillige Vindebyer i de syddanske kystegne, og fra Lolland-Falster er optegnet stednavne, heraf mange marknavne, der viser slavisk-vendisk sprogbrug. Fordelingen af dette navnestof viser tillige, at de vendiske indvandrere har bosat sig side om side med danskerne – ikke i særlige kolonier. Der er også spor efter, at de har været indgiftet i danske slægter, helt op til kongefamilien.

Det mest brugte vendiske personnavn i Danmark er Preben, der kom med slægten Podebusk, som er en gren af en vendisk fyrsteslægt på Rügen. Prebens slaviske form er Pritbor. Fra 1395 kender vi Pritbiorn van Pudbuz (= Preben Podebusk).[4]

I dag er der kun to slaviske grupper der regnes som vendere: sorberne i Lausitz (østlige Tyskland) og kasjuberne i Pommern (nordlige Polen).

Eksterne henvisninger

Se også

Referencer

  1. ^ Iflg. Gesta Danorum af Saxo, Knytlingesaga og Heimskringla, alle tre nedskrevet i 1200-tallet.
  2. ^ Kristian Hald: Personnavne i Danmark – middelalderen (s.38-39), Dansk historisk fællesforenings håndbøger, København 1974
  3. ^ Bent Jørgensen: Danske stednavne, 3. udg., Gyldendal 2008.
  4. ^ Kristian Hald: Personnavne i Danmark – middelalderen (s. 41)