Venstreekstremisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Venstreekstremisme er en samlende betegnelse for politisk ekstremisme eller radikalisme knyttet til den yderligtgående venstrefløj; dvs. ideologier placeret til venstre for den parlamentariske og demokratiske socialisme, og som ønsker en revolution af samfundet. Venstreekstremisternes politiske orientering er dog ofte socialistisk eller anarkistisk i en eller anden form, mange er kommunister og marxister. Visse lande anvender egne definitioner af venstreekstremisme; eksempelvis regnes al forfatningsfjendtlig aktivitet i Tyskland som ekstremistisk. Begrebet venstreekstremisme anvendes forholdsvis sjældent efter dansk kontekst i forhold til fx udlandet og bruges, ligesom andre steder, oftest nedsættende og delegitimerende om politiske modstandere. Politisk aktive på den yderste venstrefløj foretrækker selv betegnelsen venstreradikal, da de ikke mener idealerne i deres politiske kamp er ekstreme i sig selv.

Historie

Den første bølge af venstreekstreme bevægelser i Europa udviklede sig fra slutningen af 1800-tallet og frem til mellemkrigstiden. Det var dog kun i Rusland, at de venstreekstremistiske kræfter havde held med at vælte regeringen for derefter at indføre et kommunistisk diktatur. Landet skiftede navn til Sovjetunionen. I Østeuropa sejrede de venstreekstremistiske kræfter efter 2. verdenskrig, og i de fleste lande blev kommunismen tvangsindført af Sovjetunionen efter at russerne 'frigjorde' landene fra den tyske besættelsesmagt. I Albanien og Tjekkoslovakiet kom de venstreekstremistiske kræfter til magten i slutningen af og lige efter 2. verdenskrig.

Den anden bølge af venstreekstremistiske bevægelser opstod i Vesteuropa i 1960'erne og 1970'erne. Bevægelserne var hovedsageligt fredelige, men i Tyskland og Italien udviklede grupperne Rote Armee Fraktion og De røde brigader sig til terrorceller. I de baltiske lande har venstreekstremistiske symboler som hammer og segl været forbudt siden Sovjetunionens fald. Venstreekstremisme kendes i dag også fra Latinamerika med organisationer som Tupamaros i Uruguay, Sendero Luminoso i Peru og FARC i Colombia.