Venstresocialisterne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Venstresocialisterne
Partileder Kollektiv ledelse
Partiformand
Næstformand
Talsmand
Partisekretær
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 1967
Nedlagt 8. september 2013
Partiavis Solidaritet
Hovedkontor Griffenfeldsgade 41
2200 København N
Antal medlemmer
Ungdomsorganisation
Studenterorganisation
Pladser i Folketinget
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Marxisme, Socialisme
Politisk placering Yderste venstrefløj
Internationalt samarbejdsorgan
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan
Partigruppe i Europaparlamentet
Partifarve(r) Rød
Partibogstav
Website venstresocialisterne.dk

Venstresocialisterne (VS) var et marxistisk dansk politisk parti dannet i 1967 og i 1998 omdannet til en forening. Foreningen blev dog besluttet opløst den 8. september 2013.[1] Forinden havde Østre Landsret ved en kendelse af 12. september 2012 lagt til grund, at partiet er opløst i 1998, hvilket VS selv afviste.[2]

Partiet blev dannet i 1967 af udbrydere fra SF, hvor 4 folketingsmedlemmer og en række menige medlemmer var utilfredse med SF's politik under det såkaldte 'Røde Kabinet' fra 1966 til 1967. Her havde SF og Socialdemokratiet flertal i Folketinget, men mistede dette ved dannelsen af VS.

Partiet var kendetegnet ved en række usædvanlige strukturelle principper, som hidtil var ukendte i dansk partipolitik: Kollektiv ledelse, urafstemning med nominering af folketingskandidater, dobbeltorganisering og fraktionsfrihed. Kontingentet var fastsat til 2% af medlemmets bruttoindkomst.

Blandt partiets markante politikere i Folketinget var Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Mikael Waldorff og Anne Grete Holmsgaard. Karen Jespersen var folketingskandidat for VS i 1979, men blev ikke indvalgt. Per Clausen og Finn Sørensen indvalgt i folketinget 2011 for Enhedslisten var medlemmer af VS til dets nedlæggelse.

Partistruktur[redigér | redigér wikikode]

Kongressen[redigér | redigér wikikode]

Kongressen var partiets øverste myndighed, som vedtog alle program – og principbeslutninger. De delegerede var valgt af de lokale partiafdelinger samt af afdelingerne på arbejdspladserne. [3] Kongressen kunne ligeledes beslutte, om andre smågrupper på venstrefløjen kunne optages i partiet. Kongresserne kunne være præget af ophedede diskussioner mellem repræsentanter for forskellige fraktioner, som i 1970’erne førte til udmeldelser blandt de medlemmer, som havde lidt nederlag ved afstemningerne.[4]

Hovedbestyrelsen[redigér | redigér wikikode]

Hovedbestyrelsen, som valgtes på kongressen bestod hovedsageligt af 21 medlemmer fra partiets tidlige historie, men i praksis var det forretningsudvalget, der stod for den daglige ledelse og kontakt til de lokale afdelinger og de mange udvalg og kommissioner, som blev nedsat af kongressen. [5]

Dobbeltorganisering[redigér | redigér wikikode]

Dobbeltorganiseringen var en konstruktion, hvor hvert medlem både var organiseret i sit lokalområde[6], men samtidig også på sin arbejdsplads eller uddannelsesinstitution. Der opstod imidlertid skævheder i denne struktur, fordi størstedelen af medlemmerne var studerende.[7]

Fraktionsfrihed[redigér | redigér wikikode]

Fraktionsfriheden var en særlig form for mindretalsbeskyttelse, som sikrede, at medlemmer, der tilsluttede sig de generelle principper i partiprogrammet, frit kunne danne en selvstændig fraktion med selvstændige mål for den konkrete politiske praksis. I partiets historie var der over 25 fraktioner, men generelt kan fraktionskampene karakteriseres som en strid mellem strammere og slappere. Strammerne ønskede en leninistisk politik med stram partidisciplin og opbygning af revolutionære celler, mens slapperne ønskede en bred dialog med de mange græsrodsbevægelser, der var opstået efter ungdomsoprøret.[8].

Urafstemning[redigér | redigér wikikode]

Folketingskandidater for partiet blev udpeget ved urafstemninger og herefter placeret på den såkaldte top – tyve liste, som afgjorde rækkefølgen på partilisten. Endvidere betød et princip om rotation, at et folketingsmedlem ikke kunne genopstille til et følgende valg, når pågældende havde haft sæde i folketinget i 7 år.

Disse regler betød blandt andet, at fremtrædende medlemmer, som havde tegnet partiets politik de første år, ikke kunne genopstille, hvilket fx ramte hårdt ved valget i 1987.[9]

Internationalt arbejde[redigér | redigér wikikode]

VS’ grundlag i internationalt arbejde var dels kritik af Sovjetunionen, dels en solidaritet med revolutionære frihedsbevægelser i den 3. Verden. Officielt støttede partiet Salvador Allende i Chile og sandinisterne i Nicaragua. I løbet af 1970’erne blev der gennem Internationalt Udvalg (IU) etableret kontakter til de såkaldte befrielseshære som IRA og PFLP.

Fælleserklæring med PFLP[redigér | redigér wikikode]

I august 1980 var folketingsmedlemmet Anne Grete Holmsgaard sammen med to øvrige fra Venstresocialisterne, Lone Johnsen (medlem af VS' Internationale Udvalg) og Jakob Erle[10] (medlem af partiets hovedbestyrelse), på besøg i Beirut og Saida i Libanon hos den palæstinensiske gruppe PFLP. Mødets resultat blev en fællesudtalelse underskrevet af Jakob Erle og Taysir Quba, der er formand for PFLPs Internationale Komité. I fælleserklæringen hedder det:

Citat VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel. Citat

Holmsgaard har efterfølgende erkendt, at hun var klar over, at denne organisation bl.a. accepterede flykapringer "som et middel i den anti – imperialistiske kamp."[11]. Dette initiativ til udvikling af det internationale samarbejde medførte en skrap intern debat i partiet om holdningen til terrorisme og gidseltagning. Allerede i juli 1980 havde Preben Wilhjelm, som ellers sjældent tog del i fraktionskampene, rettet en skarp kritik af flertallet i IU, fordi dette angiveligt forholdt sig taktisk til voldelige aktioner, ligesom Wilhjelm påpegede, at retssikkerhed og demokratiske principper var det eneste holdbare grundlag for international solidaritet.[12]. Da et flertal af medlemmerne efterfølgende støttede Wilhjelms synspunkter, forlod flertallet af IU og ca. 20 sympatisører partiet.

Kontroverserne om VS's internationale engagement fortsatte dog, bl.a. da Anne Grete Holmsgaard sammen med Kit Broholm udgav en bog om zionismen, der i dagspressen blev udlagt som stærkt antisemitisk.[13] Broholm, Holmsgaard og VS har dog altid selv på det skarpeste afvist denne beskyldning, idet bogen ikke forholder sig kritisk til jødedommen, men til zionismen, til staten Israel og Israels politik, som forfatterne betragtede som imperialistisk.

Historie[redigér | redigér wikikode]

VS var en erklæret del af den europæiske venstreopposition og udsendte gennem årene en række politiske programerklæringer, vedtaget på diverse kongresser, med det formål at præcisere partiets rolle i kampen mod kapitalismen. Disse erklæringer afspejler en udvikling, hvor skiftende flertal medvirker til at ændre den politiske strategi. En vedtagelse fra 3. Partikongres i 1970 illustrerer udmærket de politiske dilemmaer.[14]. Overordnet fremhæves det, at hovedopgaven er at udvikle et revolutionært parti, der kan stå i spidsen for arbejderklassens kamp mod borgerskabet; men også den daglige kamp for bedre levevilkår må udvikles. Repræsentationen i folketinget er en sekundær opgave, hvor folketingets talerstol skal benyttes til at afsløre undertrykkelsen af befolkningen. [15]

Partiet støttede i 1970’erne de strejker og blokader, som blandt andet fandt sted på Uniprint og Berlingske Tidende; men det var især på universiteterne, partiet spillede en egentlig rolle i ”kampen mod undertrykkelse”.[16] En af årsagerne til den manglende opbakning på arbejdspladserne var, at fraktioner i partiet havde omtalt fagbevægelsen som fagforsteningen, ligesom Socialdemokratiet var blevet udråbt som klasseforrædere.[17]

VS i Folketinget[redigér | redigér wikikode]

Partiets repræsentation i Folketinget fik en dramatisk start, da det først efter fintællingen af stemmerne ved valget i 1968 blev klart, at VS havde klaret spærregrænsen. Inden udgangen af 1968 havde Hanne Reintoft og Kai Moltke forladt partiet.[18] Selv om arbejdet i Folketinget formelt var sekundært i partiets strategi, er det de markante personligheder blandt folketingsmedlemmerne, VS især huskes for. Med Preben Wilhjelm som frontfigur satte de fokus på boligpolitikken,socialpolitikken og uddannelsespolitikken, og partiet var det første, der fremlagde et ambitiøst energipolitisk program.[19] To gange overlevede partiet at miste sin folketingsrepræsentation, men 3. gang ved valget i 1987 blev afslutningen på 20 år som venstrefløjens frontfigur.

Samarbejde[redigér | redigér wikikode]

Partiets strategi omfattede et samarbejde med "antikapitalistiske kræfter" og grupper i opposition til det bestående samfund. Som et led i denne strategi samarbejdede partiet bl.a. med den feministiske del af kvindebevægelsen og modstanderorganisationen mod atomkraft, OOA. Partiet tillægges en stor betyding for folketingets beslutning i 1985 om at den fremtidige energiplanlægning skulle foregå uden atomkraft[20]. I folketinget samarbejdede partiet med DKP og SF, men udnyttede også mulighederne for et alternativt flertal med bl.a. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, blandt andet om den såkaldte fodnotepolitikken.

Samling af venstrefløjen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I 1989 dannede VS sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti partiet Enhedslisten, som i 1994 kom i Folketinget. På sin sidste kongres, i 1998, blev VS officielt nedlagt som parti og omdannet til en forening, som stadigt udgav det teoretiske tidsskrift "Solidaritet". På baggrund af PET-kommissionens rapport fra 2009 fremsatte VS et erstatningskrav mod PET med påstand om ulovlig registrering af lovlig politisk virksomhed. Kravet afvistes den 12. september 2012 af Østre Landsret, som lagde til grund for sin kendelse, at Venstresocialisterne "ikke længere eksisterer".[2]

Nedlæggelse[redigér | redigér wikikode]

Nedlæggelsen af VS blev med afstemning vedtaget af en generalforsamling i Solidaritetshuset den 8. september 2013, fordi man hellere vil lægge de politiske kræfter i Enhedslisten, i stedet for at være 'parti i partiet'. [1]

Valgresultater[redigér | redigér wikikode]

Valgår Stemmer Procent Mandater
1968 57.184 2,0 % 4
1971 45.979 1,6 % 0
1973 44.843 1,5 % 0
1975 63.579 2,1 % 4
1977 83.667 2,7 % 5
1979 116.047 3,7 % 6
1981 82.711 2,7 % 5
1984 89.356 2,7 % 5
1987 46.141 1,4 % 0
1988 20.303 0,6 % 0

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 modkraft.dk: "Farvel til VS" Pressemeddelelse fra hovedbestyrelsen, 8. september 2013
  2. 2,0 2,1 Venstresocialisterne.dk
  3. Jf. afsnittet dobbeltorganiseringen.
  4. Se VS efter niende kongres, s. 6-23, hvor disse fraktionskampe analyseres.
  5. VS efter 9. Kongres, s. 152
  6. Bortset fra København, der var inddelt i mindre lokale enheder dækkede den lokale organisering typisk en kommune
  7. jf. Hovedbestyrelsens Beretning til VS’ 9. Kongres.
  8. VS efter niende kongres, s. 12 ff.
  9. Da man ikke opnåede repræsentation i 1971, nulstilledes listen og alle kunne begynde forfra.
  10. Jakob Erle's navn er vist stavet forkert i Weekendavisens artikel: som Jacob Erle.
  11. I et interview i Weekendavisen, 9.02.2001
  12. Jf VS: Intern Debat , juli 1980, citeret i Preben Wilhjelm, 2004, s. 217ff
  13. Kit Broholm & Holmsgaard (1984): Zionismens Israel. Bogen blev skarpt kritiseret i en række artikler, især i Weekendavisen
  14. Jf. VS-bulletin nr. 56 af 24.11.1970
  15. Erklæringen findes bl.a. på Arbejderbevægelsens Arkiv
  16. Således fx en hovedrolle ved en boykot af eksamenRUC i 1973, som førte til et lovforslag om nedlæggelse af RUC
  17. Jf. Interview med Erik Sigsgaard i VS Bulletin, 1977, se her
  18. Reintoft gik i protest mod VS's fordømmelse af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet og meldte sig ind i DKP, mens Moltke blev løsgænger.
  19. VS efter niende kongres, s. 127 ff.
  20. Niels Chr. Sidenius (1986): Hvorfor er der ikke atomkraft i Danmark?, Politica, Bind 18

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Kit Broholm og Anne Grete Holmsgaard (1984): Zionismens Israel, Historisk Revy
  • Preben Wilhjelm (2005): Fra min tid, Gyldendal
  • Venstresocialisterne (1977): VS efter niende kongres, minavisen
  • VS Bulletin, diverse årgange (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]