Vestnordiske sprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vestnordiske sprog er de sprog, som har udviklet sig fra urnordisk, som i begyndelsen af vikingetiden adskilte sig fra de østnordiske sprog og blev til norrønt. Til de vestnordiske sprog regnes norsk, islandsk og færøsk, samt det nu uddøde sprog nornOrkneyøerne og Shetlandsøerne. I dag har norsk dog mere til fælles med svensk og dansk end med de øvrige vestnordiske sprog. Dette skyldes påvirkning fra nedertysk i senmiddelalderen og den efterfølgende fælles sprogudvikling i Skandinavien, herunder påvirkning fra dansk og siden svensk i de fælles statsdannelser Danmark-Norge (1523-1814) og Sverige-Norge (1814-1905). Der er dog fortsat bevaret visse forskelle mellem dansk/svensk og norsk.

Vestnordiske sprog adskiller sig blandt andet fra de østnordiske sprog ved følgende:

  • at flere diftonger er blevet bevaret end i østnordiske sprog: blandt andet hedder det i norsk stein og auga, sammenlignet med svensk/dansk «sten» og «öga»/øje.
  • i de vestnordiske sprog assimileres n foran k og t og m assimileres foran p. Nogen eksempler: I islandsk og i visse norske dialekter findes ordet ekkja. Det tilsvarer i dansk enke og i svensk änka. Ordet bratt i islandsk og i norsk tilsvarer i svensk brant og i dansk brændt. Islandsk sveppur og norsk sopp tilsvarer i dansk og svensk svamp.[1]

Østnordisk påvirkning af norsk[redigér | rediger kildetekst]

Norsk er siden slutningen af 1300-tallet blevet påvirket af svensk og dansk, mens kontakten til islandsk forsvandt efter ca. 1450. Der var imidlertid allerede i gammelnorsk visse forskelle mellem vest- og østnorsk, der var tættere på østnordisk. Nynorsk har bevaret flere af de vestnordiske træk end bokmålet har. Gennem påvirkning fra tidligere diftongforandringer i østnordiske sprog forsvandt enkelte diftonger, først og fremst i det 11. og 12. århundrede fra norsk. Det gælder hovedsagelig i østnorsk, mens der er bevaret flest diftonger i vestnorsk.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Elias Wessén, Nordiska språk 1979, s. 33

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Ragnvald Iversen, Norrøn Grammatikk, Aschehoug & Co., Oslo 1961.
  • Sven B.F. Jansson, Isländsk-svensk ordbok, Íslenzk-Sænsk Orðabók, Rabén & Sjögren Bokförlag, Kungälv 1989.