Vidkun Quisling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vidkun Quisling
Vidkun Quisling i 1919.
Norges ministerpræsident
Embedsperiode
1942 – 1945
Norges forsvarsminister
Embedsperiode
1931 – 1933
Foregående Torgeir Anderssen-Rysst
Efterfulgt af Jens Isak Kobro
Personlige detaljer
Født Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling
18. juli 1887
Fyresdal, Norge
Død 24. oktober 1945 (58 år)
Akerhus fæstning, Oslo
Nationalitet Nordmand
Politisk parti Senterpartiet (1933)
Nasjonal Samling (NS) (1933-1945)
Ægtefælle(r) Maria Vasilijevna Quisling

Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling (18. juli 188724. oktober 1945) var en norsk politiker og officer.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Han var søn af præst og genealog Jon Lauritz Qvisling (1844- 1930), der studerede i tolv år før han tog sin embedseksamen og var stærkt optaget af overnaturlige fænomener. Moren, Anna Caroline Bang, var femten år yngre end sin mand. Hun kedede sig over hans intellektuelle interesser, og forholdet dem imellem var køligt. Begge forældre tilhørte nogle af de ældste og mest ansete familier i Telemark. Slægten Quisling kom til Norge med den danske præst Lauritz Ibsøn Quislinus i 1665. Navnet Quisling stammer fra Kvislemark ved Slagelse; kvissel er ældre dansk for "kløftet gren". Quisling havde tre søskende: Jørgen, Arne og Esther.

Faren udgav i 1897 detaljerede skildringer af engles tilværelse og natur i den mærkelige afhandling Om aanderne eller englene. I 1916 udgav broren Jørgen, der var læge, Sexualstudier, hvori han behandlede emnet mænd, kvinder, dans og forlovelse. I 1931 udgav han Det antropokosmiske system på 1.228 sider. Om det skrev psykiater Gabriel Langfeldt, at han ikke havde "set lignende eksempel på ordnydannelse og begrebsforvirring" andet end hos patienter med schizofreni. Quisling selv fremviste den samme verdensfjernhed, da han i 1929 udgav brochuren Om at beboede verdener findes også udenom jorden, og betydningen deraf for vor livsanskuelse. Hans bevis for at der findes liv på andre planeter lød: "Universet er utænkeligt uden væsner som er sig sin eksistens og sit virke bevidst." Han konkluderede: "Således bliver det muligt at skabe en enhedsforklaring af tilværelsen, bygget på videnskab og erfaring, der tilfredsstiller den menneskelige tankes krav: UNIVERSISMEN, DEN NYE VERDENSRELIGION." Sin filosofi beskrev han som "radikal og revolutionær", men også "konservativ" og påstod, at han som den første havde fundet løsningen på tilværelsens problemer. Gabriel Langfeldt beskrev ham i 1969 i Gåden Vidkun Quisling som religionsstifter: "Jeg kender ikke noget andet billede som kommer nærmere op til det klassiske billede af en paranoid stormandsgalskab." [1]

Den slags verdensfjernt grubleri var normalt i Quislings barndomshjem. Han har beskrevet sig som en ensom dreng. Han var en læsehest og en ener i skolen. Uden for skolen var han genert og kejtet. Familien boede syv år i Drammen, hvor han følte sig fremmed. Han gik i latinskolen – og krigsskolen. Derfra blev han udeksamineret i 1911 som bedste kandidat nogen sinde og blev senere major i den norske hær. Den senere rektor, klassekammeraten Vilhelm Ullmann, beskrev Quisling som stille og genert, men når han talte om sine interesser, optrådte han doserende og uden evne til modforestillinger. Men han var rar og hjælpsom mod sine klassekammerater, når de stod fast i et fag. Ullmann sagde, at Quisling for det meste sad på sit værelse og læste, og at han håbede på at blive tildelt en stor opgave. Han blev spået en lysende karriere, men valgte uheldigvis i stedet en livsbane, hvor hans ukritiske grublen, livsfjernhed og manglende evne til at lytte til andre blev en stærkt negativ faktor. [2]

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Han arbejdede med humanitær hjælp i Rusland under Fridtjof Nansen i 1920'erne, da Sovjetunionen var ramt af en hungersnød, der tog livet af flere millioner. Efter at Storbritannien brød sine diplomatiske forbindelser med det sovjetiske styre, blev Quisling sat til at varetage de britiske interesser og modtog for sin indsats sammen med minister Anders Urbye ved den norske legation i Moskva kommandørkorset af ordenen Order of the British Empire som honorary commander. Han blev frakendt ordenen 22. maj 1944. Fra Moskva vendte han hjem med en meget anti-kommunistisk indstilling. Han var forsvarsminister 1931-33 i en Bondepartiregering.

Vidkun Quisling grundlagde i 1933 nazistpartiet Nasjonal Samling (NS), som ingen rolle spillede før krigen. Ved den tyske invasion den 9. april 1940 forsøgte han et statskup, men måtte efter tysk pres trække sig til fordel for det af Højesteret udnævnte Administrasjonsrådet.

Ministerpræsident[redigér | redigér wikikode]

1. februar 1942 blev han med tysk godkendelse ministerpræsident for en regering bestående af NS-medlemmer. Som statsleder fik han også sin personlige livgarde: Førergarden. Quislings og partiets forsøg på at nazificere Norge led totalt skibbrud på grund af folkelig modstand. Han blev efter krigen dømt for landsforræderi og henrettet ved skydning den 24. oktober 1945.

Gennem en aftale med Quisling sikrede den tyske besættelsesmagt sig guld, sølv og smykker, der havde tilhørt norske jøder. Der blev også vedtaget en lov, hvorefter heljøder, halv- og kvartjøder skulle registreres af de norske myndigheder. Quisling forsvarede loven i en tale 6. december 1942 i Trondheim: "Så er der det ræsonnement, at jøden kan da ikke gøre for, at han er jøde. Det er et forkert, ja helt meningsløst ræsonnement. Er der noget, et menneske kan gøre for, så er det vel, at han er den han er. Han er ikke nordmand, han er orientaler, og hører ikke hjemme i Europa." Quislings regime fortsatte med lovreformer rettet mod jøder, og i januar 1943 sendte Indenrigsdepartementet under Albert Hagelin to lovforslag til andre departementer. De sluttede sig ikke bare til Nürnberglovene fra 1935, men rettede dem videre mod halv- og kvartjøder. Lovene blev aldrig vedtaget, og ejendommeligt er det, at de overhovedet blev udarbejdet, da de norske jøder enten var flygtet fra landet eller deporteret til Auschwitz med skibet D/S Donau. [3]

Norske fanger i tyske koncentrationslejre modtog i begyndelsen fødevarepakker fra Norges Røde Kors, men de standsede, da Quisling bestemte, at "landsforræderne" ikke fortjente nogen hjælp. Familierne måtte dog sende fangerne en månedlig pakke. Senere modtog fangerne også fødevarepakker fra Røde Kors i andre lande, bl.a. Danmark, der ikke tog hensyn til Quislings bestemmelse. [4]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Nils Retterstøl: Store tanker, urolige sinn (s. 114-15), forlaget Damm, Oslo 2004, ISBN 82-496-0562-4
  2. Nils Retterstøl: Store tanker, urolige sinn (s. 111)
  3. Bjarte Bruland: "Det norske holocaust", P2-akademiet, bind XXVIII (s. 88-9), forlaget Transit, Oslo 2003, ISBN 82-7596-151-3
  4. Øystein Franck-Nielsen: Fanget (s. 53), forlaget Gyldendal, Oslo 2010, ISBN 978-82-05-40126-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]