Viggo Hørup

Viggo Hørup

Viggo Hørup

Viggo Lauritz Bentheim Hørup (22. maj 1841 i Torpmagle ved Hundested - 15. februar 1902 i København) var en dansk jurist, politiker, redaktør og en minister, der var en ledende skikkelse i oppositionen mod ministeriet Estrup i anden halvdel af 1800-tallet.

Ungdom

Viggo Hørup blev født i 1841 i Torpmagle, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer (1838-88). Gennem sin mor Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) var han fætter til Holger Drachmann. Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og cand. jur i 1867. Han stillede op til Folketinget i 1872 i sin hjemegn i Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt for Københavns Amts 4. kreds (Køge). Hørup tabte sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup skulle senere blive én af denne anløbne og bedrageriske persons allerskarpeste kritikere. Hørup havde kun været folketingsmand ét år, da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne mod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.

Han var medstifter af og formand for "Onsdagsforeningen" det første forsøg på at samle den svage opposition i hovedstaden. Da Venstre deltes i foråret 1878 , sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder. I 1894 blev Viggo Hørup medlem af Venstrereformpartiet.

Politikeren

I oktober 1878 blev han medlem af Finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i Rigsdagen; endvidere var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor (genvalgt indtil 1892). Medens Hørup i de første år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig meget tilbage, vakte han fra samlingen 1878-79 stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløst spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om Folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vor grundlov. På et folkemøde i Eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin påstand udtryk i de bekendte ord, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", og har ved denne udæskende form utvivlsomt skadet Venstres sag og givet modstanderne et godt våben i hænde, ligesom senere hans hånlige udfald imod forsvarssagen ("den døde Torsk") og dens talsmænd ("omvandrende Lirekasser") sikkerlig netop havde fremmet denne sag og hidset dens tilhængere til handling.

Redaktøren

I 1873 blev han tilknyttet det nystiftede venstreblad Morgenbladet og var det indtil foråret 1877. I januar 1881 blev Hørup udgiver bladet sammen med Christen Berg og Edvard Brandes og var i tre år den egentlige redaktør. Han forstod at skaffe bladet virkeligt fodfæste i hovedstaden, men fjernedes dog derfra ved udgangen af 1883, fordi Berg var misfornøjet med den åndsretning, som kom til orde og desuden søgte tilnærmelse til det moderate Venstre. Da Berg i november 1884 fik gennemført sammenknytningen mellem denne gruppe og den ene halvdel af den radikale gruppe til «det danske Venstre», forblev Hørup fører for den anden halvdel, der nu sædvanligvis kaldtes "Europæerne", indtil den sidste sammenslutning af Venstre fandt sted i februar 1886. Ligeledes havde han siden maj 1882 været én af sin gruppes delegerede ved samråd med de andre grupper og blev senere medlem af partiets fælles bestyrelse.

I oktober 1884 grundlagde Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing Politiken, der snart blev et af de mest udbredte og vistnok det mest læste blad i hele landet, og som efterhånden skaffede Venstre en indflydelse i København og købstæderne, som intet tidligere blad havde formået. Selv hans modstandere anerkendte hans arbejde som journalist. Som redaktør måtte han i vinteren 1889-90 udstå en tre måneders fængselsstraf for overtrædelse af presseprovisoriet, men hædredes ved sin løsladelse med rige gaver fra sine meningsfæller. Han regnes som en af kulturradikalismens grundlæggere.^{[Kilde mangler]}

Rigsdagsmanden

Som rigsdagsmand følte Hørup sig kun tiltrukket af den store politiske kamp og tog ellers kun lidt del i forhandlingerne. Det egentlige lovgivningsarbejde havde nemlig i hans øjne en aldeles underordnet værdi i sammenligning med magtspørgsmålet, og hans navn ses derfor sjældent i rækkerne på udvalgsordførere (i samlingen 1879-80 dog for de to store love om sparekasser og om vands afledning). Visnepolitikken i årene 1882-86 tiltalte ham særlig, og som Finansudvalgets formand 1883-84 hjalp han villigt ordføreren Ludvig Holstein-Ledreborg i at forhale Finanslovens behandling. For ham var det hovedopgaven at oparbejde partiet i og uden for Rigsdagen og at udbrede de radikale grundsætninger i folket, stolende på, at de ville bære en rig, om end sen, høst. Hørup har derfor haft langt større betydning som agitator i tale og skrift end som politiker.

• Medlem af Folketinget for Københavns Amt 4. kreds (10. marts 1876 - 20. april 1892)

Trafikministeren

Viggo Hørups tid som trafikminister i den første regering efter systemskiftet blev kort. Han havde ikke tidligere beskæftiget sig med trafikforhold og nåede ikke at gøre sig gældende på området i de syv måneder, han var minister, fordi han blev syg kort tid efter udnævnelsen . Som ansvarlig for De kongelige Haver gennemførte han i august 1901 åbningen af Kongeporten på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade, som fører ind i Kongens Have. Hans statue (af J.F. Willumsen) blev i 1908 placeret i denne ende af Kongens Have. Statuen blev under Besættelsen ødelagt ved et bombeattent, men er rekonstrueret.

• Minister for offentlige arbejder (24. juli 1901 - 15. februar 1902) i Ministeriet Deuntzer

Familie

Viggo Hørup ægtede 18. juli 1868 lærerinde Emma Augusta Holmsted (3. august 1836 - 22. september 1923), datter af kaptajn Jonas Ferdinand Holmsted (1811-1866) og Amalie Drachmann.

Han døde 15. februar 1902, mens han stadig var minister for offentlige arbejder (trafikminister). Viggo Hørup ligger begravet på Gentofte Kirkegård sammen med sin kone og to børn - Svend Hørup (1870-1895) og Ellen A. Hørup (1871-1953)

Kilder

• Erik Arup, Viggo Hørup, Politiken, 1941.
• Dansk biografisk leksikon

Eksterne henvisninger

• Jeppe Aakjær skrev ved hans død i 1902 et digt til minde om - Redaktør Viggo Hørup - kalliope
• Fortrinlige Skatteobjekter - Viggo Hørups artikel om kultur og skatter.
• Viggo Hørup på Litteraturpriser.dk
• Viggo Hørup på Gravsted.dk
• Karsten Thorborg, Viggo Hørup: En af det moderne gennembruds mænd, Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) 1, s. 124-176.

• Biografi i H. Wulff: Den danske Rigsdag på Wikisource.