Viggo Hørup

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Viggo Hørup
Viggo Hørup

Viggo Lauritz Bentheim Hørup (22. maj 1841 i Torpmagle ved Hundested15. februar 1902 i København[1]) var en dansk jurist, politiker, redaktør og en minister, der var en ledende skikkelse i oppositionen mod ministeriet Estrup i anden halvdel af 1800-tallet.

Levnedsforløb[redigér | redigér wikikode]

Viggo Hørup blev født i 1841 i Torpmagle, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer (1838-88). Gennem sin mor Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) var han fætter til Holger Drachmann. Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og cand. jur i 1867 med godt resultat ved sin embedseksamen. [2]

Han stillede op til Folketinget i 1872 i sin hjemegn i Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt for Københavns Amts 4. kreds (Køge). Hørup tabte sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup skulle senere blive én af denne anløbne og bedrageriske persons allerskarpeste kritikere. Hørup havde kun været folketingsmand ét år, da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne mod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.

Han var medstifter af og formand for "Onsdagsforeningen" det første forsøg på at samle den svage opposition i hovedstaden. Da Venstre deltes i foråret 1878 , sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder.

I 1891-1894 protesterede Viggo Hørup kraftigt mod den politiske linje, hvor Frede Bojsen som repræsentant for Det Moderate Venstre opgav provisorietidens visnepolitik. [3] Han anså dette for at være en accept af Estrups statskup og deltog i stiftelsen af Venstrereformpartiet året efter. [4] Svækket af sygdom spillede han en fremtrædende rolle ved dannelsen af Ministeriet Deuntzer, som betegnede systemskiftet i dansk politik i juli 1901. [4] Han døde af knoglekræft den 15. februar 1902. Han regnes sammen med brødrene Brandes for en af kulturradikalismens grundlæggere og i 1905 - 3 år efter hans død - stiftede en række af hans meningsfæller Det Radikale Venstre.

Politikeren[redigér | redigér wikikode]

Hørup blev indvalgt i Folketinget ved valget i 1876. Han var radikal i ordets oprindelige betydning og derfor ikke indstillet på små skridt gennem langsomme reformer. De mere moderate venstrefolk betegnede han engang som ””reformidioter””. [5] På et folkemøde i Eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin opfattelse af målet med den langsigtede strategi udtryk i de bekendte ord, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", en udtalelse som både udfordrede kongemagten og Landstinget. [2]. Han har gennem sit for datiden provokerende ordvalg utvivlsomt skadet Venstres sag og givet modstanderne et godt våben i hænde, ligesom hans hånlige udfald imod forsvarssagen ("den døde Torsk") og dens talsmænd ("omvandrende Lirekasser") formentlig medvirkede til at fremme denne sag og ophidse dens tilhængere til handling. Hans berømte ord fra folketingets talerstol om militæret ”Hvad skal det nytte?”, skaffede ham ligeledes modstandere i det politiske spektrum. [2] Men selv om Hørups dristigste ordvalg kan virke forargende, er det en fejlagtig opfattelse at opfatte ham som populist. Han stil må ses på baggrund af forfatningskampen og dennes historiske betydning. [5]

Rigsdagsmand[redigér | redigér wikikode]

  • Medlem af Folketinget for Københavns Amt 4. kreds (10. marts 1876 – 20. april 1892)

Hørup holdt sig i de første par år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig tilbagetrukket i debatterne. I oktober 1878 blev han medlem af Finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i Rigsdagen; endvidere var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor. I dette embede han blev genvalgt indtil 1892.

Fra samlingen 1878-79 og frem vakte han stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløst spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om Folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vores grundlov. Som rigsdagsmand følte Hørup sig fortrinsvis tiltrukket af den store politiske kamp og tog ellers kun lidt del i forhandlingerne. Det egentlige lovgivningsarbejde havde nemlig i hans øjne en aldeles underordnet værdi i sammenligning med magtspørgsmålet, og hans navn ses derfor sjældent i rækkerne på udvalgsordførere. I samlingen 1879-80 talte han dog for de to store love om sparekasser og om vands afledning. Visnepolitikken i årene 1882-86 tiltalte ham i særlig grad, [2] og som Finansudvalgets formand 1883-84 hjalp han villigt ordføreren Ludvig Holstein-Ledreborg med at forhale Finanslovens behandling. For Hørup var det hovedopgaven at arbejde for partiet i og uden for Rigsdagen og at udbrede de radikale grundsætninger blandt folket; han stolede på, at de ville bære en rig, om end sen, høst. Hørup har derfor haft langt større betydning som agitator i tale og skrift end som praktisk politiker. I margarinekrigen i 1888 handlede han dog meget konkret, bl.a. ved at danne et Forretningsudvalg til oplysning om faren ved kunstsmør, som er blevet betegnet som en taktisk manøvre, der skulle splitte Højre. [4] [6]

Trafikminister[redigér | redigér wikikode]

Da Deuntzer den 16. juli 1901 havde påtaget sig opgaven som forhandlingsleder med henblik på at danne et ministerium, der kunne opnå flertal i folketinget, henvendte denne sig først til I.C. Christensen, dernæst til Hørup, som lederne af de to stærkeste fløje i Venstrereformpartiet. [7] Hørup afslog i første omgang at indgå i ministeriet, men pegede på Ludvig Holstein-Ledreborg som kandidat for sin fløj sammen med Christopher Hage. [7] Holstein-Ledreborg ønskede imidlertid ikke at genoptage sin politiske karriere efter 11 års fravær, og efter langvarige forhandlinger lykkedes det at overtale Hørup til at overtage det ledige ministerium. [8]

Viggo Hørups tid som trafikminister i den første regering efter systemskiftet blev så kort, at han ikke nåede at deltage i møder i statsrådet. Han havde ikke tidligere beskæftiget sig med trafikforhold og nåede ikke at gøre sig gældende på området i de syv måneder, han var minister, på grund af den sygdom, han allerede led af inden udnævnelsen. [9] Som ansvarlig for De kongelige Haver gennemførte han i august 1901 åbningen af Kongeporten på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade, som fører ind i Kongens Have. Hans statue (af J.F. Willumsen) blev i 1908 placeret i denne ende af Kongens Have. Statuen blev under Besættelsen ødelagt ved et bombeattentat, men er rekonstrueret.

Redaktør[redigér | redigér wikikode]

I 1873 blev Hørup tilknyttet det nystiftede venstreblad Morgenbladet og var det indtil foråret 1877. I januar 1881 blev han udgiver af bladet sammen med Christen Berg og Edvard Brandes og var i tre år den egentlige redaktør. Han skabte en trofast læserkreds for bladet virkeligt i hovedstaden, men blev alligevel afskediget ved udgangen af 1883, fordi Berg var misfornøjet med de politiske ideer, som kom til orde og desuden søgte tilnærmelse til det moderate Venstre. Da Berg i november 1884 fik gennemført en sammenslutning mellem denne gruppe og den ene halvdel af den radikale gruppe i «det danske Venstre», blev Hørup leder af den anden halvdel, der nu sædvanligvis kaldtes "Europæerne", indtil den sidste sammenslutning af Venstre fandt sted i februar 1886. Ligeledes havde han siden maj 1882 været én af sin gruppes delegerede ved samråd med de andre grupper og blev senere medlem af partiets fælles bestyrelse. [10]

I oktober 1884 grundlagde Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing Politiken, der snart blev et af de mest udbredte og vistnok det mest læste blad i hele landet, og som efterhånden skaffede Venstre en indflydelse i København og købstæderne, som intet tidligere blad havde formået. Hans litterære stil og skarpe agitation var medvirkende til at ”fravriste de nationalliberale deres monopol” på meningsdannelsen blandt borgerne, men også arbejdere og akademikere støttede Hørups ideer. [5]

Som redaktør måtte han i vinteren 1889-90 udstå en tre måneders fængselsstraf for overtrædelse af presseprovisoriet, men hædredes ved sin løsladelse med rige gaver fra sine meningsfæller.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Viggo Hørup ægtede 18. juli 1868 lærerinde Emma Augusta Holmsted (3. august 1836 – 22. september 1923), datter af kaptajn Jonas Ferdinand Holmsted (1811-1866) og Amalie Drachmann. Familien levede beskedent og måtte efter hans tab af folketingsmandatet i 1892 flytte til Rigensgade, der nærmest lå i et fattigkvarter. Bjørnstjerne Bjørnson betegnede efter et besøg hos familien bopælen som en ”rendesten”. [9] I 1896 flyttede familien til Nørregade, og da Politikens oplag steg eksplosivt fik han i 1898 råd til et mindre landsted ved Brede. [9]

Død[redigér | redigér wikikode]

Han døde 15. februar 1902, mens han stadig var minister for offentlige arbejder (trafikminister). Viggo Hørup ligger begravet på Gentofte Kirkegård sammen med sin kone og to børn – Svend Hørup (1870-1895) og Ellen A. Hørup (1871-1953)[1]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Skou, Kaare R. (2012), Politik der forandrede Danmark, København: Forlaget Sohn 
  • Thorsen, Svend (1972), De danske ministerier 1901-1929 Et hundrede politisk- historiske biografier, København: Pensionsforsikringsanstalten 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Viggo Hørupgravsted.dk
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Thorsen 1972, s. 16
  3. Skou 2012, s. 294
  4. 4,0 4,1 4,2 Thorsen 1972, s. 18
  5. 5,0 5,1 5,2 Thorsen 1972, s. 17
  6. Skou 2012, s. 79
  7. 7,0 7,1 Thorsen 1972, s. 29
  8. Thorsen 1972, s. 32
  9. 9,0 9,1 9,2 Thorsen 1972, s. 52
  10. Jf. biografiske noter i DBL

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]