Volkswagen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 30. apr. 2015, 23:04 af Sorenhk (diskussion | bidrag) Sorenhk (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Knud Winckelmann, fjerner ændringer fra James Klum (diskussion | bidrag))
Volkswagen
Fil:Volkswagen logo.svg
Virksomhedsinformation
Selskabsform Aktieselskab
Grundlagt 1936
Hovedsæde Wolfsburg, Tyskland
Produkter Biler
Slogan Das Auto
Organisation
Moderselskab Volkswagen Group
Eksterne henvisninger
http://www.volkswagen.de/
Den kendte Folkevogn "Boblen" her i model Volkswagen 1300

Volkswagen (VW) (moderselskab Volkswagen Group) er et tysk bilmærke med hovedsæde i Wolfsburg, Tyskland. Volkswagen er det originale og bedst sælgende mærke i Volkswagen Group, som er Europas største bilproducent og blandt verdens tre største.

Volkswagen har tre biler i top 10 over bedst sælgende biler nogensinde ifølge websiden 24/7 Wall St: Volkswagen Golf, Volkswagen Beetle, og Volkswagen Passat. Med disse tre biler er Volkswagen den producent med flest biler på listen, som stadig er i produktion.[1] Volkswagen er den bilproducent i verden der bruger flest penge på forskning og udvikling.[2]

Volkswagen betyder Folkevogn og det nuværende slogan er Das Auto Bilen.

Historie

Folkevognsfabrikkerne blev grundlagt i 1930'erne af Hitler under navnet KdF-wagen, som var en del af hans program for Kraft durch Freude. Det var meningen, at forbrugerne op gennem 30'erne skulle spare op til deres egen folkevogn. Bilen blev udviklet af professor Ferdinand Porsche og blev præsenteret i 1936. Produktionen kunne dog ikke gå i gang, før en helt ny by blev grundlagt: Wolfsburg i Niedersachsen, hvor Volkswagenwerke blev grundlagt i 1938. Det nåede de ikke før 2. verdenskrig brød ud, hvorfor der aldrig blev leveret nogen KdF-vogne til almenheden. Til gengæld byggede man til krigsbrug den såkaldte 'Kübel-Wagen' på den samme bund/chassis. Fabrikkerne blev under krigen udsat for voldsomme bombardementer. Byen fik i øvrigt navn efter et slot, der lå på stedet: Wolfsburg.

Efter krigen blev den britiske major Ivan Hirst sat til at få fabrikken i gang (Wolfsburg lå i den britiske zone af Tyskland). Efter at have benyttet faciliteterne til reparation af britiske kampvogne og andre køretøjer, optog man produktionen af den førkrigsmodel, som prof. Porsche havde udviklet. Man regnede med, at det hurtigt ville få en ende, og at en ny model måtte udvikles. Det viste sig dog ikke at holde stik. VW type 1[3] endte med at overtage Ford T's trone som den mest producerede bilmodel nogen sinde (dog siden overgået af Toyota Corolla). Den populære model udgik af produktionen i Tyskland i slutningen af 1970'erne, men blev produceret i Mexico frem til 2003.

Denne totale afhængighed af en enkelt bilmodel var ved at koste Volkswagen livet i slutningen af 1960'erne. Man havde bygget en varevogn, VW Transporter (også kaldet Rugbrødet) på hækmotor/pendulakselgrundlaget og fremstillede også enkelte andre modeller (model 411 og 412), men de blev kommercielle fiaskoer.

Først med introduktionen af Volkswagen Passat og Volkswagen Golf i 1973 fik VW-koncernen modeller, der kunne føre virksomheden videre. Volkswagen havde på den tid opkøbt forskellige små tyske bilmærker, og disse fusioner samlede bl.a. NSU og Audi i VW-koncernen, der herefter blev kaldt VAG-koncernen (VAG: Volkswagen Aktiengesellschaft).

Modeller

Se også

Kilder / Eksterne henvisninger

  1. ^ "Top 10 Best Selling Cars of All Time".
  2. ^ "VW ranks #1 in R&D spending".
  3. ^ VW type 1 (der Käfer eller Asfaltboblen og andre kælenavne). VW type 2 var bussen/transporteren. VW type 3 blev solgt i Danmark under navnet VW 1500 eller 1600