Westfalske fred
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
.jpg)
Når man taler om den westfalske fred, menes der de fælles aftaler, der kom ud af forhandlingerne - som foregik fra 15.maj til 24.oktober 1648 i de to byer Osnabrück og Münster i Westfalen - som afsluttede trediveårskrigen i Tyskland/Europa og den firsårige uafhængighedskrig i Nederlandene.
Forud var gået fem års løbende forhandlinger med alle krigens parter, næsten alle stater i Europa. Konferencen blev et forbillede for senere konferencer, da princippet om staternes ligeberettigelse, hvor man handlede uafhængigt af de sædvanlige koalitioner, var med til at hjælpe til fredens gennemførelse.
De rigsretslige regler i den Westfalske fred blev indskrevet i forfatningen i det Tysk-Romerske rige og holdt til dettes opløsning i 1806. Freden bidrog til europæisk stabilitet mellem stormagterne frem til den franske revolution og igen efter denne.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Overblik
Selvom man ikke kunne løse alle europæiske problemer i Osnabrück og Münster, nåede man nogle vigtige mål. Det første var traktaten mellem Spanien og Forenede Nederlande den 30.januar 1648 med freden i Münster.
Det ratificerede dokument, der markerede magtudskiftningen, blev offentligt bekræftet på rådhuset i Münster 15. og 16.maj 1648. De Forenede Nederlandes suverænitet hos blev anerkendt, og de trådte ved samme lejlighed ud af det Hellige Romerske Rige.
Derimod lykkedes det ikke at finde en løsning på tidens vigtigste hegemonialkamp, striden mellem Frankrig og Spanien, i Münster. Det skete først med freden i Pyrenæerne i 1659. På den måde var den westfalske fred kun en delvis succes.
Den westfalske fredsslutning afsluttede dog trediveårskrigen i det tyske rige. Kernen i freden blev en ny religionsret. Kejseren blev underlagt rigsstændernes rettigheder og i dem også retten til at vælge egen religion. Den westfalske fred blev optaget som grundlov for det tysk romerske rige. Det betød at det schweiziske edsfællesskab fik anerkendt deres ret til religionsfrihed og dermed deres politiske uafhængighed.
På trods af dens fragmentariske struktur gjaldt det westfalske system som grundlag for stormagtspolitik fra 1650 og frem til den franske revolution - og i følge nogle iagttagere længere tid. En af de vigtigste grunde hertil var den massive deltagelse (vigtige undtagelser Polen, Rusland og Storbritannien) af de stærkeste magter i Europa og dermed dens præcedens og gyldighed ved senere konferencer.
[redigér] Forberedelser til kongressen
Siden 1637 havde de krigsførende parter haft temaet Universalfredskonference på deres program, men det var først i december 1641 at man i Hamborg enedes om hvor og med hvem som deltagere, at en sådan konference skulle holdes. Begge forhandlingsbyer og vejene imellem dem var kort forinden blevet demilitariseret og alle forhandlingsdeltagere givet frit lejde.
De virkelige fredsforhandlinger begyndte i juni 1645 og blev ført i Osnabrück, uden mæglere, mellem kejserlige, svenske og rigsstændernes gesandter og derudover i Münster mellem pavelige venetianske mæglere og franske gesandter. Delingen skete, dels for ikke at forrangere franskmænd og svenskere i den ene lejr som værende vigtigst, og på den anden side fordi de svenske protestanter og de pavelige udsendinge nægtede at forhandle med hinanden.
Til at starte med protesterede kejser Ferdinand III voldsomt mod at lade rigsstænderne deltage, men han måtte bøje sig efter pres fra især fransk side. På den måde blev forhandlingerne i Osnabrück mellem riget og Sverige til et tysk forfatningskonvent, mens forhandlingerne i Münster udstak de europæiske rammebetingelser og forhandlede de lensretslige problemer samt problemerne mellem Spanien og de Forenede Nederlande på plads.
Grundet rang- og titelstridigheder blev forhandlingerne alvorligt forsinket, det skyldes, at det var første gang at så mange lande mødtes til forhandlinger.
[redigér] Deltagere
Frankrigs forhandlere var i Münster hertug Henri II.de Valois-Longueville, et medlem af højadelen samt diplomaten Claude d´Avaux og Abel Servien.
Svenskerne var repræsenteret af Johan Oxenstierna, en søn af rigskansler Axel Oxenstierna og Johan Adler Salvius.
De kejserlige gesandter var for begge byers vedkommende grev Maximillian von Trautmannsdorff, i Münster blev han støttet af grev (senere fyrste) Johann-Ludwig von Nassau-Hadamar og juristen Isaak Volmar, i Osnabrück var den befuldmægtigede Johann Maximillian Graf Lamberg og det kejserlige rigshofråd Johannes Krane af Geseke, også en jurist.
Som indbudte mæglere var den kølniske bisp Nuntius Fabio Chigi( den senere pave Alexander VII) samt den venetianske diplomat Alvise Contarini.
Fra det spanske hof var Gaspar de Bracamonte y Guzmán conde de Peñaranda, Diego Fajardo Saavedra, Antoine Brun blandt flere forhandlere.
Generalstaterne (Nederlandene) havde i alt 8 befuldmægtigede, det schweiziske edsfællesskab var repræsenteret af Johann Rudolf Wettstein, borgmester i Basel. Derudover var talrige rigsstænder repræsenteret.
Blandt gesandterne i de evangeliske stændere var bl.a. Sachsen-Altenburg repræsenteret af Wolfgang Konrad Thumbshirn og Braunschweig-Lüneburg af Jakob Lampadius. Württembergs gesandt Johann Konrad Varnbüler lykkedes at etablere kontakten til Sverige og få området løsrevet riget, og endelig var gesandten fra Corvey konferencens historieskriver.
[redigér] Forhandlinger
Under forhandlingerne fortsatte krigshandlingerne og militære sejre/nederlag influerede betydeligt de deltagende magter.
Selvom rigsstændernes deltagelse i fredsforhandlingerne blev udfordret flere gange (Admissionsstriden), repræsenteredes det tysk-romerske rige ved konferencens start alene af kejseren. Et råd i 1642/43 i Frankfurt havde løbende vejledt om rigets forfatningsmæssige problemer. Tilsvarende kom den svenske gesandt i 1643 Johann Adler Salvius med et forslag om en afskaffelse af majestætsrettighederne: Jeres sikkerhed består i de tyske stænderes frihed.
Den svenske general Thorstensson erobrede i 1645 de kejserlige arvelande sålangt frem som til Donau og Königsmarck erobrede Prags borgside 15. juli 1648 (Malá Strana). Disse begivenheder blev udslagsgivende for at de endelige fredstraktater blev underskrevet 24. oktober 1648 i Münster. Først fire måneder efter, - 18. februar 1649 -, blev aftalen ratificeret og forhandlinger fortsatte løbende for at omsætte aftalen i praksis. Demobiliseringen af hærene krævede yderligere forhandlinger, der fandt sted i Nürnberg 1649 og viste sig i to aftaler af 26. juni og 2. juli 1650. De efterfølgende protester fra paven i august 1650 mod fredstraktaten og igen i november mod de religionsretslige regler i traktaten forblev virkningsløse.
[redigér] Den Westfalske Freds bestemmelser
[redigér] Territoriale ændringer
Sverige fik, udover de 5 millioner daler i krigsskadeserstatning, hele Forpommern samt øen Rügen og Oderudmundingen, dertil højresiden af Oder, fjernere fik de byen Wismar der hørte til Mecklenburg samt bispedømmerne Bremen og Verden. Alle landområderne skulle dog forblive tyske rigslen, og Sverige skulle have sæde samt stemme i de tyske rigs-, og amtsdage.
Kurfyrsten af Brandenburg fik den resterende del af Pommern som erstatning for det mistede Forpommern, og som kurfyrsterne fik arveret til efter de pommerske slægters uddøen i 1657. Derudover fik man bispedømmerne Magdeburg, Halberstadt, Minden og Cammin, også selvom Magdeburg forblev den saksiske prins Augusts besiddelse indtil hans død i 1680. Hertug Adolf Friedrich von Mecklenburg-Schwerin fik i modvægt for afståelsen af Wismar, bispedømmerne Schwerin og Ratzeburg. Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg fik suverænitet over det katolske højstift i Osnabrück samt Walkenried og Gröningen. Huset Hessen-Kassel modtog klosterjorden i Hersfeld samt en del af det tidligere grevskab i Schaumburg. Bayern blev tildelt Oberpfalz samt kurværdigheden. Rheinpfalz fik den nyoprettede ottende kurfyrsteværdighed samt ærkeskattemestertitlen blev leveret tilbage til Karl V´s søn Karl Ludwig.
Frankrig indlemmede byerne Metz, Toul og Verdun, de såkaldte Tróis-Evéches(tre bispedømmer), som havde været tilknyttet dem siden 1552. Derudover opgav kejseren, endsige Østrig, alle rettigheder til byen Breisach, landgrevskaberne i det øvre og det nedre Alsace og Sundgau og landfogederne i de ti forenede rigsstæder i Alsace blev for evigt tilknyttet den franske krone.
Det gamle edsfællesskab(det schweiziske edsfællesskab) fik anerkendt deres uafhængighed af det hellige Tysk Romerske rige. Udover disse ændringer, gav freden ubeskrænket amnesti til alt hvad der var sket siden 1618 og bekræftede besiddelsesforholdene fra 1624. Kun kejseren opnåede for sine arvelande en undtagelse, da man satte besiddelsesforholdene fra 1630 som forhandlingsgrundlag.
[redigér] Kirkelige og politiske anliggender
Forhandlingerne fastslog Passau-traktaten og Augsburger religionsfreden på spørgsmålet om kirkeligt tilhørsforhold og fastslog religionsrettighederne for de reformerte fra Augsburg(1555). De to trosretninger, katolsk og evangelisk, blev totalt ligestillet; den evangeliske minoritet måtte ikke nedstemmes i religionssager på rigsdagene. Striden om de kirkelige stifter og godser blev løst efter restitutionsediktet fra 1629, hvor man satte besiddelserne i 1624 som udgangspunkt for al fremtidig fordeling. Dog blev de kejserlige arvelande undtaget, hvor kejseren beholdt en uindskrænket magt. Rigsstænderne fik udtrykkeligt anerkendt deres territoriale overhøjhed over deres områder og at deres forsvar måtte ske gennem forbund med udenlandske magter. Disse måtte dog ikke rettes mod kejser og det tysk-romerske rige. Den ny forfatning skulle implementeres på næste rigsdag. For de konfessionelt blandede rigsstæder Ravensburg, Dinkelsbühl og Biberach i Sydtyskland indførte man et forfordelt regerings-, og forvaltningssystem. I Augsburg var fordelingen allerede inkorporeret i byens forfatning fra 1548 og blev her bekræftet.
[redigér] Vurdering og perspektiv
Den westfalske fred skal ses som et kompromis mellem de deltagende parter, fordelen ved en fortsættelse af en krig som havde udtømt parternes ressourcer og skabt en enorm krigstræthed var svær at se. Det omfangsrige regelsæt omfattede, udover at revidere religionsfreden fra Augsburg, vidtgående reguleringer af forfatningsforholdene mellem Kejserrige og Rigsstænder, hvor forholdet imellem dem blev udjævnet. Fredstraktaten blev sammen med den Gyldne bulle det vigtigste fundament for Kejserrigets forfatning. Traktatens åbne spørgsmål, - specielt spørgsmålet om troppernes tilbagetog -, blev afklaret i de følgende måneder ved en kongres i Nürnberg.[1]
I en nutidig forståelse ses traktaten som den historiske begyndelse på at ligeberettigede stater forhandlede fred på plads. Forhandlingerne i Osnabrück og Münster ses som starten på en udvikling, der har ført til den moderne folkeret, og deraf har den politiske videnskab set det som starten på det westfaliske system. [2]
For de samtidige blev freden hyldet som en længe ventet afslutning på årtiers myrderi. Indtil den sidste del af det 18. århundrede var det de protestantiske stænderes fundament for deres politiske rettigheder og religiøse frihed.
I det 19. århundrede blev freden imidlertid nedvurderet i Tyskland i lyset af den preussiske og senere stortyske nationalisme. Freden blev set som en skændsel og ydmygelse af Tyskland; Det hellige romerske rige blev set som et værgeløst bytte mod datidens arvefjende Frankrig.
Denne vurdering blev forstærket i årene 1933-45. Man brugte fredstraktaten til at ytre anti-franske holdninger. Den nyeste forskning har påpeget at traktaten var med til at sikre en ny magtbalance samt samarbejde mellem rigsstænderne, kejseren og rigets institutioner. Europæisk var de vigtigste resultater oprettelsen af de selvstændige stater Schweiz og Holland og endelig fastsættelsen af frie religionsrettigheder.[3]
[redigér] Litteratur
[redigér] Kilder
- Acta Pacis Westphalicae. Münster/Westfalen, 1962 ff. (dokumentudgave, endnu ikke afsluttet)
- Serie I: Instruktionen
- Serie II: Korrespondenzen
- Serie III: Protokolle, Verhandlungsakten, Diarien
[redigér] Fremstillinger
- Fritz Dickmann: Der Westfälische Friede. Münster, Aschendorff 1998. ISBN 3-402-05161-3
- Herbert Langer: Das Tagebuch Europas. Sechzehnhundertachtundvierzig, Der Westfälische Friede. Berlin: Brandenburg. V., 1994. ISBN 3-89488-070-8
- Christoph Link: Die Bedeutung des Westfälischen Friedens in der deutschen Verfassungsentwicklung. Zum 350-jährigen Jubiläum eines Reichsgrundgesetzes, in: JZ 1998, S. 1 bis 9.
- Eva Ortlieb, H. Duchhardt (Hrsg.): Der Westfälische Friede, München, Oldenbourg 2001. ISBN 3-486-64425-4
- Roswitha Philippe: Württemberg und der Westfälische Friede., Münster/Westfalen, 1976.
- Georg Schmidt: Geschichte des Alten Reiches. Staat und Nation in der Frühen Neuzeit 1495–1806, München 1999. ISBN 3-406-45335-X
- Benno Teschke: Mythos 1648 - Klassen, Geopolitik und die Entstehung des europäischen Staatensystems . Münster, 2007, ISBN 978-3-89691-122-3.
- Manfred Wolf: Das 17. Jahrhundert. In: Wilhelm Kohl (Hg.): Westfälische Geschichte. Band 1. Düsseldorf: Schwann, 1983 (= Veröffentlichungen der Historischen Kommission für Westfalen, XLIII), S. 537-685, bes. S. 561 ff. ISBN 3-590-34211-0
[redigér] Fodnoter
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
- Forschungsstelle Westfälischer Friede
- Münsterscher Friedensvertrag (Instrumentum Pacis Monasteriensis, IPM) in Volltext
- Osnabrücker Friedensvertrag (Instrumentum Pacis Osnabrugensis, IPO) in Volltext
- Volltexte der Verträge des Westfälischen Friedens in lateinisch und deutscher Übersetzung aus den Jahren 1649, 1720, 1975 und 1984 und verschiedenen anderssprachigen Übersetzungen
- Georg Schmidt: Der Westfälische Friede als Grundgesetz des komplementären Reichsstaats
|
|||||||||||
