Whitechapelmordene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort over de begået mord i Whitehall mellem 1888 og 1891

Whitechapel mordene blev begået i eller i nærheden af det fattige Whitechapel distriktet i East End, London mellem den 3. april, 1888 og den 13. februar, 1891. Elleve kvinder blev dræbt, men morderen blev aldrig fundet og nogle eller alle drabene menes at været blevet begået af den berygtede, men uidentificerede seriemorder Jack the Ripper.

De fleste af de dræbte kvinder, men ikke alle, arbejdede som prostituerede. De dræbte var Emma Elizabeth Smith, Martha Tabram, Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes, Mary Jane Kelly, Rose Mylett, Alice McKenzie, Frances Coles, og en uidentificeret kvinde.

Metropolitan Police Service, City of London Police og private efterforskningshold var alle involveret i jagten på morderen eller morderne. Trods omfattende undersøgelser og flere anholdelser blev den skyldige, eller de skyldige, aldrig identificeret og indfanget. Mordene henledte opmærksomheden på de dårlige levevilkår i East End slumkvarterer, som senere blev forbedret.

Området[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af den victorianske æra blev Whitechapel anset for at være det mest berygtede og kriminelle slumkvarter i London. Området omkring Flower and Dean Street blev beskrevet som ”måske den mest beskidte og farligste gade i hele storbyen” [1], og Dorset Street blev kaldt ”den værste gaden i London” [1], mens politichefen Robert Anderson anbefalede Whitechapel til ”dem der havde en interesse i de farlige klasser” [1]. Røveri og vold var hverdagskost, og bydelen var præget af ekstrem fattigdom, dårlige boligforhold, hjemløshed, druk og prostitution. Disse faktorer gav billige logi for de desperate og nødlidende, blandt hvilket ofrene talte.

Politiets arbejde og retsforfølgning var stærkt afhængig af tilståelser, vidneudsagn, og pågribelse af gerningsmændene i færd med at begå en strafbar handling eller i besiddelse af åbenlyse fysiske beviser, der klart knyttede dem til forbrydelsen. Retsmedicinske teknikker, såsom fingeraftryk, blev endnu ikke brugt. Politiarbejde i London var – og er stadig opdelt mellem to – Metropolitan Police Service med jurisdiktion over det meste af byområdet, og City of London Police med jurisdiktion omkring en kvadratkilometer (2,9 km2) af byens centrum. The Home Secretary, en ledende minister i den britiske regering, kontrollerede Metropolitan Police, mens City Police var ansvarlige for Corporation of London.

Elleve dødsfald i eller i nærheden Whitechapel mellem 1888 og 1891 blev samlet i en enkelt fil hos politiet under titlen ”Whitechapel mordene”, men meget af det originale materiale blev enten stjålet eller ødelagt [2].

Tidslinie for mordene[redigér | redigér wikikode]

  • Mandag, april, 1888: Emma Smith, en lokal prostituerede, blev angrebet og berøvet ved Osborn Street og Brick Lane tidligt om morgenen. Selvom hun ikke med sikkerhed var et af Jack the Rippers ofre, blev hendes død lagt ind under filen: Whitechapel mordene.
  • Onsdag den 3. april, 1888: Emma Smith dør af sine kvæstelser på London Hospital.
  • Tirsdag 7. august, 1888: Martha Tabram, også prostituerede, bliver fundet på første sal i George Yard, hvor hun er blevet dolket 39 gange af to forskellige knive.
  • Fredag den 31. august, 1888: Klokken 3.40 bliver liget af Mary Ann Nichols fundet på Bucks Row. Hun bliver betragtet som Jack the Rippers første ofre.
  • 1.4. september, 1888: Politiet afhører de lokale prostituerede, hvor de får kendskab til en person der går under navnet: ”Læder Apron”, der har truet de prostituerede omkring et år.
  • September: Avisen The Star udgiver en artikel om Læder Apron.
  • Lørdag den 8. september, 1888: Annie Chapman bliver myrdet mellem klokken 5.30 og 6 om morgenen i Rear Yard. Hendes død bliver betragtet som Jack the Rippers værk, og dermed er hun det andet ofre. En time senere bliver Elizabeth Stride fundet dræbt, og de to mord bliver lagt sammen.
  • September, 1888: Formanden for Whitechapel Vigilance Committee, en gruppe frivillige der patruljerede gaderne i Whitechapel for at undgå flere mord, George Lusk modtager et brev der angiveligt er skrevet af morderen.
    En kopi af brevet fra den angivelige morder postet den 15. oktober 1888.
    Senere samme dag bliver John Pizer, med tilnavnet Læder Apron, arresteret.
  • Torsdag den 27. september, 1888: Politiet modtager et brev som angiveligt er skrevet af Jack the Ripper.
  • Tirsdag den 10. september, 1889: Liget af en ukendt kvindes torso bliver fundet i Pinchin Street omkring klokken 5.15 om morgenen, men ingen andre dele af torsoen bliver fundet på trods af en eftersøgning i området. Aviserne skaber spekulationer om kroppen skulle tilhører den forsvunden Lydia Hart, der dog senere bliver fundet på et hospitalet. Andre mente det kunne være den forsvundne pige Emily Barker, men også dette bliver afvist da torsoen viser sig at tilhører en ældre og højere kvinde, hvor alderen blev anslået til at være mellem 30-40 år[3].
  • Fredag den 13. februar, 1891: Frances Coles bliver fundet dræbt ved en jernbane mellem Chamber Street and Royal Mint Street, og hun blev den sidste af Jack the Rippers ofre.

Tiden efter[redigér | redigér wikikode]

Efterforskererne i sagen Abberline og Arnold gik henholdsvis på pension i 1892 og 1893, og i 1900 gik både Swanson og Anderson på pension, og efter 1896 findes ingen dokumenter i filen om Whitechapel morderne der derefter gik i stå. Morderen eller morderne blev aldrig identificeret, og sagen forblev uløst. Omfattende reportage, og mystikken omkring identiteten af morderen, eller morderne, bedrog til fortællingen om Jack the Ripper, der fik skylden for alle eller de fleste af mordene. Hundredvis af bøger og artikler har gennem årene omtalt og diskuteret Whitechapel mordene, og har været udgangspunkter for romaner, noveller, tegneserier, tv-shows og film.

De fattige i East End havde længe været ignoreret af det velhavende samfund, men efter mordene og offentliggørelsen af ofrenes levevilkår blev offentligheden opmærksom på dem, og stemningen imod overfyldte, uhygiejniske boliger East End, førte til krav om reformer.

Boligforeninger som for eksempel Housing of the Working Classes Act 1890 og the Public Health Amendment Act 1890 begyndte at sætte standarter for boliger til deres lejere i et forsøg på at omdanne det degenereret byområder [4]. Det værste af slumkvarteret blev revet ned i de efterfølgende to årtier efter Whitechapel mordene [5].

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]