Wiener Zentralfriedhof

Wiener Zentralfriedhof er den største kirkegård i Østrigs hovedstad Wien og hører med sit areal på næsten 2,5 km² og omkring 3 mio begravelser til de største i Europa. Kirkegården blev åbnet i 1874, og har et stort antal æresgrave samt markante bygværker i jugendstil.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Med kejser Joseph II.'s reformer fra 1784, der førte Habsburg-riget mod oplysningstiden, skete der også reformer i Wiens begravelsesvæsen. Kirkegårdene inden for Wiens forsvarslinje (Linienwall), der i dag udgør Wien Gürtel, måtte opgives, og i stedet skulle anlægges fem kirkegårde udenfor forsvarslinjen: Sankt Marxer Friedhof, Hundsturmer Friedhof, Matzleinsdorfer Friedhof, Währinger Friedhof og Schmelzer Friedhof.

Da befolkningstallet i Wien i midten af det 19. århundrede steg, og dermed også antallet af døde, ville disse kirkegårde i forstæderne ikke være tilstrækkelige. Ydermere havde man i den voksende bys byplanlægning forudsat, at kirkegårdene snart skulle nedlægges. I 1863 besluttede Wiens bystyre så at oprette en centralkirkegård langt uden for byen. Den skulle være så stor, at den så vidt muligt aldrig skulle nå en kapacitetsgrænse. Samtidig ophævede man kirkernes eneret på begravelsessteder, hvormed man banede vejen for, at det offentlige kunne forvalte og finansiere kirkegården.

Ved planlægningen af kirkegården gik man ud fra, at Wiens kraftige vækst ville fortsætte, og den med den daværende kejserriges landemæssige udstrækning med udgangen af det 20. århundrede ville være en metropol med 4 mio indbyggere. Bystyret udpegede en række egnede grunde, men på baggrund af geologiske undersøgelser købte kommunen i 1869 et grundstykke i Kaiserebersdorf og to mindre grundstykker i Simmering – i dag beliggende i Wiener bydelen 11. Bezirk, Simmering. I 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og anlægget af frankfurter arkitekterne Karl Jonas Mylius og Alfred Friedrich Bluntschli overbeviste juryen, og efter blot 3 års anlægstid (1871 til 1874) var Wiens nye store kirkegård færdig. Men allerede i 1872 måtte man lukke Sankt Marxer Friedhof, og på de øvrige kommunale kirkegårde blev pladsen knap, og derfor måtte man allerede i 1873 benytte et mindre areal på den nye kirkegård som begravelsesplads.

Den konfessionelle konflikt[redigér | rediger kildetekst]

Allerede i 1863, da Wiens bystyre besluttede at anlægge en ny kirkegård, blev det fastlagt, at den skulle anvendes af alle trosretninger indenfor kristendommen, og der var åbnet mulighed for, at andre trosretning skulle kunne overlades egne afdelinger på Zentralfriedhof. I oktober 1874 understregede bystyret kirkegårdens uafhængighed af trosretninger og en religiøs indvielse af begravelsespladsen blev direkte nægtet.

Da disse budskaber blev negativt modtaget i katolske kredse medførte det tiltagende protester, særligt da det kom frem, at det jødiske trossamfund havde betalt et større pengebeløb for at få en egen afdeling i kirkegårdens vestlige del. Protesterne medførte, at man kunne tillade delvise indvielser uden at det dog måtte medføre indskrænkninger i forhold til bestemte trosretninger. En kirkelig indflydelse på forvaltningen af kirkegården blev dog helt udelukket.

Protesterne fortsatte dog, og kirken fik indgået en aftale med Wiens borgmester Cajetan Felder, og om morgenen den 30. oktober 1874 foretog Kardinal Rauscher i stilhed en indvielse af kirkegården.

Den 1. november 1874 blev kirkegården overgivet til sit formål. På denne dag blev den menige borger Jakob Zelzer fra Josefstadt begravet som den allerførste på kirkegården. Hans grav findes endnu på kirkegården. Endvidere blev 13 andre begravet i en fællesgrav på kirkegården.

Den upopulære nye kirkegård[redigér | rediger kildetekst]

Kirkegården blev hyppigt kritiseret, og var ikke særlig populær blandt byens borgere, og var derfor også dårlig besøgt. Kirkegården manglede vegetation, og det trak ud med at få opført bygninger på kirkegården. Endvidere var transportmulighederne dårlige, da der endnu ikke var baneforbindelse til kirkegården, der jo var bygget langt uden for den eksisterende by.

Bystyret besluttede i 1881 at gøre kirkegården mere attraktiv ved at etablere et æresgravanlæg på Zentralfriedhof. Ydermere valgte man at overføre de jordiske rester af forskellige prominente personligheder fra andre kirkegårde, bl.a. Ludwig van Beethoven og Franz Schubert fra Währinger Friedhof. I 1910 fik kirkegården endelig en kirke, Karl-Borromäus-Kirche, som skulle være give yderligere tiltrækning af besøgende.

Den lange vej til den sidste hvile[redigér | rediger kildetekst]

Et andet problem, som bystyret havde at kæmpe med, var den lange ligtransport. Med hundreder af døde hver uge, var Simmeringer Hauptstraße præget af lange begravelsesoptog, som dengang foregik med hestevogn. Det var ikke til befolkningens udelte begejstring hver dag at få denne konfrontation med døden.

Man arbejdede længe med forskellige forslag og løsninger for at ændre ligtransporterne, og der var forslag fremme om at etablere en baneforbindelse til kirkegården, hvor ligene kunne samles i en hal inden de kørtes til graven.

Men hestetransporterne fortsatte til 1918, hvorefter man benyttede den ved århundredeskiftet anlagte elektriske sporvogn til formålet, og fra 1925 blev der for første gang indsat en motoriseret rustvogn.

Kirkegården i skyggen af det tredje rige[redigér | rediger kildetekst]

Naziregimet og 2. verdenskrig gik ikke sporløst hen over Wiener Zentralfridhof. På grund af pogromet mod den jødiske befolkning blev ceremonihallen på den gamle jødiske kirkegård sprængt af nationalsocialister den 9. november 1938, og adskillige gravsteder på såvel den nye som den gamle jødiske kirkegård blev ødelagt og skændet.

Fra 1938 til 1945 blev hundreder af modstandskæmpere henrettet, og de blev lagt i fællesgrave på Zentralfriedhof. Pårørende fik ingen information om tid og sted for begravelsen, da begravelsesforvaltningen fik strenge ordrer fra retten om ikke at give disse oplysninger videre. Begravelserne fandt sted på et lukket område og under overvågning af politiet. Nogle år efter krigen blev de henrettedes gravsteder i gruppe 40 på kirkegården fredet og gjort til mindesmærke af Wiens bystyre.

I forbindelse med kampene i Wien i april 1945 kom det til heftig skudveksling mellem Den Røde Hær og tyske hærenheder. De største skader skete dog nogle måneder før ved luftangreb, hvilket bl.a. skyldtes, at der i omegnen af kirkegården var flere betydende industribygninger.

Kuplen på Karl-Borromäus-Kirche blev ødelagt af en brandbombe, men selv om genopbygningen af kirkegården blev påbegyndt kort efter krigen blev kuplen først retableret i 1950'erne, og så langt op som til 1990'erne restaurerede man fortsat beskadigede jødiske grave på den gamle jødiske kirkegård. Her ligger også et stykke brakjord. Det var her den sprængte ceremonihal lå.

Over for mindesmærket for de henrettede modstandskæmpere i gruppe 40 ligger det fælles gravsted for de over 400 bombeofre fra årene 1944 og 1945. Endvidere findes der andre mindesmærker og krigsgrave på Zentralfriedhof til minde om de talrige ofre for nazismen under 2. verdenskrig.

Zentralfriedhof i dag[redigér | rediger kildetekst]

I modsætning til kejser Joseph II.'s enkle begravelsesprincip forsøgte borgerskabet i slutningen af det 19. århundrede – i stil med adelstanden – at iscenesætte store sørgefester og begravelser. Disse store begravelser kendes endnu i dag ved særlige lejligheder, f.eks. ved statsbegravelser af politikere eller kendte personligheder, hvor Wiens borgere deltager for at vise den sidste ære. F.eks. når en forbundspræsident bisættes, så er vejen fra hovedporten til præsidentgravkammeret, der i forvejen er flankeret af de mange æresgrave, skueplads for sørgeoptog. Også i moderne kultur spiller disse sørgeoptog en rolle, f.eks. da popsangeren Falco blev begravet på Wiener Zentralfriedhof i 1998 blev han ledsaget af tusinder af mennesker, der fulgte ham til graven.

Forvaltningen af kirkegården sker fra Wiens Magistratsafdeling 43, hvorunder også det kommunale kirkegårdsgartneri og stenhuggeri hører.

Zentralfriedhof er i løbet af sin historie blev udvidet syv gange (senest i 1921), og den indeholder omkring 330.000 gravsteder (2006) med omkring tre millioner afdøde. Ved åbningen var kirkegården den største i Europa, og dens nuværende areal på 2,5 km² overgås i øjeblikket kun af den 4 km² store kirkegård Friedhof Ohlsdorf i Hamburg i Tyskland.

En af de seneste fornyelser på kirkegården er den af arkitekt Christof Riccabona tegnede "Park for ro og kraft", der åbnede i 1999. Det er en geomantisk landskabspark, der er underopdelt i fem udtryksmæssigt forskellige områder og skal indbyde til åndelig og fysisk afspænding og eftertanke.

Placering og infrastruktur[redigér | rediger kildetekst]

Wiener Zentralfriedhof ligger – i modsætning til sit navn – i den sydøstlige udkant af Wien i bydelen Simmering, hvilket under anlægget af kirkegården slet ikke var en del af byen Wien. Kirkegården er imidlertid et vigtigt og benyttet begravelsessted i byen, ikke mindst fordi begravelser her er billigere end andre kirkegårde i byen.

Simmeringer Hauptstraße, der er Simmerings vigtigste hovedfærdselsåre, fører direkte til Zentralfriedhof. Selvom kirkegården ligger mellem den stærkt befærdede gade og en S-togsstrækning, så er de fleste arealer på kirkegården forskånet for trafikstøj.

På grund af kirkegårdens størrelse har den forholdsvis store og lange veje, og disse kan befærdes med privatbil mod et gebyr. Siden 1971 har kirkegården haft egen buslinje internt på kirkegården. Årligt benytter omkring 60.000 personer buslinjen, der befærdes af det private busselskab Dr. Richard. Buslinjen indgår i det øvrige trafiksamarbejde i Verkehrsverbund Ost-Region og bærer linjenummer 106.

Trafikforbindelse til kirkegården opnås med sporvognslinje 71, der udgår fra Schwarzenbergplatz direkte til kirkegården.

Indtil 1901 førte en hestetrukken bane til kirkegården men blev derefter erstattet af den elektriske sporvogn, der allerede den gang fik linje nummer 71. I 1918 begyndte man at indføre sær-sporvogne med ligtransporter til kirkegården. Årsagen var primært mangel på heste efter krigen og mange døde som følge af Den spanske syge. Wienerne fandt imidlertid ikke transportformen passende for en begravelse og i mellemkrigstiden blev transporterne atter indstillet. Under 2 verdenskrig genoptog man transportformen, og i 1942 rådede Wiens sporvogne over 3 ligtransportvogne. Efter krigen indstillede man igen transportformen.

U-bane linje U3 ender omkring 2 kilometer fra kirkegården, men en forlængelse af U-banen er planlagt.

Udvikling af trosretningernes afdelinger[redigér | rediger kildetekst]

Wiener Zentralfriedhof består i sin nutidige form af "hovedkirkegården" tilegnet alle trosretninger, samt af en række forskellige afdelinger tilegnet forskellige trosretninger.

Den overvejende del af hovedkirkegården består af katolske grave. Derudover findes der afdelinger for følgende trosretninger:

Selvom kirkegården er udvidet nogle gange, så er hovedkirkegården langt den største. Mens den protestantiske og den nye jødiske begravelsesplads er rumligt adskilt fra den resterende kirkegård og er tilgængelig gennem egne porte udefra, så fremstår de små ortodokse og islamiske afdelinger og den buddhistiske begravelsesplads som enklaver i hovedkirkegården.

Gamle og nye jødiske begravelsesplads[redigér | rediger kildetekst]

Som det første trossamfund anlagdes den jødiske begravelsesplads i 1879 i den vestlige del af Zentralfriedhof. Men allerede i 1916 var pladsen fuldt udnyttet, og der blev opført en ny jødisk begravelsesplads. I 1945 ramte et luftangreb ved en fejl den gamle jødiske begravelsesplads, hvilket medførte svære skader, og at omkring 3000 gravsteder blev ødelagt. Afdelingen forfaldt på grund af manglende renovering, men en forening stiftet i 1991 foranledigede en restaurering af gravstederne. Den gamle jødiske afdeling, hvor bl.a. Arthur Schnitzler, Friedrich Torberg, Gerhard Bronner og Viktor Frankl er begravet og den nye jødiske afdeling, hvor bl.a. Otto Soyka er begravet, er langt den største af trossamfundene på Zentralfriedhof.

Ortodokse afdelinger[redigér | rediger kildetekst]

Den 9. maj 1895 blev kirkegårdskirken til den hellige Lazarus i den nyanlagte russisk-ortodokse afdeling indviet. Der findes følgende ortodokse afdelinger i Wiener Zentralfriedhof:

Protestantisk kirkegård[redigér | rediger kildetekst]

Det kristen-protestantiske samfund i Wien havde allerede fra 1858, før anlæggelsen af Wiener Zentralfriedhof, en selvstændig kirkegård i den daværende wiener bydel Matzleinsdorf. Efter åbningen af Zentralfriedhof var kirkegården truet af lukning, og Wiens bystyre afslog at lade kirkegården udvide. Eneste udvej var således at anlægge en ny selvstændig kirkegård et andet sted. I slutningen af det 19. århundrede købte det protestantiske samfund et 6 hektar stort areal på østsiden af Zentralfriedhof, som derefter blev til den evangeliske kirkegård Friedhof Simmering.

Kirkegården blev åbnet og indviet i 1904. Den hører ikke under Wiens byforvaltning men er en selvstændig kirkegård forvaltet af det protestantiske samfund.

Islamiske afdelinger[redigér | rediger kildetekst]

Siden slutningen af det 19. århundrede er muslimer blevet begravet på Wiener Zentralfriedhof. I midten af 1970'erne blev den første muslimske afdeling oprettet og senere fulgte endnu en muslimsk afdeling samt en islamisk-ægyptisk afdeling. Gravene er – uafhængig af forløbet af veje og stier – som foreskrevet i koranen rettet i bederetning Qibla. Da disse afdelinger snart når kapacitetsgrænsen har det islamiske trossamfund i Wien siden 2001 været sikret en egen islamisk begravelsesplads i Liesing.

Buddhistisk begravelsesplads[redigér | rediger kildetekst]

Siden 2005 findes der også en buddhistisk afdeling på Zentralfriedhof. Den blev indviet under stor medieinteresse, med en ceremoni, hvor munke med sutra-tekster befølte det i centrum af begravelsespladsen beliggende sakralbyggeri, stupa. Gravpladsen er tegnet af arktitekten Christof Riccbona, der også har tegnet parkanlægget "Park for ro og kraft" i Zentralfriedhof.

Præsidentgrave og statsbegravelse[redigér | rediger kildetekst]

Umiddelbart foran Karl-Borromäus-Kirche ligger præsident-gravkammeret (Präsidentengruft), hvor den Anden Republiks præsidenter siden 1951 er blevet bisat med ære. Siden juni 2007 er følgende præsidenter bisat her:

Navn	Livsperiode	Regeringstid
Karl Renner	1870–1950	1945–1950
Theodor Körner	1873–1957	1951–1957
Adolf Schärf	1890–1965	1957–1965
Franz Jonas	1899–1974	1965–1974
Rudolf Kirchschläger	1915–2000	1974–1986
Thomas Klestil	1932–2004	1992–2004
Kurt Waldheim	1918–2007	1986–1992

Det meget flade byggeri, der blev opført i 1951, og det derigennem ikke særlig prangende udtryk skyldes arkitekternes ønske om ikke at påvirke indkigget mod Karl-Borromäus-Kirche. Da gravkammeret oprindelig kun var tiltænkt den i 1950 afdøde Karl Renner står hans navn på en stensarkofag midt på det runde anlæg. Navnene på de øvrige bisatte præsidenter står på en mindetavle og på siden af anlægget ved præsidenternes kister. Forbundspræsidenternes ægtefæller kan også bisættes i gravkammeret. Præsidenthustruerne Hilda Schärf, Aloisia Renner og Margarethe Jonas er stedt til hvile ved siden af deres ægtemænd.

Statsbegravelser og såkaldte statslige begravelser organiseres og betales af forbundsrepublikken og er forbeholdt forbundspræsidenter, forbundskanslere og nationalrådspræsident. Hvis en af disse personer dør under embedet, får de en statsbegravelse. I modsat fald får de en statslig begravelse. Indtil videre har Karl Renner, Theodor Körner, Adolf Schärf, Franz Jonas og Thomas Klestil, der alle døde mens de sad i embedet, fået æren af en statsbegravelse. Statslige begravelser er givet til Rudolf Kirchschläger og Kurt Waldheim. Ligeledes har forbundskanslerne Leopold Figl, Julius Raab, Alfons Gorbach, Bruno Kreisky og Fred Sinowatz fået en statslig begravelse. Josef Klaus er dog i overensstemmelse med sit testamente begravet sammen med sin nærmeste familie.

Æresgrave og hædersgrave[redigér | rediger kildetekst]

Da man i 1885 påbegyndte indretningen af de første æresgrave ønskede man med samling af disse grave med prominente afdøde at hæve attraktionen af kirkegården. Siden 1954 har der ved siden af æresgravgruppen også været en kategori af grave etableret for ærens skyld (honoris causa), dvs. personer der ikke regnes for at have gjort en så stor en samfundsmæssig indsats at det berettiger til en en egentlig æregrav, men at man under en anden form ønsker at hædre personerne. Der er for tiden (2009) omkring 250 æresgrave og over 600 hædersgrave.

Den af turister mest besøgte grav, Wolfgang Amadeus Mozarts grav, er imidlertid kun et gravmindesmærke, da hans menneskelige rester findes på Sankt Marxer Friedhof, hvor han blev lagt i en massegrav.

Hædersgravene i gruppe 40 på kirkegården indeholder mest grave for personer døde efter 1960. Den mest besøgte grav i denne gruppe er den i 1998 afdøde popmusiker Falco.

Æresgrave (udvalg)[redigér | rediger kildetekst]

Navn	Livsperiode	Beskæftigelse
Ludwig Anzengruber	1839–1889	Forfatter
Ludwig van Beethoven	1770–1827	Komponist
Max (Maxi) Böhm	1916–1982	Skuespiller
Ludwig Boltzmann	1844–1906	Matematiker und fysiker
Johannes Brahms	1833–1897	Komponist
Gerhard Bronner	1922–2007	Kabarettist og musiker
Karl Farkas	1893–1971	Skuespiller og kabarettist
Peter Fendi	1796–1842	Maler og Litograf
Leopold Figl	1902–1965	Politiker
Carl Ritter von Ghega	1802–1860	Ingeniør, Byggede Semmeringbahn
Christoph Willibald Gluck	1714–1787	Komponist
Theophil von Hansen	1813–1891	Arkitekt
Carl Freiherr von Hasenauer	1833–1894	Arkitekt
Josef Hoffmann	1870–1956	Arkitekt og designer
Paul Hörbiger	1894–1981	Skuespiller
Ernst Jandl	1925–2000	Forfatter
Curd Jürgens	1915–1982	Skuespiller
Bruno Kreisky	1911–1990	Politiker
György Ligeti	1923–2006	Komponist
Theo Lingen	1903–1978	Skuespiller
Adolf Loos	1870–1933	Arkitekt
Siegfried Marcus	1831–1898	Automobilpioner
Hans Moser	1880–1964	Skuespiller
Alois Negrelli	1799–1858	Ingeniør, planlagde Suezkanalen
Johann Nestroy	1801–1862	Skuespiller og dramatiker
Peter von Nobile	1774–1854	Arkitekt
Eduard van der Nüll	1812–1868	Arkitekt (Wiener Staatsoper)
Ida Pfeiffer	1797–1858	Rejseforfatter
Marcel Prawy	1911–2003	Dramaturg og operakritiker
Helmut Qualtinger	1928–1986	Skuespiller og kabarettist
Julius Raab	1891–1964	Politiker
Erwin Ringel	1921–1994	Læge og psykolog
Antonio Salieri	1750–1825	Komponist
Emil Jakob Schindler	1842–1892	Maler
Friedrich von Schmidt	1825–1891	Arkitekt (Wiens rådhus)
Arnold Schönberg	1874–1951	Komponist, Grundlæggeren af tolvtonemusik
Franz Schubert	1797–1828	Komponist
Albin Skoda	1909–1961	Skuespiller
Robert Stolz	1880–1975	Komponist
Johann Strauss den ældre	1804–1849	Komponist
Johann Strauss den yngre	1825–1899	Komponist
Franz von Suppé	1819–1895	Komponist
Karl Waldbrunner	1906–1980	Politiker
Hans Weigel	1908–1991	Forfatter
Max Weiler	1910–2001	Maler
Franz Werfel	1890–1945	Forfatter
Hugo Wiener	1904–1993	Komponist og forfatter
Anton Wildgans	1881–1932	Digter
Hugo Wolf	1860–1903	Komponist
Fritz Wotruba	1907–1975	Billedhugger
Joe Zawinul	1932–2007	Jazz-pianist, keyboarder, komponist og Bandleader
Helmut Zilk	1927–2008	Politiker

Hædersgrave (udvalg)[redigér | rediger kildetekst]

Navn	Livsperiode	Beskæftigelse
Victor Adler	1852–1918	Politiker
Jean Améry	1912–1978	Forfatter
Franz Antel	1913–2007	Filmregissør, producent og forfatter
Ludwig Bösendorfer	1835–1919	Klavebygger
Elfi von Dassanowsky	1924–2007	Sangerinde, pianistinde og producer
Franz (Ferry) Dusika	1908–1984	Cykkelrytter
Falco (Johann Hölzel)	1957–1998	Popmusiker
Fatty George	1927–1982	Jazzmusiker
Alexander Girardi	1850–1918	Skuespiller
Ludwig Gottsleben	1836–1911	Forfatter og skuespiller
Hans-Peter Heinzl	1942–1996	Skuespiller og kabarettist
Joachim Kemmer	1939–2000	Skuespiller og kabarettist
Ludwig von Köchel	1800–1877	Musikskribent, Udgiver af Köchelverzeichnis
Karl Kraus	1874–1936	Forfatter
Josef Kriehuber	1800–1876	Maler og Litograf
Carl Kundmann	1838–1919	Billedhugger
Hermann Leopoldi	1888–1959	Komponist und kabarettist
Paul Löwinger	1904–1988	Skuespiller
Karl Lueger	1844–1910	Politiker
Carl Merz	1906–1979	Kabarettist og forfatter
Friedrich Ohmann	1858–1927	Arkitekt
Hans Pemmer	1886–1972	Lærer og hjemstavnsforsker
Annie Rosar	1888–1963	Skuespillerinde
Karl Seitz	1869–1950	Politiker
Matthias Sindelar	1903–1939	Fodboldspiller
Erich Sokol	1933–2003	Illustrator og karikaturtegner
Franz Stoß	1909–1995	Skuespiller og teaterleder
Friedrich Torberg	1908–1979	Forfatter
Ernst Waldbrunn	1907–1977	Skuespiller og kabarettist
Peter Wehle	1914–1986	Komponist, Forfatter og kabarettist
Carl Zeller	1842–1898	Komponist
Helmut Zenker	1949–2003	Forfatter og drejebogsforfatter

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Werner T. Bauer: Wiener Friedhofsführer. Genaue Beschreibung sämtlicher Begräbnisstätten nebst einer Geschichte des Wiener Bestattungswesens. Falter Verlag, Wien 2004, ISBN 3-85439-335-0
Robert S. Budig, Gertrude Enderle-Burcel, Peter Enderle: Wiener Zentralfriedhof. Ehrengräber auf dem Städtischen Friedhof. Compress Verl., Wien 1995, Norbert Jakob Schmidt Verlagsges. mbH, Wien 2006. ISBN 3-900607-26-5
Christopher Dietz: Die berühmten Gräber Wiens. Falco, Klimt, Kraus, Moser, Mozart, Qualtinger, Schiele, Schubert, Strauß u.v.a. Fotos von Wolfgang Ilgner, Sigrid Riedl-Hoffmann und Frank Thinius. Perlen-Reihe, Wien-München 2000, ISBN 3-85223-452-2
Hans Havelka: Der Wiener Zentralfriedhof. J & V Edition, Wien 1989, ISBN 3-85058-030-X
Hans Pemmer: Der Wiener Zentralfriedhof. Seine Geschichte und seine Denkmäler. Österreichischer Schulbücherverlag, Wien 1924.
Patricia Steines: Hunderttausend Steine. Grabstellen großer Österreicher jüdischer Konfession auf dem Wiener Zentralfriedhof – Tor I und Tor IV. Falter Verlag, Wien 1993, ISBN 3-85439-093-9
Sepp Tatzel: Wien stirbt anders. Ibera Verlag, Wien 2002, ISBN 3-85052-146-X
Dochweiler, Annette. Turen går til Wien (17. udgave, 2. oplag). København: Politikens Forlag, 2004. ISBN 87-567-6400-6