Wienerkongressen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
De danske og svenske bytninger: Finland erobres af Rusland i 1809 (lysegrøn). Norge opgives til kongen af Sverige i 1814 (gul). Danmark overtager Sveriges besiddelse i Nordtyskland, i 1815 gives disse besiddelser til Preussen, som overdrager hertugdømmet Lauenburg til Danmark.
Omlægningen af de europæiske grænser efter Wienerkongressen 1814-15. Engelsk tekst på kortet.

Wienerkongressen er betegnelsen for Fredskongressen i Wien 1814-1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene. Retningslinjer for Wienerkongressen var at genoprette ligevægten fra før den franske revolution og at skabe garantier mod fremtidige franske erobringer. Den var mest omfattende stormagtsmøde for at skabe orden efter en storkrig.

Wienerkongressen var ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich. Blandt deltagerne var desuden Ruslands zar Alexander 1., Preussens udenrigsminister Hardenberg, Frankrigs udenrigsminister Talleyrand og engelskes udenrigsminister Castlereagh og hertugen af Wellington. Også de mindre stater var repræsenteret: Danmark med Frederik 6. og udenrigsminister Niels Rosenkrantz, der som engelskvenlig havde foreslået kongen at trodse fransk dominans og alliere sig med England, da Napoleon angreb Rusland i 1812,

Men også talrige ærkehertuger, grever og baroner, statsmænd var samlet i Wien. Og ægtefæller som kejserinder, dronninger og damer fra de højeste samfundslag, som sammen med ”det lette kavaleri” fra hele Europa udgjorde et helt Kurtisane-Hof, hvor eroterne krydsede flere veje.

Wienerkongressens udfald[redigér | redigér wikikode]

Flere lande oplevede bytning af territorier eller blev helt opslugt af andre lande.

  • Danmark blev tvunget til at opgive Norge, mod til gengæld at overtage Svensk Forpommern. Dette blev næsten øjeblikkeligt solgt til Preussen. Til gengæld fik Danmark et større pengebeløb samt Hertugdømmet Lauenburg, og Preussen overtog områderne i Pommern.
  • Sverige mistede Finland til Rusland i 1809, men blev senere lovet Norge som kompensation.
  • Hovedproblemet for kongressen blev genoprettelse af grænserne. Et stridspunkt blev Polen, som zaren ønskede genoprettet som russisk lydstat med preussiske jord. Det førte til, at Preussen krævede Sachsen som erstatning. Kravet blev imødegået af Metternich og vestmagterne og var nær ved at føre til sprængning, men endte med et kompromis, der lod Preussen få store dele af Sachsen, som dog overlevede. Krisen var tæt på at blive udnyttet af Frankrig til et fransk-engelsk-østrigsk samarbejde, men disse perspektiver ødelagdes ved Napoleons genkomst i marts-juni 1815.
  • Det tysk-romerske rige genoprettedes ikke, men erstattedes af det Tyske forbund uden et statsoverhoved.
  • Det østrigske herredømme i Italien genskabtes ligesom styreformerne i de uafhængige stater.
  • Holland anerkendtes som kongedømme og blev udvidet med det senere Belgien.
  • Fristaden Kraków blev oprettet.
  • Schweiz' neutralitet godkendtes af alle.
  • Slavehandel blev formelt fordømt og forbudt.

Frederik 6. og Wienerkongressen[redigér | redigér wikikode]

Frederik 6. tog den 5. september 1814 af sted for at deltage i Wienerkongressen fordi han var nået til den opfattelse, at den svenske trussel mod den danske stat var så stor, at han selv måtte indfinde sig i Wien.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Efter Napoleons tilbagetog fra Moskva og nederlag i slaget ved Leipzig i 1813, sad han i eksil på Elba, og den svenske kronprins Karl Johan udnyttede hurtigt situationen ved at sende tropper ind i Holsten.

Her blev der så den 14. januar 1814 indgået en fredsaftale, Freden i Kiel, som i store træk gik ud på, at Frederik 6. skulle afstå Norge til den svenske konge. Til gengæld skulle Sverige afstå dele af Svensk Pommern og Rügen samt betale et klækkeligt erstatningsbeløb til Frederik 6.

Nordmændene havde imidlertid ikke til sinds at overgive sig til svenskerne, og efter den grundlovgivende forsamling på Eidsvoll erklæredes landet selvstændigt, og den danske statholder og tronarving Prins Christian Frederik blev valgt til Norges konge. Men den norske modstand blev hurtigt nedkæmpet af den svenske overmagt, og ved Mosskonventionen blev våbenhvile aftalt. Aftalen indebar, at Norge måtte beholde selvstændigheden og Eidsvoll-forfatningen, men indgå i en personalunion med Sverige. Da et overordentligt Storting var trådt sammen for at gennemføre de nødvendige revisioner af Grundloven, abdicerede kong Christian Frederik og vendte tilbage til Danmark 10. oktober 1814. Den 4. november blev kong Karl 13. af Sverige valgt til ny konge af Norge.

Den svenske kronprins Karl Johan, der allerede i 1812 havde foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark, så nu på ny en chance for at true Danmarks eksistens, især da der efter freden i Kiel 1814 stod en stor russisk hær langt oppe i Holsten.

Over for de øvrige allierede Rusland, England med flere hævdede Karl Johan, at både Frederik 6. og prins Christian havde medvirket til den norske befolknings modstand, og derved bidraget til svenske krigsudgifter. Den svenske kronprins nægtede derfor at bekræfte Kielertraktaten og truede Danmark med krig.

Frederik 6. fandt, at den svenske trussel mod den danske stats eksistens var så alvorlig, at han besluttede sig til personligt at rejse til Wien.

Modtagelsen i Wien – ”Kongressen Danser”[redigér | redigér wikikode]

Den danske konge blev vel modtaget af den østrigske Kejser. Et godt stykke ude foran Wiens byport tog kejseren mod Frederik 6. og de sad ved siden af hinanden til slottet Hofburg, hvor kejseren boede. Her blev Frederik 6. installeret med østrigsk følge og østrigske tjenestefolk. Østrigerne hævdede, at dette var for at spare, men sandheden var mere den, at de ville overvåge Frederik 6. og underrette ”Die Geheimpolizei auf dem Wienerkongress” om alle kongens private handlinger og samtaler.

Alligevel var forholdet til den østrigske kejserfamilie under hele Frederik 6.´s ophold i Wien det bedst mulige. Og det forhold, at den danske konge, i modsætning til hvad de fleste af de øvrige fyrster ved Wienerkongressen gjorde, netop ikke isolerede sig fra Wiens befolkning, havde den virkning, at han blev særdeles populær blandt byens befolkning. Derimod var Frederik 6. ikke særligt agtet blandt de øvrige fyrster og statsledere, og han blev nærmest betragtet som en lidt tragisk figur med et kantet og frastødende væsen. Ved de statslige forhandlinger deltog Frederik 6. da heller ikke som ligestillet med de øvrige regenter, men i forbindelse med Wienerkongressen foregik et utal af ceremonielle visitter, audienser, jagter, tafler og baller, som sluttelig dannede begrebet ”Kongressen Danser”, og samtidigt foranledigede særlige vittigheder som ”Kejseren af Østrig morer alle, Kejseren af Rusland elsker for alle, Kongen af Danmark tænker for alle” osv. Diverse ordspil som alle kunne drejes efter nationalt behov.

Kongressens forhandlinger[redigér | redigér wikikode]

Trods den megen morskab foregik der alvorlige forhandlinger ved kongressen, og forslaget fra den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) om at overtale England til at overtage den jyske halvø og Fyn, mod at Sverige fik Sjælland og de øvrige øer øst for Storebælt, blev affærdiget af England og Rusland. Men Norge var tabt og kongeriget bankerot, sådan som en russisk diplomat bramfrit udtrykte det i forbindelse med Wienerkongressen:

”Visseligt er dette Land, bragt i sidste Yderlighed, og trues med Ruin, ja med Opløsning”.

Allerede før freden i Kiel 1814 havde Frederik 6. formelt indgået en militær alliance med koalitionsstyrkerne, men trods kongens stædighed lykkedes det kun, udover landsdelen Lauenborg at opnå mindre militære tilgodehavender fra russisk side, men reel erstatning for tabet af Norge fik han ikke.

Da Karl Johan måtte opgive sine planer om erobring af Sjælland, søgte han i stedet en aftale med Preussen om, at denne stat overtog Svensk Forpommern mod en erstatningssum til Frederik 6. for tabet af Norge.

Det må medgives, at Frederik 6. ved sin stædighed i Wien nok reddede Danmark fra tilintetgørelse, men skuffelsen over ikke at få et større økonomisk udbytte med hjem til sit forarmede land gjorde, at han helt gav op.

Afrejsen fra Wien var derfor nærmest en flugt for at undgå yderligere krav og ubehageligheder især fra de tyske stater, og Wienerkongressen endte for Frederik 6.'s. vedkommende som en tragedie.

Uden for forhandlingerne[redigér | redigér wikikode]

Under Wienerkongressen mødte den danske konge den smukke 18-årige Caroline Seufert. Ganske vist har det hemmelige østrigske politi advaret kongen, men den kongelige betagelse kommer til at belaste den "Det kgl. danske Partikulærkasse" i mere end 50 år. Som August de La Garde skriver: At Statschatollet måtte bøde for den højsalige Landsfaders erotiske Letsindighed"

Wienerkongressens betydning[redigér | redigér wikikode]

Wienerkongressens bestemmelser angav i hovedsagen rammerne for det 19. århundredes Europa og tiden helt frem til Versailles-freden 1919. Nationale opstande og samlinger (Italien, Tyskland) nedbrød dog undervejs flere af bestemmelserne.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Georg Nørregård: Danmark og Wienerkongressen 1814-15.Gyldendal, 1948 – Samhørende: Freden i Kiel 1814 ; Danmark og Wienerkongressen 1814-15 ; Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-24. – Doktordisputats.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 48°12′30″N 16°22′23″Ø / 48.208333333333°N 16.373055555556°Ø / 48.208333333333; 16.373055555556