Wikipedia:Ugens artikel/Uge 1, 2015

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Aymara eller Aimara er en oprindelig nation i Sydamerika beliggende i Andesbjergene og på højsletten Altiplano. Der lever omkring 2 mio. aymaraer i Bolivia, Peru og Chile. Aymaraerne udgør i Bolivia ca. 20 % af landets befolkning og er landets største gruppe af oprindelige folk.

Aymarafolket levede i området i flere århundreder men blev omkring slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet underlagt Inkariget. Ved Spaniens kolonisering af Sydamerika blev aymaraerne underlagt det spanske koloniimperium. I forbindelse med den spansk-amerikanske frihedskrig (1810–25) blev aymarafolket indbyggere i de nye nationer Bolivia og Peru. Ved salpeterkrigen (1879–83) erobrede Chile områder, der var beboet af Aymaraerne. Aymaraerne skelner selv mellem bolivianske og chilenske aymaraer.

De fleste nuværende aymaraer lever i området omkring Titicacasøen og på Altiplano. Det nuværende bycentrum i den nuværende aymara-region er byen El Alto. Aymaraerne er kendt for deres kunstfærdige fremstilling af tekstiler baseret på uld fra lama, alpaka og kanin. (Læs mere..)