Wikipedia:Ugens artikel/Uge 19, 2015

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kongeriget Saudi-Arabien er et land i Mellemøsten og det største land på den Arabiske Halvø.

Landet grænser op mod Jordan, Irak, Kuwait, Qatar, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Yemen. Det ligger ud til den Persiske Bugt i nordøst og det Røde Hav mod vest. Saudi-Arabien har anslået 30,8 millioner indbyggere og et areal på cirka 2.150.000 km².

Nationen blev grundlagt af Abdul Aziz bin Saud, hvis offensiv i 1902 generobrede Al-Saud-familiens forfædres hjemby Riyadh og kulminerede i 1932 med udråbelsen og anerkendelsen af kongeriget. Landet er både juridisk, politisk og kulturelt præget af den gren af islam, der går under betegnelsen wahhabisme. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har gentagne gange udtrykt bekymringer angående menneskerettigheder i Saudi-Arabien herunder kvinders rettigheder; bekymringer som er afvist af den saudiarabiske regering.

Saudi-Arabien er det land i verden, som eksporterer mest olie, og denne eksport udgør basis i den saudiarabiske økonomi. Olie står for over 90 % af landets eksportindtægter og næsten 75 % af de statslige indtægter. (Læs mere..)