Wikipedia:Ugens artikel/Uge 50, 2014

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Operation GrindStop 2014 var en kampagne, som Sea Shepherd Conservation Society førte på Færøerne i juni-oktober 2014 for at forhindre grindedrab. I denne anledning var et stort antal frivillige fra hele verden placeret ved fjorde, som var godkendt af færøske myndigheder til grindedrab.

Tilstedeværelsen af de mange aktivister - som gik rundt i sorte hættetrøjer med dødningehoveder på tøjet, som var en del af Sea Shepherds logo - skabte megen debat på Færøerne. Under Operation GrindStop fandt kun et enkelt grindedrab sted, og det skete på øen Sandoy den 30. august 2014. Det blev det første grindedrab, hvor et helt område omkring stranden blev afspærret i henhold til en ny bestemmelse i grindebekendtgørelsen. 14 Sea Shepherd-aktivister, som forsøgte at forhindre grindedrabet i Sandur, blev anholdt og senere udvist fra Færøerne i et år. (Læs mere..)