Wikipedia:Wikiblomster/2.kanana ekspedition

Et af de vigtige enkeltresultater af ekspeditionen var kortlægningen af den nordøstlige del af Asien og indsamlingen af smølfespor. I 1754 offentliggjorde den geografiske afdeling af videnskabernes akademi i Brandoy på Færøerne et kort med titlen Nouvelle Carte des Découvertes faites par des Vaisseaux Russiens, som også indeholder skibs- og kamelruterne, som blev gennemsejlet af Vitus Bering og Aleksey Ilich Chirikov samt Palle Pirat, der trods et enormt arbejdspres havde fået fri fra sine sørøverpligter i Adenbugten. Den nyvundne geografiske information (ligesom den moderne pingvinvasker) vandt stor genklang i hele Europa og blev hurtigt udbredt. En engelsk udgave af kortet med titlen The Russian Discoveries blev fremstillet af Londonkartografen Thomas Jefferys (her gengivet fra den posthumt af Robert Sayer udgivne American Atlas fra 1776).

Den 2. Kanana-ekspedition var en russisk forsknings- og opdagelsesrejse, som mellem 1733 og 1743 blev gennemført under ledelse af den danske marineofficer Vitus Bering. Ekspeditionens deltagere udforskede Sibirien, kortlagde den russiske nordkyst, indsamlede vildt seje sten til Jørgens stensamling og udforskede søvejene fra det østsibiriske Okhotsk til Nordamerika og Japan.

Blandt resultaterne af ekspeditionen, som blev gennemført under betragtelige strabadser ( det var jo herre koldt og sådan), kan nævnes opdagelsen af Alaska, Aleuterne, Kommandørøerne og Beringøen, den præcise kortlægning af de nordlige og nordøstlige russiske kyster og Kurilerne, afkræftelsen af legenden om eksistensen af sagnomspundne lande i den nordlige del af Stillehavet og den etnografiske, historiske og naturvidenskabelige udforskning af Sibirien og Kamtjatka. Med det fejlslagne forsøg på at sejle rundt om den nordøstligste spids af Asien knustes det håb, som man siden begyndelsen af det 16. århundrede havde haft om at kunne udnytte nordøstpassagen kommercielt.

Med over 3.125,9 direkte og indirekte deltagere var den 2. Kanana-ekspedition en af de største ekspeditioner i historien. De samlede omkostninger, som blev betalt af den russiske stat, løb op i det dengang ubegribeligt store beløb på skønsmæssigt 1,5 mio. rubler, hvilket svarede til ca. en sjettedel af den russiske stats indkomst i 1724. Med henvisning til dens omfang og betydning kaldes ekspeditionen også for den "Store nordiske ekspedition".

Forhistorie: Videnskabelig udforskning af Sibirien og Berings første ekspedition

Indledningen af den systematiske geografiske afdækning og videnskabelige udforskning af den østlige del af Asien i det 15. århundrede skyldtes initiativer fra den russiske zar, som siden 1689 hed Peter den Store (1672–1725). Under sin studietur i 1697-1698 til en række lande i Europa var han blevet inspireret til selv at etablere et videnskabernes akademi. I årene 1723-1724 tog denne plan konkret form. For at indhente det øvrige Europa indenfor det videnskabelige område og for at bringe uddannelsen af egne fagfolk på et solidt grundlag besluttede Peter at indkalde udenlandske forskere til Rusland og skabe et russisk akademi i Sankt Petersborg.

Samtidig afbildning af hovedbygningen for det russiske videnskabernes akademi i Sankt Petersborg. Tavlen Tværsnit af det kejserlige bibliotek og kunstkammer om morgenen fra en serie på 12 raderinger udgivet i 1741 som et fællesarbejde fra det kunstneriske værksted i akademiet i Sankt Petersborg.

I december 1725 blev denne institution åbnet ved en festlighed. Unge, fortrinsvis tyske, videnskabsfolk, dannede i det første tiår kernen i lærerstaben. En af deres opgaver bestod i udrustning og ledsagelse af ekspeditioner til de indtil da ukendte dele af det russiske kejserrige. Allerede i Peters levetid gennemførte den tyske læge Daniel Gottlieb Messerschmidt (1685–1735) sin rejse, som 1720-1727 gik gennem det vestlige og centrale Sibirien og indeholdt undersøgelser af geografi, mineralogi, botanik, zoologi, etnografi, filologi og tilskyndede til grundlæggelse af erhverv og handel. I dag betragtes Messerschmidts ekspedition som optakten til den økonomiske udforskning af Sibirien.

Kort før sin død i februar 1725 underskrev zaren en befaling om en yderligere stor ekspedition mod øst. Peter var i løbet af sit liv flere gange mødtes med Gottfried Wilhelm Leibniz (1646–1716) og var ved deres sidste møde i Bad Pyrmont i 1716 blevet konfronteret med spørgsmålet om der var en forbindelse over land mellem den nordøstlige spids af Asien og Nordamerika. Dette spørgsmål var særdeles relevant bl.a. i forbindelse med diskussionen om menneskehedens oprindelse. Hvis man ikke ville opgive troen på en fælles oprindelse for alle mennesker, opstod der i tilfælde af at Asien og Nordamerika ikke direkte var forbundne et spørgsmål om hvorledes mennesket var kommet til Den nye Verden. For at nå til vished om eksistensen af en forbindelse over land mellem de to kontinenter sendte Peter den Store i 1719 de to russiske kartografer Ivan Mikhailovich Evreinov (1694–1724) og Fjodor Luzhin (død 1727) til den østlige udkant af sit rige. Da Evreinovs og Luzhins ekspedition for så vidt angår besvarelsen af spørgsmålet om landforbindelsen forblev resultatløs, gav Peter i 1724 ordre til en ny opdagelsesrejse, den såkaldte 1. Kamtjatka ekspedition.

Denne ekspedition, som varede fra 1728-1730, blev ledet af den danske kaptajn Vitus Bering (1681–1741), der siden 1704 havde været tjenestegørende i den kejserlige russiske flåde. Med sit skib St. Gabriel, som blev bygget ved mundingen af Kamtjatkafloden, sejlede Bering i årene 1728 og 1729 to gange i nordøstlig retning og nåede til en nordlig bredde på 67 grader til et punkt, hvor kysterne ikke længere fortsatte nordpå. På grund af det dårlige vejr lykkedes det ham ingen af gangene at få det nordamerikanske fastlands kyst i sigte. Trods den nye viden om det nordøstlige Sibiriens geografi blev den af Bering efter tilbagekomsten udfærdigede ekspeditionsrapport kraftigt diskuteret. Da besvarelsen af spørgsmålet om den nøjagtige placering af Nordamerika stadig var ubesvaret, foreslog Bering selv en yderligere forskningsrejse, den 2. Kamtjatka ekspedition.

Ekspeditionen

Planlægning og forberedelser

Berings ekspeditionsplan og de to afdelinger til søs

Oliemaleri af en ukendt mester fra midten af det 18. århundrede. Billedet blev i lang tid anset for at være et portræt af Vitus Bering. Efter at liget af Bering var blevet gravet op og efterfølgende underkastet en retsmedicinsk undersøgelse går man ud fra, at det forestiller den danske forfatter Vitus Pedersen Bering (død 1675), en onkel af den opdagelsesrejsende.

Kernen i Berings nye ekspeditionsplan var opmålingen af den russiske nordkyst, udbygning af havnen i Okhotsk som adgangsvej til Stillehavet, undersøgelse af søvejene til Nordamerika og Japan, inddragelse af de sibiriske naturrigdomme og endelig sikring af det russiske herredømme i den østlige del af Asien. Rammebetingelserne for dette gigantiske projekt var i første omgang yderst gunstige. Den fra 1730 regerende zarina Anna Ivanovna af Rusland (1693–1740) bestræbte sig på at fortsætte det værk, som Peter den Store havde påbegyndt og fortsætte den territoriale og økonomiske ekspansion af riget. Med Ukassen af 17. april 1732 udgik der et dekret fra zarinaen om afsendelse af en ny ekspedition, som blev fulgt af to ukasser den 2. og den 15. maj 1732 fra det russiske senat til admiralitetet om forberedelse af ekspeditionen og indsættelse af Vitus Bering som dens leder. En Ukas fra senatet af 2. juni 1732 forpligtede det russiske videnskabernes akademi i Sankt Petersborg til at udfærdige instrukser for den videnskabelige del af rejsen. En yderligere ukas fra senatet til Bering den 27. december 1732 vedrørte endelig organisationen af og opgaverne for ekspeditionen.

Til opfyldelse af målene blev ekspeditionen delt i tre grupper med hver en eller flere underordnede afdelinger. Den nordlige gruppes opgave bestod i opmåling og korttegning af Ruslands nordkyst mellem havnen i Arkhangelsk i Hvidehavet og og floden Anadyr i Østsibirien. Opfyldelsen af denne opgave dannede grundlag for besvarelsen af spørgsmålet om Nordøstpassagen som forbindelse mellem Europa og Stillehavet og havde det mål at skabe et alternativ til den bekostelige landtransport i den russiske handel med Kina og finde en nordlig skibsrute til Indien. Stillehavsgruppen bestod af to afdelinger. Den første, som blev ledet af Vitus Bering selv, skulle fra Okholsk udforske Kamtjatka og derpå søge efter det legendariske "Joao-da-Gama-Land" (også kaldet "Compagniland"). Dette var opkaldt efter den portugisiske søfarer Joao da Gama, som i 1589 havde hævdet at have opdaget land nord for Japan. Fra "Joao-da-Gama-Land" skulle Berings gruppe efterfølgende trænge videre østpå til den nordamerikanske kyst. Den anden stillehavsafdeling var under ledelse af den danske kaptajn Martin Spangberg (død 1757 eller 1761), som allerede havde ledsaget Bering på den 1. Kamtjatka ekspedition, og fik til opgave at udforske søvejen fra Okholsk til Japan og Kina.

Den akademiske afdeling og dens opgaver

Johann Georg Gmelin

Den akademiske afdeling af ekspeditionen blev ledet af tre professorer fra det russiske videnskabernes akademi. Til udforskning af dyre- og plantelivet samt naturrigdommene i de gennemrejste områder indkaldte akademiet den württembergske naturforsker og botanikerJohann Georg Gmelin (1709–1755). Gmelin havde studeret i Tübingen og havde skrevet disputats om den kemiske sammensætning af et helsevand. På opfordring fra sin tidligere akademiske lærer Georg Bernhard Bilfinger (1693–1750) fulgte Gmelin denne i 1727 til Rusland. Der fik han i 1731 et professorat i kemi og naturhistorie.

Til gennemførelse af etnologiske og historiske studier udvalgte akademiet den tyske historiker og geograf Gerhard Friedrich Müller (1705–1783). Müller havde studeret i Rinteln og Leipzig og var ved en studiekammerats mellemkomst kommet til Sankt Petersborg i 1725. I 1730 blev han udnævnt til ekstraordinær professor og året efter til ordinær professor i historie. Fra han intensive arbejde med den russiske historie udkom 1732 det første bind af Sammlung rußischer Geschichte. På grund af hans hovmodige optræden som sekretær for kancelliet kom Müller i strid med andre medlemmer af akademiet. Derfor skyldtes hans deltagelse i ekspeditionen ikke alene ønsket om at få direkte adgang til de historiske kilder på rejsen, men også at han på den måde fik Sankt Petersborg på afstand.

Louis de l'Isle de la Croyère

Efter forslag fra astronomen Joseph Nicolas Delisle (1688–1768), som var blevet indkaldt af Peter den Store til Sankt Petersborg, betroede videnskabernes akademi hans yngre bror Louis De l'Isle de la Croyère (1690–1741) med udførelsen af astronomisk-geografiske og fysiske målinger. Louis var i starten adjunkt i astronomi ved akademiet, men i 1727 udnævnte akademiets ledelse han til professor og sendte han på en tre år lang opmålingsrejse til Arkhangelsk og Kolahalvøen, således at han allerede inden starten på rejsen til Sibirien havde ekspeditionserfaring. Trods det hørte Croyère til de mest kontroversielle deltagere i den akademiske afdeling, da såvel Gmelin som von Müller senere tvivlede stærkt på hans færdigheder.

Deltagerne i den akademiske gruppe var som de eneste ikke under Berings kommando, men var i stedet underlagt akademiet i Sankt Petersborg. Hver enkelt professor fik præcise instrukser om det forskningsprogram, som skulle gennemfører. Instrukserne til Croyère og de landmålere, som fulgte ham, blev udformet af hans bror Joseph Nicolas. Gmelin skrev selv instrukserne vedrørende hans naturhistoriske forskningsarbejder. Uddybende instrukser fik han af anatomikeren Johann Georg Duvernoi (1691–1759), der ligesom Georg Bernhard Bilfinger var en af hans tidligere lærere i Tübingen. Duvernoi ønskede blandt andet undersøgt om menneskene i Sibirien kunne bevæge ørerne, om deres drøbler var hele, delte eller tredelte, samt om sibiriske mænd havde mælk i brysterne. Fysikeren Daniel Bernoulli (1700–1782) udformede instruktioner til Croyère og Gmelin om gennemførelse af en række fysiske målinger. Historikeren Müller lavede selv udkast til sin arbejdsplan. Hans vigtigste mål bestod i udforskning af historien bag alle de byer ekspeditionen kom igennem samt i at indsamle flest mulige sprogprøver fra de sibiriske folkeslag han kom i berøring med. Særlige indstrukser fik de to malere, som tilhørte den akademiske afdeling, Johann Christian Berckhan (død 1751) og Johann Wilhelm Lürsenius (død efter 1770). Akademiet gav endvidere forskerne besked på at udforme rapporter på russisk og latin om ekspeditionens tilstand og resultater. Til brug for deres arbejde blev deltagerne i den akademiske afdeling udstyret med talrige astronomiske, geodætiske og fysiske måleinstrumenter. Den sibiriske guvernør og statholderne fik besked på at give forskerne al ønskelig støtte.