Wilhelmine Schröder-Devrient

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Wilhelmine Schröder-Devrient

Personlig information
Født 6. december 1804, 6. oktober 1805 Rediger på Wikidata
Hamborg, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 26. januar 1860 Rediger på Wikidata
Coburg, Bayern, Tyskland Rediger på Wikidata
Gravsted Trinitatisfriedhof Rediger på Wikidata
Far Ernst Friedrich Ludwig Schröder Rediger på Wikidata
Mor Sophie Schröder Rediger på Wikidata
Søskende Wilhelm Smets Rediger på Wikidata
Ægtefæller Karl August Devrient,
Heinrich Anton Hermann Karl Peter Moritz von Bock Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Operasanger, forfatter Rediger på Wikidata
Fagområde Opera Rediger på Wikidata
Genre Opera Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Wilhelmine Schröder-Devrient (født 6. december 1804 i Hamburg, død 26. januar 1860 i Coburg) var en tysk operasanger.

Schröder-Devrient var datter af skuespillerinden Sophie Schröder og tenoren Friedrich Schröder.

I 1823 giftede hun sig med Karl Devrient, som hun blev skilt fra i 1828. I 1847 blev hun gift med Oskar von Döring, en bedragerisk officer, som hun blev skilt fra i 1848. Hun deltog i revolutionen i 1848 og blev fængslet. I 1850 ægtede hun Heinrich von Bock, en rig godsejer, som hun forlod i 1852.

Sin første rolle fik hun som 15-årig som Aricia i Friedrich Schillers oversættelse af Racines Phèdre, og i 1821 gjorde hun så stor lykke som Pamina i Mozarts Tryllefløjten (Die Zauberflöte), at hun var sikret en stor operakarriere.

Hun nåede stor popularitet i Dresden og andre steder. Hun fik sin debut i Paris i 1830, og hun sang i London i 1833 og 1837.

Schröder-Devrient sang i flere vigtige operapartier ved urpremiererne, blandt andre Leonore i Beethovens Fidelio i 1829. Richard Wagner så hende i denne rolle da han var 16, og han blev blændet af hendes kunst. Hun skulle synge flere vigtige roller for ham: Adriano i Rienzi, Senta i Den flyvende Hollænder (Der fliegende Holländer) og Venus i Tannhäuser.

Som sanger havde hun en sjælden stemmekvalitet og et dramatisk udtryk, som var lige så stærkt i koncertsalen som i operahuset.

Wikimedia Commons har medier relateret til: