William Shakespeare

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
William Shakespeare
Aktiv Renæssancen
William Shakespeare

Muligt portræt af Shakespeare fra 1610. Olie på lærred 552 mm x 438 mm

Område: Engelsk litteratur
Født: 23. april 1564
Død: 23. april 1616



Genre(r): skuespil/digte
Kendt(e) værk(er): Romeo & Julie
Hamlet
Macbeth
Købmanden fra Venedig


William Shakespeare (23. april 156423. april 1616) er en af de største forfattere, der har skrevet på engelsk. Som skuespilforfatter skrev han nogle af de mest berømte tragedier, historiske skuespil og komedier. Han skrev også digte, især sonetter.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

William Shakespeare blev født den 23. april 1564, døbt den 26. april 1564 og døde den 23. april 1616. Hans dåb er angivet i kirkebøgerne.

Shakespeare skrev 154 sonetter og 34 skuespil. Viden om hans liv er ret begrænset, delvis fordi han ikke var berømt i sin samtid. Han fødtes og døde i Stratford-upon-Avon som søn af en selvejerbonde og forretningsmand. Faderen er sandsynligvis gået fallit, og en række af Shakespeares ungdomsår (de "tabte år") ved vi intet om. Han giftede sig i 1582 som 18-årig med den 26-årige Anne Hathaway (1556-1623), som han fik tre børn med: Susanna, og tvillingerne Hamnet og Judith. Hamnet døde som 11-årig, mens begge piger voksede op.

Fra 1592 arbejdede Shakespeare i London, først som skuespiller, derefter som forfatter og meddirektør ved Globe-teatret (1599-1613). Han nåede en betydelig social position, blev grundejer og trak sig tilbage til hjembyen i 1613. Flere teorier om hans privatliv og tidlige år er blevet fremsat (f.eks. at han var jurist eller lærer). Mange har nærlæst hans skuespil og digte for at finde biografiske oplysninger, men resultaterne er usikre.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, men generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600, og romancerne (eventyrspillene) i årene omkring 1610. De deles i tragedier og komedier med underafdelinger i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. En lang række af titlerne er så kendte, at de er gået ind i sproget: Romeo og Julie, Hamlet, Stor ståhej for ingenting, En skærsommernatsdrøm, Når enden er god er alting godt, Trold kan tæmmes, Lige for lige og Som man behager. Andre titler er: Købmanden i Venedig, Julius Cæsar, Othello, Macbeth, Kong Lear og Richard III.

Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte: The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, formfaste digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.

Hans kendskab til klassisk kultur menes at være hentet fra et opslagsværk, en thesaurus sat sammen af biskop Thomas Cooper, og en gang kastet i ilden af hans kone, hvorpå Cooper begyndte forfra igen. Så mange fejl i Coopers bog gentages hos Shakespeare, at det ikke kan være tilfældigt. Andet menes at være hentet fra Thomas Wilsons håndbog Arte of Rhetorique [1] (= Retorikkens kunst); men det er også alt. Der fandtes ingen andre litterære, lingvistiske eller leksikale kilder. [2]

Skuespillene efter kategori[redigér | redigér wikikode]

De danske udgaver er udkommet i forskelligt oversættelser. De her valgte titler har bredest dækning. Stykkernes formodede tilblivelsesår er angivet i parentes.

Visse shakespeareforskere deler komedierne ind i komedier og romancer. Romancerne omfatter så Cymbeline, Vintereventyret, Perikles, og Stormen.

Shakespeare var teatermand, og han skrev sine stykker udelukkende til opførelse – ikke som en litterær oplevelse. Han var ikke interesseret i deres udgivelse; de vigtigste, trykte udgaver er besørget af andre, dels i digterens levetid, dels efter hans død. Da Shakespeares originale manuskripter med få undtagelser er gået tabt, og da trykkene indeholder mere eller mindre åbenbare korruptioner af teksten, er det en vanskelig og fortsat opgave for tekstkritikerne at etablere en pålidelig tekst.

Indholdet af skuespillene[redigér | redigér wikikode]

Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten på fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Han omformer dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken tidens, stedets eller handlingens enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne, og lader scener skifte, uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han tragiske monologer i komedierne og komiske indslag i tragedierne for at variere tonen i stykkerne. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.

Skuespillenes berømmelse skyldes mange forhold: Shakespeares evne til at fortælle en spændende historie, så både høj og lav kunne spejle sig i den; hans klare persontegning; hans evner som blankversemager; hans humoristiske og tragiske sans, osv.

Temaerne spænder vidt: I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello og Vintereventyret), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie og Troilus og Cressida). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanisme og begrænsning, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitiske Købmanden i Venedig (se handlingen underShylock) mærkes en vis objektivitet; skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men Shakespeare viser baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske mest berømte og omdiskuterede stykke, kan både vise en ung mands reaktion på sin fars død, et menneskes fatale fremturen i blodhævn, og dets handlingslammelse og tvivl. Et tilbagevendende tema er magtens legitimitet og kravene til den magtfulde; et tema, der kommer stærkest til udtryk i Henrik IV 1 & 2, samt efterfølgeren Henrik V. Temaet om genoprettelse af menneskelighed efter store fejl dukker også op i forskellige skikkelser: I Titus Andronicus er det den barbariske romerske feltherre, der gennemgår de forfærdeligste lidelser for at genfinde sin menneskelighed; i Vintereventyret kan hovedpersonen først efter mange års bodsgang genvinde sin uskyldigt anklagede og forstødte hustru.

Skuespillene har mange gode kvinderoller, og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædende og nuanceret placering end i f.eks. det samtidige spanske teater. Som bekendt disponerede Shakespeare ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes i samtiden af drenge (skuespillerelever). At kvinderoller blev opført af drenge ses af, at rollerne trods deres store vægt var uden de store monologer.

Sproglig indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Næst efter Bibelen er Shakespeares værker den flittigste kilde til engelske vendinger og talemåder. Også på dansk har mange citater vundet indpas. Her er nogle bedst kendte:

Der er noget råddent i Danmark (Marcellus i Hamlet) Der er mere mellem himmel og jord (Hamlet i Hamlet) Godt brølt løve! (Demetrius i En skærsommernatsdrøm) En hest, en hest, mit rige for en hest (Kong Richard i Richard III) Hele verden er en scene, mænd og kvinder på den blot aktører (Jacques i Som man behager) Vi er gjort af samme stof som drømme (Prospero i Stormen) Vi få, vi lykkelige få (Kong Henrik i Henrik V) At være eller ikke at være (Hamlet i Hamlet)

Apokryfer og ophavsret[redigér | redigér wikikode]

Der har været forsket intenst i, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte, og om han selv har skrevet værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller tradition. Disse Shakespeare-apokryfer omfatter Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori er, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatter til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at få tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.

Danske Shakespeare-oversættelser[redigér | redigér wikikode]

Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken. De første oversættelser var ofte mangelfulde og forvanskede, da teatrene fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth se Borgvægterens Sang af Macbeth – Peter Foersom – Kalliope

Blandt de vigtigste oversættelser kan nævnes:

  • Edvard Lembcke: William Shakespeare: Samlede Skuespil (1861-73). – Første danske oversættelse af samtlige dramatiske værker. Meget populær trods sprogligt ukorrekte detaljer. En moderniseret udgave af Lembckes oversættelser ved Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen udkom 1975-78, genudgivet 2001.
  • V. Østerberg: William Shakespeare: Dramatiske værker (1958) – omfatter kun en del af skuespillene, men nævnes ofte som mest korrekt oversat. Af samme oversætter desuden: William Shakespeare: Sonetter (1944).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Introduction to The Art of Rhetoric by Sir Thomas Wilson (1524-1581)
  2. Simon Winchester: The Professor and the Madman (s. 82-3), forlaget HarperCollins, 1998, ISBN 0-06-017596-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til: