William Shakespeare

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Maleri der menes at forestille William Shakespeare.

William Shakespeare (23. april 1564 - 23. april 1616) bliver betegnet som en af de største forfattere inden for det engelske sprog. Som skuespilforfatter skrev han ikke blot nogle af de mest berømte tragedier og "history plays", men også mange komedier. Han skrev også digte, især sonetter.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Biografi

Viden om Shakespeares liv er ret begrænset i betragtning af hans berømmelse. Han fødtes og døde i byen Stratford-on-Avon i England som søn af en selvejerbonde og forretningsmand. Faderen synes at være gået fallit på et tidligt tidspunkt, og en række af Shakespeares ungdomsår (de "tabte år") er ganske ukendte for os. Han giftede sig 1582 med Anne Hathaway (1556-1623) som han fik tre børn med. Fra 1592 virkede han i London, først som skuespiller, derefter som forfatter og meddirektør ved Globe-teatret (1599-1613). Han fik en betydelig social position, blev grundejer og trak sig af ukendte grunde tilbage til hjembyen 1613. Flere mere eller mindre underbyggede teorier om hans privatliv og tidlige år er blevet fremsat (f. eks. at han har været uddannet jurist eller lærer). Man har ofte ved at nærlæse hans skuespil og digte søgt at finde biografiske oplysninger, men resultaterne har været usikre.

[redigér] Værker

Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker en del usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600 samt romancerne (eventyrspillene) i årene o. 1610. De deles ofte i tragedier og komedier, andre fininddeler dem i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. En lang række af titlerne er så velkendte at de er gået ind i sproget: Romeo og Julie, Hamlet, Stor ståhej for ingenting, En skærsommernatsdrøm, Når enden er god er alting godt, Trold kan tæmmes,Lige for lige og Som man behager. Andre titler er almindeligt kendte: Købmanden i Venedig, Julius Cæsar, Othello, Macbeth, Kong Lear og Ricard d. lll.

Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, små digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.

[redigér] Skuespillene efter kategori

De danske udgaver er udkommet under (til tider meget) forskelligt oversatte titler med forskellige stavemåder. Her er valgt dem, som synes at have bredest opbakning på tværs af udgaverne. Det formodede tilblivelsesår er angivet i parentes.

Visse shakespeareforskere foretrækker desuden at dele komedierne ind i komedier og romancer. Romancerne omfatter så Cymbeline, Vintereventyret, Perikles, og Stormen.

Shakespeare var teatermand, og han skrev sine stykker udelukkende for at de skulle spilles for et publikum - ikke være en litterær oplevelse. Han var ikke interesseret i deres udgivelse på tryk; de vigtigste trykte udgaver er besørget af andre, dels i digterens levetid, dels efter hans død. Da Shakespeares originale manuskripter med meget få undtagelser er gået tabt, og da trykkene indeholder mere eller mindre åbenbare korruptioner af teksten, er det en vanskelig og stadig fortsat opgave for tekstkritikerne at etablere en pålidelig tekst.

[redigér] Indholdet af skuespillene

Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten dramatiseringer af fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Imidlertid omformer han dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken handlingens, tidens eller stedets enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne og lader scener skifte uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han desuden tragiske monologer i komedierne eller komiske indslag i tragedierne, hvilket ofte nuancerer stykkernes tone. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.

At skuespillene er blevet så berømte, skyldes mange forskellige forhold. Shakespeares evne til at fortælle en spændende historie, hans klare persontegning, hans evner som blankversemager, hans humoristiske og hans tragiske sans, hans evne til at fortælle historier så både høj og lav kunne spejle sig i dem for blot at nævne nogle.

Temaerne spænder vidt: I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello og Vintereventyret), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie og Troilus og Cressida). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanismen og begrænsningen, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitisk prægede Købmanden i Venedig mærkes en vis objektivitet, skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men man ser også baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske mest berømte stykke, er også ét af de mest omdebatterede, det kan både vise en ung mands reaktion på at kommer over sin fars død, et menneskes fatale fremturen i blodhævn eller dets handlingslammelse og tvivl. Et tilbagevendende tema er også magtens legitimitet og kravene til dens bærer, et tema der nok kommer stærkest til udtryk i Henrik d. IV 1 & 2 samt efterfølgeren Henrik d. V. Temaet om genoprettelse af menneskelighed efter store fejl dukker også op i forskellige skikkelser: i Titus Andronicus er det den barbariske romerske feltherre, der skal gennemgå de forfærdeligste lidelser for at genfinde sin menneskelighed; i Vintereventyret kan hovedpersonen først efter mange års bodsgang genvinde sin uskyldigt anklagede og forstødte hustru.

Skuespillene har mange gode kvinderoller, og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædede og nuanceret placering end i f. eks. det samtidige spanske teater. Som bekendt disponerede Shakespeare ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes i samtiden af drenge (skuespillerelever). At kvinderoller blev opført af drenge kommer også til syne i, at trods rollernes store vægt blev de opført uden den store monolog.

"Stormen" er sandsynligvis inspireret af sagføreren William Stracheys beretning om en tre dages storm, han kom ud for, efter at han 2.juni 1610 stævnede ud fra Plymouth med kurs for den nyanlagte koloni Jamestown i Virginia. Skibet forliste ved Bermuda, og Strachey og hans ledsagere tilbragte ni måneder der, mens de byggede nye skibe. Den ene, John Rolfe, mistede kone og barn på Bermuda, men kom selv til Virginia, hvor han anlagde tobaksindustrien og giftede sig med høvdingedatteren Pocahontas. [1]

[redigér] Sproglig indflydelse

Næst efter bibelen er Shakespeares værker den flittigste bidragyder til det engelske sprog, hvad angår vendinger og talemåder. Også på dansk har mange af hans udtryk vundet indpas. Her er nogle bedst kendte udtryk på dansk:

Der er noget råddent i Danmark (Marcellus i Hamlet) Der er mere mellem himmel og jord (Hamlet i Hamlet) Godt brølt løve! (Demetrius i En skærsommernatsdrøm) En hest, en hest, mit rige for en hest (Kong Richard i Richard d. lll) Hele verden er en scene, mænd og kvinder på den blot aktører (Jacques i Som man behager) Vi er gjort af samme stof som drømme (Prospero i Stormen) Vi få, vi lykkelige få (Kong Henrik i Henrik d. V) At være eller ikke at være(Hamlet i Hamlet)

[redigér] Apokryfer og ophavsret

Der har været forsket intenst i spørgsmålet, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte samt om hans ophavsret til værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller simpelt hen traditioner for, at han var forfatteren. Disse såkaldte Shakespeare-apokryfer omfatter bl.a. Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori går ud på, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatteren til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at man ikke tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.

[redigér] Danske Shakespeare-oversættelser

Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken, men de første oversættelser var ofte mangelfulde eller forvanskede, da teatrene ofte fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth se [1]

Blandt de vigtigste oversættelser kan nævnes:

  • Edvard Lembcke: William Shakespeare: Samlede Skuespil (1861-73). - Første danske oversættelse af samtlige dramatiske værker, meget populær trods sprogligt ukorrekte detaljer. En moderniseret udgave af Lembckes oversættelser, ved Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, udkom 1975-78, genudgivet 2001.
  • V. Østerberg: William Shakespeare: Dramatiske værker (1958) - Omfatter kun en del af skuespillene, men nævnes ofte som mest korrekt oversat. Af samme oversætter desuden: William Shakespeare: Sonetter (1944).

[redigér] Referencer

  1. ↑ Rolf Theil: "Skyformasjonane på San Fransiscos sørhimmel", forlaget Samlaget, Oslo 2007.

[redigér] Eksterne henvisninger

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:





Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/William_Shakespeare"
Andre sprog