Karpaterne
Karpaterne er en bjergkæde, der går på tværs af Centraleuropa. Den er omkring 1500 km lang, og er dermed den tredjelængste bjergkæde i Europa efter Uralbjergene på omkring 2500 km og de Skandinaviske bjerge på omkring 1700 km. Bjergkæden går fra det østlige Tjekkiet (3%) og Østrig (1%) igennem det nordvestlige Slovakiet (21%), Polen (10%), Ukraine (10%), Rumænien (50%) til Serbien (5%) i syd.[1][2][3][4] Den højeste del af bjergkæden er Tatrabjergene i Polen og Slovakiet, hvor de højeste tinder er over 2600 moh. Dets højeste bjerg er Gerlachovský štít på 2.655 m i Slovakiet. Den næsthøjeste er Sydkarpaterne i Rumænien, hvor de højeste tinder er mellem 2500 og 2550 moh.
Inddeling[redigér | rediger kildetekst]
Den Karpatiske kæde er som regel inddelt i tre hoveddele: De Vestlige Karpater (Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Ungarn), De Østlige Karpater (Sydøstlige Polen, Østlige Slovakiet, Ukraine, Rumænien) og De Sydlige Karpater (Rumænien, Serbien).[5][1][2][4]
De mest betydningsfulde byer i eller nær Karpaterne er Bratislava og Košice in Slovakiet, Kraków i Polen, Cluj-Napoca, Sibiu og Braşov in Rumænien og Miskolc i Ungarn.
Karpater-skoven[redigér | rediger kildetekst]
Skoven der dækker det meste af Karpaterne udgør i dag det største sammenhængende skovområde i Europa udenfor Europæisk Rusland. Skoven har både før og i kommunist-tiden kun i begrænset grad været udnyttet kommercielt, og der er en stor andel af gamle træer. Også dyrelivet er rigt og omfatter bl.a. brun bjørn, los, ulv og vildsvin. Kronhjort og en række andre hjorte-arter er almindeligt forekommende, dog ikke elg. Det er den største udbredelse af brune bjørne, ulve og losser i Europa, med den største koncentration i Rumænien, såvel som over en tredjedel af alle europæiske plantearter.
Fauna[redigér | rediger kildetekst]
Udover de ovennævnte store rovdyr og planteædere, er også det øvrige dyreliv meget rigt, bl.a. med et meget stort antal insekter der trives med de mange gamle træer. De mange insekter giver føde til et stort antal fugle og insektædere, og de mange træer til er stort antal gnavere.
Fuglelivet omfatter en række forskellige ugler og spætter, sort stork og tjur.
Flora[redigér | rediger kildetekst]
Vegetationen er klart opdelt i zoner:
- Nederst en zone af blandet løvskov med bl.a. Stilk-Eg, Småbladet Lind, Avnbøg i de nordlige områder og forskellige arter af eg fra middelhavs-området i de sydligere områder, bl.a. Dun-Eg, Frynse-Eg og Ungarsk Eg .
- Den montane zone domineres af Bøg og Almindelig Ædelgran hvor også Rødgran og Ahorn forekommer.
- Den subalpine zone består hovedsageligt af Rødgran samt spredte forekomster af Røn. Ved trægrænsen findes også Cembra-Fyr og Lærk.
- I den nedre del af den alpine zone forekommer Bjerg-Fyr, Enebær og Grøn-El.
Udover træerne, der alle er ret almindelige typer, forekommer op mod 1300 forskellige arter af planter, hvoraf over 100 skønnes at være endemiske.
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b [1] Arkiveret 12. oktober 2017 hos Wayback Machine "The Carpathians" European Travel Commission, in The Official Travel Portal of Europe, Retrieved 15 November 2016
- ^ a b [2] Arkiveret 19. november 2016 hos Wayback Machine The Carpathian Project: Carpathian Mountains in Serbia, Institute for Spatial Planning, Faculty of Geography, University of Belgrade (2008), Retrieved: 15 November 2016
- ^ [3] Arkiveret 1. august 2019 hos Wayback Machine Bulletin of the Natural History Museum, pg. 54, Valuing the geological heritage of Serbia (UDC: 502.171:55(497.11), Aleksandra Maran (2010), Retrieved 15 November 2016
- ^ a b Paun Es Durlić (2011). Sacred Language of the Vlach Bread. Balkankult. ISBN 9788684159290. Arkiveret fra originalen 29. januar 2018. Hentet 15. november 2016.
- ^ About the Carpathians – Carpathian Heritage Society Arkiveret 6. april 2010 hos Wayback Machine
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Jonathan Lange: "Spredte Træk fra botaniske Rejser i Karpaterne" (Geografisk Tidsskrift, Bind 20; 1909)
- Jonathan Lange: "Spredte Træk fra botaniske Rejser i Karpaterne" (Geografisk Tidsskrift, Bind 20; 1909)- sluttet