Wilhelm Friedrich von Platen
Wilhelm Friedrich von Platen | |
---|---|
Født | 1667 |
Død | 27. april 1732 Sønderborg, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Arkitekt |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Wilhelm Friedrich von Platen (1667 – 27. april 1732 i Sønderborg) var en dansk bygmester og gehejmeråd af tysk herkomst.
Baggrund[redigér | rediger kildetekst]
Han var født 1667 som søn af brandenborgsk gehejmeråd Claus Ernst von Platen, der 1658-1660 fungerede som generalkrigskommissær ved kurfyrstens hjælpekorps i Danmark. Moderen, Anna Ehrentraut von Klitzing, var som enke fra 1685 til sin død 1694 hofmesterinde hos prinsesserne Sophie Hedevig og Christiane. 1687 ansattes også sønnen som kammerjunker hos prinsesserne, i hvilken stilling han forblev til 1698, da han tiltrådte en længere rejse til Frankrig og Italien, nærmest vel med det mål at studere disse landes kunstskatte.
Karriere[redigér | rediger kildetekst]
Hans interesse for bygningsfaget synes tidlig at være blevet vakt, og fra begyndelsen af 1699 nævnes han i stillingen som overbygningsinspektør. 1702 blev han etatsråd og udnævntes 1705 til overbygningsdirektør eller generalbygmester, under hvilken charge på samme tid blev samlet tilsynet med alle gamle og nye bygninger i Danmark, Hertugdømmerne og Oldenborg. I denne egenskab forestod Platen opførelsen af Operahuset (Rigsdagsbygningen), Staldmestergården bag Christiansborg Slot, bygninger, som kunstkenderen Ramdohr betegnede som de smukkeste i København og endefløjene af Frederiksberg Slot samt vistnok også Garnisons Kirke.
Platen, der var meget yndet af kongen, udnævntes 1706 til hofmarskal, blev 1712 direktør i Generalpostamtet, 1714 gehejmeråd og i april 1716 overlanddrost i Pommern og på Rygen. Han har dog næppe tiltrådt denne stilling, der allerede i efteråret beklædtes af Friedrich Emanuel von Kötschau. I oktober samme år udnævntes Platen til amtmand i Sønderborg og afgik ved døden i dette embede den 27. april 1732 i Sønderborg, vistnok ugift.
1708 var han blevet Hvid Ridder.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
- Født i 1667
- Døde i 1732
- Amtmænd fra Slesvig
- Arkitekter fra Danmark
- Hofmarskaller fra Danmark
- Danskere i 1600-tallet
- Danskere i 1700-tallet
- Slægten Platen (brandenburgsk)
- Riddere af Dannebrog (1671-1808)
- Personer i Dansk Biografisk Leksikon
- Hofbygmestre fra Danmark
- Gehejmeråder fra Danmark
- Post- og Telegrafvæsenets generaldirektører
- Barokarkitekter