Åndsvidenskab (alternativ videnskab)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Åndsvidenskab (ikke-naturvidenskab).

Åndsvidenskab er en betegnelse for en syntese af spiritualitet og videnskab. Begrebet åndsvidenskab - i denne betydning af ordet - er først og fremmest præget af Rudolf Steiner (1861-1925) og Martinus Thomsen (1890-1981). I begrebet ligger der en erfaring af, at der findes en objektivt eksisterende ”åndelig verden”, og at det er muligt at drive videnskab på denne åndelige verden i kraft af, at åndsforskeren har særlige sanseevner.[1][2][3]

Rudolf Steiner[redigér | rediger kildetekst]

Den østrigske filosof Rudolf Steiner var påvirket af Wilhelm Dilthey, hvis begreb om åndsvidenskab han udbyggede.[4] Steiner var skolet i den tyske idealisme og var desuden meget inspireret af Johann Gottlieb Fichte[5]. Han var også inspireret af Johann Wolfgang Goethes og Franz Brentanos fænomenologiske videnskab[6].

Steiner brugte begrebet "åndsvidenskab" i den distinkte betydning "videnskab om den åndelige verden", idet han knytter an til et citat af Fichte: "Denne lære forudsætter et helt nyt sanseværktøj, igennem hvilket der gives en helt ny verden, som slet ikke er til stede for det sædvanlige menneske ... Man kan tænke sig til en verden af blindfødte, som kun kender de ting og de forhold, der eksisterer gennem følesansen. Gå hen til dem og fortæl dem om farver og andre forhold, der kun findes takket være lyset og synet."[7] I tilknytning hertil taler Steiner om et "åndeligt øje", der gør det muligt - ud over den almindelige fysiske verden - at iagttage og udforske en åndelig verden. Steiner går dog det skridt videre end Fichte, at han siger, at denne åndelige verdens indhold kan undersøges med den samme præcision og objektivitet, som den fysiske verden kan undersøges med af naturvidenskaben - at det altså er muligt at drive regulær "åndsvidenskab".[8]

Steiner sammenligner forholdet mellem den åndelige verden og den fysiske verden med forholdet mellem et ocean og et isbjerg. Oceanet er det primære, mens isbjerget er det sekundære (er skabt ud af oceanet).[9]

En åndsvidenskabelig udforskning af den åndelige verden kræver særlige oversanselige erkendeevner, siger Steiner. Ifølge ham kan alle gennem etisk og meditativ træning udvikle disse erkendeevner.[10]

Han beskriver tre trin i denne udvikling: 1) imagination, 2) inspiration og 3) intuition.[11] [12] De tre trin kommer dog ikke i denne rækkefølge hos hvert eneste individ.[13]

Imagination er en oversanselig erkendelse af åndelige ting. Hvis man har udviklet imaginativ erkendelse, er man i stand til at gøre observationer i den åndelige verden. Man kan ”se” de åndelige væsener som ”objekter”.

Inspiration er evnen til at åbne et indre rum, hvor man kan møde objektive åndelige indhold (indtryk der stammer fra objektive åndelige væsener). Gennem inspiration kan man trænge ind til kernen af de åndelige væsener og ”se” deres indre kvaliteter og deres indre relation til hinanden.

Intuition er evnen til at forene sig med de kreative kræfter i universet uden at miste sin individuelle bevidsthed. Når man har intuition, ser man ikke længere åndelige væsener som ”objekter”, man iagttager. Når man erkender dem gennem sin intuition, er man fuldstændig ét med dem. Man er forenet med deres indre verden. Man gennemtrænger væsenerne selv.

Når man har nået intuitionens trin, kan man se, at et menneske består af krop, sjæl og ånd. Man får de højeste åndelige evner, for eksempel evnen til at se andre menneskers tidligere liv.[14]

Martinus[redigér | rediger kildetekst]

Den danske åndelige lærer Martinus Thomsen (1890-1981), kaldt ”Martinus”, kalder evnen til at opleve den åndelige verdens indhold intuition.[15]. Intuition er ifølge ham en åndelig sans, en særlig evne til at ”se” ind i den åndelige verden.[16]

Denne intuition kan et menneske kun erhverve sig gennem etisk og åndelig udvikling gennem mange liv, understreger han. På dette punkt er han altså uenig med Steiner. Han nævner tre stadier i denne udvikling: 1) Stadiet uden kosmisk bevidsthed. 2) Stadiet med kortvarige glimt af kosmisk bevidsthed (”kosmiske glimt”). 3) Stadiet med permanent kosmisk bevidsthed.[17]

Ifølge Martinus selv nåede han stadiet med permanent kosmisk bevidsthed i forbindelse med en serie kraftige åndelige oplevelser, han havde som 30-årig i 1921. Han fortæller herom:

"”Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til, – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen bevidsthedstilstand, at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper.”" (Livets bog 1, stk. 21)

Et menneske med permanent kosmisk bevidsthed er kommet til fuld bevidsthed om sin enhed med Gud, siger Martinus. Det menneske har fuldstændig kontrol over intuitionsenergien, som formidler alle fakta hinsides det tids- og rumdimensionelle plan. Svar på åndelige spørgsmål kommer automatisk, når vedkommende tænker på spørgsmålene.[18] Alle mennesker vil nå dette stadium på et eller andet tidspunkt efter mange inkarnationer, siger han.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Johannes Hemleben: Rudolf Steiner, s. 69-70
  2. ^ Christoph Lindenberg: Rudolf Steiner – eine Chronik. 1861–1925, s. 621.
  3. ^ Martinus: Livets bog 1, afsnit 20.
  4. ^ Steiner, Rudolf, Autobiography: Chapters in the Course of My Life: 1861-1907, Steiner Books, January 2006, ISBN 088010600X, kap. 3.
  5. ^ Rudolf Steiner. The Course of My Life. New York: Steiner Books, 1986, ISBN 0880101598, kap. 3
  6. ^ Steiner, Rudolf, Autobiography: Chapters in the Course of My Life: 1861-1907, Steiner Books, januar 2006, ISBN 088010600X, kap. 3.
  7. ^ Johannes Hemleben: Rudolf Steiner, s. 69.
  8. ^ Bo Dahlin: The Relevance of Waldorf Education, s. 59.
  9. ^ Bo Dahlin: The Relevance of Waldorf Education, s. 59.
  10. ^ ”Anthroposophy”, Encyclopedia Britanica online.
  11. ^ Robert McDermott, The Essential Steiner, s. 3–11.
  12. ^ Olav Hammer, Claiming Knowledge, s. 424ff.
  13. ^ Carlo Willmann: Waldorfpädagogik, s. 10–13
  14. ^ Terje Sparby: The Domains and Stages of Higher Knowledge. Winter/Spring 2020, s. 66. [1]
  15. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.114
  16. ^ Per Bruus-Jensen: Sol og måne, s. 33
  17. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.65-68
  18. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.114-15

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Bruus-Jensen, Per: Sol og måne, Nordisk impuls 2001. ISBN 87-88652-29-7
  • Else Byskov: Døden er en illusion. Books on demand 2012. ISBN 9788771145793
  • Encyclopædia Britannica online: Anthroposophy.
  • Per Bruus-Jensen: Sol og måne, Nordisk impuls 2001. ISBN 87-88652-29-7
  • Olav Hammer: Claiming Knowledge, Brill Academic Publishers 2001. ISBN 90-04-13638-X
  • Johannes Hemleben: Rudolf Steiner. Sankt Ansgars Forlag 1984. ISBN 87-875-0564-9
  • Christoph Lindenberg: Rudolf Steiner – eine Chronik. 1861–1925. Verlag Freies Geistesleben. Stuttgart 1988. ISBN 3-7725-0905-3
  • Mikael Krall: Martinus´ Spiritual Science: An Original Contribution to Western Esotericism? Göteborg, Sweden 2008. ISBN 978-91-639-2445-3
  • Martinus (1981): Livets bog, Bind 1. Borgen. ISBN 87-418-3328-7
  • Robert McDermott, The Essential Steiner. Harper & Row 1984. ISBN 0-06-065345-0
  • Rudolf Steiner: Teosofi. Indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse. Antroposofisk forlag 2010. ISBN 87-88044-47-5
  • E. Rafeedali: Sources of knowledge. [3]
  • Videnskaben eller Gud. Red. Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, DR Multimedie 1996. ISBN 87-70- 47-628-4
  • Carlo Willmann: Waldorfpädagogik. Köln 1998, ISBN 3-412-16700-2

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]