Ð

Ð (majuskel), ð (minuskel) er et bogstav, der ikke kendes fra dansk, men bruges i visse fremmede person- og stednavne. Bogstavet bruges især på islandsk (eð), færøsk (edd) og angelsaksisk.

• På islandsk er det et "blødt" d som det engelske th i father og det danske d i fader (dog noget kraftigere end den danske lyd).
• På færøsk er det stumt, men opretholdes – ligesom g mellem vokaler – i skriften af etymologiske grunde. I de vokalsammenstød, der sproghistorisk er opstået ved disse bortfald, forekommer til gengæld glidelydene [j] eller [v] foran vokalerne i og u (dog [j] og [w] hvis den foregående vokal er i og u) f.eks. maður, "mand" = [mæavur]; faðir, "fader" = [fæajir]; veður, "vejr" = [ve:vur]; vegur, "vej" = [ve:vur]; suður, "syd" = [su:wur]. Glidelydende optræder imidlertid i alle vokalsammenstød, f.eks. også bláur, "blå" = [blåavur], hvorimod bogstavet kun sættes etymologisk, altså hvor der på islandsk og norrønt står ð og g. Skønt ð og g således ofte forekommer, hvor udtalen har [v], [w] og [j] mellem vokal, er disse lyde altså ikke en "udtale" af ð og g.
• Tegnet ð (minuskel) er almindeligt i dansk lydskrift, både i den danske Dania og i den internationale IPA; her betegner den netop det "bløde" d, dvs. en stemt laminal approksimant.
• Et lignende bogstav er det serbo-kroatiske bogstav Đ (majuskel), đ (minuskel) (i det kyrilliske alfabet skrevet ђ). Det har imidlertid intet at gøre med det ð, men udtales omtrent som dj i dansk djærv.

Tegnet er egentlig opstået i engelsk, hvor det er almindeligt i oldengelske tekster. Det er dannet ved at gennemstrege et d (hvis øverste streg skrånede ind over bogstavet i den skriftform, der blev benyttet på det tidspunkt).

se også Ɖ (afrikansk d)

Hurtigindeks over artikler i Wikipedia
Vis alle artikler, der begynder med Ð
Udvælg artikler efter de to første bogstaver:
Ða Ðb Ðc Ðd Ðe Ðf Ðg Ðh Ði Ðj Ðk Ðl Ðm Ðn Ðo Ðp Ðq Ðr Ðs Ðt Ðu Ðv Ðw Ðx Ðy Ðz Ðæ Ðø Ðå