Økse
En økse er et spåntagende/flækkende håndværktøj til at arbejde i træ, oftest udført som et kileformet hoved af jern med påsat træskaft parallelt med æggen. Øksen har også været anvendt som våben og værdighedstegn.
Historie
Øksens historie er lang og starter kort efter, at mennesket er begyndt at være menneske med håndkiler af groft tilhugget flint. Således kendes danske eksemplarer med titusinder af år på bagen. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. I Danmark skæftes de første økser omkring 10.000-8000 f.kr., og det har de været siden.
Flintøksen kendes helt tilbage fra den allerældste stenalder, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste som "stridsøkser". Ingen ved i dag, hvor længe man blev ved med at bruge flinteøkser, men de har set anvendelse fra stenalderens begyndelse til et stykke ind i bronzealderen, hvor metallet bronze gradvist udkonkurrerer flinten. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså resultatet af et lynnedslag. Heraf kommer den landlige tradition med at nedgrave en stenøkse i gårdspladsens pigstensbelægning, idet "lynet jo ikke rammer det samme sted to gange".
Fra bronzealderen kendes en del såkaldte pragtøkser eller paradeøkser, der er store, tunge og hule økser støbt med "tabt voks"-metoden. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til kultisk formål (parader) på samme måde som lurer. De få, der er fundet, findes ofte parvis i (mose)jorden og har været nedsænket i datidens vådområder.
Øksens anatomi
Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet, der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet, der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug", og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", dvs. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Bådebygger Helge Askholm, der var i lære på Frederikssund Bådeværft, kalder dem smilehuller.
Hovedet er normalt fremstillet ved, at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål.
Vægt
Almindelige økser fås som håndøkser med vægten 200 gram op til flækøkser på 5–7 kg.
Typer
Fra begyndelsen af har der været to hovedtyper af økser, den rette, hvor æggen er mere eller mindre parallel med skaftet, og skarøksen, hvor æggen sidder på tværs. Blandt arkæologer florerer udtrykket tværøkse, som sikkert ikke er helt heldigt i denne sammenhæng, da udtrykket ligeledes er blevet brugt om krydsøkse. En særlig form for økse er bilen, der har en glat side og ensidig æg. Forskellen på en økse og en bil er altså, at bilen har ensidig fas og en plan side, mens øksen har dobbelt fas. Mest kendt er bredbil.
Tveægget økse
Bliv opfundet på grund af den praktiske egenskab, at man kunne have 2 økser i en økse, det vil sige mindre vægt og udstyr. De 2 sider på øksen var sjældent ens som mange tror. Tit var det en skovøkse og en lidt mindre økse, der var god til f.eks. afgrening. I dag bruges den mest til øksekast i konkurrencer eller ved væddemål på skovskolerne.
Bredbil
En bredbil er en økse, der er helt flad på den ene side og kun har én skærende side eller fas. De kan have en meget lang æg. Kaldes også "bredøkse", "høj økse", "høfføkse", endvidere tælgeøkse, tælleøkse, slingreøkse, slingeøkse (anvendt til slingning), tømmermandsøkse, glatøkse, sletøkse.
Bredbilen er specielt velegnet til at tilhugge tømmer og planker, der skal være helt flade, og er et uundværligt værktøj til skibsbyggeri. Bredbilen føres med den flade side mod træet og kan således tage brede spån i det ønskede niveau. Skaftet er konstrueret en smule svunget, således at øksen kan føres, uden at hænder eller skaft rammer emnet med fejlhug til følge.
Bayeux-tapetet, der skildrer slaget om England i 1066, har scener, der viser de normanniske bådebyggere i færd med at hugge skibstømmer med en svungen bredbil.
Det danske ord bredbil, bred økse, er afledt fra det plattyske: breed Biel – (højtysk) Breitbeil, breites Beil, der betyder en bred økse.
Krydsøkse
Er en økse, der endvidere bærer betegnelsen krydsbil. Den er en af de øksetyper, Waagepetersen (1965) gør meget ud af og som vistnok også kaldes kværbil og undertiden tværøkse. I øvrigt hersker der den næsten sædvanlige forvirring omkring navngivningen, idet øksen undertiden benævnes syldøkse, mens en smed fra Skagen, der brugte en sådan til vragophugning, kaldte den kapus. Den er i høj grad lig en jordhakke, dog uden dennes udprægede krumning; den er smal og "høj", den ene æg er ret med dobbelt fas, den anden sidder på tværs af skaftet og har ensidig, indvendig fas. Waagepetersen (op. cit. p. 33) nævner én fundet i Kalundborg Museum; længden af skaftet er her 67 cm.
Krydsøksen er for længst gået af brug, men har tidligere været brugt af tømrere til hugning af taphuller, idet den rette æg blev brugt på langs af træet, den tværgående til overhugning af fibrene og tømning af taphullet for spåner. Da øksen gik af brug, gik man i stedet over til at anvende stemmejern (afbindingsjern) og lokbejl.
Øksen som våben
Øksen blev længe anset for at være hver mands våben, og helt op i det 18. århundrede måtte kronen flere gange forbyde bønder at bruge langskaftede økser som "spadserestokke", der kunne bruges i slagsmål.
Pionerøkse
Pionerøkser er i brug ved brandvæsenet. Der findes to typer, en gammel, der i nakken er forsynet med noget, der mest af alt kan sammenlignes med en skarøkse. Den er tung og uhåndterlig, siges det af folk, der har prøvet den, og en nyere, der er forsynet med en lang spids pig i lighed med lægtehammerens horn. Den gamle type er afbildet i Københavns Brandvæsens bomærke, der bl.a. ses på alle brandbiler. Skaftet er på størrelse med skovøksens. Den findes i pionerernes vogne i modsætning til den kortskaftede brandmandsøkse, der hænger i bæltet.
Brandmandsøkse
Brandmandsøkse, til tider blot brandøkse er en kortskaftet økse med ret blad i den ene side og pyramideformet horn eller pig i nakken. Ved Københavns Brandvæsen er øksen personligt udstyr for hver eneste brandmand, idet den hænger i en øksetaske ved bæltet. Brandmandsøksen er bl.a. blevet brugt til døråbning, men er nu afløst af en døråbner, der i bedste fald kun efterlader et ganske lille mærke i karmen, især hvis opklodsningen ikke er alt for omhyggelig. I øvrigt bruges den til alt, hvad der kan bruges økse til, når der er brand.
Andre typer
Se også
Litteratur og eksterne henvisninger
- http://www.gransfors.com
- Chr. Waagepetersen, Forsvundne Tømrerøkser, Kalundborg 1965
- http://www.baskholm.dk/haandbog/haandbog.html
