Østtimor
Repúblika Demokrátika Timor Lorosa'e República Democrática de Timor-Leste | |
|---|---|
 Nationalvåben
| |
|
Motto: Honra, Pátria e Povo | |
 | |
| Hovedstad og største by |
Dili 8°34′S 125°34′Ø / 8.567°S 125.567°Ø |
| Officielle sprog | Tetum, portugisisk |
| Regeringsform | Republik |
| Uafhængighed | |
| Areal | |
• Total | 15.007 km2 (nr. 155) |
| Ubetydeligt | |
| Befolkning | |
• Anslået 2011 | 1.177.834 (nr. 158) |
• Tæthed | 69,4/km2 (nr. 98) |
| Valuta |
US dollar (USD) |
| Tidszone | UTC+9 |
| UTC+9 | |
| Kendings- bogstaver (bil) | TL (Timor-Leste) |
| Luftfartøjs- registreringskode | 4W |
| Internetdomæne | .tl |
| Telefonkode |
+670 |
| ISO 3166-kode | TL, TLS, 626 |
Østtimor, eller Timor-Leste, er et land i Sydøstasien som består af den østlige del af øen Timor. Landet ligger mellem Indonesien og Australien. Efter 400 år som portugisisk koloni, 25 års indonesisk besættelse og 30 måneders FN-overgangsstyre blev Østtimor selvstændigt den 20. maj 2002.
Historie
- Se også Østtimors historie
Forhistorie
Det antages at øen blev befolket mellem 20 og 40 000 år f.Kr. af Velo-Australsk type (som på Sri Lanka). Næste antagelse er at folk fra Melanesien kom omkring 3000 år f.Kr., fulgt af folk fra det sydlige Kina og nordlige Indokina omkring 2500 f.Kr.
Koloni
Portugal gik i 1520 i land ved Oecussi og startede koloniseringen af det som blev døbt Portugisisk Timor. Den vestlige del var, i lighed med de fleste andre øer i området, koloniseret af Holland. Dili blev hovedstad i 1596. Eksport af sandeltræ (næsten udryddet) blev erstattet af kaffe (1815), sukkerrør og bomuld.
I 1941 var øen en kort periode under hollandsk og australsk styre, inden japanske styrker indtog øen (februar 1942). Portugal tog igen over (september 1945), efter at over 50.000 timornesere var omkommet i kampe mod Japan.
Selvstyre
Portugal forsøgte at indføre delvis selvstyre, og henvendte sig til tre politiske grupperinger. De to pro-indonesiske Uniao Democratica Timorense (UDT) og Associacao Popular Democritica Timorense (APODETI) dannede hurtigt alliancer og kuppede regeringsmagten. Frente Revolucioniria de Timor-Leste Independente (FRETILIN, pro-uafhængighed) modkuppede, okkuperede Dili og proklamerede Den Demokratiske Republik Øst-Timor. Indonesien invaderede vestfra, ni dage efter. Ikke før i 1984 gav FRETILIN op og deklamerede den tidligere proklamerede republik.
Indonesisk herredømme og frigørelse
Udover fordømmelse fra FN var der ikke meget internationalt engagement, og skønsmæssigt 250.000 mennesker omkom. Efter massakren på Santa Cruz kirkegård (1991) øgede kritikken. Biskop Carlos Filipe Ximenes Belo og José Ramos Horta (Nobels Fredspris, 1996) vigtige ikke-voldelige aktører i arbejdet for at synliggøre problemet internationelt. Udløst af en krise i den indonesiske økonomi blev øen givet selvstændighed, og der blev udskrevet en folkeafstemning 30. august 1999. Over 78% ønskede nyvalg (98% valgdeltagelse), hvorefter militære grupper ødelagde infrastrukturen og hovedstaden Dili, samt deporterede 200.000 indbyggere til lejre i det indonesiske Vesttimor. På trods af tilstedeværelsen af FNs fredsbevarende styrker blev over 2000 dræbt.
En FN-ledet interimregering (1999-2002) og de politiske partier dannede en grundlov, og efter en gradvis magtoverførelse blev landet uafhængigt 20. maj 2002. Den tidligere leder i uafhængighedskampen Xanana Gusmão blev udnævnt til præsident, Mari Alkatiri blev statsminister og José Ramos Horta udenrigsminister.
Frem til sommeren 2004 havde landet tilstedeværelse af en FN-styrke på 9500 mand. Forholdet til Indonesien er stadig anstrengt.
Demografi
- Se også Østtimors demografi
Efter en okkupation og frihedskamp, hvor en stor del af befolkningen omkom, er over halvdelen af den 800.000 store befolkning under 18 år.
Befolkningen i Østtimor er i modsætning til majoriteten i Indonesien katolikker. Ifølge statistikker fra 1992 var omkring 90% af befolkningen registrerede som katolikker, 3% var registrerede som protestanter, 4% som muslimer og 0,5% som hinduer. Det er imidlertid sandsynligt at der indenfor disse religionsgrupper også praktiseres animisme blandt en del af de registrerede medlemmer.
Økonomien er hovedsagelig baseret på landbrug (kaffe, bomuld og ris), fiskeri og håndværk.
