2. division i ishockey 1981-82 var turneringen på niveau 2 i danskishockey i sæsonen 1981-82, og den havde deltagelse af syv hold, der først spillede et grundspil i form af en firedobbelt turnering alle-mod-alle, hvilket gav 24 kampe til hvert hold, hvorefter de fire bedste hold gik videre til slutspillet, hvor holdene spillede om én oprykningsplads til 1. division i 1982-83.
Turneringen blev vundet af grundspilsvinderne Herlev IK, som i slutspilsfinalen besejrede grundspillets nr. 2, Esbjerg IK, med 2-1 i kampe, og som dermed rykkede op i 1. division for første gang.
Slutspillet havde deltagelse af de fire bedste hold fra grundspillet, og holdenes blev parret i to semifinaleopgør ud fra deres placering i grundspillet, således at vinderen mødte nr. 4 i den ene semifinale, mens grundspillets nr. 2 og 3 tørnede sammen i det andet opgør. De to vindere af semifinalerne gik videre til finalen, hvor holdene spillede om én oprykningsplads til 1. division.
Alle opgørene blev spillet bedst af tre kampe, og det lavest rangerede hold havde hjemmebane i den første og tredje kamp, mens det højst rangerede hold havde hjemmebane i seriens anden kamp. Uafgjorte kampe blev afgjort i sudden death til først scorede mål.