a-ha

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. sep. 2014, 19:20 af MGA73bot (diskussion | bidrag) MGA73bot (diskussion | bidrag) (Tilføjer Commonscat - kategori på Commons har samme navn som artiklen.)
A-ha

a-ha er en norsk pop rock gruppe som blev dannet i 1982 med medlemmerne Magne Furuholmen (keyboard, guitar, vokal), Pål Waaktaar - i dag Paul Waaktaar-Savoy (guitar, vokal) og Morten Harket (vokal).

Historie

I 1985 slog de gennem både i Europa og i USA med Take On Me, blandt andet på grund af en delvis animeret video. Blandt gruppens senere hits er The Sun Always Shines on TV, Manhattan Skyline, The Living Daylights (fra James Bond-filmen Living Daylights), og Stay on These Roads.

I 1990 havde de et hit med en nyindspilning af Everly Brothers-sangen Crying in the Rain fra 1961.

Under "Rock in Rio II" festivalen i 1991 samlede a-ha 198 000 tilskuere på Maracanã-stadion i Rio de Janeiro. Dette er verdensrekorden for antal betalende til en koncert. Til sammenligning samlede George Michael og Guns N' Roses 60 000 tilskuere hver under den samme festival.

På grund af stærke personlige modsætninger i bandet, blev a-ha opløst i 1993. De mødtes igen i 1994 for at optræde under Vinter-OL 1994 i Lillehammer, blandt andet med en melodi de havde skrevet til Paralympics-legene, Shapes That Go Together. De mødtes også for at spille i forbindelse med uddelingen af Nobels fredspris i 1998. Efter dette gik gruppen i studiet og indspillede albumet Minor Earth Major Sky, som resulterede i en ny turne. I 2002 udgav de albumet Lifelines, og solgte stadig godt, specielt i Europa.

Live i Berlin under Live 8

I 2004 underskrev a-ha en kontrakt med Universal Music som indebar at bandet forpligtede sig til at producere tre nye album. I slutningen af 2005 udkom singlen "Celice", tæt fulgt af albumet "Analogue". I begyndelsen af 2006 kom singlen "Analogue (All I Want)" og markerede et stort comeback for a-ha. Singlen nåede en 10. plads på den britiske singleliste, den bedste placering siden slutningen af 80'erne.

Forsangeren Morten Harket regnes også for at være en af verdens bedste sangere.[kilde mangler] Med sin fantastiske stemme slog Morten Harket også rekorden for at holde samme tone til en live pop optræden nogensinde. Det var i sangen: Summer moved on hvor han holdt den samme tone i 20,2 sekunder [1]

I oktober 2009 har A-ha valgt at gå i opløsning igen og hver især fortsætte med andre projekter.

Diskografi

Studiealbum

  • Hunting High and Low (1985)
  • Scoundrel Days (1986)
  • Stay On These Roads (1988)
  • East of the Sun, West of the Moon (1990)
  • Memorial Beach (1993)
  • Minor Earth Major Sky (2000)
  • Lifelines (2002)
  • Analogue (2005)
  • Foot Of The Mountain (2009)

Samlealbum

  • Headlines and Deadlines: The Hits of a-ha (1991)
  • The Singles 1984-2004 (2004)

Livealbum

  • How Can I Sleep With Your Voice in My Head (2003)

Eksterne henvisninger