Agatha Christie

Agatha Christie Engelsk litteratur Modernismen
1964
Personlig information
Pseudonym	Mary Westmacott
Kæle-/øgenavn	Duchess of Death, Mistress of Mystery, Queen of Crime
Født	Agatha Mary Clarissa Miller 15. september 1890 Ashfield, Storbritannien
Død	12. januar 1976 (85 år) Winterbrook, Storbritannien, Wallingford, Storbritannien
Gravsted	Church of St Mary, Cholsey
Nationalitet	Engelsk
Far	Frederick Alvah Miller
Mor	Clarisa Margaret Boehmer
Søskende	Margaret Frary Miller, Louis Montant Miller
Ægtefæller	Archie Christie (1914-1928), Max Mallowan (1930/1930-1976)
Barn	Rosalind Hicks
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	privatuddanelse
Medlem af	Royal Society of Literature
Beskæftigelse	Krimiforfatter, forfatter, romanforfatter
Fagområde	Kreativ og professionel skrivning, litterær aktivitet, detektivliteratur, kriminalroman, Voluntary Aid Detachment
Kendte værker	Mordet i Orientekspressen En af os er morderen ABC-mordene Seksten år efter
Genre	Detektivfiktion, kriminallitteratur, adventurefiktion, selvbiografi
Bevægelse	Knox's Commandments
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Dame Commander of the Order of the British Empire (1971), Kommandør af Order of the British Empire (1956), Fellow of the Royal Society of Literature, The Grand Master (1955), Anthony Award (2000)
Signatur
Eksterne henvisninger
Agatha Christies hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Agatha Christie (Lady Mallowan, døbt Agatha Mary Clarissa Miller, født 15. september 1890 i Torquay, død 12. januar 1976 i Wallingford, Oxfordshire) var en engelsk kriminalforfatter.

Christie blev født i en velhavende middelklassefamilie i Torquay, Devon i det sydlige England, hvor hun for det meste blev hjemmeundervist. Hun blev gift med Archibald Christie i 1914 og de fik et barn sammen, før de i 1928 blev skilt. Efter en krise i ægteskabet og sin mors død i 1926, skabte hun internationale overskrifter ved at forsvinde i elleve dage.

Under begge verdenskrige arbejdede hun på hospitaler, hvor hun opnåede et indgående kendskab til giftstoffer, som ofte optræder i hendes romaner, noveller og teaterstykker. Efter at hun i 1930 var blevet gift med arkæologen Max Mallowan, tilbragte hun hvert år flere måneder på arkæologiske udgravninger i Mellemøsten og brugte sin førstehåndsviden om dette fag i sine bøger. Sammen med Mallowan købte og renoverede hun Greenway nær sin fødeby Torquay. Her er der i 2026 indrettet et museum, hvor de besøgende får indblik i hendes liv og karriere.

Hun betragtes generelt som en af de største forfattere i historien, især inden for krimigenren.

Hun skrev manuskriptet til verdens længst spillede teaterstykke, mordmysteriet The Mousetrap, som siden 1952 har været opført i Londons West End. I 1971 blev hun udnævnt til Dame (DBE) af dronning Elizabeth II for sine bidrag til litteraturen.

Ifølge Guinness Rekordbog er Agatha Christie historiens bedst sælgende romanforfatter. Hun skrev 66 kriminalromaner og over 100 noveller. De er oversat til lige så mange sprog som William Shakespeares værker. Bedst kendt er de værker, hvor de fiktive detektiver Hercule Poirot og Miss Marple er hovedpersoner. Under pseudonymet Mary Westmacott skrev hun seks andre romaner.

Livsforløb

Barndommen

Agatha Christies forældre Frederick og Clarissa Miller blev gift i London i 1878. Deres første barn, Margaret "Madge" Frary, blev født i Torquay i 1879. Det andet barn, Louis Montant "Monty", blev født i Morristown, New Jersey i 1880, mens familien var på et længere ophold i USA. Agatha, deres tredje barn blev født i 1890.

Forældrene tilhørte den øvre middelklasse og var økonomisk sikret af faderens familie, hvis forretninger tillod, at ingen af dem behøvede at arbejde.

Portræt af Agatha Christie med titlen Lost in Reverie, malet af Douglas John Connah, 1894

Agatha blev født ni år efter den yngste af sine søskende, og hun voksede op med en barnepige som sin nærmeste sociale kontakt. Ifølge Christie selv mente Clara, at det ikke var nødvendigt at lære at læse, før hun fyldte otte; men på grund af sin nysgerrighed kunne hun læse allerede som fireårig. Hendes mor insisterede på, at hun skulle undervises hjemme. Derfor var det hendes forældre og søster, undervisning i læsning, skrivning og basal matematik. De lærte hende også musik, og hun lærte at spille klaver og mandolin.

Fordi hun ikke gik i skole og manglede jævnaldrende kammerater, begyndte hun at fantasere, og opfandt "usynlige væsener".^:9 Da hendes søskende var meget ældre end hende, og der var få børn i nabolaget, tilbragte Christie meget af sin tid alene med sine kæledyr og fantasivenner. Alligevel beskrev hun sin barndom som "meget lykkelig". Familien Miller boede hovedsageligt i Devon, men et helt år blev tilbragt i udlandet med familien, i de franske Pyrenæer, Paris, Dinard og Guernsey. Hun fik efterhånden veninder i Torquay og bemærkede, at "et af højdepunkterne i (hendes) tilværelse" var en optræden sammen med dem i en ungdomsforestilling af Gilbert og Sullivans "The Yeomen of the Guard", hvor hun spillede helten, oberst Fairfax.

Christie var en ivrig læser af alle former for litteratur. Nogle af hendes tidligste minder var læsning af børnebøger, blandt andet af Mary Louisa Molesworth ^(en) og Edith Nesbit ^(no). Da hun blev lidt ældre, gik hun over til surrealistiske vers af Edward Lear og Lewis Carroll. Som teenager nød hun at læse værker af Anthony Hope, Walter Scott, Charles Dickens og Alexandre Dumas. I april 1901, som tiårig, skrev hun sit første digt, "The Cow Slip".

Da Agatha var 11 år, døde faderen, og Christie udtalte senere, at hans død betød enden på hendes barndom.^:32–33 . Dødsfaldet påførte familien begyndende økonomiske vanskeligheder. På trods af dette skaffede moderen midler til, at Agatha som 16–årig kunne studere sang og klaver i Paris. Dette var hendes første egentlige skolegang.Ved hjemkomsten til England lejede moderen huset ud, og sammen tog de tre måneder til Egypten, som var en regulær feriedestination for velhavende englændere. Selvom de besøgte nogle af Egyptens gamle monumenter som Den store pyramide i Giza, udviste hun ikke særlig stor interesse for arkæologi og egyptologi. Denne interesse opstod først senere. Da hun vendte tilbage til England, opgav hun at optræde professionelt som pianist eller sanger, fordi hun ikke havde troen på, at hendes talent var stort nok til en karriere indenfor musikken.^:59–61 Hun skrev i stedet digte og optrådte i amatørteater. Hun var også med til at opsætte et stykke kaldet "The Blue Beard of Unhappiness" sammen med nogle veninder.

Ungdommen

Agatha havde allerede skrevet flere digte og noveller som teenager, og da hun viste en bekendt af familien et udkast til en roman, fik hun rådet: "Skriv digte og noveller!" Hun fulgte rådet, og fik flere digte trykt i tidsskriftet The Poetry review.^:9

Som 18-årig skrev Christie sin første novelle, "The House of Beauty", mens hun lå syg i sengen. Den bestod af cirka 6.000 ord om "vanvid og drømme", emner der fascinerede hende. Hendes biograf, Janet Morgan ^(en), har bemærket, at historien, på trods af "stilmæssige uheldigheder", var "fængslende".^:45–47 Historien blev senere omskrevet til en tidlig version af hendes fortælling "The House of Dreams". Andre historier fulgte, de fleste med udgangspunkt i hendes interesse for spiritualisme og det paranormale. Disse omfattede "The Call of Wings" og "The Little Lonely God". Magasiner afviste alle hendes tidlige indsendelser, som var skrevet under pseudonymer (bl.a. Mac Miller, Nathaniel Miller og Sydney West); nogle af fortællingerne blev senere revideret og udgivet under hendes eget navn, ofte med nye titler.

Den unge Agatha Christies relativt ubekymrede liv blev afbrudt af 1. verdenskrig, hvor hun arbejdede på et hospital som sygeplejerske. Juleaften 1914 giftede hun sig i hast med et relativt nyt bekendtskab, Royal Air Force-officeren Archibald Christie. Under krigen arbejdede hun først som frivillig Røde Kors-sygeplejerske på sygehuse og derefter som defektrice på et apotek. Det blev hendes omgang med de mange lægemidler og giftstoffer på apoteket, der inspirerede hende til at skrive mange af sine romaner og noveller.

Christie som ung kvinde omkring år 1910

Det unge ægtepar havde ikke megen tid til samvær, og først året efter krigen fik de deres første barn, Rosalind, født i 1919.

I 1920 fik Agatha Christie udgivet sin første roman De låsede døre med Hercule Poirot som detektiven og Arthur Hastings som fortæller. Manuskriptet var færdigt i 1916 og blev sendt til flere forlag, men blev antaget af The Bodley Head, efter at have haft det liggende i næsten to år. Da forlagsdirektør John Lane indvilligede i at udgive manuskriptet med små rettelser og forelagde en kontrakt på fem udgivelser, skrev hun under på aftalen og blev dårligt betalt for de første af sine senere så berømte bøger, som forlaget tjente tykt på.^{:13 :79, 81–82}

Agathas eventyrlyst bidrog til, at ægteparret i januar 1922 efterlod deres datter hos hendes mormor. Forældrene tog på en rejse, hvor de skulle reklamere for en messe, som i 1924 skulle afholdes i London. Rejsen, der førte parret til hele Commonwealth, begyndte i Sydafrika. Her blev de introduceret til surfing, og det formodes, at de er blandt de første briter, der har dyrket denne sport. Rejsen varede ca. otte måneder.

Archie Christie, Major Belcher (tour leader), Mr. Bates (sekretær) og Agatha Christie på deres "British Empire Expedition Tour", 1922

Da Christie - parret vedte tilbage til England, genoptog Archie sin erhvervskarriere i London City, mens Agatha fortsatte med at skrive i højt tempo. Parret købte et hus i Sunningdale, Berkshire, som de omdøbte til "Styles" efter den fiktive residens i Agatha's første roman.^{:124–25 :154–55}

Ægteskabet slår revner

I længden var ægteskabet med Archibald Christie, "Archie", ikke lykkeligt. Mens Agatha skrev løs for at opfylde sin kontrakt med forlaget, blev Archie forelsket i en yngre kvinde, Nancy Neele.^:173–74 I 1926 var Agatha fri af sin kontrakt, og hun udgav den nye bog The Murder of Roger Ackroyd (Hvem dræbte?) på et nyt forlag. Udgivelsen blev hendes egentlige gennembrud som "krimi–dronning". Hendes mors død samme år var imidlertid et chok, der blev forstærket, da Archie indrømmede, at han havde en affære med Nancy Neele.^:173–74

Den 3. december 1926 fik Agatha nok af det hele. Hun forlod hjemmet, efterlod sin havarerede bil og forsvandt. Pressen var hurtigt ude med nyheden om den formodede bilulykke, og nu fortsatte plottet omtrent som handlingen i en Agatha Christie-roman: Hun efterlod flere breve, der kunne skabe mistanke om, at Archie havde myrdet hende. Den følgende dag blev hendes bil, en Morris Cowley, fundet, bl.a. med efterladte personlige ejendele. Politiet trak vod efter hendes lig i en sø, journalister indfandt sig i snesevis på "gerningsstedet", og mere end 1.000 frivillige strømmede til for at hjælpe med eftersøgningen.

Den 7. december udlovede dagbladet The Daily News en dusør på 100 britiske pund til den, der kunne give oplysninger om Christies opholdssted. Antallet af frivillige, der hjalp med eftersøgningen voksede til 15.000. En bekendt af Archie fortalte samme dag pressen, at han var mistænkt for at have myrdet Agatha.

Efter 11 dages intens eftersøgning fik en journalist et tip om, at Agatha opholdt sig på et hotel i Harrogate, hvor hun var indskrevet som Theresa Neele. Hun hævdede, at hun havde haft hukommelsestab og intet erindrede om episoden.. Det blev aldrig opklaret, hvordan hun nåede til hotellet.

Der opstod hurtigt rygter om, at Agatha havde iscenesat alt for at fremme salget af sin nye bog. Andre rygter ville vide, at hun havde udtænkt dette drama for at inkriminere sin utro ægtefælle. Kriminalforfatteren Edgar Wallace understregede i en artikel, at det var yderst sandsynligt, at hun faktisk havde haft hukommelsestab. De fleste biografier understreger ligeledes, at Agatha, som var meget genert og nærmest frygtede pressen, aldrig ville reklamere for sig selv på denne måde.

Den dramatiske episode skildres i filmen Agatha. Den havde premiere i 1979 med Vanessa Redgrave i hovedrollen og antyder, at Christie overvejede at myrde Nancy Neele.

Professionel kriminalforfatter

Agatha Christies værelse på Pera Palas Hotel i Istanbul i Tyrkiet, hvor hun skrev Mordet i Orientekspressen (1934)

I januar 1927 sejlede Christie, som så "meget bleg" ud, sammen med sin datter og sekretær til Las Palmas på De Kanariske Øer for at "fuldføre sin rekonvalescens", og hun vendte først hjem tre måneder senere. Christies autoriserede biografi indeholder bl.a. en beretning om specialiseret psykiatrisk behandling efter Christies forsvinden og tilbagevenden, men oplysningerne herom blev indhentet på anden eller tredje hånd efter hendes død.

Agatha Christie fik sin skilsmisse i oktober 1928. Archie giftede sig med Nancy Neele en uge senere. Christie beholdt forældremyndigheden over deres datter, Rosalind, og beholdt efternavnet Christie til sit forfatterskab. Når hun tænkte tilbage på perioden i sin selvbiografi, skrev Christie: "Så, efter sygdom, kom sorg, fortvivlelse og hjertesorg. Der er ingen grund til at dvæle ved det."^{:148–49, 159}

Indtil skilsmissen var hendes forfatterskab fortrinsvis en hobby, men nu skulle hun forsøge sig som professionel forfatterinde. De første to romaner var vanskelige for hende at skrive, og hun fik bl.a. hjælp af sin svoger til at udforme manuskripterne til De fire store og Det blå Tog.

I 1929 fik hun succes med De syv Urskiver, som var en spændingsroman med afstikkere til spionage. Hun fandt denne genre nemmere at skrive end den almindelige kriminalroman. Samme år skrev hun sin første roman med Miss Marple i hovedrollen. Den skulle være afveksling fra spændingsromanerne og Poirot-historierne; men hun vendte tilbage i 11 romaner og en række noveller.

I 1930 skrev hun den første af seks romaner under pseudonymet Mary Westmacott. Allerede i 1927 tilbragte hun for at genvinde kræfterne efter skilsmissen fra Archie en del tid i udlandet. En af disse rejser foretog hun med Orientekspressen til Istanbul og herfra til Bagdad, hvor hun mødte den 15 år yngre sir Max Mallowan, som hun var assistent for ved udgravninger i Syrien og Irak. Da han friede i 1930, tøvede hun, idet hun frygtede, at aldersforskellen ville føre til dårlig omtale. Men efter nogle ugers betænkningstid sagde hun ja til "ægteskab og partnerskab" Efter brylluppet fulgte hun ham på flere ekspeditioner, og især et besøg ved kongegravene i Luxor i 1931 gjorde stort indtryk på hende. Selv udtalte hun, at det var en magisk oplevelse at følge disse udgravninger, hvor man med stor omhu sikrede sig værdifulde genstande. Om de indfødte indbyggere udtalte hun, at ingen kan have bedre venner end dem. "Ukomplicerede, varmhjertede og gæstfri."

På disse rejser fik hun inspiration til flere romaner og noveller, der foregår i arkæologiske miljøer. Bøgerne Mord i ørkenen fra 1936 og Stævnemøde med døden fra 1936 og 1938 er både mordgåder og beskrivelser af livet blandt arkæologer under en udgravning.

1930'erne blev et produktivt årti for Christie. Hun udgav 2–3 kriminalromaner om året og en række novellesamlinger, der ofte var baseret på de udgivelser, hun havde haft i ugeblade. Andre romaner (fx. Døden lurer foregår i eller omkring Torquay, hvor hun voksede op. Christie brugte sine erfaringer med internationale togrejser, da hun skrev sin roman fra 1934, Mordet i Orientekspressen. Pera Palace Hotel i Istanbul, Orientekspressens østlige endestation, hævder, at bogen blev skrevet der, og de har bevaret Christies værelse som et mindesmærke over forfatteren. Andre kilder hævder dog, at Christie skrev "Mordet i Orientekspressen", mens hun var på udgravning i Arpachiyah.^:206

Det er også i denne periode, hun bliver behæftet med betegnelsen "krimi–dronning". Det er dog uklart, hvorfra udtrykket egentlig stammer, men prædikatet blev anvendt af Raymond Chandler, der fandt plottet i Mordet i Orientekspressen særdeles kompliceret.

Winterbrook House, Winterbrook, Oxfordshire Christie boede her sammen med sin ægtefælle fra 1934 til hendes død i 1976.

Christie og Mallowan boede først på Cresswell Place i Chelsea, London, og senere i Sheffield Terrace i Holland Park, Kensington. I 1934 købte de Winterbrook House i Winterbrook, en lille landsby nær Wallingford i Oxfordshire. Dette var deres foretrukne bolig resten af livet, og det var her, Christie skrev en stor del af sine værker.

Efter et nyt besøg i Luxor i 1937 skrev hun teaterstykket Akhnaton om den ægyptiske Farao, som forsøgte at ændre den religiøse opfattelse til monoteisme og basere sit styre på fredsslutning med landets fjender. Stykket blev først opført i 1973.

Samme år skrev hun også en krimi Stumt Vidne, som bortset fra Tæppefald er den sidste roman med Arthur Hastings som fortæller i en Poirot-roman. I 1938 købte parret Greenway House som sommerresidens, hvor de tilbragte megen tid med at slappe af og holde selskaber. Det blev overdraget til National Trust i år 2000, og fremstår nu som museum for Christies liv og forfatterskab. Det anføres, at hun aldrig skrev manuskripter her.

Kort efter udbruddet af 2. verdenskrig overdrog ægteparret Mallowan deres sommerresidens til myndighederne, som oprettede et midlertidigt børnehjem. Agatha Christie arbejdede som sygeplejerske på University College Hospital i London, mens ægtefællen blev tilknyttet de britiske styrker i Nordafrika som tolk.

Ensom i London benyttede Agatha al sin fritid på at skrive romaner og noveller, og 2. verdenskrig var en af hendes mest produktive perioder. På hospitalet udbyggede hun sit kendskab til giftstoffer.

Det udnyttede hun i flere romaner bl.a. Seksten år Efter (1943), der er anerkendt som en af hendes bedste.

Efterkrigstiden

Efter 2. verdenskrig fortsatte Christie med at skrive mindst én roman om året. En del af dem er skrevet under indtryk af den sociale tilbagegang for den engelske middelklasse på landet, mens andre foregik i London, som Christie ofte besøgte for at deltage i kulturarrangementer. Fra 1948 genoptog hun sine rejser til Mellemøsten, hvor Max i ti år forestod udgravninger i Nimrud.

Christie blev valgt som medlem af Royal Society of Literature ^(en) i 1950. Som anerkendelse af hendes mange litterære værker blev Christie udnævnt til Commander of the Order of the British Empire (CBE) i 1956. Hun var medpræsident for Detection Club fra 1958 til sin død i 1976. I 1961 opnåede hun en æresdoktorgrad i litteratur ved University of Exeter. I 1971 blev hun forfremmet til Dame Commander of the Order of the British Empire (DBE), tre år efter at hendes mand var blevet slået til ridder for sit arkæologiske arbejde. Efter sin mands ridderslag kunne Christie også tituleres Lady Mallowan.

Christie havde i en årrække skrevet skuespil, hvoraf de fleste var baseret på hendes romaner eller noveller. I 1951 skrev hun Musefælden, som var en bearbejdning af et radioteaterstykke fra 1947. Novellen Tre blinde mus er baseret på samme handling. Stykket havde premiere i 1952 og har siden været opført på forskellige teatre i London. Fra 1974 til i dag på St. Martins Theatre. Det er den hidtil længste periode, et skuespil har været opført uden afbrydelser.

De sidste år

Også i 1960'erne steg salgstallene støt, men kritikerne fandt, at hun producerede færre usædvanlige plots og skrev flere dårlige romaner end tidligere. De anerkende dog, at hun i enkelte tilfælde stadig kunne overraske med en "perle". I 1965 afsluttede hun sin selvbiografi, som hun havde skrevet på i 15 år. Hovedvægten er lagt på at forklare, hvorledes hun skrev sine bøger; privatlivet holder hun som hovedregel skjult, og hun giver ingen forklaring på sin forsvinden i 1926. Bogen blev først udgivet efter hendes død.

I 1972 blev Agatha Christie hædret med Dame Commander of The British Empire, og samme år blev hun indlemmet i samlingen af voksfigurer på Madame Tussaud's i London. I de sidste år af sit liv var Christie fysisk svag, men åndsfrisk. Fra 1971 til 1974 begyndte Christies helbred at svigte, men hun fortsatte alligevel med at skrive. Hendes sidste roman var Postern of Fate i 1973. Tekstanalyser af denne bog har antydet, at Christie på dette tidspunkt måske var ved at udvikle Alzheimers sygdom eller en anden form for demens. Hun døde "roligt og fredfyldt" den 12. januar 1976.

Krimidronning

Uddybende artikel: Agatha Christies fortælleteknik

Agatha Christies vedvarende succes, som blev udbygget af mange film og tv-spil, skyldtes bl.a. hendes tidløse persongalleri og usædvanlige plot. I mange af hendes bøger er et begrænset antal personer afsondret fra omverdenen – fx i en engelsk landsby, på en arkæologisk ekspedition, på en øde ø eller i et tog, som er kørt fast i sneen. Kredsen af mistænkte er derfor klart afgrænset. Christie indbyder læseren til at samle brikkerne til et puslespil, men har en særlig evne til at lægge et røgslør over den afgørende brik, hvilket medvirker til, at løsningen på mysteriet næsten altid er original og overraskende.

Robert Barnard nævner tre forhold, som Christie mestrer bedre end nogen anden krimiforfatter.

1. Hun placerer både ægte og falske spor naturligt i personernes samtale.
2. Ingen person kan uanset position eller tilsyneladende sympatiske karaktertræk udelukkes som morder.
3. Opklaringen diskuteres normalt helt åbent, men (naturligvis) lyver morderen om sin færden.

Hendes kritikere hævder bl.a., at hun skriver primitivt, og den amerikanske litteraturhistoriker Edmund Wilson brugte Christie som et eksempel på krimiens generelt dårlige kvalitet. I et essay omtaler han hendes personbeskrivelser som en beskrivelse af brikker på et skakbord.

Mens hendes tilhængere fremhæver, at Agatha Christie bedre end nogen af sine konkurrenter forstod, at en krimi ikke handler om "finkulturelle" beskrivelser af personerne, men om at give læseren brikker til det puslespil, der er essensen i opklaringen af en mordgåde.

"Men den egentlige grund til Christies succes som populær forfatter er den måde, hvorpå hun strukturerer sine bøger som en vekselvirkning mellem fremadskridende mystifikation og fremadskridende opklaring (...) hvor alle tilsyneladende komplikationer falder på plads i det afsluttende kapitel og danner en helhed, som forklarer alle de forhold, som hidtil har forbløffet os."

Miljø- og personkarakteristik

Den engelske landsby og de sociale og strukturelle ændringer, den gennemgår fra 1916 til 1973, er velbeskrevet i Christies romaner. Især Miss Marple og hendes bekendte kommenterer ofte udviklingen i landsbykulturen En række af landsbyromanerne er baseret på et studium af hverdagslivet i den engelske middelklasse og formidles af et talerør fra middelklassen:

	Miss Lyalls hobby var – som allerede bemærket – at studere sine medmennesker. I modsætning til de fleste andre englændere var hun i stand til at give sig i snak med fremmede, så snart hun så dem, i stedet for (at følge).. britisk skik og brug.

Gennem sine studier af middelklassen får Miss Lyall – i lighed med Miss Marple – indsigt i ondskabens natur. Christie nævner flere gange i sin selvbiografi, at "ondskaben" findes overalt. Hun var villig til at indrømme, at det kunne skyldes en dårlig opvækst, men mente alligevel, at det i sidste instans var et spørgsmål om den enkeltes ansvar. Af samme grund var hun tilhænger af dødsstraf. Alligevel tillod hun i nogle få af sine romaner og noveller, at en skyldig undgik straf, når det var i overensstemmelse med plottet. Det omtales som et eksempel på, at hun ikke lod sin personlige holdning influere på pointen.

Middelklassens selskabelige liv var et af de temaer, hun ofte beskrev i 1930'erne, mens den økonomiske tilbagegang på landet i 1950'erne og butiksdøden for småhandlende blev kommenteret efter 2. verdenskrig. I Invitation til mord og Dommen er afsagt fra begyndelsen af 1950'erne er der en udbredt byttehandel i de små landsbyer, hvor husene forfalder og mange midaldrende hjemmegående kvinder må påtage sig forefaldende arbejde.

I løbet af 1960'erne lader Christie ofte sine personer kommentere ungdommens "moralske forfald", der beskrives således i 1962:

Menneskene forekom også uvirkelige. De unge kvinder i lange bukser, de temmelig skumle unge mænd og drenge, de femtenårige pigers yppige barme.

Som en kontrast hertil står en del af de værker, hvor Christie henlægger handlingen til feriesteder i Sydengland, Grækenland, Mellemøsten eller Caribien. Her består personkredsen ofte af succesrige mennesker, der ikke behøver at arbejde, men er impliceret i en drabssag: som vidner, ofre eller gerningsmænd. De fleste af disse plot er et resultat af komplicerede planer, hvor morderen sikrer sig et alibi, som regel fordi visse dele af handlingen ses fra gerningsmandens synspunkt.

Det er også bemærkelsesværdigt, at hun – som var stærk tilhænger af det britiske retsvæsen – skildrede, at det i enkelte tilfælde begik justitsmord. Det er mest oplagt i Seksten år efter, men der er også andre eksempler, hvor en detektiv kæmper mod tiden for at redde en anklaget fra galgen som i Dommen er afsagt.

Det er yderst sjældent, at repræsentanter for arbejderklassen eller tjenestefolk begår mord i en Christie-fortælling. Den eneste butler, der viser sig at være skyldig i drab, er en skuespiller forklædt som butler. Talemåden "Det er altid butleren, der har gjort det", er derfor yderst misvisende om Christies romaner.

Christie arbejdede ofte med ideer, som egentlig var langt fra det "trygge middelklassemiljø. I en af sine notesbøger skitserede hun en handling, der kunne foregå i Sovjetunionen i 1930'erne, hvilket var helt usædvanligt i krimigenren på dette tidspunkt. Hun ændrede dog destinationen til Rhodos i manuskriptet.

Detektiver

Agatha Christie skrev flere spændingsromaner, hvori amatører var involveret i opklaringen. Den første af dem, Den hemmelige modstander, handler om Tommy og Tuppence, et ungt, eventyrlystent pars jagt på en "mesterforbryder".

I begyndelsen af karrieren vekslede Christie mellem denne type roman, hvor hun kunne tillade sig at identificere sig med heltinden, og de kriminalromaner som grundlagde hendes ry som førende inden for genren. Her er opklaringen lagt i hænderne på en enlig, uafhængig person, hvis hovedopgave er at opklare en mordgåde. De to mest kendte af denne type "opklaringsmaskine" er detektiverne Hercule Poirot og Miss Marple. Lejlighedsvis forestår andre, hvoraf nogle kun forekommer i et enkelt plot, opklaringen. Dog medvirker politiinspektør Battle i flere romaner både i rollen som den politiofficer, der ikke kan måle sig med Poirot, og i rollen som den egentlige hovedperson i opklaringsarbejdet.

Senere i karrieren skrev hun overvejende romaner med krimien som udgangspunkt, mens de rene spændingsromaner forekom sjældnere. Hendes sidst skrevne bog, Skæbnens bagveje fra 1973 er dog en nostalgisk tilbagevenden til Tommy og Tuppence

"Det er bedst (og nemt) at glemme den.", skriver en anmelder, idet han bl.a. hentyder til, at et utal af sætninger begynder med "Kan du huske..", men det viser sig, at begge hovedpersoner stort set intet kan huske!

Hercule Poirot

Uddybende artikel: Hercule Poirot

Miss Marple

Uddybende artikel: Jane Marple

Under 2. verdenskrig skrev Christie to romaner om de to store detektiver Hercule Poirot og Jane Marples sidste sager. De fik titlerne Tæppefald og Hun døde ung. Begge manuskripter blev forseglet og lå i en bank i over tredive år og blev først frigivet til offentliggørelse af Christie, da hun før sin død indså, at hun ikke kunne skrive flere romaner. Christie skrev aldrig en roman eller novelle, hvor Poirot og Miss Marple mødtes.

Bøger

Agatha Christie udgav 66 krimiromaner og en række noveller, der findes i 14 forskellige samlinger. Under pseudonymet Mary Westmacott udgav hun desuden seks romaner med romantisk indhold.

En samlet oversigt over alle danske udgivelser:

• 1920: De låsede døre (The Mysterious Affair at Styles) (Udkom på dansk i 1954)
• 1922: Den hemmelige modstander (The Secret Adversary) (Udkom på dansk 1925)
• 1923: Den åbne grav (Murder on the Links) (Udkom på dansk 1938)
• 1924: Mysteriet i Marlow (The Man in the Brown Suit) (Udkom på dansk 1925)
• 1924: Poirot Historier (Poirot Investigates) (Udkom på dansk 1973)
• 1925: Brevet der dræbte (The Secret of Chimneys) (Udkom på dansk 1963)
• 1926: Hvem dræbte? (The Murder of Roger Ackroyd) (Udkom på dansk 1961)
• 1927: De fire store (The Big Four) (Udkom på dansk 1963)
• 1928: Det blå tog (The Mystery of the Blue Train) (Udkom på dansk 1952)
• 1929: De syv Urskiver (The Seven Dials Mystery) (Udkom på dansk 1962)
• 1929: To om paragrafferne (Partners in Crime) (Udkom på dansk 1964)
• 1930: Mordet i præstegården (Murder at the Vicarage) (Udkom på dansk 1951)
• 1930: Den mystiske Mr Quin (The Mysterious Mr. Quin) (Udkom på dansk 1965)
• 1931: Sittaford-mysteriet (The Sittaford Mystery) (Udkom på dansk 1965)
• 1932: Døden lurer (Peril at End House) (Udkom på dansk 1960)
• 1932: Miss Marple rammer plet (The Thirteen Problems) (Udkom på dansk 1964)
• 1933: Dødens Tegn og Andre Mysterier (The Hound of Death) (Udkom på dansk 1973). Indeholder bl.a. Anklagerens vidne (The Witness for the Prosecution)
• 1933: Tretten til bords (Lord Edgware Dies) (Udkom på dansk 1962)
• 1934: Mordet i Orient Ekspressen (Murder on the Orient Express) (Udkom på dansk 1960)
• 1934: Hvorfor spurgte de ikke Evans? (Why Didn't They Ask Evans?) (Udkom på dansk 1999 – 1. udgave 1965 med titlen Hændeligt uheld)
• 1934: Mystiske historier (The Listerdale Mystery) (Udkom på dansk 1968)
• 1934: Parker Pyne, Mesterdetektiven (Parker Pyne Investigates) (Udkom på dansk 1962)
• 1935: Mord for åbent tæppe (roman) (Three Act Tragedy) (Udkom på dansk 1961)
• 1935: Døden i skyerne (Death in the Clouds) (Udkom på dansk 1999)
• 1936: ABC mordene (The A.B.C. Murders) (Udkom på dansk 1960)
• 1936: Mord i ørkenen (Murder in Mesopotamia) (Udkom på dansk 1963)
• 1936: Kortene på bordet (Cards on the Table) (Udkom på dansk 1954)
• 1937: Stumt vidne (Dumb Witness) (Udkom på dansk 1961)
• 1937: Døden på Nilen (Death on the Nile) (Udkom på dansk 1961)
• 1937: Mord i smøgen (Murder in the Mews) (Udkom på dansk 1972)
• 1938: Stævnemøde med døden (Appointment with Death) (Udkom på dansk 1964)
• 1938: Hercule Poirots jul, også udgivet som som En af mine sønner (Hercule Poirot's Christmas) (Udkom på dansk 1969)
• 1939: Mord er let, også udgivet som Let at myrde (Murder is Easy) (Udkom på dansk 1999)
• 1939: En af os er morderen (Ten Little Niggers; også udgivet med titlen And Then There Were None) (Udkom på dansk 1956)
• 1940: Var hun uskyldig? (Sad Cypress) (Udkom på dansk 1974)
• 1940: Fine sko med spænder (One, Two, Buckle my Shoe) (Udkom på dansk 1959)
• 1941: Solen var vidne (Evil Under the Sun) (Udkom på dansk 1966)
• 1941: N eller M? (N or M?) (Udkom på dansk 1964)
• 1942: Liget i biblioteket (The Body in the Library) (Udkom på dansk 1960)
• 1942: Seksten år efter (Five Little Pigs) (Udkom på dansk 1945)
• 1943: Døden kommer med posten (The Moving Finger) (Udkom på dansk 1962)
• 1944: Mod nulpunktet (Towards Zero) (Udkom på dansk 1962)
• 1945: Det ender med mord (Death Comes As the End) (Udkom på dansk 1970)
• 1945: Var det mord? (Sparkling Cyanide) (Udkom på dansk 1946)
• 1946: Hollow-mysteriet (The Hollow) (Udkom på dansk 1951)
• 1947: Hercule Poirots mesterstykker (The Labours of Hercules) (Udkom på dansk 1957)
• 1948: Den døde vender tilbage (Taken at the Flood) (Udkom på dansk 1960)
• 1949: Det kringlede hus (Crooked House) (Udkom på dansk 1984)
• 1950: Invitation til mord (A Murder is Announced) (Udkom på dansk 1951)
• 1951: De kom til Baghdad (They Came to Baghdad) (Udkom på dansk 1953)
• 1952: Dommen er afsagt (Mrs McGinty's Dead) (Udkom på dansk 1954)
• 1952: Spil med spejle (They Do It With Mirrors) (Udkom på dansk 1958)
• 1953: Blev han myrdet? (After the Funeral) (Udkom på dansk 1955)
• 1953: En håndfuld rug (A Pocket Full of Rye) (Udkom på dansk 1957)
• 1954: Ukendt bestemmelsessted (Destination Unknown) (Udkom på dansk 1956)
• 1955: Huset i Hickory Road (Hickory, Dickory, Dock) (Udkom på dansk 1959)
• 1956: Dødens tempel (Dead Man's Folly) (Udkom på dansk 1958)
• 1957: 4:50 fra Paddington (4:50 from Paddington) (Udkom på dansk 1959)
• 1958: Forsinket alibi (Ordeal by Innocence) (Udkom på dansk 1961)
• 1959: Katten i dueslaget (Cat Among the Pigeons) (Udkom på dansk 1960)
• 1960: Agatha Christies bedste Kriminalhistorier (The Adventure of the Christmas Pudding) (Udkom på dansk 1961)
• 1961: Den gustne hest (The Pale Horse) (Udkom på dansk 1962)
• 1962: Det forstenede ansigt (The Mirror Crack'd from Side to Side) (Udkom på dansk 1963)
• 1963: Viseren peger på mord (The Clocks) (Udkom på dansk 1982)
• 1964: Det caribiske mysterium (Caribbean Mystery) (Udkom på dansk 1965)
• 1965: Bertrams hotel (At Bertram's Hotel) (Udkom på dansk 1966)
• 1966: Den tredie pige (Third Girl) (Udkom på dansk 1966)
• 1967: Endeløs nat (Endless Night) (Udkom på dansk 1969)
• 1968: Huset ved kanalen (By the Pricking of My Thumbs) (Udkom på dansk 1969)
• 1969: Det forkerte vidne (Hallowe'en Party) (Udkom på dansk 1970)
• 1970: Passager til Frankfurt (Passenger to Frankfurt) (Udkom på dansk 1971)
• 1971: Nemesis (Nemesis) (Udkom på dansk 1972)
• 1972: Elefanter glemmer aldrig (Elephants Can Remember) (Udkom på dansk 1973)
• 1973: Skæbnens bagveje (Postern of Fate) (Udkom på dansk 1974)
• 1974: Gule iris (Poirot's Early Cases) (Udkom på dansk 1972)
• 1975: Tæppefald (Curtain: Poirot's last Case) (Udkom på dansk 1976)
• 1976: Hun døde ung (Sleeping Murder) (Udkom på dansk 1976)
• 1979: Mord efter mål (Miss Marple's Final Cases) (Udkom på dansk 1979)

Skuespil

Agatha Christie har skrevet manuskriptet til flere skuespil, ligesom en del af hendes romaner er omskrevet for teateret. Det mest kendte er Musefælden, som har rekorden som er det teaterstykke, der har spillet længst sammenhængende tid. Under navnet Witness for the Prosecution (Anklagerens vidne) omskrev Christie en novelle til et skuespil. En større ændring i plottet er slutningen, som afviger stærkt fra den oprindelige version, ifølge Christie selv, fordi hun ønskede den nye slutning.

Biografier

Christie er portrætteret flere gange, bla. andet af Morgan. I denne biografi og hendes selvbiografi er hun meget diskret, både vedrørende sin karierre og privatliv. Et eksempel er, at hun i sin selvbiografi ikke giver forklaring på sin forsvinden og efterfølgende skilsmisse i 1926. Hun efterlod sig imidlertid en række notesbøger, hvor hun både har kommentarer til sine plots og private forhold.

Christies barnebarn Matthew tillod John Curran at analysere disse notater, som var skrevet i en til tider næsten uforståelig håndskrift. Curran arbejdede på projektet fra 2009 - 2020, hvor han udgav den endelige version af sin analyse: Agatha Christie's Complete Secret Notebooks. Han registrerede 73 notesbøger, men fandt ud af, at de forskellige kommentarer til hendes plots ikke er i kronologisk orden. Det viste sig, at Christie ofte blot fandt nogle tomme sider og udfyldte dem.^{s. 21} Af analysen fremgår det blandt andet, at hun i nogle tilfælde ændrede plottet drastisk undervejs, fx. ved at udskifte den oprindelige morder med en anden karakter., ^{s.59, 172} En anden pointe var, at hun havde udførlige noter til romanerne Tretten til bords, Seksten år efter og Fine sko med spænder, mens andre romaner kun nævnes med få sætninger.,^{s. 17} I nogle tilfælde havde hun foretaget store ændringer i plottet i løbet af skriveprocessen, mens andre fulgte noterne meget tæt.,^{s.58, 206}

Mindesmærker

Agatha Christie Mile blev indviet i Christies barnodomsby ved 100-året for hendes fødsel i 1990. Denne sti blev skabt med hjælp fra forfatterens datter, Rosalind Hicks. Langs 'Agatha Christie Mile' er der opstillet skulpturer og syv særlige Agatha Christie-plaketter, som besøgende opfordres til at opdage. Udover plaketterne er der flere andre steder, der har haft en særlig betydning for Agatha Christie, og som derfor er blevet inkluderet i Mile.

Agatha Christie er den eneste kvindelige dramatiker, der har haft tre teaterstykker opført samtidigt i West End, London Mindesmærket i Covent Garden blev afsløret den 25. november 2012 for at markere 60-års jubilæet for The Mousetrap. Skulpturen, som er udført i bronze, forestiller en stor bog med titlerne på nogle af hendes værker samt et portrætbuste af Christie, siddende i midten.

I Puerto de la Cruz, Tenerife, Spanien er der et mindesmærke, hvor inskriptionen påpeger, at hun under sit ophold der i 1927 blev inspireret til novellsesamlingen om "The Mysterious Mister Quinn". Busten er opført i forbindelse med en festival, Agatha Christie International Festival, der ærer Christie i Port de la Cruz. Den blev grundlagt i 2007 for at mindes forfatterens ophold på øen.

I 2025 afsløredes en skulptur i Torquay, der hædrer, at hun blev adlet i 1971.

• 
  En af flere statuer af Christie i hendes barndomsby Torquay
• 
  Inskription til minde om Agatha Christie's bidrag til teaterverdenen. Covent Garden, London
• 
  Buste af Agatha Christie i Puerto de la Cruz, Tenerife

Udmærkelser og kritik

Christie kaldes ofte for Krimidronning ("Queen of Crime"), fordi hun anses for en mester i kunsten at skabe spænding og karakterisation.

I 1955 var hun den første der modtog hæderen "Stormesterordenen"hos Mystery Writers of America's Grand Master Award. Hun blev betegnet som århundredets bedste forfatter ("Best Writer of the Century") og Hercule Poirot serien blev betegnet som "Best Series of the Century" i år 2000 af Bouchercon. Imidlertid kritiserede Raymond Chandler og Julian Symons hendes romaner.

Kritikeren Edmund Wilson beskrev hendes prosa som banal.

I 2011 blev Christie omtalt som den kriminalforfatter, der havde indtjent næstflest penge i Storbritannien, hvor Ian Fleming indtog førstepladsen.

I 2013 valgte 600 medlemmer af Crime Writers' Association Hvem dræbte? som "the best whodunit ... ever written".

I 2015, på 125 års dagen for hendes fødsel, deltog 25 forfattere i en hædersmarkering af hendes forfatterskab. Blot en af disse havde ikke et af hendes værker blandt sine favoritter. Forfatteren Julian Symons har givet denne roman en særlig plads i kriminalromanens historie.^:106–07 Kritikeren Sutherland Scott udtalte i denne forbindelse, "Hvis Agatha Christie ikke havde bidraget med andet [...] ville hun stadig fortjene stor taknemmelighed for at skrive denne roman.

Henvisninger

Litteratur

• Christie, Agatha (1977). Agatha Christie: An Autobiography. New York: Dodd, Mead & Company. ISBN 0396075169.
• Barnard, Robert (1980): A Talent to Decieve, Fontana/Collins
• Osborne, Charles (1982): The Life and Crimes of Agatha Christie, Collins (London)
• Bernthal, J.C. (2022). Agatha Christie: A Companion to the Mystery Fiction. Jefferson, NC: McFarland. ISBN 9781476676203.
• Curran, John (2020): Agatha Christie's Complete Secret Notebooks. "John Curran author". HarperCollinsPublishers. 2020. Arkiveret fra originalen 11. april 2020. Hentet 11. april 2020.
• Curran, John (2009). Agatha Christie's Secret Notebooks: Fifty Years of Mysteries in the Making. London: HarperCollins. ISBN 978-0-06-200652-3.
• Curran, John (2011). Agatha Christie: Murder in the Making. London: HarperCollins. ISBN 978-0062065445.
• Curran, John. "75 facts about Christie". The Home of Agatha Christie. Agatha Christie Limited. Retrieved 21 July 2017.
• Gerald, Michael C. (1993). The Poisonous Pen of Agatha Christie. Austin, Texas: University of Texas Press. ISBN 978-0292728646.
• Holtorf, Cornelius (2007), Archaeology is a Brand! The meaning of archaeology in contemporary popular culture, Oxford, England: Archaeopress, ISBN 978-1598741797.
• Lubelski, Amy (marts-april 2002). "Museums: In the Field with Agatha Christie". Archaeology. 55 (2). Hentet 28. april 2020.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
• Mallowan, Agatha Christie (1977), Agatha Christie: An Autobiography, New York City: Dodd, Mead & Co, ISBN 0-396-07516-9.
• Mallowan, Agatha Christie (1985), Come, Tell Me How You Live, Toronto, New York City: Bantam Books, ISBN 0-553-35049-8.
• Morgan, Janet P. (1984). Agatha Christie: A Biography. London: HarperCollins. ISBN 978-0-00-216330-9. Retrieved 8 March 2015.
• Prichard, Mathew (2012). The Grand Tour: Around The World With The Queen Of Mystery. New York, NY: HarperCollins. ISBN 978-0-06-219122-9.
• Riley, Dick; McAllister, Pam, red. (1993) [1979], The New Bedside, Bathtub & Armchair Companion to Agatha Christie, Ungar Pub Co, ISBN 9780804467254
• Thompson, Laura (2008), Agatha Christie: An English Mystery, London: Headline Review, ISBN 978-0-7553-1488-1.
• "Travel and Archaeology". Agatha Christie Limited. Arkiveret fra originalen 9. oktober 2008. Hentet 29. februar 2012.

Dokumentarer

• Agatha Christie - krimiens ukronede dronning – Tysk dokumentarfilm fra 2018.
• Inside the mind of Agatha Christie- Engelsk dokumentarfilm fra 2019, vist på TV2 Charlie med titlen Tæt på krimidronningen

Eksterne henvisninger

• Official Agatha Christie site

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Agatha Christie
• Agatha Christie på Internet Movie Database (engelsk)
• Agatha Christie på Scope
• Agatha Christie på Svensk Filmdatabas (svensk)
• Agatha Christie på AlloCiné (fransk)
• Agatha Christie på AllMovie (engelsk)
• Agatha Christie på Turner Classic Movies (engelsk)
• Agatha Christie på Rotten Tomatoes (engelsk)
• Agatha Christie på TV Guide (engelsk)
• Agatha Christie på The Movie Database (engelsk)
• Agatha Christie på Internet Broadway Database (engelsk)
• Dutch Agatha Christie collection Arkiveret 27. november 2010 hos Wayback Machine
• AgathaChristie.net Unofficial Christie website Arkiveret 19. december 2010 hos Wayback Machine
• Agatha Christie profile and articles at "The Guardian"
• Agatha Christie profile on PBS.ORG Arkiveret 19. februar 2010 hos Wayback Machine
• "Biography of an Author" Arkiveret 15. april 2010 hos Wayback Machine
• Agatha Christie Festival in Torquay
• Agatha Christie’s style and methods, the plot devices that she uses to trick the reader
• Agatha Christie på Forfatterweb.dk
• Agatha Christie på gravsted.dk