Ahlefeldt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slægtsvåben

Ahlefeld eller Ahlefeldt er navnet på en gammel holstensk adelsslægt. Den er af samme stamme som familierne Bosendal, Rastorp (Rostrup) og Rumohr, og kan vistnok forfølges tilbage til Benedict af Perdol (Perdöl ved Pløn), ca. 1220.

Våben[redigér | redigér wikikode]

Det på langs delte skjold viser i højre felt en (hvid eller sort) ørneflugt (i blåt), det venstre felt tværdelt tre eller fem gange eller to (røde) bjælker (i hvidt); hjelmtegnet en (hvid) hund (rakke eller støver) med (rødt) halsbånd, siddende på en (rød) pude med (gule eller guld) kvaster. Dette er det middelalderlige slægtsvåben, som ikke angiver evt. senere ophøjelser i friherrelig og grevelig stand.

I et holstensk folkesagn betegnes slægten som "de vilde Ahlefeldter".

Historie[redigér | redigér wikikode]

Et uhistorisk sagn afleder slægtens herkomst fra greverne af Schwabeck, der 1152 fra Schwaben skal være flygtet til Hannover og her have grundlagt byen Alfeld. Den ældste kendte stamfar til hele slægten er Benedict Ahlefeldt, (død cirka 1340), hvis søn og sønnesønner tjente Valdemar Atterdag og havde betydelige pantelen og besiddelser i Danmark. I Hertugdømmet Slesvig erhvervede slægten godserne Søgård, Nør (ved Egernførde), Königsförde-Lindau (ved Ejderkanalen), Sakstorp (i dag Saxtorf på halvøen Svans), Gelting (på halvøen Angel); i Hertugdømmet Holsten Bossee, Lehmkulen, Wittmold, Deutsch-Nienhof, Emkendorf, Klein Nordsee, Haseldorf og Fresenburg.

Man kender indtil nu over 1300 fødte Ahlefeldter – der i rigdom og anseelse kappedes med Rantzau-slægten; De beklædte mange af de højeste embeder og titler i de danske kongers og de slesvigske hertugers tjeneste. Banner-bæreren Hans Ahlefeldt til Haseldorf faldt 1500 med Dannebrogsfanen i Ditmarsken, Godske Ahlefeldt (d. 1541) var den sidste katolske biskop i Slesvig. I Frederik 3.s tid spillede flere Ahlefeldter en fremragende rolle, særlig under Karl Gustav-krigen.

Frederik Ahlefeldt (d. 1686), blev 1665 tysk rigsgreve og 1672 dansk lensgreve og erhvervede Grevskabet Langeland. Han er således stamfader til greverne af Langeland. Hans sønnesønnesøn Grev Christian arvede Grevskabet Laurvig i Norge og fik 1785 kgl. bevilling for sig og efterkommere til at føre navn af grever Ahlefeldt-Laurvig.

Gehejmeråd Burchard Ahlefeldt til Eskilsmark fik 1672 patent som dansk greve. Medlemmerne af denne gren fik senere uindskrænket rang i gang og sæde som lensgrever, og overhovedet fik også titel af lensgreve.

Slægten Ahlefeldt samlede store jordbesidelser: Olpenæs (ved Kappel), Kohøved (på halvøen Svans), Königsförde-Lindau (ved Ejderkanalen), Grevskabet Langeland med Tranekær Slot, Stamhusene Ahlefeldt (Broløkke) og Stamhuset Lundsgård, Baroniet Lehn, Stamhuset Egeskov, Herregårdene Eriksholm, Fjællebro, Hjortholm, Møllerup, Skovsbo og Ulstrup Slot.

Ahlefeldt-Laurvig[redigér | redigér wikikode]

Linjen Ahlefeldt-Laurvig eller Ahlefeldt-Laurvigen opstod efter, at kammerherre, generalmajor Christian lensgreve Ahlefeldt til Grevskabet Langeland (1732-1791) i 1785 tilkendtes arveretten til Grevskabet Laurvig i Norge og herefter skrev sig Ahlefeldt-Laurvig eller Ahlefeldt-Laurvigen.

Hans søn, Frederik lensgreve Ahlefeldt-Laurvig, kaldet "Generalen", solgte Grevskabet Laurvig til kongen i 1805, men denne gren af slægten fortsatte med at anvende navnet Ahlefeldt-Laurvig eller Ahlefeldt-Laurvigen, da de formelt stadig også bærer titlen grever af Laurvig.

Senere variationer over navnet bæres af linjerne Ahlefeldt-Laurvig-Bille og Ahlefeldt-Laurvig-Lehn:

Ahlefeldt-Laurvig-Bille[redigér | redigér wikikode]

Linjen Ahlefeldt-Laurvig-Bille opstod efter ægteskabet i 1875 mellem Camilla Jessy baronesse Bille-Brahe (1853-1927), arving til Stamhuset Egeskov, og Julius Ludvig greve Ahlefeldt-Laurvig (1849-1912) fra Tranekær.

Denne gren af slægten besidder fortsat Egeskov m.m.

Ahlefeldt-Laurvig-Lehn[redigér | redigér wikikode]

Linjen Ahlefeldt-Laurvig-Lehn opstod efter ægteskabet i 1877 mellem Anna lensbaronesse Rosenørn-Lehn, arving til baroniet Lehn, og Frederik greve Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær, som i 1904, i forbindelse med overtagelsen af baroniet, fik patent på navnet Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.

Denne gren af slægten besidder fortsat Hvidkilde gods, som var kernen i det tidligere baroni.

Svensk gren af slægten[redigér | redigér wikikode]

Slægten kom til Sverige i 1868, da cand. jur. Detlev August von Ahlefeldt (1811-1891), søn af cand. jur. Ernst Carl von Ahlefeldt (1785-1877) til Olpenæs, overtog godset Skeldinge sædegård (svensk: Skillinge säteri) ved Munka-Ljungby udenfor Ängelholm i Skåne, som blev solgt 1914. Den svenske linje bestod af sønnen Detlev Ernst Wilhelm Erich von Ahlefeldt (1845-1884) og sønnesønnen preussiske oberstløjtnant Carl August Wilhelm Harald von Ahlefeldt (1875-1969).

Medlemmer af slægten[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ahlefeldt&oldid=9146703"