Albanien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Albanien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Albanien)
Republikken Albanien
Republika e Shqipërisë
Flag
MottoTi Shqipëri, më jep nder, më jep emrin Shqipëtar
Du Albanien, giv mig ære, giv mig navnet albansk
NationalmelodiHimni i Flamurit
Hymne til Flaget
Albaniens placering i Europa
Albaniens placering i Europa
Hovedstad
(og største by)
Tirana
Officielle sprog Albansk1
Demonym Albanere
Regeringsform Unitær parlamentarisk konstitutionel republik
 -  Præsident Bujar Nishani
 -  Premierminister Edi Rama
Lovgivende forsamling Kuvendi
Etableret
 -  Fyrstendømmet Arbanon 1190 
 -  Anjou-kongeriget Albanien Februar 1272 
 -  Fyrstendømmet Albanien 1368 
 -  Lezhaligaen 2. marts 1444 
 -  Udråbt uafhængighed fra det Osmanniske Rige 28. november 1912 
 -  Fyrstendømmet Albanien (anerkendt) 29. juli 1913 
 -  Albanske Republik (1. republik) 31. januar 1925 
 -  Albanske Kongerige 1. september 1928 
 -  Under Italien
Under Nazityskland
7. april 1939
29. november 1944 
 -  Folkerepublikken Albanien (2. republik) 11. januar 1946 
 -  Socialistiske Folkerepublik Albanien (3. republik) 28. december 1976 
 -  Republikken Albanien (4. republik)
Nuværende forfatning
29. april 1991

28. november 1998 
Areal
 -  Total 28.748 km2 (nr. 143)
 -  Vand (%) 4,7
Indbyggertal
 -  Anslået 2016 2886026[1] 
 -  Folketælling 2011 2821977[2] 
 -  Tæthed 98/km2 (nr. 63)
BNP (KKP) Anslået 2016
 -  Total $34,282 milliarder[3] 
 -  Pr. indbygger $12.484[3] 
BNP (nominelt) Anslået 2016
 -  Total $12,204 milliarder[3] 
 -  Pr. indbygger $4.444[3] 
Gini (2013) 34,5[4] 
HDI (2014) 0,733[5] Stigning (nr. 85)
Valuta Lek (ALL)
Tidszone CET (UTC+1)
 -  Sommer (DST) CEST (UTC+2)
Datoformat dd/mm/åååå
Kører i højre side af vejen
Internetdomæne .al
Telefonkode +355
ISO 3166-kode AL
1. Aromunsk, græsk, makedonsk og andre regionale sprog er stats-anerkendte minoritetssprog.

Albanien (albansk: Shqipëri/Shqipëria; Gegisk: Shqipni/Shqipnia, Shqypni/Shqypnia[6]), officielt Republikken Albanien (albansk: Republika e Shqipërisë, udtales [ɾɛpuˈblika ɛ ʃcipəˈɾiːsə]), er et land i Sydøsteuropa, omgivet af Montenegro i nordvest, Kosovo i nordøst,[a] Republikken Makedonien i øst og Grækenland i syd og sydøst. Det har en kyst til Adriaterhavet i vest og sydvest. Landet er mindre end 72 km (45 mi) fra Italien, over Otrantostrædet som forbinder Adriaterhavet til det Ioniske Hav.

Det moderne 28.748 km2 store Albanien var en del af de romerske provinser Dalmatia, Macedonia og Moesia Superior. Efter det Osmanniske Riges kollaps i Europa ovenpå Balkankrigene,[7] erklærede Albanien sig uafhængigt i 1912 og blev anerkendt det følgende år. Kongeriget Albanien blev invaderet af Italien i 1939, hvorefter landet blev en del af Større Albanien, før det blev et nazitysk protektorat i 1943.[8] Det følgende år blev en socialistisk albansk stat i form af Folkerepublikken Albanien etableret under Enver Hoxha og Arbejderpartiet. Albanien gennemgik store og udbredte sociale og politiske transformationer i den kommunistiske æra, mens landet i stigende grad blev isoleret fra størstedelen af omverdenen. I 1991 gik den socialistiske republik i opløsning, og den moderne stat, Republikken Albanien, blev etableret.

Albanien er en parlamentarisk republik. Landets hovedstad, Tirana, er dets finansielle og industrielle centrum med en befolkning på næsten 800.000 ud af omkring 2,9 millioner albanere.[1][9] Frie markedsreformer har åbnet landet op for udenlandske investeringer, især i udviklingen af energi- og transportinfrastruktur.[10][11] Landet har et højt HDI og har universel sundhedspleje samt gratis grundskole- og ungdomsuddannelse.[5] De mest dominerende økonomier i landet er servicesektoren, fulgt af industrisektoren og landbrugssektoren.[12]

Albanien er medlem af FN, NATO, OSCE, Europarådet, Organisation of Islamic Cooperation og Verdenshandelsorganisationen. Det er et af de grundlæggende medlemmer af Energy Community, Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet og Middelhavsunionen, samt en officiel kandidat til medlemskab af EU.[13]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet "Albanien" kommer fra det middelalderlatinske navn på landet, Albania (lokalt kaldes landet Shqipëri). Navnet "Albania" kan stamme fra den illyriske Albani-stamme, som Ptolemæus nævnte på et kort i 150 e.Kr., der viste byen Albanopolis nordøst for Durrës.[14][15]

Navnet kan også være relateret til en middelalderlandsby kaldet Albanon og Arbanon, omend det er usikkert hvorvidt der er tale om det samme sted.[16] Den byzantinske historiker Michael Attaliates var omkring år 1080 den første til at beskrive Albanoi som havende været en del af et oprør mod Konstantinopel i 1043 og til at betegne Arbanitai som underlagt hertugen af Dyrrachium.[17] I Middelalderen kaldte albanerne deres land for Arbëri eller Arbëni og sig selv for Arbëresh eller Arbënesh.[18][19]

Tidligst omkring det 17. århundrede begyndte stednavnet Shqipëria og det etniske demonym Shqiptarë gradvist at erstatte Arbëria og Arbëresh. De to begreber fortolkes i folkemunde til at betyde hhv. "Ørnenes land" og "Ørnenes børn".[20][21]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Albaniens historie.

Albaniens historie begynder i det 4. århundrede f.Kr. med de første græsk-romerske optegnelser om Illyrien. Det moderne territorie Albanien har ingen modpart i Antikken, da den består af dele af de romerske provinser Dalmatia (det sydlige Illyricum) og Macedonia (særligt Epirus Nova).

Forhistorien[redigér | redigér wikikode]

De første spor efter mennesker i Albanien kan dateres tilbage til Middel og Øvre palæolitikum, og blev fundet i landsbyen Xarrë, nær Sarandë og bjerget Dajti nær Tiranë.[22] Blandt de objekter, der blev fundet i en grotte nær Xarrë, var flint- og jaspisobjekter samt fossile dyreknogler, mens der ved Dajti blev fundet knogler og stenværktøjer, der lignede Aurignacienkulturens. De palæolitiske fund i Albanien har stor lighed med de objekter fra samme æra, der er fundet ved Crvena Stijena i Montenegro og det nordvestlige Grækenland.[22]

Antikken[redigér | redigér wikikode]

Se også Se også: Illyrere.
Dronning Teuta af Ardiaei-stammen, 231–227 f.Kr.
Kongeriget Illyrien og Dardanien i det 3. århundrede f.Kr.

I Antikken blev det territorie, der i dag er Albanien, hovedsageligt beboet af en række illyriske stammer. Territoriet var kendt som Illyrien, og strakte sig omtrent fra området øst for Adriaterhavet til mundingen af Vjosë-floden i syd.[23][24] Den første beskrivelse af de illyriske grupperinger stammer fra Periplus Ponti Euxini, en gammel græsk tekst skrevet i midten af det 4. århundrede f.Kr..[25]

Blandt de mest magtfulde stammer i området var Ardiaei. Ardiaei-kongeriget nåede sin største udbredelse under Agron af Illyrien, søn af Pleuratos 2.. Agron herskede også over andre nærliggende stammer.[26] Efter Agrons død i 230 f.Kr. arvede hans kone Teuta Ardiaei-riget. Teutas styrker fortsatte deres erobringer sydpå mod det Ioniske hav, hvor de besejrede de kombinerede akaiske og aitoliske flåder i slaget ved Paxos og erobrede øen Corcyra, hvilket satte dem i stand til at ramme de vigtige handelsruter mellem det græske fastland de græske byer i Italien.[27] I 229 f.Kr. erklærede Rom krig[28] mod Illyrien for deres udbredte plyndring af romerske skibe. Krigen endte med romersk sejr i 227 f.Kr.. Teuta blev senere efterfulgt af Gentius i 181 f.Kr.[29] Gentius sloges med romerne i 168 f.Kr., hvilket blev starten på den tredje illyriske krig. Konflikten førte igen til romersk sejr, og Illyrien blev indlemmet i Romerriget i 167 f.Kr.[bør uddybes] Regionen blev opsplittet i tre administrative opdelinger.[30]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Fyrstendømmet Arbanon (12.–13. århundrede e.Kr.)

Det territorie, der i dag kendes som Albanien, forblev under romersk (og senere byzantinsk) styre indtil slaverne løb det over ende fra det 7. århundrede og frem,[31] hvorefter det blev erobret af det Bulgarske Rige i det 9. århundrede. Efter både det Byzantinske og Bulgarske Rige i midten og slutningen af det 13. århundrede, blev nogle dele af det, der i dag er Albanien, erobret af Storfyrstendømmet Serbien. De invaderende styrker ødelagde eller svækkede de fleste af de kulturelle centre fra romersk og byzantinsk tid.[32]

Den albanske stats territoriale kerne blev dannet i middelalderen som Fyrstendømmet Arbër og kongeriget Albanien. Fyrstendømmet Arbër or Albanon (albansk): Arbër eller Arbëria, blev etableret af arkont Progon i regionen Krujë i ca. 1190. Progon, statens grundlægger, blev efterfulgt af sine sønner Gjin og Dhimitri. Efter Dhimiters død, som den sidste fra Progons familie, tilfaldt fyrstendømmet Grigor Kamona, og senere Golem, hvorefter det endelig gik i opløsning i 1255.[33][34][35] Nogle historikere argumenterer for at Arbanon var den første skitse for en "albansk stat", og at det bevarede semi-autonom status som den vestlige yderlighed af et rige (under Doukai af Epirus elle Laskariderne fra Nikæa).[36] Kongeriget Albanien blev etableret af Karl 1. af Sicilien ud af det albanske territorie som han erobrede fra Epirus-despotatet i 1271. Han udråbte sig selv til "Konge af Albanien" i februar 1272. Kongeriget strakte sig fra Durrës-regionen (dengang kendt som Dyrrhachium) mod syg langs kysten til Butrint. Efter kongerigets skabelse gjorde udgjorde den katolske politiske struktur et godt grundlag for pavens planer om at sprede katolicisme til Balkanhalvøen. Denne plan blev også støttet af Helene af Anjou, Karl 1.'s kusine, der på daværende tidspunkt herskede over territorier i det nordlige Albanien. I løbet af hendes tid blev der bygget omkring 30 katolske kirker og klostre i Nordalbanien og Serbien.[37] I perioden 1331-1355 tilkæmpede det Serbiske Rige sig kontrol over Albanien. Efter selvsamme rige gik i opløsning, blev der oprettet flere albanske fyrstendømmer, hvoraf nogle af de mægtigste var Balsha, Thopia, Kastrioti, Muzaka og Arianiti. I første halvdel af det 14. århundrede invaderede det Osmanniske Rige det meste af Albanien, men i 1444 blev de albanske fyrstendømmer igen forenet som selvstændigt rige, denne gang under George Castrioti Skanderbeg, der normalt betragtes som Albaniens nationalhelt.

Osmannisk Albanien[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Osmannisk Albanien.
Efter at have tjent Det Osmanniske Rige i 20 år deserterede Skanderbeg og startede et oprør, der forsinkede det osmanniske indtog i Europa med 25 år.

Da det Osmanniske Rige voksede frem i Sydøsteuropa, var det geopolitiske landskab i området kendetegnet ved spredte kongeriger bestående af små fyrstendømmer. Osmannerne ønskede kontrol med Albanien, som de så som et springbræt for en invasion af Italien og Vesteuropa, og opstillede i 1415 deres garnisoner i det sydlige Albanien. Pr. 1431 havde de besat størstedelen af landet.[38]

Muhammad Ali Pasha var en af mange osmanniske ledere, der var af albansk oprindelse.

I 1443 udbrød et stort og længerevarende oprør under ledelse af Skanderbeg. Oprørerne besejrede i flere omgange store osmanniske hærenheder under ledelse af sultanerne Murad 2. og Mehmed 2.. Skanderbeg forenede de albanske prinser, og etablerede senere en centraliseret autoritet og blev hersker over Albanien. Han prøvede flere gange ihærdigt at oprette en europæisk koalition imod osmannerne, men uden større held, omend flere magter, såsom Napoli, Pavestaten, Venedig og Ragusa, støttede økonomisk og militært.[39] Skanderbeg blev beundret i flere europæiske hof for sin evne til at tage kampen op med det, der på daværende tidspunkt var en af de mægtigste militære styrker på kontinentet. Oprøret ophørte ved Skanderbegs død i 1468, men det ville tage osmannerne yderligere 10 år at tage alle albanske territorier tilbage fra oprørerne. Skanderbegs popularitet voksede mange århundreder senere - i det 19. århundrede - som følge af at han blev anset som en folkehelt og en del af den albanske nationalidentitet.

Ali Pasha af Tepelena var en af de mest magtfulde autonome muslimsk-albanske herskere. Han herskede over Pashalik Yanina, og forsøgte at overgå Dejen af Algier på havene.

Med tyrkernes ankomst, blev islam introduceret i Albanien som en tredje religion. Dette medførte en massiv udvandring af albanere til diverse kristne europæiske lande.[40] Sammen med bosniakkerne nød de muslimske albanere særdeles god status i det Osmanniske Rige, og var hovedsøjlerne i Højportens Balkan-politik.[41]

Köprülü Mehmed Pasha var en indflydelsesrig osmannisk storvisir af albansk oprindelse.[42]

Mange muslimske albanere udnyttede denne høje status til at skaffe sig vigtige administrative positioner, og over tyve storvisirer var eksempelvis af albansk oprindelse, heriblandt general Köprülü Mehmed Pasha, som senere kommanderede de osmanniske styrker under de osmannisk-persiske krige; general Köprülü Fazıl Ahmed, som ledte de osmanniske styrker under den Østrig-tyrkiske krig (1663–1664); og senere Muhammad Ali Pasha af Egypten.[43]

I det 15. århundrede, da det Osmanniske Rige var ved at blive fast forankret i regionen, blev de albanske byer organiseret i fire sanjakker. Styret søgte at fremme mere handel ved at tillade en større mængde jødiske flygtninge på flugt fra den spanske inkvisition at slå sig ned i regionen. Vlorë blev central for importerede handelsvarer såsom fløjl, bomuld, mohair, tæpper, krydderier og læder fra Bursa og Konstantinopel, og nogle af Vlorës borgere havde sågar handelsnetværk op igennem resten af Europa.[43]

Albanerne kunne også findes i andre hjørner af det store rige, heriblandt i Irak, Egypten, Algeriet og langs Maghreb, i vigtige militære og administrative positioner.[44] Dette skyldtes delvist Devşirme-systemet, hvorved kristne osmanneres drenge blev hvervet til staten i en ung alder. Islamiseringsprocessen var inkrementel, og startede fra osmannernes ankomst i det 14. århundrede. Timar-besiddere, der var en af hjørnestenene i osmannernes tidlige kontrol med Sydøsteuropa, var ikke nødvendigvis islamiske konvertitter, og gjorde af og til oprør. Størstedelen af den albanske befolkning blev dog gradvist konverteret til islam - en proces, der især voksede i det 17. (for katolske albanere) og 18. århundrede (for ortodokse albanere) .[45] Til at begynde med vedrørte islamiseringen kun de støre bycentre Elbasan og Shkoder, men efterhånden begyndte folk på landet også at tage den nye religion til sig.[45] Folk konverterede af mange forskellige grunde, men manglen på kildemateriale gør at det generelt er svært at udpege motivationsgrunde.[46]

Nationalisme og Prizrenligaen[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Prizrenligaen.
Kort visende den Albanske Vilayet, som Prizrenligaen ønskede

Prizrenligaen blev dannet 1. juni 1878 i Prizren, Kosovo Vilayet i det Osmanniske Rige. Til at begynde med havde de osmanniske autoriteter støttet Ligaen, hvis udgangspunkt havde været baseret på religiøs solidaritet med muslimske jordejere og folk forbundet med den osmanniske administration. Osmannerne vægtede muslimsk solidaritet højt, og ønskede at beskytte alle muslimske lande, heriblandt det, der i dag er Bosnien-Hercegovina. Ligaen blev derfor døbt De sande muslimers komité (albansk: Komiteti i Myslimanëve të Vërtetë).[47] Ligaen udsendte et dekret kendt som Kararname, som indeholdt en proklamation om at folk fra det nordlige Albanien, Epirus og Bosnien var villige til at forsvare det Osmanniske Riges territoriale integritet med alle midler mod tropper fra Bulgarien, Serbien og Montenegro. Det blev underskrevet af 47 muslimske stedfortrædere for Ligaen 18. juni 1878.[48] Omkring 300 muslimer deltog i forsamlingen, heriblandt deleerede fra Bosnien og mutasarrif (sanjakbey) fra Sanjakken Prizren som repræsentanter for centralautoriteterne, og ingen delegerede fra Scutari Vilayet.[49]

Osmannerne droppede deres støtte til Ligaen, da den, under påvirkning af Abdyl bey Frashëri, begyndte at arbejde hen mod albansk autonomi, og anmodede om at sammensmeltning af fire osmanniske vilayetter (Kosovo, Scutari, Monastir og Ioannina) til en ny Albansk Vilayet). Ligaen anvendte militær magt til at forhindre annektering af dele af Plav og Gusinje, som ellers var blevet tildelt Montenegro af Berlinerkongressen. Efter flere kampe med montenegrinske tropper, såsom i Slaget om Novšiće, og under pres fra stormagterne, blev Prizrenligaen nødt til at trække sig tilbage fra de omstridte regioner Plav og Gusinje, og blev senere besejret af en osmannisk hær sendt af sultanen.[50]

Urolighederne i Albanien fortsatte dog, og efter de albanske optøjer i 1912, det osmanniske nederlag i Balkankrigene og montenegrinske, serbiske og græske styrkers indtog i albanske territorier, så den albanske nationalistbevægelse en mulighed, og nationalistlederen Ismail Qemali udråbte albansk uafhængighed af det Osmanniske Rige i Vlora 28. november 1912.

Uafhængighed[redigér | redigér wikikode]

Skopje efter at være blevet erobret af albanske revolutionære i august 1912 efter at have besejret de osmanniske styrker i byen. Dette førte til den albanske uafhængighedserklæring kort efter.

Ved den albanske nationalkongres i Vlorë 28. november 1912[51] konstituerede kongresdeltagerne Vlorë-forsamlingen.[52] Forsamlingen, bestående af 83 ledende albanske skikkelser, udråbte Albanien til en uafhængig stat og oprettede efterfølgende Albaniens provisoriske regering ved deres anden session, afholdt 4. december 1912. Regeringen havde ti medlemmer, og blev anført af Ismail Qemali frem til hans resignation 22. januar 1914.[53] Forsamlingen etablerede også Senatet (albansk: Pleqësi) som har en rådgivende funktion for regeringen, og består af 18 medlemmer fra forsamlingen.[54]

Ismail Qemali og hans kabinet under fejringen af etårsjubilæummet for uafhængighed, Vlorë, 28. november 1913.

Albaniens uafhængighed blev anerkendt ved Londonkonferencen 29. juli 1913, men optegnelsen af grænserne for det nyligt oprettede albanske fyrstendømme ignorerede dog de demografiske realiteter. Den Internationale Kontrolkommission blev etableret 15. oktober 1913 med hovedkvarter i Vlorë,[55] for at håndtere administrationen af det nyligt oprettede Albanien indtil dets politiske institutioner fungerede ordentligt.[56] Det Internationale Gendarmeri blev etableret som Fyrstendømmet Albaniens første retshåndhævende organ, og de første gendarmer ankom til Albanien i begyndelsen af november. Wilhelm af Wied blev valgt som nationens første prins.[57]

I november 1913 havde de pro-osmanniske albanske styrker tilbudt den albanske trone til den osmanniske krigsminister (af albansk oprindelse), Izzet Pasha.[58] De pro-osmanniske bønder mente at det nye fyrstendømme var styret af de seks kristne stormagter og lokale jordejere, som ejede halvdelen af agerjorden.[59]

28. februar 1914 blev den Autonome Republik Nord-Epirus udråbt i Gjirokastër af den lokale græske befolkning i protest mod indlemmelse i Albanien. Dette initiativ var dog kortlivet, og i 1921 blev de sydlige provinser endegyldigt indlemmet i det albanske fyrstendømme.[60][61] I mellemtiden var der udbrudt et oprør blandt de albanske bønder under ledelse af en gruppe muslimske gejstlige omkring Essad Pasha Toptani, som havde udråbt sig selv til at være både Albaniens og islams frelser.[62][63] For at opnå støtte fra de katolske frivillige fra de nordlige bjerge i Mirdita, udpegede prins Wilhelm deres leder, Prênk Bibë Doda, til udenrigsminister. I maj og juni 1914 led det Internationale Gendarmeri sammen med Isa Boletini og hans, hovedsageligt kosovanske, mænd,[64] og katolikkerne fra det nordlige Mirdita store nederlag i kampen mod oprørerne, som ved udgangen af august 1914 havde erobret størstedelen af det centrale Albanien.[65] Prins Wilhelms regime kollapsede, og han selv flygtede i eksil 3. september 1914.[66]

Republik og overgang til monarki[redigér | redigér wikikode]

Det Albanske Kongeriges våbenskjold (1928-1939)

Fyrst Wilhelms kortlivede fyrstendømme (1914-1925) blev fulgt af den første Albanske Republik (1925-1928). I 1925 blev den fire-mand-store formynderregering afskaffet og Ahmet Zogu blev valgt som præsident af den nyligt udråbte republik. Tirana blev officielt udråbt til landets permanente hovedstad.[67] Zogu bedrev en autoritær og konservativ regeringsførelse, hvis hovedformål var at vedligeholde stabilitet og orden. Han blev i denne periode tvunget til at acceptere en samarbejdspolitik med Kongeriget Italien, og en pagt mellem de to lande blev underskrevet 20. januar 1925 hvorved Italien fik monopol på al fragt og handel.[68]

Zogu udvidede gradvist sin autoritet, og i 1928 omdannede han republikken til et monarki med ham selv som konge af Albanien. For at sikre yderligere muligheder for direkte kontrol med landet, lagde Zogu, der nu blev tituleret som "kong Zog 1.", stor vægt på konstruktion af nye veje og infrastruktur. Alle mandlige albanere over 16 år blev krævet at afgive ti dages gratis arbejdskraft til staten.[68] Kong Zog forblev konservativ, men igangsatte dog visse reformer - eksempelvis blev den gamle tradition med at føje sin region til sit navn droppet i et forsøg på social modernisering, ligesom han også donerede land til internationale organisationer, der ønskede at konstruere skoler og hospitaler. De væbnede styrker blev trænet af italienske instruktører, og som modvægt hertil beholdt Zog britiske officerer i det Internationale Gendarmeri, på trods af stærkt italiensk pres for at få dem fjernet. Op igennem 1930'erne blev Kongeriget Albanien aktivt støttet af det italienske fascistiske regime, og de to lande nød generelt tætte relationer frem til Italiens pludselige invasion af Albanien i 1939.

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Kongeriget Albanien under 2. verdenskrig
Kongeriget Albaniens flag (1939–1943)

Efter den italienske invasion af Albanien blev landet sat op som et italiensk protektorat under den italienske konge Victor Emanuel 3.

Efter Aksemagternes invasion af Jugoslavien i april 1941 blev de dele af Jugoslavien, hvor der boede større mængder albanere, annekteret af Albanien: dette gjaldt størstedelen af Kosovo,[a] såvel som det vestlige Makedonien, byen Tutin i det centrale Serbien og en stribe land i det østlige Montenegro.[69] I november 1941 etablerede de små albanske kommunistgrupper et Albansk Kommunistparti i Tirana med 130 medlemmer, under ledelse af Enver Hoxha og en 11-mand-stor Centralkomité. Partiet havde til at begynde med ikke bredt appel, og selv dets ungdomsorganisation havde kun få rekrutter. Efter marts 1943 dannede den Nationale Befrielsesbevægelse sin første og anden bataljon, som efterfølgende blev brigader, og fungerede i modstandskamp sammen med andre, mindre modstandsenheder. Modstanden mod besættelsen voksede stærkt efterhånden som det blev tydeligt at Italien var svækket militært. I slutningen af 1942 var der mellem 8.000 og 10.000 guerillakrigere i Albanien. Pr. sommeren 1943, da de italienske styrker gav op, var næsten hele landets bjergfyldte indre kontrolleret af modstandsfolk.[70]

Albanske partisaner marcherer i Tirana 29. november 1944

Efter Italiens kapitulation i 1943 besatte Nazityskland Albanien, og satte det op som klientstat. De nationalistiske Balli Kombetar, som havde kæmpet mod Italien, dannede en "neutral" regering i Tirana, og kæmpede side-om-side med tyskerne mod den kommunistisk-anførte Nationale Befrielsesbevægelse.[71] Pr. januar 1944 havde de kommunistiske partisaner vundet kontrollen over en stor del af det sydlige Albanien, omend tyske angreb fortsat drev dem ud af andre områder. På Përmet-kongressen dannede den Nationale Befrielsesbevægelse et "Antifascistisk Råd for National Befrielse", som skulle fungere som Albaniens administration og lovgivende magt. Før udgangen af november 1944 havde størstedelen af de tyske tropper trukket sig tilbage fra Tirana, og kommunisterne erobrede byen. Partisanerne befriede de sidste dele af Albanien fra tysk besættelse 29. november 1944. I perioden herefter udspillede der sig et borgerkrigslignende scenarie i Albanien, hvor kommunister og nationalister fortsat lå i krig mod hinanden. De kommunistiske partisaner sendte styrker nordpå mod nationalisterne, og blev mødt af modstand i Nikaj-Mertur, Dukagjin og Kelmend (Kelmendi anført af Prek Cali).[72] De kommunistiske partisaner endte som sejrherrer, og etablerede en socialistisk republik.

Socialistisk Albanien[redigér | redigér wikikode]

Enver Hoxha i 1941.

Efter befrielsen af Albanien fra nazisternes besættelse, blev landet en socialistisk stat i form af Folkerepublikken Albanien (omdøbt til "den Socialistiske Folkerepublik Albanien" i 1976), som blev ledet af Albaniens Arbejdets Parti og dets generalsekretær Enver Hoxha.

Den socialistiske genopbygning af Albanien blev påbegyndt øjeblikkeligt efter monarkiets afskaffelse og indførelsen af folkerepublikken. I 1947 blev Albaniens første jernbanelinje færdigkonstrueret, og den anden blot otte måneder senere. Der blev vedtaget nye love om jordreform, som tildelte jorden til de arbejdere og bønder, der dyrkede den, landbrug blev kooperativt, og produktion voksede betragteligt indtil Albanien til sidst var selvforsynende udi landbrug. I 1955 var analfabetisme udryddet blandt landets voksne befolkning.[73]

En gammel bunker over Valbonadalen.

I samme periode blev Albanien industrialiseret og oplevede voldsom økonomisk vækst - den gennemsnitlige BNI var således 29% højere end verdensgennemsnittet, og 56% højere end det europæiske gennemsnit.[74] Albaniens socialistiske forfatning tillod ikke beskatning af individer; i stedet blev kooperativer og andre organisationer beskattet, hvilket havde mere eller mindre den samme effekt.[75]

Religionsfrihed blev suspenderet i det socialistiske Albanien, og alle former for gudsdyrkelse blev kriminaliseret. I august 1945 havde landbrugsreformloven betydet at store dele af ejendom, der var ejet af religiøse grupper (hovedsageligt islamiske waqfs) blev nationaliseret, sammen med klostre og bispedømmer. I 1949 krævede et nyt dekret om religiøse fællesskaber at alle deres aktiviteter skulle sanktioneres af staten og staten alene.[76] Efter hundreder af moskeer og flere islamiske biblioteker var blevet destrueret, bandlyste en lov i 1967 al "fascistisk, religiøs, krigsmagende, antisocialistisk aktivitet og propaganda", og samme år udråbte Hoxha Albanien til "verdens første atetistiske stat".[77][78] Flere af landets kirker blev ligeledes ødelagt eller konverteret til kulturcentre for unge mennesker. Selvom prædikener kunne straffes med fængselsdomme på mellem 3 og 10 år, fortsatte mange albanere med at praktisere deres religion i det skjulte.[Kilde mangler] Hoxha-styrets anti-religiøsitet blev beskrevet kort og koncist i en formulering fra landets forfatning i 1976: "Staten anerkender ingen religion, og støtter og gennemfører ateistisk propaganda for at implantere et videnskabeligt materialistisk verdenssyn i folk."[78]

Fjerde republik[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Albanske optøjer (1997).

Enver Hoxha døde i 1985, og hans politiske efterfølger Ramiz Alia påbegyndte en gradvis afmontering af den socialistiske stat i slutningen af 1980'erne, samtidig med at flere andre Østbloklande ligeledes gik i opløsning. Efter protester i 1989 samt yderligere reformer i 1990 gik Den Socialistiske Folkerepublik Albanien i opløsning i 1991-1992, og blev i stedet omdannet til Republikken Albanien. Albaniens Arbejdets Parti bevarede en højborg i parlamentet efter at være blevet valgt ind ved parlamentsvalget i 1991. I marts 1992, da privatiseringspolitikken havde medført økonomisk kollaps og sociale optøjer, vandt en ny koalition ført af det nye Albaniens Demokratiske Parti magten.

Albanske optøjer i 1997 i Vlorë.

I de følgende år blev en stor del af landets rigdom investeret i pyramideforetagender i banksektoren, som blev støttet af landets regering. Pyramideforetagenderne blev udbredt til et sted mellem 20%-33% af landets befolkning.[79][80] På trods af advarsler fra IMF i slutningen af 1996, forsvarede den daværende præsident Sali Berisha pyramideforetagenderne som blot værende store investeringsfirmaer, hvilket fik flere til at omdirigere deres pengeoverførsler og sælge deres hjem og kvæg for at kunne investere i pyramideforetagenderne.[81] Pyramideforetagenderne brød endeligt sammen i slutningen af 1996, hvilket fik mange af investorerne til at afholde fredelige protester mod regeringen og kræve deres penge tilbage. Protesterne blev voldelige i februar 1997, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod demonstranter. Måneden efter deserterede politistyrken og den Republikanske Garde, og efterlod ubevogtede våbenlagre, som øjeblikkeligt blev tømt af militser og kriminelle bander. Den resulterende krise skabte en bølge af evakueringer af udlændinge fra landet (såsom ved Operation Libelle og Operation Silver Wake) samt en strøm af flygtninge, hovedsageligt til Italien, Grækenland, Schweiz, Tyskland og USA.

Krisen førte til at premierminister Aleksandër Meksis gik af 11. marts 1997, og fulgt af præsident Sali Berisha, der trak sig i juli efter han forinden havde givet amnesti til en række fanger, heriblandt den fremtrædende socialistiske leder Fatos Nano. I mellemtiden, april 1997, ankom en fredsbevarende FN-styrke, anført af Italien, til landet i Operation Alba. Styrken havde to formål: at assistere med evakueringen af udlændinge og at sikre området for internationale organisationer - primært WEU MAPE, som samarbejdede med regeringen om at restrukturere retssystem og politi. Optøjerne stilnede af efter Albaniens Socialistiske Parti valgt parlamentsvalget samme år, og den nyligt løsladte Fatos Nano blev ny premierminister.

I september 1998 udbrød der voldelige uroligheder i landet efter attentatet på den fremtrædende demokratiske politiker Azem Hajdari, og under hans begravelse forsøgte bevæbnede grupper kupforsøg mod regeringen - kupforsøget tog fejl, men premierminister Nano måtte flygte og trak sig kort efter som premierminister. Han blev efterfulgt af Pandeli Majko på posten. Samme år, og især året efter, blev landet voldsomt påvirket af Operation Allied Force i nabolandet Jugoslavien, da et stort antal albanere flygtede fra Kosovo til Albanien.

Politik og regering[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikler: Albaniens politik og Albaniens lov.

Den albanske republik er et parlamentarisk demokrati, etableret under en forfatning der blev fornyet i 1998.[82] Der afholdes valg hvert fjerde år til den 140-sæder-store etkammer-forsamling. I juni 2002 blev en kompromiskandidat, den tidligere general Alfred Moisiu, valgt til at efterfølge præsident Rexhep Meidani. Efter et parlamentsvalg i juli 2005 blev lederen af Albaniens Demokratiske Parti, Sali Berisha, premierminister, mens Bamir Topi blev præsident i juli 2007. Den nuværende albanske præsident, Bujar Nishani, blev valgt af parlamentet i juli 2012.

I Albanien er der mange politiske partier og til valget i 2009 var der opstillet 33 partier, blandt andre Partia Demokratike e Shqipërisë, Lëvizja Socialiste për Integrim, Partia Agrare Ambientaliste, Partia Aleanca Demokratike, Partia Demokracia Sociale e Shqiperise, Partia Demokrate e Re, Partia Demokristiane e Shqipërisë, Partia Fashiste e Shqipërisë og Partia Socialdemokrate e Shqipërisë. De to største, Partia Socialiste e Shqipërisë og Partia Demokratike e Shqipërisë, fik tilsammen 81% af stemmerne ved valget i 2009.

Albaniens Euro-Atlantiske integration har været det øverste mål for regeringerne efter den kommunistiske tid, og Albaniens EU-medlemskab er blevet sat som en prioritet af EU-Kommissionen.

Albanien blev, sammen med Kroatien, medlem af NATO 1. april 2009, hvorved de blev det 27. og 28. medlem af alliancen.[83]

Udøvende magt[redigér | redigér wikikode]

Albaniens Ministerråds logo

Albaniens statsoverhoved er republikkens præsident. Præsidenten vælges af parlamentet for 5 år af gangen, via hemmelig afstemning, og kræver en 50%+1 majoritet af stemmerne.

Præsidenten har magten til at garantere overholdelse af forfatningen og lovene, være øverstkommanderende for de væbnede styrker, bedrive parlamentets rolle, når parlamentet ikke er til stede, samt udpege en formand for ministerrådet (en premierminister).

Den udøvende magt ligger normalt i ministerrådet (kabinettet). Formanden for rådet (premierministeren) udpeges af præsidenten; ministre nomineres af præsidenten på baggrund af premierministerens anbefalinger. Parlamentet skal give den endelige godkendelse af ministerrådets sammensætning. Rådet er ansvarligt for både uden- og indenrigspolitik gennem ministerierne og de andre statslige enheder.

Præsident Bujar Nishani PD 24. juli 2012
Premierminister Edi Rama PS 15. september 2013

Retshåndhævelse og kriminalitet[redigér | redigér wikikode]

Retshåndhævelse hører i Albanien hovedsageligt under det albanske politi. Albanien har derudover et antiterrorkorps kaldet RENEA (forkortelse for Reparti i Neutralizimit të Elementit të Armatosur, eller på dansk: "Afdelingen for neutralisering af bevæbnede elementer").

Landet har en forholdsvis høj mordrate, og har især problemer med blodhævn i øde områder i landets nordlige del, samt vold i nære relationer.[84] I 2014 blev det anslået at omkring 3000 albanske familier på det tidspunkt var involveret i blodfejder, samt at dette siden den socialistiske republiks fald havde ført til mere end 10.000 menneskers død.[85]

Lovgivende magt[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Albaniens parlament.

Republikken Albaniens Forsamling (Kuvendi i Republikës së Shqipërisë) er Albaniens lovgivende magt. Det består af 140 medlemmer, som vælges gennem et liste-proportionelt repræsentationssystem senest hvert fjerde år. Forsamlingens formand, som har to viceformænd, leder den. Der findes 15 permanente kommissioner eller komitéer.

Forsamlingen har magten til at beslutte hvilken retning inden- og udenrigspolitik skal bevæge sig i; godkende eller føje til forfatningen; erklære krig; ratificere eller annullere internationale traktater; vælge republikkens præsident, højesteret, rigsadvokaten samt hans stedfortrædere; samt kontrollere statsligt tv- og radio, statslige nyhedstjenester og andre officielle media.

Ombudsmand[redigér | redigér wikikode]

Den danske ombudsmand har – i forbindelse med ydelse af dansk overgangsbistand – rådgivet Albanien med etableringen af en tilsvarende institution. Den albanske ombudsmand betegnes som Folkets Advokat.

Væbnede styrker[redigér | redigér wikikode]

Albaniens væbnede styrker
Patrol Boat Iliria.jpg
Albanske flåde
M153 CROWS mounted on a U.S. Army M-ATV.jpg
Albanske hær

De væbnede albanske styrker (Forcat e Armatosura të Shqipërisë) blev oprettet efter landet erklærede sin uafhængighed i 1912. I de seneste årtier har Albanien gradvist reduceret antallet af aktive tropper fra 65.000 i 1988 til 14.500 i 2009.[86][87] Militæret består nu hovedsageligt af en lille samling af fly- og flådefartøjer. i 1990'erne skrottede landet enorme mængder forældet materiel, som de havde fået fra Kina, heriblandt tanks og SAM-systemer.

De væbnede styrker omfatter i øjeblikket Generalstaben, de albanske landstyrker, det albanske luftvåben og de albanske flådestyrker. En øgning af landets militære budget var oprindeligt et af de vigtigste krav i forhold til at blive integreret i NATO, men militære udgifter har dog siden 1996 ligget på mindre end 1,5% siden 1996, med undtagelse af i 2009 hvor det kortvarigt hoppede til at udgøre 2%.[88] Siden februar 2008 har Albanien været officiel deltager i NATO's Operation Active Endeavor i Middelhavet.[89] Landet blev inviteret til medlemskab af NATO 3. april 2008, og blev endelig et fuldgyldigt medlem 2. april året efter.[90]

Administrative opdelinger[redigér | redigér wikikode]

Albanien er opdelet i 12 administrative amter (albansk: qark eller prefekturë). Siden juni 2015 er disse amter yderligere opdelt i 61 kommuner (albansk: bashki). Amterne var tidligere opdelt i 36 distrikter (albansk: rreth), der dog blev opløst i 2000.[91] Regeringen introducerede en ny administrativ opdeling, der skulle implementeres i 2015, hvorved kommunerne blev reduceret til de nuværende 61, mens landdistrikterne kaldet komuna blev afskaffet. De afskaffede kommuner vil i stedet blive kaldt "nabolag" eller "landsbyer" (albansk: Lagje / Fshat).[92][93] Der findes i alt 2980 landsbyer/fællesskab (albansk: fshat) i Albanien, der tidligere var kendt som "lokaliteter" (albansk: lokalitete). Kommunerne er det første niveau af lokal forvaltning, og ansvarlige for lokale behov og lovhåndhævelse.[94]

Som en del af reformen blev de store bycentre i Albanien fysisk ombygget, og facaderne blev malet til at give et mere middelhavslignende udseende.[95][96]

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Albaniens geografi.
Satellitbillede af Albanien

Albanien har et samlet areal på 28.748 square kilometres (11.100 square miles). Det ligger mellem breddegraderne 39° og 43° N, samt mellem længdegraderne 19° og 21° E (et lille område ligger øst for 21°). Albaniens kystlinje er 476 km (296 mi) lang[97]:240 og strækker sig langs Adriaterhavet og det Ioniske Hav. Det vestlige lavland grænser op til Adriaterhavet.

70% af landet er bjerge, og ofte utilgængeligt udefra - det højeste bjerg er Korab, der ligger i det tidligere Dibër og er op imod 2.764 metres (9.068 ft). Kystklimaet er typisk Middelhavsklima med milde, våde vintre og varme, solbeskinnede og tørre somre.

Længere inde i landet afhænger klimaet meget af højde, men de områder der ligger mere end 1.500 m over havoverfladen er om vinteren særdeles kolde og ofte snefyldte, hvilket somme tider kan vare ved ind i foråret.

Udover hovedstaden Tirana, som har 420.000 indbyggere, er de centrale byer i landet Durrës, Korçë, Elbasan, Shkodër, Gjirokastër, Vlorë og Kukës.

De tre største og dybeste tektoniske søer på Balkanhalvøen ligger alle delvist i Albanien. Shkodër-søen i nordvest har en overflade på mellem 370 km2 (140 sq mi) og 530 km2, hvoraf en tredjedel tilhører Albanien og resten Montenegro. Ohrid-søen ligger i landets sydøstlige del, og deles mellem Albanien og Republikken Makedonien. Den har en maksimal dybde på 289 meter og er hjem for en række unikke dyr og planter, heriblandt levende fossiler og mange endemiske arter. På grund af dens naturmæssige og historiske værdi er Ohrid-søen beskyttet af UNESCO. Sidst er også Butrinti-søen, som er en lille tektonisk sø i nationalparken Butrint.

Dyr og planter[redigér | redigér wikikode]

Lossen kan somme tider ses i Albanien.[98]

Selvom det er et lille land har Albanien en biologisk mangfoldighed. Landets mange variationer i geomorfologi, klima og terræn skaber gunstige forhold for en lang række endemiske og sub-endemiske arter med 27 endemiske og 160 subendemiske vaskulære planter voksende i landet - i alt findes der mere end 3250 plantearter i Albanien, heriblandt omkring 30% af hele Europas samlede mængde plantearter.[Kilde mangler]Plantegeografisk tilhører Albanien Middelhavsregionen og Illyriens floraprovins. Kystregioner og lavland har typisk Middelhavsvegetation af maki, mens egeskove og lignende vegetation findes på højere terræn. På højder over 1800 meter vokser der store skove af Sort-Fyr, bøg og ædelgran, samt alpine græssletter.[99]

Ifølge World Wide Fund for Nature og European Environment Agency kan Albaniens territorium indeeles i tre økoregioner: de illyriske løvskove, Pindosbjergenes blandede skove og De dinariske Alpers blandede skove. De albanske skove er stadig hjem til store mængder store pattedyr, såsom brunbjørnen, ulven]], gemsen og vildsvinet.[99] De nordlige og østlige bjerge er hjem for de sidste tilbageværende Balkanlosser - en kritisk truet underart af den europæiske los.[101] Vildkatte, skovmåre og ildere er sjældne, men lever fortsat i nogle dele af landet.

Der findes omkring 760 typer hvirveldyr i Albanien - heriblandt mere end 350 fuglearter, 330 fiskearter og 80 pattedyrearter. De stenfyldte kystregioner i den sydlige del af landet er et godt levested for den truede Middelhavsmunkesæl. Blandt de mest signifikante fuglearter i landet er kongeørnen – kendt som Albaniens [[nationalsymbol[100]  – gribbearter, tjuren og flere vandfugle.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Albanien er et land på vej frem, men er fortsat et af de fattigste lande i Europa. Efter en svær tid med 45 år som lukket diktatur til 1991 og økonomiske og politiske tilbageslag i 1990'erne og uro og usikkerhed i samfundet efter sammenbruddet af pyramidespillene i 1997, formåede man at huse 400.000 flygtninge fra Kosovo i 1999.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Albaniens demografi

Hovedparten af befolkningen (95%) er albanere. Landet har dog en væsentlig græsk minoritet. En række indbyggere med etnisk albansk baggrund bor endvidere i naboområderne Kosovo, Makedonien, Motenegro og Serbien. Sproget er albansk, men der tales dog også græsk, primært af den græske minoritet.

Religionen er blevet bevaret, selvom den under kommunismen var forbudt. Siden besættelsen af det Osmanniske Rige, bekender 70% af albanerne sig til islam. Resten består henholdsvis af 20% græsk ortodokse og 10% romersk-katolske.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Albaniens kultur

Blandt Albaniens mest kendte forfattere er Sami Bey Frashëri, Fan Noli, Ismail Kadaré og Dritëro Agolli.

Albansk folkemusik spilles stadig i Albanien, Kosovo og Makedonien

Det albanske sprog er et indo-europæisk sprog.

Køkken[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Albanske køkken.

Det albanske køkken er – ligesom de fleste middelhavs- og Balkan-nationer – stærkt påvirket af dets lange historie. Det territorie, der i dag er Albanien, er igennem historien blevet besat eller indlemmet i Grækenland, Serbien, Italien og det Osmanniske Rige, og hver gruppe har sat sine spor i det albanske køkken. Albaneres hovedmåltid er frokosten, der ofte serveres med en salat af friske grøntsager såsom tomater, agurker, grønne peberfrugter og olivener med olivenolie, eddike og salt. Det omfatter også en hovedret med grøntsager og kød. I kystbyerne Durrës, Sarandë og Vlorë findes der mange fiske- og skaldyrsspecialiteter. På steder beliggende langt over havets overflade spises ofte røget kød og syltet konserves.

Berømte albanere[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Kosovo er centrum for territoriale uenigheder mellem Republikken Kosovo og Republikken Serbien. Republikken Kosovo erklærede uafhængighed 17. februar 2008, men Serbien gør fortsat krav på dets territorie som en del af sin egen autonome provins. De to regeringer begyndte at normalisere deres diplomatiske forhold i 2013 som en del af Bruxellesaftalen. Kosovo er blevet anerkendt som uafhængig stat af størstedelen af FN's medlemsstater.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Population of Albania 1 January 2016. Republic of Albania Institute of Statistics. 
  2. ^ Population and Housing Census 2011. INSTAT (Albanian Institute of Statistics). 
  3. ^ a b c d Report for Selected Countries and Subjects. Imf.org. 14 September 2006. Hentet 7 October 2014. 
  4. ^ "Income Gini coefficient". World Bank (UNDP). Arkiveret fra originalen 23 July 2010. Hentet 3 July 2015.  Arkiveret 23 July 2010.
  5. ^ a b Human Development Report 2015. United Nations. 2015. Hentet 14 December 2015. 
  6. ^ Giacomo Jungg (1 January 1895). Fialuur i voghel scc...p e ltinisct mle...un prei P. Jak Junkut t' Scocniis .... N'Sckoder t' Scc...pniis. Hentet 23 July 2016. 
  7. ^ The World Factbook: Albania. Central Intelligence Agency. Hentet 21 June 2013. 
  8. ^ Zolo, D. Invoking Humanity: War, Law and Global Order, Continuum International Publishing Group, 27 August 2002, 224 pages. p. 180 [1]
  9. ^ Population and Housing Census in Albania. Institute of Statistics of Albania. 2011. Arkiveret fra originalen 12 January 2012.  Arkiveret 12 January 2012.
  10. ^ Reports: Poverty Decreases In Albania After Years Of Growth. Dow Jones Newswires, 201-938-5500 201-938-5500 201-938-5500.Nasdaq.com
  11. ^ Strong GDP growth reduces poverty in Albania-study. Reuters.Forbes.com Arkiveret 17 januar 2012 fra Internet Archives Wayback Machine
  12. ^ The world bank. Hentet 13 September 2014. 
  13. ^ Albania applies for EU membership. BBC News. 28 April 2009. Arkiveret fra originalen 30 April 2009. Hentet 29 April 2009. 
  14. ^ Madrugearu A, Gordon M. The wars of the Balkan Peninsula. Rowman & Littlefield, 2007. p. 146.
  15. ^ Skabelon:Barrington
  16. ^ The Illyrians by J. J. Wilkes, 1992, ISBN 978-0-631-19807-9, page 279,"We cannot be certain that the Arbanon of Anna Comnena is the same as Albanopolis of the Albani, a place located on the map of Ptolemy (3.12)"
  17. ^ Robert Elsei. The Albanian lexicon of Dion Von Kirkman. Earliest reference to the existence of the Albanian language, pp. 113–122.
  18. ^ Pinocacozza.it Skabelon:Sq icon (Italiensk)
  19. ^ Casanova. Radio-Arberesh.eu. Hentet 13 September 2014. 
  20. ^ Kristo Frasheri. History of Albania (A Brief Overview). Tirana, 1964.
  21. ^ Lloshi, Xhevat. The Albanian Language. United Nations Development Programme. Hentet 9 November 2010. 
  22. ^ a b F. Prendi, "The Prehistory of Albania", The Cambridge Ancient History, 2nd edn., vol. 3, part 1: The Prehistory of the Balkans; and the Middle East and the Aegean World, Tenth to Eighth Centuries B.C., ed. John Boardman et al. (Cambridge: Cambridge UP, 1982), 189–90.
  23. ^ The Illyrians (The Peoples of Europe) by John Wilkes, 1996, ISBN 978-0-631-19807-9, page 92, "Appian's description of the Illyrian territories records a southern boundary with Chaonia and Thesprotia, where ancient Epirus began south of river Aoous (Vjose)" og kort
  24. ^ Cambridge University Press. The Cambridge ancient history. 2000. ISBN 0-521-23447-6, page 261,"... down to the mouth of Aous"
  25. ^ The Illyrians (The Peoples of Europe) by John Wilkes, 1996, page 94
  26. ^ Hammond, Nicholas Geoffrey Lemprière; Walbank, Frank William (1 January 1972). A History of Macedonia: 336-167 B.C. Clarendon Press. ISBN 978-0-19-814815-9. 
  27. ^ Jackson-Laufer, Guida Myrl (1 January 1999). Women Rulers Throughout the Ages: An Illustrated Guide. ABC-CLIO. pp. 382–383. ISBN 978-1-57607-091-8. 
  28. ^ The History of Rome. D. Appleton & Company. 1 January 1846. s. 259. 
  29. ^ Wilkes, John (9 January 1996). The Illyrians. Wiley. s. 189. ISBN 978-0-631-19807-9. 
  30. ^ Marjeta Šašel Kos, "The Illyrian King Ballaeus – Some Historical Aspects", Épire, Illyrie, Macédoine: Mélanges offerts au professeur Pierre Cabanes, ed. Danièle Berranger (Clermont-Ferrand: Presses Universitaires Blaise Pascal, 2007), 127.
  31. ^ Bideleux, Robert; Jeffries, Ian (24 January 2007). Balkans: A Post-Communist History. Routledge. s. 25. ISBN 978-1-134-58328-7. "From AD 548 onward, the lands now known as Albania began to be overrun from the north by ever-increasing ..." 
  32. ^ Raymond Zickel; Walter R. Iwaskiw, eds (1994). "The Barbarian Invasions and the Middle Ages," Albania: A Country Study. Hentet 9 April 2008. 
  33. ^ Clements 1992, p. 31 "By 1190, Byzantium's power had so receded that the archon Progon succeeded in establishing the first Albanian state of the Middle Ages, a principality"
  34. ^ Pickard-Çeliku 2008, p. 16
  35. ^ Norris 1993, p. 35
  36. ^ Pipa-Repishti 1983, pp. 7–8
  37. ^ Etleva, Lala (2008). Regnum Albaniae, the Papal Curia, and the Western Visions of a Borderline Nobility. Cambridge University Press. 
  38. ^ Licursi, Emiddio Pietro (2011). Empire of Nations: The Consolidation of Albanian and Turkish National Identities in the Late Ottoman Empire, 1878–1913. New York: Columbia University. s. 19. "By 1415, after a chaotic interregnum, Sultan Mehmet I sent the military to erect the first Ottoman garrisons throughout southern Albania, establishing direct military authority in the region ... l jurisdiction over most of Albania ..."Skabelon:Inconsistent citations 
  39. ^ "Albania :: The decline of Byzantium – Encyclopedia Britannica". Encyclopedia Britannica. Hentet 13 September 2014. 
  40. ^ Communism, Health and Lifestyle: The Paradox of Mortality Transition in Albania by Arjan Gjonca. Google Books.au. 31 July 2011. ISBN 978-1-59884-337-8. Hentet 11 October 2014. 
  41. ^ Clayer, Nathalie. " Albania ." Encyclopaedia of Islam, THREE. Edited by: Gudrun Krämer, Denis Matringe, Rokovet, John Nawas, Everett Rowson. Brill Online, 2012. Reference. 18 December 2012<http://referenceworks.brillonline.com/entries/encyclopaedia-of-islam-3/albania-COM_23054>
  42. ^ Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia. Google Books.au. 31 July 2011. ISBN 978-1-59884-337-8. Hentet 25 March 2013. 
  43. ^ a b " Arnawutluḳ." Encyclopaedia of Islam, Second Edition. Brill Online, 2012. Reference. 2 January 2009.[2]
  44. ^ H. T. Norris, Islam in the Balkans: Religion and Society Between Europe and the Arab World, p. 196.
  45. ^ a b Clayer, Nathalie. " Albania ." Encyclopaedia of Islam, THREE. Edited by: Gudrun Krämer, Denis Matringe, John Nawas, Everett Rowson. Brill Online, 2012. 2 April 2012<http://referenceworks.brillonline.com/entries/encyclopaedia-of-islam-3/albania-COM_23054>
  46. ^ Clayer, Nathalie. " Albania ." Encyclopaedia of Islam, THREE. Edited by: Gudrun Krämer, Denis Matringe, John Nawas, Everett Rowson. Brill Online, 2012. Reference. 17 April 2012 <http://referenceworks.brillonline.com/entries/encyclopaedia-of-islam-3/albania-COM_23054>
  47. ^ Kopecek, Michal; Ersoy, Ahmed; Gorni, Maciej; Kechriotis, Vangelis; Manchev, Boyan; Trencsenyi, Balazs; Turda, Marius (2006), Discourses of collective identity in Central and Southeast Europe (1770–1945), 1, Budapest, Hungary: Central European University Press, s. 348, ISBN 963-7326-52-9, hentet 18 January 2011, The position of the League in the beginning was based on religious solidarity. It was even called Komiteti i Myslimanëve të Vërtetë (The Committee of the Real Muslims) ... decisions are taken and supported mostly by landlords and people closely connected with Ottoman administration and religious authorities.. 
  48. ^ Elsie, Robert 1878 The Resolutions of the League of Prizren arkiveret fra originalen 20 February 2011. Hentet 20 February 2011 "On 10 June 1878, ... The League of Prizren, Alb. Lidhja e Prizrenit, ... On 13 June 1878, the League submitted an eighteen-page memorandum to Benjamin Disraeli, the British representative at the Congress of Berlin"  Arkiveret 20 February 2011.
  49. ^ Kopeček, Michal; Ersoy, Ahmed; Gorni, Maciej; Kechriotis, Vangelis; Manchev, Boyan; Trencsenyi, Balazs; Turda, Marius (2006), "Program of the Albanian League of Prizren", Discourses of collective identity in Central and Southeast Europe (1770–1945), 1, Budapest, Hungary: Central European University Press, s. 347, ISBN 963-7326-52-9, hentet 18 January 2011, there were no delegates from Shkodra villayet and a few Bosnian delegates also participated. Present was also mutasarrif (administrator of sandjak) of Prizren as representative of the central authorities 
  50. ^ Albanian League. Encyclopædia Britannica. Hentet 5 January 2012. 
  51. ^ Qemali, Ismail Ismail Kemal bey Vlora: Memoirs arkiveret fra originalen 17 June 2010. Hentet 23 January 2011 "... November 15th–28th, 1912 ..."  Arkiveret 17 June 2010.
  52. ^ Qemali, Ismail Ismail Kemal bey Vlora: Memoirs arkiveret fra originalen 17 June 2010. Hentet 23 January 2011 "... On the resumption of the sitting, I was elected President of the Provisional Government, with a mandate to form a Cabinet ..."  Arkiveret 17 June 2010.
  53. ^ Giaro, Tomasz (2007). "The Albanian legal and constitutional system between the World Wars". Modernisierung durch Transfer zwischen den Weltkriegen. Frankfurt am Main, Germany: Vittorio Klosterman GmbH. s. 185. ISBN 978-3-465-04017-0. Hentet 24 January 2011. "... a provisional government, consisting of ten members and led by Vlora, was formed on 4 December." 
  54. ^ Giaro, Tomasz (2007). "The Albanian legal and constitutional system between the World Wars". Modernisierung durch Transfer zwischen den Weltkriegen. Frankfurt am Main, Germany: Vittorio Klosterman GmbH. s. 185. ISBN 978-3-465-04017-0. Hentet 24 January 2011. "From its own members congress elected a senate (Pleqësi), composed of 18 members, which assumed advisory role to the government." 
  55. ^ Jelavich, Barbara (1999) [1983], "The end of Ottoman rule in Europe", History of the Balkans: Twentieth century, 2, Cambridge, United Kingdom: The Press Syndicate of University of Cambridge, s. 101, ISBN 0-521-27459-1, hentet 21 January 2011, the International Commission ... had headquarters in Vlorë 
  56. ^ Zaharia, Perikli (24 March 2003). The post – 1989 constitutional course of south east Europe. Athens: Centre for European Constitutional Law. Arkiveret fra originalen 22 January 2011. Hentet 22 January 2011.  Arkiveret 22 January 2011.
  57. ^ Seton-Watson, R.W.; J. Dover Wilson; Alfred E. Zimmern; Arthur Greenwood (10 January 2004) [1915], "III Germany", The War and Democracy, London: MacMillan And Co. Ltd.; 1st Edition, Prince William of Wied, the first Prince of Albania 
  58. ^ Elsie, Robert. Albania under prince Wied. Arkiveret fra originalen 25 January 2011. Hentet 25 January 2011. "pro-Ottoman forces ... were opposed to the increasing Western influence ... In November 1913, these forces, ... , had offered the vacant Albanian throne to General Izzet Pasha ... War Minister who was of Albanian origin."  Arkiveret 25 January 2011.
  59. ^ Jelavich, Barbara (1999) [1983], History of the Balkans: Twentieth century, 2, Cambridge, United Kingdom: The Press Syndicate of University of Cambridge, s. 103, ISBN 0-521-27459-1, hentet 25 January 2011, peasants..willing listeners to Ottoman propaganda ... attached the new regime as a tool of the beys and Christian powers 
  60. ^ Bowden, William (2003). Epirus Vetus : the archaeology of a late antique province. London: Duckworth. s. 28. ISBN 978-0-7156-3116-4. "the Greek Epirote population of the area refused to be incorporated into the new Albanian state and in February 1914 declared the Autonomous Republic of Northern Epirus ... in 1921 Albania was recognised as an independent sovereign state, with its borders established on their present lines." 
  61. ^ ed, Gregory C. Ference, (1994). Chronology of 20th century eastern European history. Detroit [u.a.]: Gale Research. s. 9. ISBN 978-0-8103-8879-6. "February 28 George Zographos, a former foreign minister of Greece, proclaims at Gjirokaster the establishment of the Autonomous Republic of Northern Epirus, with Zographos as president. He notifies the International Commission that his government has been established because the Great Powers have not provided the Greeks in southern Albania any guarantees for the protection of the life, property and religious freedom, and ethnic existence." 
  62. ^ The Efforts to settle amputated Albania state. albaniainbrief.com. Arkiveret fra originalen 28 January 2011. Hentet 28 January 2011. "Thousands of muslim peasants, ... were exploited by their leaders Haxhi Qamili, Arif Hiqmeti, Musa Qazimi and Mustafa Ndroqi, ... to rebel"  Arkiveret 28 January 2011.
  63. ^ Vickers, Miranda (1999). The Albanians: a modern history. I.B.Tauris. s. 81. ISBN 978-1-86064-541-9. "He gathered round him a group of discontented Muslim priests ... and proclaimed himself the savior of Albania and the Champion of Islam." 
  64. ^ Elsie, Robert. Albania under prince Wied. Arkiveret fra originalen 25 January 2011. Hentet 25 January 2011. "... mostly volunteers from Kosova under their leader Isa Boletini"  Arkiveret 25 January 2011.
  65. ^ Elsie, Robert. Albania under prince Wied. Arkiveret fra originalen 25 January 2011. Hentet 25 January 2011. "Panic broke out in Durrës, and the royal family sought refuge on an Italian vessel ..."  Arkiveret 25 January 2011.
  66. ^ Springer, Elisabeth; Leopold Kammerhofer (1993). Archiv und Forschung. Oldenbourg Wissenschaftsverlag. s. 346. ISBN 3-486-55989-3. 
  67. ^ Vickers, Miranda (1 January 1999). The Albanians: A Modern History. I.B.Tauris. s. 118. ISBN 978-1-86064-541-9. 
  68. ^ a b Vickers, Miranda (1 January 1999). The Albanians: A Modern History. I.B.Tauris. ISBN 978-1-86064-541-9. 
  69. ^ Bogdani, Mirela; Loughlin, John (15 March 2007). Albania and the European Union: The Tumultuous Journey Towards Integration and Accession. I.B.Tauris. s. 230. ISBN 978-1-84511-308-7. 
  70. ^ World War II. U.S. Library of Congress. Skabelon:PD-notice
  71. ^ Morrock, Richard (11 October 2010). The Psychology of Genocide and Violent Oppression: A Study of Mass Cruelty from Nazi Germany to Rwanda. McFarland. s. 55. ISBN 978-0-7864-5628-4. "The nationalist Balli Kombetar, which had fought against Italy, made a deal with the German invaders, and formed a "neutral" government in Tirana which ..." 
  72. ^ The Albanians: An Ethnic History from Prehistoric Times to the Present – Edwin E. Jacques – Google Books. Books.google.me. 28 November 1912. Hentet 15 February 2014. 
  73. ^ 40 Years of Socialist Albania, Dhimiter Picani
  74. ^ Dalakoglou, Dimitris. The Road from Capitalism to Capitalism. Hentet 11 November 2012. 
  75. ^ Pano, Aristotel. Panorama of the Economic-Social Development of Socialist Albania. Hentet 11 April 2012. 
  76. ^ Library of Congress Country Studies, Albania: Hoxha's Antireligious Campaign
  77. ^ Kombësia dhe feja në Shqipëri, 1920–1944 / Roberto Morocco dela Roka ; e përktheu nga origjinali Luan Omari.
  78. ^ a b Elsie, Robert (2010). Historical Dictionary of Albania. Historical Dictionaries of Europe, No. 75 (2nd udg.). Lanham, MD, and Plymouth: The Scarecrow Press. s. 27. ISBN 978-0-8108-6188-6. 
  79. ^ Jarvis, Christopher. 2000. "The Rise and Fall of the Albanian Pyramid Schemes." Finance and Development, Vol 37:1
  80. ^ Bezemer, Dirk. 2001. "Post-socialist Financial Fragility: The Case of Albania." Cambridge Journal of Economics. Vol 25: 1–25.
  81. ^ Musaraj, Smoki. 2011. "Tales from Albarado: The Materiality of Pyramid Schemes in Post-socialist Albania." Cultural Anthropology, Vol 26(1): 84–110.
  82. ^ Albania 1998 (rev. 2008). Hentet 16 February 2015. 
  83. ^ "Nato welcomes Albania and Croatia". BBC News. 1 April 2009. Arkiveret fra originalen 4 April 2009. Hentet 2 April 2009. 
  84. ^ Gendercide Watch: "Honour" Killings and Blood Feuds. Gendercide.org. Hentet 25 March 2013. 
  85. ^ "'We'll Get You': An Albanian Boy's Life Ruined by Blood Feuds". Spiegel Online (Spiegel Online GmbH). 6 June 2014. Hentet 12 June 2014. 
  86. ^ "Albania sells off its military hardware". BBC News. 17 April 2002. 
  87. ^ Albania to abolish conscription by 2010. SETimes.com. 21 August 2008. Hentet 29 December 2009. 
  88. ^ Albanian military expenditure as % of GDP. World Bank. 
  89. ^ [3] Arkiveret 30 august 2011 fra Internet Archives Wayback Machine
  90. ^ Albania membership Nato. NATO. Arkiveret fra originalen 28 July 2011.  Arkiveret 28 July 2011.
  91. ^ A Brief History of the Administrative-territorial Organization in Albania
  92. ^ [http://www.top-channel.tv/lajme/artikull.php?id=292404 Ndarja administrative, njësitë vendore në `lagje` e `fshat` - Lajme - Top Channel]. Hentet 23 July 2016. 
  93. ^ Ndarja e re, mbeten 28 bashki, shkrihen komunat - Shekulli Online. Hentet 23 July 2016. 
  94. ^ (PDF)On the Organization and Functioning of the Local Government, Republic of Albania, 2000. Arkiveret fra originalen 20 September 2010. Hentet 27 August 2010.  Arkiveret 20 September 2010.
  95. ^ Ndarja e re, mbeten 28 bashki, shkrihen komunat | Shekulli Online. Shekulli.com.al. 10 January 2014. Hentet 15 February 2014. 
  96. ^ Reforma Territoriale – KRYESORE. Reformaterritoriale.al. Hentet 15 August 2014. 
  97. ^ R. Eftimi. SOME CONSIDERATIONS ON SEAWATER-FRESHWATER RELATIONSHIP IN ALBANIAN COASTAL AREA. ITA Consult. 
  98. ^ Conservation of the Critically Endangered Balkan Lynx. Catsg.org. Hentet 5 January 2011. 
  99. ^ a b http://www.cbd.int/doc/world/al/al-nbsap-01-p1-en.pdf
  100. ^ a b Streissguth, Thomas (2010). Albania in Pictures. Twenty-First Century Books. ISBN 978-0-7613-4629-6. 
  101. ^ The Balkan Lynx Conservation Compendium. Catsg.org. Hentet 29 December 2009. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Sørensen, H. E. (1974). Albanien 73 indtryk fra en rejse. Skærbæk: Melbyhus. ISBN 87-87481-06-5. 
  • Dalhoff-Nielsen, Peter (1993). Ørnenes land. København: Vindrose. ISBN 87-7456-477-3. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 41°N 20°Ø / 41°N 20°Ø / 41; 20