Albrekt Bjørnen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Albrekt Bjørnen
Albert I of Brandenburg.jpg
Albrekt Bjørnen fremstillet af Walter Schott i en statue oprindelig tænkt for Siegesalle i Berlin, befinder sig nu i Spandau citadellet
Personlig information
Født 1100Rediger på Wikidata
BallenstedtRediger på Wikidata
Død 18. november 1170Rediger på Wikidata
StendalRediger på Wikidata
Hvilested BallenstedtRediger på Wikidata
Far Otto af BallenstedtRediger på Wikidata
Mor Eilika af SaksenRediger på Wikidata
Ægtefælle Sophie af WinzenburgRediger på Wikidata
Børn Gertrude af Brandenburg,
Hedwig of Brandenburg,
Siegfried I. af Anhalt,
Bernhard III af Saksen,
Otto I af Brandenburg,
Hermann I.Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Albrekts segl

Albrekt Bjørnen eller Albrecht I af Brandenburg (tysk: Albrecht der Bär eller Albrecht von Ballenstedt) (født ca. 1100, død 18. november 1170 i Stendal (stedet er usikkert)), tilhørte askanierdynastiet.

Albrekt, egentlig Adalbert, blev også kaldt Albrekt den smukke. En sikker tolkning af tilnavnet Bjørnen (tysk: der Bär) er ikke mulig at fastslå, men det var i brug i 1100-tallet.

Under Albrekts ledelse vandt det tysk-romerske rige området Nordmark tilbage. Dette område var oprindelig tabt under den store slaveopstand i 983. Han førte krig mod de slaviske vendere, som var blevet kristnet og indlemmet i den tyske kultur.[1] Af stor betydning var venderkorstoget i 1147. Dette var del af den tyske udvandring østover kaldet Ostsiedlung. I 1157 grundlagde han Markgrevskabet Brandenburg (Mark Brandenburg) og var dettes første markgreve.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Albrekt var den eneste søn af den askanske greve Otto den rige (1075–1123) og Elikia Billung af Sachsen (1081–1142). Hans fødested er ikke kendt.

Som tro tilhænger af Lothar af Supplinburg blev Albrekt forlenet med forskellige dele af Sachsen; 1134 udnævntes han til markgreve i "Nordmark". Efter Lothar’s død stillede han sig på Staufernes side imod Welferne, og da Henrik Welf mistede sine to hertugdømmer, forlenede Konrad III Albrekt med Sachsen (1138); 4 år senere måtte han dog atter give dette tilbage til Henriks søn, Henrik Løve.

Albrekt udfoldede som markgreve den største virksomhed. Han udvidede sin magt ved at underkaste sig vendiske lande, og 1150 erhvervede han Brandenburg, hvor efter han siden kaldte sig. Venderne blev kristnede; deres land blev fortysket ved en storartet kolonisation af nederlandske bønder, købstæder blomstrede frem rundt om. Således lagde han grunden til Brandenburgs senere storhed, mens han tillige fandt tid til ivrig at deltage i det tyske riges politik.

Albrekt blev 70 år og opnåede dermed en anselig alder for sin tid. Dødsstedet Stendal er usikkert. Hans grav findes med en vis sandsynlighed i det daværende huskloster for Huset Askanien i Ballenstedt i Harz, nu Ballenstedt slot.

Gennem sit liv bar han følgende titler:

  • Greve af Ballenstedt (1123–1170)
  • Fyrste og markgreve af Lausitz (1123–1131)
  • Hertug af Sachsen (1138–1142)
  • Greve af Weimar-Orlamünde (ca. 1134–1170)
  • Markgreve af Nordmark (1134–1157)
  • Markgreve af Brandenburg (1157–1170)

Ægteskab og børn[redigér | redigér wikikode]

Albrekt var gift med Sophie von Winzenburg fra 1125/1126. Sophie døde ti år før Albrekt.

Paret fik 3 døtre og 7 sønner. Blandt de ti (måske 13) børn var følgende:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Albrekt Bjørnen i den Store norske leksikon - Besøgt 7. juli 2017

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]