Alexander 2. af Rusland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alexander 2. af Rusland
Zar Alexander 2 af Rusland
Zar af Rusland
Regerede 1855 - 1881
Regent Alexander 2
Ægtefælle Marie Alexandrovna
Børn
Far Nikolaj 1. af Rusland
Mor Charlotte af Preussen
Født 17. april 1818
Moskva
Død 13. marts 1881
Skt. Petersborg
Begravet Peter og Paul Katedralen
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1834
Alexander 2. af Rusland

Alexander (Aleksandr) 2. af Rusland (17. april 181813. marts 1881) var Ruslands zar fra 2. marts 1855 til 1881. Han afskaffede livegenskabet og blev myrdet af en nihilist, kort før han ville give en friere grundlov for Rusland.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Alexander den 2. blev den danske prinsesse Dagmars svigerfar, da hun i 1866 blev gift med den senere zar Alexander den 3. Dagmar havde fra 1864 været forlovet med Alexander den 2.'s ældste søn, Nikolaj, der døde under deres forlovelse.

Alexander den 2. var gift med den tyske prinsesse Marie af Hessen, der ved sin ortodokse dåb antog navnet Maria Alexandrovna. De fik otte børn. Den ældste datter Alexandra døde i 1849 og den ældste søn Nikolaj i 1865.

Efter zarinaens død i 1880 giftede Alexander den 2. sig straks hemmeligt med Ekaterina Dolgorukaya (kaldet fyrstinde Yurievskaya). De fik fire børn, alle født før det officielle bryllup.

Han var ældste søn af den russiske Zar Nikolaj 1. og levede fra 17. april 1818 til 1. marts 1881.

Han blev født i Moskva og i sine unge år undervistes han af privatlærere, samtidig med at han måtte udholde en stram militær træning, som skadede hans helbred.

I 1841 giftede han sig med Marie Alexandrovna, datter af storhertugen af Hessen-Darmstadt. Alexander blev Zar af Rusland ved sin fars død i 1855. Det var under Krimkrigen, og i 1856 underskrev han Paris traktaten, som sluttede krigen.

Reformer[redigér | redigér wikikode]

Krimkrigen fik Alexander til at indse, at Rusland ikke længere var en militær stormagt. Hans rådgivere hævdede, at Ruslands økonomi, der var baseret på livegenskab, ikke længere kunne konkurrere med industrialiserede lande som Storbritannien og Frankrig.

Alexander begyndte nu at overveje mulighederne for at afskaffe livegenskabet i Rusland. Adelen var modstander af det, men Alexander forklarede en gruppe adelige i Moskva: "Det er bedre at afskaffe livegenskabet ovenfra, frem for at vente på det tidspunkt, hvor det begynder at afskaffe sig selv nedenfra."

I 1861 udsendte Alexander sit Emancipationsmanifest, som foreslog 17 love, som skulle frigive de livegne i Rusland. Alexander bekendtgjorde, at personligt livegenskab ville blive afskaffet, og at alle fæstebønder ville få mulighed for at købe jord fra deres jordejere. Staten ville betale prisen til jordejerne og opkræve det fra bønderne i løbet af 49 år.

Alexander indførte også andre reformer, og i 1864 tillod han hvert distrikt at etablere en Zemstvo. Det var et lokalt råd med fuldmagt til at etablere veje, skoler og lægebetjening. Valgretten gjaldt fortsat kun de velhavende.

Alexander forbedrede også det lokale styre (1870) og den almindelige værnepligt (1874). Han opmuntrede også til udvidelse af industrien og jernbanerne.

Alexanders reformer var ikke tilstrækkelige til at tilfredsstille de liberale og de radikale, som ønskede parlamentarisk demokrati og ytringsfrihed som i de fleste andre europæiske lande og USA. Landbrugsreformerne skuffede også bønderne. I nogle områder tog det bønderne næsten 20 år at få deres jord. Mange blev tvunget til at betale mere end den var værd og andre blev tildelt for små lodder, til at de kunne leve af dem.

Mordforsøg[redigér | redigér wikikode]

I 1876 grundlagde en gruppe reformatorer Land og frihed. Da det var ulovligt at kritisere den russiske regering, måtte gruppen holde sine møder i hemmelighed. Under påvirkning af Mikhail Bakunins ideer udgav gruppen bøger, som krævede at jorden i Rusland skulle overdrages til bønderne.

Nogle reformatorer foretrak terrorisme som vejen til at få gennemført reformer, og den 14. april 1879 forsøgte en tidligere skolelærer Alexander Soloviev at dræbe Alexander. Forsøget mislykkedes, og Soloviev blev henrettet måneden efter. Det samme blev 16 andre, som var mistænkt for terror.

Regeringens svar på mordforsøget var at udnævne seks militærgeneralguvernører, som indførte streng censur i Rusland. Alle radikale bøger blev forbudt, og de kendte reformatorer blev arresteret og sat i fængsel.

I oktober 1879 splittedes Land og frihed i to fraktioner. Hovedparten af medlemmerne, som gik ind for terrorisme, grundlagde Folkets vilje. Snart efter besluttede gruppen at snigmyrde Alexander. En måned senere brugte Andrei Zhelyabov og Sophia Perovskaya nitroglycerin til at sprænge zarens tog. Terroristerne havde imidlertid forregnet sig og ødelagde et andet tog. Et forsøg på at sprænge Kamenny broen i Skt. Petersborg i luften, mens zaren passerede, mislykkedes også.

Det næste forsøg på at myrde Alexanders involverede en snedker, Stefan Khalturin, som havde fået arbejde på Vinterpaladset. Han havde også fået lov til at sove på området, og hver dag bragte han pakker med dynamit ind på sit værelse og gemte det i sit sengested.

Den 17. februar 1880 lavede Khalturin en bombe i kælderen under spisesalen. Den blev sprængt klokken 18.30 på det tidspunkt Folkets vilje havde beregnet, at Alexander ville spise. Imidlertid var hans hædersgæst fyrst Alexander af Battenburg ankommet senere end ventet, og spisesalen var tom. Alexander var uskadt, men 67 mennesker blev dræbt eller alvorligt såret ved eksplosionen.

Folkets vilje kontaktede den russiske regering og hævdede, at de ville stoppe terrorkampagnen, hvis det russiske folk fik en forfatning med frie valg og afskaffelse af censuren. Den 25. februar 1880 meddelte Alexander, at han overvejede at give det russiske folk en forfatning. For at vise sin gode vilje satte han en række politiske fanger på fri fod. Indenrrigsministeren Loris Melikof fik til opgave at udforme en forfatning, som både skulle tilfredsstille reformisterne, men samtidig bevare autokratiets magt.

Samtidig grundlagde det russiske politi en særlige afdeling, som tog sig af intern sikkerhed. Den blev kendt som Okhrana. Under kontrol af Loris Melikof begyndte hemmelige agenter at slutte sig til politiske organisationer, som gik ind for sociale reformer.

I januar 1881 præsenterede Loris Melikof sine planer for Alexander. De omfattede en udvidelse af beføjelserne for zemstvo-rådene. Ifølge hans plan skulle hver zemstov sende delegerede til en nationalforsamling, Gosudarstvenny Soviet, som ville få magt til lovgivning. Alexander var bekymret for at planen ville give for meget magt til nationalforsamlingen og udpegede en komite, som skulle se på planerne i detaljer.

Folkets vilje blev mere og mere vred over at den russiske regering ikke offentliggjorde detaljer om den nye forfatning. De begyndte derfor at lave planer om et nyt mordforsøg. De involverede var Sophia Perovskaya, Andrei Zhelyabov, Gesia Gelfman, Nikolai Sablin, Ignatei Grinevitski, Nikolai Kibalchich, Nikolai Rysakov og Timofei Mikhailov.

I februar 1881 opdagede Okhrana sammensværgelsen med det forål at dræbe Alexander. Den var under ledelse af Andrei Zhelyabov . Zhelyabov blev arresteret, men nægtede at give oplysninger om sammensværgelsen. Han fortalte politiet, at intet de kunne gøre, kunne redde zarens liv.

Attentatet[redigér | redigér wikikode]

Den 13. marts 1881 var Alexander undervejs i en lukket karet fra Michaelovsky Paladset til Vinterpaladset i Skt. Petersborg. En bevæbnet kosak sad sammen med kusken, og seks andre kosakker fulgte til hest. Efter dem fulgte politibetjente i slæder.

Hele vejen langs ruten blev zaren iagttaget af medlemmer af Folkets vilje. På et gadehjørne nær Catherine Kanalen gav Sophia Perovskaya signal til Nikolai Rysakov og Timofei Mikhailov til at kaste deres bomber mod zarens karet. Bomberne ramte ved siden af kareten og landede i stedet mellem kosakkerne. Zaren var uskadt, men insisterede på at stå ud af kareten og se til de sårede. Mens han stod med de sårede kosakker, kastede en anden terrorist Ignatei Grinevitski sin bombe. Alexander blev dræbt straks og eksplosionen dræbte også Grinevitski selv.

Af de øvrige konspiratorer begik Nikolai Sablin selvmord inden han blev arresteret, og Gesia Gelfman døde i fængsel. Sophia Perovskaya, Andrei Zhelyabov, Nikolai Kibalchich, Nikolai Rysakov og Timofei Mikhailov blev hængt den 3. april 1881.

Foregående: Russiske zarer Efterfølgende:
Nikolai 1. Alexander 3.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: