Alexander Kluge
| Alexander Kluge | |
|---|---|
.jpg)
| |
| Personlig information | |
| Født | 14. februar 1932  Halberstadt, Sachsen-Anhalt, Tyskland |
| Død | 25. marts 2026 (94 år) München, Bayern, Tyskland |
| Gravsted | Friedhof der Dorotheenstädtischen und Friedrichswerderschen Gemeinden |
| Søskende | Alexandra Kluge |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Philipps-Universität Marburg, Johann Wolfgang Goethe-Universität |
| Medlem af | Akademie der Künste, Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung, Bayerische Akademie der Schönen Künste, Deutsche Filmakademie |
| Beskæftigelse | Juridisk digter, filmskaber, universitetsunderviser, videokunstner, jurist, filminstruktør, manuskriptforfatter, filmproducent, skuespiller, instruktør med flere |
| Fagområde | Filminstruktion, skuespilkunst, jura, litteratur, filmproduktion |
| Deltog i | Documenta 6 |
| Bevægelse | Ny tysk film[1] |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Store fortjenstkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden (2007), Ricarda-Huch-Preis (1996), Ehrenbürger von Halberstadt (2017), Fontane-Preis (1979), Hanns-Joachim-Friedrichs-Preis (2001) med flere |
| Signatur | |
 | |
| Eksterne henvisninger | |
| Alexander Kluges hjemmeside | |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Alexander Kluge (født 14. februar 1932 i Halberstadt, død 26. marts 2026 i München) var en tysk forfatter, filminstruktør og samfundsdebattør, der regnes blandt de mest indflydelsesrige tyske intellektuelle i sin tid.[2] Han arbejdede i krydsfeltet mellem dokumentarisme og fiktion og var en central skikkelse i udviklingen af den nye tyske film i 1960'erne og 1970'erne.[3][4]
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Kluge blev født i Halberstadt i Tyskland.[4] Under 2. verdenskrig overlevede han bombardementet af byen i april 1945.[4] Efter krigen studerede han jura, historie og kirkemusik ved universiteterne i Marburg og Frankfurt, hvor han var elev af filosoffen Theodor Adorno.[4][2]
Han tog en doktorgrad i jura og arbejdede som advokat fra 1958, men blev gradvist tiltrukket af litteratur og film.[2][4] I 1962 var han medunderskriver af Oberhausen-manifestet, der opfordrede til en fornyelse af den tyske filmbranche.[4]
Kluge var desuden med til at grundlægge Institut für Filmgestaltung i Ulm og etablerede senere produktionsselskabet Kairos-Film.[2] I 1987 grundlagde han tv-produktionsselskabet Development Company for Television Program mbH (DCTP), som producerede en række kultur- og debatprogrammer til tysk tv.[4]
Kluges arbejde er præget af en kombination af ideologikritik og æstetisk eksperimenteren.[3] Hans fortællestil er kendetegnet ved brud i fiktionen og en høj grad af virkelighedsnærhed.[3]
Han spillede en vigtig rolle i udviklingen af den ny tyske film og var med til at forme en generation af instruktører.[4] Samtidig var han en central repræsentant for en bredere intellektuel tradition med rødder i Frankfurterskolen.[4]
Filmkarriere
[redigér | rediger kildetekst]Som filminstruktør debuterede Kluge med Abschied von gestern (1966), der også blev hans gennembrud.[2][3] Filmen var en af de første, der udsprang af Oberhausen-manifestet, og den var kendetegnet ved et eksperimenterende formsprog med brudt fortællestruktur.[4]
Han bidrog væsentligt til fornyelsen af den vesttyske film og var en central figur i bevægelsen Neuer Deutscher Film, der også omfattede instruktører som Rainer Werner Fassbinder og Werner Herzog.[4][2]
Blandt hans mest kendte film er:
- Die Artisten in der Zirkuskuppel: ratlos (1968)
- Der starke Ferdinand (1976)
- Deutschland im Herbst (1978)
- Die Patriotin (1979)
Hans film kombinerer ofte dokumentariske elementer med fiktion og politisk analyse.[3]
Forfatterskab
[redigér | rediger kildetekst]Kluge debuterede som forfatter med novellesamlingen Lebensläufe (1962), hvor han kombinerede dokumentarisk materiale med fiktion.[3][2] Denne metode videreførte han i værker som Schlachtbeschreibung (1964), der behandler slaget ved Stalingrad.[3][2]
Hans forfatterskab er kendetegnet ved brug af montage, formeksperimenter og en åben struktur, der ofte blander fakta og fiktion.[2] Centrale værker inkluderer:
- Neue Geschichten (1977)[3]
- Lernprozesse mit tödlichem Ausgang (1973)[2]
- Chronik der Gefühle (2000)[2]
Han skrev også teoretiske og samfundskritiske (sv) værker, herunder Öffentlichkeit und Erfahrung (1972) sammen med Oskar Negt.[3][2]
Priser
[redigér | rediger kildetekst]- Georg Büchner-prisen (2003)[3]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 Vestli, Elin Nesje (26. marts 2026). "Alexander Kluge". Store norske leksikon (norsk). Hentet 27. marts 2026.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Bohnen, Klaus; Øhrgaard, Per (23. april 2023). "Alexander Kluge". Den Store Danske (lex.dk online udgave). Hentet 27. marts 2026.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Oltermann, Philip (27. marts 2026). "Alexander Kluge, author and key film-maker in the New German Cinema movement, dies aged 94". The Guardian (engelsk). Hentet 27. marts 2026.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Officiel hjemmeside
- Alexander Kluge på Internet Movie Database (engelsk)
