Alfabet

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Alfabetisk rækkefølge)

Et alfabet (fra græsk: alfa αλφα og beta βητα) er en ordnet rækkefølge af bogstaver. Alfabeter afviger fra andre skriftsystemer ved at konsonanter og vokaler skrives med lignende tegn.

Historisk[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Alfabetets historie

De gamle egyptisk hieroglyffer havde et sæt af omkring 24 hieroglyffer, der kaldes uniliterals,[1] som er glyffer, der giver én lyd.[2] Disse glyffer blev brugt som udtalevink til logogrammer, til at skrive grammatiske bøjninger og senere til at transskribere låneord og udenlandske navne.[3] Skriftsystemet blev brugt en del i det 4. århundrede e.Kr.[4] Men efter at hedenske templer blev lukket, blev det glemt i det 5. århundrede indtil opdagelsen af Rosettastenen.[5] Der var også kileskrift. Skriftsystemet blev brugt til at skrive adskillige gamle sprog. Det blev dog primært brugt til at skrive sumerisk.[6] Den sidste kendte brug af kileskrift var i 75 e.Kr., hvorefter skriften faldt ud af brug.[7]

I middelbronzealderen dukkede et tilsyneladende "alfabetisk" system kendt som proto-sinaitisk skrift op i egyptiske turkisminer på Sinai-halvøen dateret 1840 f.v.t., tilsyneladende efterladt af kana'anæiske arbejdere. Orly Goldwasser har forbundet den analfabetistiske turkisminearbejder graffititeori til oprindelsen af alfabetet.[8] I 1999 opdagede John og Deborah Darnell, amerikanske egyptologer, en tidligere version af dette første alfabet i Wadi el-Hol-dalen i Egypten. Skriftsystemet er dateret til ca. 1800 fvt og viser tegn på at være blevet tilpasset fra specifikke former for egyptiske hieroglyffer, der kunne dateres til ca. 2000 f.v.t., hvilket kraftigt tyder på, at det første alfabet havde udviklet sig omkring den tid.[9] Skriftsystemet var baseret på bogstaver og navne, der menes at være baseret på egyptiske hieroglyffer.[10] Dette skriftsystem havde ingen tegn, der repræsenterede vokaler. Oprindeligt var det sandsynligvis en stavelsesskrift, hvor stavelser er repræsenteret med tegn - men symboler, der ikke var nødvendige, blev fjernet. Det bedst attesterede bronzealderalfabet er ugaritisk, opfundet i Ugarit (Syrien) før det 15. århundrede fvt. Dette var et alfabetisk kileskrift med 30 tegn, inklusive tre, der indikerer en efterfølgende vokal. Dette skriftsystem blev ikke brugt efter ødelæggelsen af Ugarit i 1178 fvt.[11]

Et eksempel på proto-sinaitisk skrift, en af de tidligste (hvis ikke den allerførste) fonemiske skrift.

Den proto-sinaitiske skrift udviklede sig til sidst til det fønikiske alfabet, konventionelt kaldet "proto-kanaanæisk" før ca. 1050 fvt.[12] Den ældste tekst i fønikisk skrift er en inskription på kong Ahirams sarkofag ca. 1000 fvt. Dette skriftsystem er det overordnede skriftsystem for alle vestlige alfabeter. I det tiende århundrede fvt adskiller to andre former sig, kana'anæisk og aramæisk. Det aramæiske gav anledning til det hebraiske alfabet .[13]

Det sydarabiske alfabet, et søsterskrift til det fønikiske alfabet, er det skriftsystem, hvorfra Ge'ez-alfabetet, en abugida, et skriftsystem, hvor konsonant-vokalsekvenser er skrevet som enheder, som blev brugt omkring Afrikas horn, stammer fra. Vokalløse alfabeter kaldes abjads, i øjeblikket eksemplificeret i andre som arabisk, hebraisk og syrisk. Udeladelsen af vokaler var ikke altid en tilfredsstillende løsning på grund af behovet for at bevare hellige tekster. "Svage" konsonanter bruges til at angive vokaler. Disse bogstaver har en dobbelt funktion, da de også kan bruges som rene konsonanter.[14][15]

Den proto-sinaitiske skriftsystem og den ugaritiske skriftsystem var de første skriftsystemer med et begrænset antal tegn i stedet for at bruge mange forskellige tegn for ord, i modsætning til de andre meget brugte skriftsystemer på det tidspunkt, kileskrift, egyptiske hieroglyffer og lineær B. Det fønikiske skrift var sandsynligvis det første fonemiske skrift[10][12] og det indeholdt kun omkring to dusin forskellige bogstaver, hvilket gør det til et skrift, der er enkelt nok for handlende at lære. En anden fordel ved det fønikiske alfabet var, at det kunne skrive forskellige sprog, da det optog ord fonemisk.[16]

Den fønikiske skrift blev spredt rundt om Middelhavet af fønikerne.[12] Det græske alfabet var det første alfabet, hvor vokaler har uafhængige bogstavformer adskilt fra konsonanters. Grækerne valgte bogstaver, der repræsenterede lyde, der ikke fandtes på fønikisk til at repræsentere vokaler. Det stavelsesformede Linear B, et skrift, der blev brugt af de mykenske grækere fra det 16. århundrede fvt, havde 87 symboler, inklusive fem vokaler. I dets tidlige år var der mange varianter af det græske alfabet, hvilket fik mange forskellige alfabeter til at udvikle sig fra det.[17]

Danske alfabet[redigér | rediger kildetekst]

Det danske alfabet ser således ud med store blokbogstaver:

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Bogstaverne Æ, Ø og Å kan også skrives: Ae, Oe og Aa.

Det danske alfabet ser således ud med små bogstaver:

a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å

De små bogstavs varianter af æ, ø og å kan også skrives: ae, oe og aa.

Alfabetisering[redigér | rediger kildetekst]

Der er ofte forskellige regler i forskellige sprog for hvordan man alfabetiserer, det vil sige opstiller ordene i alfabetisk rækkefølge, også selvom sprogene bruger de samme bogstaver.

Dansk[redigér | rediger kildetekst]

På dansk gældende følgende specielle regler:

  • Aa skal alfabetiseres som å når det udtales som én vokal uanset om den betegnet en a-lyd eller en å-lyd. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene har å hvor den andet har aa, skal ordet med å stå først af de to ord.
  • Aa skal kun alfabetiseres som to a'er når det udtales som særskilte vokaler, det vil sige når de to a'er tilhører hver sin stavelse som for eksempel i ordet ekstraarbejde.
  • Fremmede bogstaver og accenter: Ü alfabetiseres som y, ä som æ, ö som ø, ð som d, þ som th, œ som oe. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene har et fremmed bogstav hvor den andet har det tilsvarende danske bogstav, skal ordet med det almindelige danske bogstav stå først af de to ord.
  • Ved alfabetisering ses bort fra accenter. For eksempel alfabetiseres é, è og ë som e, og č og ç som c. Hvis den eneste forskel på to ord er, at det ene skrives med accent, mens den andet ikke gør, skal ordet uden accent stå først af de to ord.

Kilde: Retskrivningsordbogen.

Frem til 1980 skulle v og w derudover alfabetiseres som samme bogstav - idet w behandledes som en variant af v.[18]

Fra bolle-å'ets indførsel i 1948 og frem til 1955 var der tvivl om, hvordan det skulle alfabetiseres. Fra 1952 til 1955 var den officielle politik, at det skulle stå først i alfabetet.[19]

Biblioteker[redigér | rediger kildetekst]

Bibliotekerne har en standard for alfabetisering af bibliografiske indførsler i kataloger, bibliografier, bibliografiske databaser mv. En undertiden overset ting er, at man ser bort fra bestemte og ubestemte artikler som en, et, den, det ved alfabetisering af artikler. En anden er, at man alfabetiserer sammensatte efternavne specielt, f.eks. vægtes mellemnavn over -sen navne.

Ortografiske særtegn[redigér | rediger kildetekst]

Som ortografiske særtegn regnes diakritiske tegn, herunder accenter og omlydstegn, der er tegn knyttet til bogstaver, f.eks. ogonek, i modsætning til tegnsætningstegn (komma, punktum etc.). Nogle særtegn har deres oprindelse i den gotiske skrift, som flere s-former, og f.eks. islandsk og færøsk kender separate bogstaver i deres alfabeter.

Gotisk skrift[redigér | rediger kildetekst]

Tysk-Dansk=Norsk Haand=Ordbog v/Johannes Kaper 1885. De 2 s-typer bruges forskelligt på dansk og tysk.

I Danmark blev den gotiske skrift officielt afskaffet i 1875 og i Sverige i begyndelsen af samme århundrede. Tyskerne kalder den for die deutsche Schrift, selv om i hvert fald Skandinavien også har benyttet den i århundreder i såvel trykt som håndskreven skrift, og også polske, tjekkiske, litauiske og finske skrifter med gotisk skrift findes. I Tyskland blev gotisk skrift anvendt til efter anden verdenskrig.

Kært barn har mange navne, siger man; og det er rigtigt. Forskellige skriftsnit får af bogtrykkeren forskellige navne, og der er forskelle, som den almindelige mand slet ikke kan følge med i. Her skelnes kun mellem to hovedformer: gotisk skrift og latinsk skrift.

Den gotiske skrift stammer tilbage til 1200-tallet og er karakteristisk ved sine kantede linjer og meget varierende stregtykkelser. På dansk er trykskriften ofte kaldt »krøllede bogstaver«. Et andet navn er frakturskrift, og selv om det i bogtrykkerfagsprog er en afart af gotisk skrift opstået i 16. århundrede i Tyskland, så er der ingen forskel i forbindelse med de grafiske detaljer, som er omhandlet i denne lille artikel. På engelsk bruges »blackletters« om trykt gotisk skrift og »German hand« om den håndskrevne.

På grund af dens dystre udseende og forbindelse til gotisk kultur er den gotiske skrift i moderne tid blevet brugt flere gange i kulturen såsom i black og gothic metal.

Med »latinsk skrift« henvises til alle de skrifttyper, der i dag er gængse, og som betegnes som »almindelige bogstaver«.

Omlydstegnet ¨[redigér | rediger kildetekst]

Omlydsprikkerne kommer fra to parallelle streger, der er et stiliseret håndskrevet gotisk e oven over omlydsvokalen.

Det er almindeligt kendt, at det tyske omlydstegn, Umlaut, kan erstattes af et efterskrevet e. Hvis man på en skrivemaskine ikke har mulighed for at skrive ä, kan man i stedet skrive ae. I mange år blev tyskerne erindret om denne mulighed, når de fik edb-udskrifter i hænde. Op gennem 70'erne og 80'erne var det almindeligt, at tyske printere kun indeholdt det engelsk/amerikanske tegnsæt, A-Z og a-z (og nogle specialtegn), hvorimod danske printere fik udskiftet tegnene [\]{|} med ÆØÅæøå (i denne rækkefølge). Dette er bemærkelsesværdigt, idet danskerne i øvrigt har været mere tilbøjelige til at tillægge sig engelsk/amerikanske normer end tyskerne.

Men hvad er forbindelsen mellem e og omlydstegnet ¨? Oprindelsen af omlydstegnet skal findes i, at et gotisk håndskrevet e som hovedbestanddel består af to parallelle streger. Et sådant e skrevet over et bogstav blev snart reduceret til to streger, og når disse blev forkortet, blev det til to prikker.

Faktisk kan man finde en række eksempler i både gotisk og latinsk skrift, hvor omlyden er angivet ved et regelret e over omlydsvokalen.

I/J[redigér | rediger kildetekst]

Ligesom med U og V har der i oldtiden ikke været skelnet mellem I og J i romernes efterladte indskrifter på latin, og brugen af j i latinske ord er sjælden, men forekommer.

I den trykte gotiske skrift skelnes der ikke mellem I og J som store bogstaver, så når man på tryk så et navn som I. C. Iacobsen, kunne man ikke med sikkerhed vide, om det første I stod for I eller J, så man sagde I. C. Jacobsen, selv om han måske hed Jens Christian. Helt op i nutiden har forfatteren Jens Peter Jacobsen været kendt som I. P. Jacobsen, og flere andre eksempler kunne nævnes.

Kryds- og tværsløsere ved også, at man i krydsord ofte bruger I for både I og J.

ø-/ö-former[redigér | rediger kildetekst]

Udsnit fra: Hanebogen. Læsebog med Billeder 1. Del udgivet af Julie Heins. København 1890. Der skelnes mellem ø og ö.

Efter retskrivningen i 1800-tallet skelnedes der mellem to ø'er i dansk, nemlig ø og ö. I ABC'er frem til 1900 står der öm med ö, fordi det er et åbent ø. I hø, sø og tø er der ø, fordi ø skal udtales lukket.

Hvad gör hunden? Den gør.

Gotiske s-former[redigér | rediger kildetekst]

På dansk skrives det korte s i slutningen af en stavelse, på tysk kun i slutningen af et helt ord.

Et stort S kan have forskelligt udseende afhængig af skriftsnittet. Det er rent typografisk betinget, uden at der er nogen forskel. Men der er to forskellige små s'er. Det ene ligner det almindelige latinske s (til forskel betegnet som »kort s« uden at dette må tillægges nogen fonetisk betydning). Det andet har i ethvert givet skriftsnit et udseende som et f uden tværstreg (betegnet som »langt s«). Der er forskel på anvendelsen i dansk og i tysk. På dansk anvendes »kort s«, når det er sidste bogstav i stavelser og ord, og andre steder bruges »langt s«.

På tysk bruges »kort s« kun som sidste bogstav i et ord. Det er samme regel, som gælder for de to s-former, der findes på græsk.

Det tyske »dobbelt-s«, ß, kan i dag transskriberes til ss, men tidligere transskriberedes det til sz, hvilket også er oprindelsen, en ligatur af gotisk »langt s« og z. I det tysksprogede Schweiz bruges altid kun ss.

Latinske s-former[redigér | rediger kildetekst]

Gotisk h og latinsk s.

Almindeligvis kender vi i latinsk skrift kun ét lille s. Det »lange s« med udseende som f uden tværstreg kan imidlertid godt findes. Det nyeste eksempel, jeg kender, er i min 7. udgave af Der Sprach-Brockhaus (Wiesbaden 1967). I håndskreven udgave ser det lange latinske s ligesådan ud som et håndskrevet gotisk h.

U/V[redigér | rediger kildetekst]

De gamle romere, hvis sprog var latin, skelnede ikke mellem U og V, så i indskrifter indhugget i sten finder man V brugt for både u- og v-lyden, fordi V var lettere at hugge end U. I middelalderens latinske skrifter trænger efterhånden en skelnen mellem u og v igennem nogle steder, men med forskel. I den angelsaksiske verden har man i latinsksprogede skrifter i stor udstrækning brugt u for både u og v, mens vi har været vant til en skelnen mellem u og v undtagen efter g og q, hvor der mest bruges u, selv om det udtales som v, f .eks. i ord som anguis og quis.

Geminationsstreg[redigér | rediger kildetekst]

En konsonant med en streg over skal fordobles.

En streg sat over en konsonant angiver, at tegnet skal fordobles. Gemination betyder fordobling og er sprogligt i familie med det latinske ord gemini = tvillinger. Geminationsstregen er gået af brug, men findes i gamle håndskrifter og til tider også på skilte. Hvis der i ordet samen skrives en vandret streg over m'et, skal det læses som sammen.

Udtale[redigér | rediger kildetekst]

Udtalen af c var i klassisk latin som k overalt, men i middelalderlatin ændredes udtalen til s, når 'c' stod foran en fortungevokal, og samme udtaleregel gælder i dag i dansk, tysk, fransk, engelsk og en række andre sprog.

C udtales som s foran en fortungevokal (e, i, y, æ, ø, å), f.eks. celle, citron, cykel, Cæsar, cølibat.

C udtales som k foran en bagtungevokal (a, o, u), foran de fleste konsonanter og i udlyd, f.eks. Carl, container, curler, clever, crepe og sidste 'c' i choc (men ch udtales som hvislelyd: /ʃok/).

Latinsk alfabet fra ABC 1890
Gotisk alfabet fra samme ABC 1890

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Se Wiktionarys definition på ordet:

Alfabeter tilknyttet bestemte sprog:

Alfabeter til specielle formål:

Forskellige europæiske sprogs alfabetiseringsregler og mulig implementering på computer:

  • Konsonantalfabet - et skriftsystem, der har ét tegn per konsonantisk fonem, dvs. at kun konsonanterne noteres
  • Abugida - et skriftsystem bestående af tegn, der hver betegner en konsonant med en indbygget "standardvokal"

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Franz Blatt: Alfabetets historia. Albert Bonniers Forlag, Stockholm 1945.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Lynn, Bernadette (2004-04-08). "The Development of the Western Alphabet". h2g2. BBC. Hentet 2008-08-04.
  2. ^ "Uniliteral Signs". www.bibalex.org. Hentet 2023-01-24.
  3. ^ Daniels & Bright 1996, s. 74–75
  4. ^ Allen, James P. (2010). Middle Egyptian: An Introduction to the Language and Culture of Hieroglyphs (2nd revised udgave). Cambridge University Press. ISBN 978-1139486354.
  5. ^ Houston, Stephen; Baines, John; Cooper, Jerrold (juli 2003). "Last Writing: Script Obsolescence in Egypt, Mesopotamia, and Mesoamerica". Comparative Studies in Society and History (engelsk). 45 (3). doi:10.1017/S0010417503000227. ISSN 0010-4175. S2CID 145542213.
  6. ^ Bram, Jagersma (2010). A Descriptive Grammar of Sumerian. Universiteit Leiden. s. 15.
  7. ^ Westenholz, Aage (2007-01-19). "The Graeco-Babyloniaca Once Again". Zeitschrift für Assyrologie und vorderasiatische Archäologie. 97 (2). doi:10.1515/ZA.2007.014. ISSN 0084-5299. S2CID 161908528.
  8. ^ Goldwasser, Orly (2012-09-12). "The Miners Who Invented the Alphabet – A Response to Christopher Rollston". Journal of Ancient Egyptian Interconnections. 4 (3). doi:10.2458/azu_jaei_v04i3_goldwasser. ISSN 1944-2815.
  9. ^ Darnell, J. C.; Dobbs-Allsopp, F. W.; Lundberg, Marilyn J.; McCarter, P. Kyle; Zuckerman, Bruce; Manassa, Colleen (2005). "Two Early Alphabetic Inscriptions from the Wadi el-Ḥôl: New Evidence for the Origin of the Alphabet from the Western Desert of Egypt". The Annual of the American Schools of Oriental Research. 59: 63, 65, 67-71, 73-113, 115-124. JSTOR 3768583.
  10. ^ a b Coulmas 1989, s. 140–141
  11. ^ Ugaritic Writing online
  12. ^ a b c Daniels & Bright 1996, s. 92–96
  13. ^ Coulmas 1989, s. 142
  14. ^ Coulmas 1989, s. 147
  15. ^ "Matres lectionis | orthography | Britannica". www.britannica.com (engelsk). Hentet 2023-01-20.
  16. ^ Hock, Hans; Joseph, Brian (2019). Language History, Language Change, and Language Relationship: An Introduction to Historical and Comparative Linguistics (3rd udgave). Mouton De Gruyter. s. 85. ISBN 978-3110609691.
  17. ^ Ventris, Micheal; Chadwick, John (2015). Documents in Mycenaean Greek: Three Hundred Selected Tablets from Knossos, Pylos and Mycenae with Commentary and Vocabulary (engelsk) (Reprinted udgave). Cambridge University Press. s. 60. ISBN 978-1107503410.
  18. ^ "Informationsordbogen". Det Informationsvidenskabelige Akademi. 2011-2012. Arkiveret fra originalen 25. april 2015.
  19. ^ Hamburger, Arne (1996), "Å på sin rette plads", Sprog i Norden, s. 116-125
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Alfabet&oldid=11651714#Alfabetisering"