Spring til indhold

Allan Kardec

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Allan Kardec.
Allan Kardecs gravsted på kirkegården Père-LaChaise i Paris. Indskriften lyder: Naitre, mourir, renaitre encore et progresser sans cesse, telle est la loi. ("At blive født, at dø, at blive genfødt igen og at fortsætte uophørligt fremad, det er loven.")

Allan Kardec (fransk: [kaʁdɛk]) (3. oktober 1804 – 31. marts 1869) var en fransk pædagog, oversætter og forfatter. Han var desuden grundlægger af spiritismen. Hans rigtige navn var Hippolyte Léon Denizard Rivail ([rivaj]), men han er i dag kun kendt under sit pseudonym Allan Kardec, som han antog omkring 1855.

Hippolyte Rivail blev født i Lyon i 1804 som søn af Jean Baptiste Antoine Rivail, der var dommer i byen.[1] Den unge Rivail voksede op som katolik.

Som tiårig sendte hans forældre ham til Yverdon-les-Bains i Schweiz, for at han her kunne færdiggøre sin uddannelse. Han forfulgte interesser inden for filosofi og videnskab og kom i forbindelse med den berømte schweiziske pædagog Johann Heinrich Pestalozzi. Han udmærkede sig tidligt som en af Pestalozzis bedste elever. Han blev også uddannet i positivistiske idéer, selvom han ikke endte med at være ortodoks positivist.[2]

Rivail havde gode sprogkundskaber - han talte flydende tysk, engelsk, italiensk, spansk og hollandsk ud over sit modersmål fransk.[3]

Efter at have afsluttet sine studier i Schweiz vendte han først tilbage til Lyon og flyttede derefter til Paris, hvor han blev en værdsat underviser i både litteratur og naturvidenskab. Han udmærkede sig som pædagog og formidler af Pestalozzis undervisningsmetode og fik stor indflydelse på uddannelsen i Frankrig. Rivail udgav adskillige værker om pædagogik.

Under navnet Allan Kardec døde han i 1869. Hans grav findes på Lachaise-kirkegården i Paris.

Grundlæggelse af spiritismen

[redigér | rediger kildetekst]

I årene 1854-1856 blev Rivail interesseret i mediumistiske fænomener (seancer, afdødekontakt, roterende borde, mm.). Han begyndte en videnskabelig undersøgelse af disse fænomener. I begyndelsen var han skeptisk. Under sine indledende undersøgelser udtalte han, at før man accepterede en åndelig eller paranormal årsag til et fænomen, ville det være nødvendigt først at undersøge, om almindelige materielle årsager kunne forklare det. Han foreslog, at bedrageri, hallucinationer og ubevidst mental aktivitet kunne forklare mange fænomener, der betragtes som mediumistiske, og han mente også, at telepati og klarsyn kunne være ansvarlige.[4]

Senere fik han dog et andet syn på de mediumistiske fænomener. Et vendepunkt skete, da han stiftede bekendtskab med to unge søstre, som var medier. Søstrene var glade og selskabelige og elskede at danse. De budskaber, de modtog under deres seancer, afspejlede deres sorgløse personligheder. Men når Rivail var til stede, blev budskaberne mere alvorlige og tænksomme.

Rivail spurgte ånderne, hvorfor det skete. De svarede: "Ånder af en meget højere orden end dem, der sædvanligvis kommunikerer gennem disse unge medier, er kommet specielt for dig. De vil fortsætte med at gøre det for at hjælpe dig med at fuldføre en vigtig spirituel mission." [5]

Rivail blev overrasket over dette uventede budskab, og han besluttede at undersøge, om det var sandt. Han samlede over tusind spørgsmål, der omhandlede åndernes kommunikation, årsagerne til menneskelivet på jorden, og aspekter af den åndelige verden. Han stillede nu disse spørgsmål til flere medier, som alle angiveligt var ukendte for hinanden, og han sammenlignede deres svar. Han blev overrasket over, hvor godt svarene fra medierne stemte overens. Han konkluderede, at den bedste forklaring på overensstemmelsen var, at personer, der havde overlevet døden, var kilden til i det mindste nogle af budskaberne fra medierne.[6]

Efter næsten to års samtaler med ånderne sagde Rivail til sin kone:

"Det er forbløffende! Alt, hvad ånderne har fortalt mig, har fuldstændig ændret den måde, hvorpå jeg ser på livet, vores pligter og vores fremtid. Deres lære udgør en helt ny måde at forstå verden på, en måde der giver mening, er klart og trøsterig, og den svarer på så mange store spørgsmål. Jeg overvejer at gøre disse samtaler til en bog. Hvis de interesserer mig så meget, så vil de måske også hjælpe andre." [7]

Under en session fortalte en ånd ham, at han i et tidligere liv, på kelternes tid, hed Allan Kardec. Rivail besluttede derefter at tage dette navn og samle mange budskaber fra ånderne i en bog for at opstille en "åndernes lære" ud fra dem. Resultatet blev Åndernes Bog, der udkom i 1857, og som på en måde er blevet spiritismens Bibel.[8]

Kardec blev overbevist om, at medierne

  • havde givet nøjagtige oplysninger, som hverken de selv eller andre tilstedeværende personer kendte (f.eks. personlige oplysninger om afdøde personer),
  • demonstrerede færdigheder, som de ikke havde lært, såsom skrivning fra analfabetiske medier, håndskrift, der lignede den påståede kommunikerende personlighed, og tale eller skrivning på sprog, som mediet ikke kendte (xenoglossi og xenografi),
  • nøjagtigt skildrede en række personlighedstræk hos afdøde personer.

Han samlede de svar, som var indbyrdes overensstemmende, og skabte ud fra dem en filosofi, som han kaldte "spiritisme", og som han oprindeligt definerede som "en videnskab, der beskæftiger sig med ånders natur, oprindelse og skæbne samt deres forhold til den legemlige verden."[9]

Han arbejdede ud fra en omhyggelig og kritisk videnskabelig metode. I femten år gjorde han sit yderste for at lave objektive undersøgelser af de forskellige åndelige manifestationer hos forskellige medier under forhold, der var strengt kontrollerede. Med udgangspunkt i det videnskabelige princip, at der ikke er nogen virkning uden årsag, begyndte han at observere og analysere fakta, og han organiserede nøgternt de oplysninger, som forskellige medier havde modtaget.

Kardec var ikke selv et medium. Han modtog ikke budskaber fra ånder. I stedet samlede han budskaber fra mange forskellige medier over hele verden. Han organiserede budskaberne og sørgede for, at de alle passede ind i en sammenhængende spiritistisk lære.[10]

Kardec var ophavsmand til begrebet "spiritisme". Han brugte første gang ordet i sin bog Åndernes bog fra 1857.[11] Ifølge ham er spiritisme en videnskab om ånders natur, oprindelse og skæbne, samt om deres relationer til den fysiske verden. Spiritismen vil bringe det, som Jesus sagde om den kommende "Talsmand": viden om, hvor mennesket kommer fra, hvor det går hen, og hvorfor det er på jorden.[12] Han mente, at spiritistiske læresætninger vil bringe mennesker nærmere til Guds sande principper og vil bringe trøst gennem tro og håb. Kardecs spiritualisme kaldes også "Kardecisme".

I 1857 udgav han sin første bog om spiritisme, Åndernes bog (Le Livre des Esprits), som bestod af en række besvarede spørgsmål (502 spørgsmål i første udgave og 1019 spørgsmål fra og med fjerde udgave i 1860) til forskellige medier. Spørgsmålene drejede sig om åndernes natur, åndeverdenen, livet efter døden, samt forholdet mellem åndeverdenen og den materielle verden.

Åndernes bog blev fulgt op af en række andre bøger: Mediernes bog (1861), Evangeliet ifølge spiritismen (1863), Himmel og helvede (1865) og Genesis ifølge spiritismen (1868). Samlet regnes de fem bøger for at være de grundlæggende tekster for spiritismen. De er kendt under betegnelsen "spiritistkodificeringen" ("spiritistlovgivningen").

Kardec lagde vægt på de etiske aspekter af spiritismen og mente, at dens lære kunne guide individer til en højere etisk standard. Han mente, at spiritismen kunne bidrage til at forbedre menneskeheden. Han så spiritismen som en universel filosofi, der kunne favnes af mennesker med forskellig religiøs baggrund - endda af dem uden et religiøst tilhørsforhold. Han ville skabe et system af overbevisninger, der overskred religiøse dogmer og sekterisme.

Hans arbejde tilskyndede til en filosofisk udforskning af grundlæggende spørgsmål om liv, død, sjælens natur og formålet med den menneskelige eksistens. Han mente, at spiritismen tilbød indsigt i disse grundlæggende filosofiske spørgsmål.

Kardecs tilgang til spiritismen var stærkt påvirket af oplysningstidens idealer om fornuft, rationalisme og empirisk undersøgelse. Han troede på muligheden for at bruge kritisk tænkning og videnskabelige metoder til at undersøge og forstå åndelige fænomener. Han var også påvirket af Auguste Comtes positivistiske filosofi, som talte for anvendelsen af empirisk observation og den videnskabelige metode til alle aspekter af menneskelig viden, inklusive metafysiske og spirituelle emner. Kardecs vægt på systematisk undersøgelse stemmer godt overens med disse positivistiske principper.

Kardecs forskning påvirkede den psykiske forskning hos Charles Richet, Camille Flammarion og Gabriel Delanne.[13]

  1. Allan Kardec: Åndernes Bog, s. 15.
  2. Lindsay Jones: Encyclopedia of Religion
  3. Janet Duncan (Oversætterens forord til: Allan Kardec: The Gospel According to Spiritism, s. ix–x.
  4. Allan Kardec: Formation de la terre. Théorie de l'incrustation planétaire. Revue Spirite – Journal d’Études Psychologiques 1860.
  5. Allan Kardec: The Spirits´ Book. Modernized by Alan L. Chapman. S. 14. Fra Anna Blackwells forord.
  6. Alexander Moreira-Almeida: Allan Kardec and the Development of a Research Program in Psychic Experiences
  7. The Spirits´ Book 2025, s. 15.
  8. Åndernes Bog 2018, s. 22-23.
  9. Allan Kardec: Genesis ifølge spiritismen, s. 12.
  10. Allan Kardec: The Spirits´ Book. Modernized by Alan L. Chapman. S. 16. Fra Anna Blackwells forord.
  11. Allan Kardec: The Spirits´ Book. Modernized by Alan L. Chapman. S. 19.
  12. Se Johannesevangeliet 14,26.
  13. Brady Brower: Unruly Spirits, s. 17.
  • Brower, Brady (2010): Unruly Spirits. The Science of Psychic Phenomena in Modern France. University of Illinois Press. ISBN 9780252077517
  • Dictionnaire Larousse 2012.
  • Jones, Lindsay (2005): Encyclopedia of Religion. Macmillan. ISBN 978-0-02-865734-9
  • Kardec, Allan (1868): Genesis ifølge spiritismen.
  • Kardec, Allan (2017): Mediernes bog. Kardec Spiritister.
  • Kardec, Allan (2017): Spiritismen – kort fortalt. Kardec Spiritister.
  • Kardec, Allan (1875). Spiritualist philosophy. The Spirits' Book. Boston: Colby and Rich.
  • Kardec, Allan (1987) (1866): The Gospel According to Spiritism. The Headquarter´s Publishing Co. Ltd.
  • Kardec, Allan (2025): The Spirits´ Book. Modernized by Alan L. Chapman. Shaman Oaks LLC. ISBN 979-8-9925593-0-9
  • Kardec, Allan (2018): Åndernes Bog. Kardec Spiritister. Tredje reviderede udgave. (Første udgave 1893, oversat fra den 23. franske udgave)
  • Moreira-Almeida, Alexander (2008): Proceedings of the Parapsychological Association & Society for Psychical Research Convention. Winchester, UK. Allan Kardec and the development of a research program in psychic experiences.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Wikimedia Commons har medier relateret til: