Almindelig guldnælde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Almindelig Guldnælde)
Guldnælde
Foto: Krzysztof Ziarnek.
Foto: Krzysztof Ziarnek.
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Lamiales (Læbeblomst-ordenen)
Familie Lamiaceae (Læbeblomst-familien)
Slægt Lamium (Tvetand)
Art L. galeobdolon
Videnskabeligt artsnavn
Lamium galeobdolon
(L.) Crantz
Synonymer
Lamiastrum galeobdolon
Hjælp til læsning af taksobokse

Almindelig guldnælde (Lamium galeobdolon) eller blot guldnælde er en krybende 15-100 cm lang, blomstrende plante, der er vildtvoksende i løvskovene i det østlige Danmark. Den bliver ofte brugt som bunddækkende staude under skyggende træer og buske. Planten har en ubehagelig "duft" (artstilføjelsen galeobdolon betyder "væsellugt").

Guldnælden ligner meget døvnælde, men har i en periode været henført til sin egen slægt, Lamiastrum.[1] I dag er den tilbageført til Lamium.[2]

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

Guldnælde er en flerårig, urteagtig plante med en krybende til opstigende vækst. Ældre planter bliver fladedækkende. Stænglerne er behårede og firkantede i tværsnit. Bladene sidder modsat, og de er æg- til hjerteformede med rundtakket rand. I de fleste tilfælde har oversiden hvide eller metalfarvede aftegninger i den græsgrønne grundfarve, mens undersiden er mere eller mindre klart violet.

Blomstringen finder sted i maj-juni, hvor man finder blomsterne siddende så mange sammen i bladhjørnerne (2-10), at de næsten virker kransstillede. De er 5-tallige og uregelmæssige (kun én symmetriakse) med gule kronblade. Frugterne er firedelte spaltefrugter.

Rodsystemet består af underjordiske stængler, der bærer trævlede rødder ligesom de rodslående, overjordiske stængler.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 1,00 m (50 x 100 cm/år), heri ikke medregnet planter fra rodslående skud.

Hjemsted[redigér | rediger kildetekst]

Indikatorværdier
Guldnælde
L = 3 T = 5 K = 4 F = 5 R = 7 N = 5

Arten er udbredt i Mellemøsten, Kaukasus og det meste af Europa, herunder også det østlige Danmark. Den er knyttet til løvskove med halvskygge og humus- og kalkrig jord.

I Nim Skov ved Horsens vokser planten på nordvendte, meget nærings- og kalkrige skråninger sammen med bl.a. alm. lungeurt, blå anemone, fladkravet kodriver, fruebær, hvid hestehov, rederod, skovvikke, storblomstret kodriver og vårfladbælg[3]

Anvendelse[redigér | rediger kildetekst]

Arten bruges som bunddækkeplante under skyggende træer og buske.

Underarter[redigér | rediger kildetekst]

Arten findes i Danmark med to underarter

  • L. galeobdolon subsp. galeobdolon med enten ensfarvet bladoverside eller med hvidlige pletter. Denne underart er almindelig i det sydøstlige Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm på muldrig bund i løvskove.
  • L. galeobdolon subsp. argentatum (haveguldnælde) med sammenhængende hvide tegninger på bladenes overside. Haveguldnælde er især almindelig i Nordsjælland i løvskove og krat. Den er fovildet fra haver og er under spredning.


Søsterprojekter med yderligere information:



Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Guldnælde". haveabc.dk. Hentet 2014-05-28.
  2. ^ "Lamium". theplantlist.org (engelsk). Arkiveret fra originalen 11. december 2018. Hentet 22. august 2018.
  3. ^ Bent Vestergaard Petersen: Nim Skov. Botaniske lokaliteter på Horsensegnen II

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.