Linnæa (art)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Amerikansk linnæa)
Linnæa
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Dipsacales (Kartebolle-ordenen)
Familie Caprifoliaceae (Gedeblad-familien)
Slægt Linnaea (Linnæa)
Art L. borealis
Videnskabeligt artsnavn
Linnaea borealis
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Linnæa (Linnaea borealis) eller nordisk linnæa er en krybende dværgbusk, der i Danmark vokser i nåletræsplantager. Blomsterne dufter fint – især i skumringen. Det er en udbredt opfattelse, at Linné opkaldte planten efter sig selv. I virkeligheden var det den nederlandske botaniker Jan Frederik Gronovius, der gav den navnet til Linnés ære.

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

Linnæa er en dværgbusk med en krybende vækst. Skuddene kan blive meterlange, sådan at én plante dækker et stort område som et tæppe. Knopperne sidder modsat og er skjult i bladhjørnerne. Bladene er kortstilkede og runde til ovale med groft, rundtakket rand. Oversiden er rynket, men blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn.

Blomstringen sker i juli, og blomsterne sidder på særlige, blomsterbærende skud fra bladhjørnerne. Skuddet spaltes ved toppen, sådan at det bærer to endestillede blomster. De er tragtformede og hængende med hvidrosa yderside og gul- eller rødspættet inderside. Frugterne er nødder, der er indesluttet i klæbrige højblade.

Rodnettet er spinkelt og består af trævlerødder, som dannes alle steder, hvor grenene har jordkontakt.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 x 0,20 m (10 x 20 cm/år). Bemærk, at disse tal kun gælder den unge, etårige plante. Ved hjælp af udløberne bliver den med tiden adskilligt bredere.

Voksested[redigér | rediger kildetekst]

Arten er nøje knyttet til nåleskove med mosbund (se Taiga). Til gengæld er den cirkumpolar, når man ser på den geografiske udbredelse. I Danmark fandtes den ikke, før nåletræsplantagerne blev gamle nok. Nu findes den sjældent i plantager i både Jylland, på Sjælland og Bornholm.

I litauiske skove med skovfyr som dominerende eller meddominerende art findes Linnæa sammen med bl.a.: alm. engelsød, guldblomme, cypresulvefod, enblomstret vintergrøn, flad ulvefod, grenet edderkopurt, hjertebladet fliglæbe og rød skovlilje.[1].


Søsterprojekter med yderligere information:



Note[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ www.pro-natura.net: Leif Andersson, Rimvydas Kriukelis: Pilot Woodland Key Habitat Inventory in Lithuania (engelsk)

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]