Andrej Vlasov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Andrej Vlasov

Andrej Andrejevitj Vlasov (russisk: Андрей Андреевич Власов), (14. september ifølge gregorianske kalender (1. september ifølge julianske kalender) 1900 i Lomakino nær Nizjnij Novgorod- 2. august 1946 i Moskva) var en sovjetisk general, som, efter at være blevet taget til fange af tyskerne under 2. verdenskrig, valgte at kæmpe på Tysklands side for at afskaffe det kommunistiske styre i Rusland.

Biografi

Vlasov blev født i Lomakino, Nizhny Novgorod Guvernement i Rusland som søn af en landmand og studerede oprindeligt teologi. Han blev indkaldt i 1919 til Den Røde Hær og kæmpede under den russiske borgerkrig i Ukraine, Kaukasus og Krim.

Efter, at Vlasov var trådt ind i kommunistpartiet i 1930 avancerede han hastigt i graderne til generalløjtnant. Han blev sendt til Kina i 1938 som rådgiver for Chiang Kai-shek.

Under den første fase af det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 var Vlasov chef for den 4. mekaniserede brigade og kæmpede mod tyskerne på den sovjetiske sydvestfront. Han blev derefter øverstbefalende over den sovjetiske 37. armé, som forsvarede Kijev, men efter, at byen var blevet omringet, blev Vlasov fløjet ud af "sækken". I slaget om Moskva i december samme år kommanderede Vlasov den 20. armé og var en af de mest fremgangsrige sovjetiske generaler under slaget. For sine indsatser omtaltes han blandt andet i avisen Pravda den 13. december 1941.

I 1942 var han stedfortrædende chef for 2. støttearmé ved Volchovfronten. Hans tropper havde til opgave at få ophævet den tyske blokade af Leningrad. Hans armé blev omringet og forsvarede sig mod omringningen i næsten to måneder. Til sidst endte omkring 60.000 russiske soldater i tysk fangenskab, mens Vlasov flygtede ud i skovene. Den 12. juli 1942 blev han tysk krigsfange. Den 14. juli blev Vlasov forhørt af tyskerne, og allerede syv uger senere var han gået over på deres side for at hjælpe til i kampen mod Stalin og bolsjevismen.

I 1944 blev han leder af Kommittéen for befrielse af folkene i Rusland (KONR) og dennes væbnede gren Den Russiske Befrielsearmé (ROA). Hitler nægtede længe at give tilladelse til at bevæbne Vlasovs armé og sætte den ind mod de sovjetiske styrker, men den dårlige krigslykke tvang tyskerne til at tænke om. Vlasov fik til sidst tre egne divisioner af hvilke en deltog i kampene mod den sovjetiske armé ved overgangen af floden Oder i midten af april 1945, hvor ROA-soldaterne udmærkede sig ved deres hårdnakkede modstand.

Vlasovs divisioner var dog ikke de eneste med tidligere sovjetiske medborgere i Nazitysklands tjeneste – i henhold til visse skøn og beregninger drejede det sig om mindst 650.000 soldater.[1]

I forbindelse med krigsafslutningen kapitulerede Vlasov til de vestallierede men overdroges af disse til Sovjetunionen og henrettedes i august 1946 ved hængning sammen med 11 af sine medarbejdere fra ROA.

Eftermæle

I Sovjetunionen og blandt kommunistsindede er navnet Vlasov gjort ligestillet med landsforræder, nærmest som en russisk Quisling og mange af de russere, som kæmpede på tyskernes side mod kommuniststyret kaldtes i kommunistisk propaganda for vlasovtsy (omtr. Vlasov-mænd) uanset, om de havde tilhørt ROA eller ej. Efter Sovjetunionens sammenbrud er forsøg på at rehabilitere Vlasov søgt hindret i Rusland. På forlangende af en "social organisation" (Za veru i otetjestvo) år 2001 kom en "udredningskommission" frem til, at der savnedes grundlag for, at rehabiliteringslovene skulle kunne tillempes i tilfældet Vlasov.[2] Omvendt har den tyske historiker Joachim Hoffmann stærkt argumenteret for, at Vlasov ikke var nazisympatisør, men en russisk patriot, der alene ville befri Rusland for Stalin og den kommunistiske undertrykkelse[3]

Noter

  1. ^ Mark Mazower Hitler's Empire. Nazi Rule in Occupied Europe, Allen Lane 2008, ISBN 978-0-7139-9681-4, s.462 – gengiver Reitlinger The SS, Alibi of a Nation London 1956, s. 200-201; Dallin German Rule in Russia 1941-1945: A Study of Occupation Policies, Boulder, CO, 1981, s.534
  2. ^ It's Too Early To Forgive Vlasov
  3. ^ Hoffmann, s. 326-332

Litteratur

  • Dallin: German Rule in Russia 1941-1945: A Study of Occupation Policies, Boulder, CO, 1981
  • Joachim Hoffmann: Die Tragödie der "Russischen Befreiungsarmee 1944/45. Wlassow gegen Stalin; F.A.Herbig Verlagsbuchhandlung GmbH, München 2003 (her anvendt den estiske udgave: Vlassov Stalini vastu. Vene Vabastus-armee tragöödia 1944/45; Olion 2004; ISBN 9985-66-363-2)
  • Mark Mazower Hitler's Empire. Nazi Rule in Occupied Europe, Allen Lane 2008, ISBN 978-0-7139-9681-4
  • Reitlinger: The SS, Alibi of a Nation London 1956

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Andrej_Vlasov&oldid=7944619"