Anekdote

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Anekdotisk evidens.

En anekdote er en kort, morsom fortælling, der som regel fremhæver en bestemt pointe. Anekdoten handler oftest om en historisk person.[1] En anekdote er forskellig fra en vittighed, fordi dens formål ikke alene er at fremkalde latter, men at også at pege hen på en pointe, der er mere almengyldig end anekdoten selv.[2]

Ordet anekdote (på græsk: anekdoton (ἀνέκδοτον), ”ikke offentliggjort", egentlig ”ikke givet ud”) betød oprindelig noget, der ikke er offentliggjort, og som bliver overleveret mundtligt. Udtrykket stammer fra den østromerske historieskriver Procopius (ca. 500 – efter 565), der skrev om den østromerske kejser Justinian 1. (483-565). Han udgav en bog med titlen “Anekdoter” (Ἀνέκδοτα), undertiden oversat som “Hemmelig historie”, der handler om de hemmelige historier og intriger i kejserens private liv. Bogen blev ikke udgivet i Procopius´ samtid - først i 1623.[3]

Anekdoter kan både omhandle virkelige og opdigtede hændelser.[4] De bliver dog præsenteret som om de omhandler en virkelig hændelse med faktisk eksisterende personer, og som regel på et identificerbart sted.

Et maleri af den tyske maler Christian Wink (1738-1797): Diogenes og Alexander (1782)

Et eksempel på en anekdote er følgende: Verdenserobreren Alexander den Store mødte engang den kyniske filosof Diogenes, der levede et enkelt, nøjsomt liv og boede i en tønde. Alexander spurgte ham: 'Har du et ønske, som jeg kan opfylde?' Diogenes svarede: 'Ja. Flyt dig lidt, så solen kan skinne på mig.' [5]

Anekdoten findes i mange versioner.[6] De fleste versioner bygger på Plutarchs (ca. 45 - 120 e.Kr.) beretning, men den historiske sandhed er tvivlsom. Det er usandsynligt, at Alexander og Diogenes nogensinde har mødt hinanden. [7]

Anekdoten illustrerer forskellen mellem verdenserobreren, der er fuldt bevidst om sin magt, rigdom og ære, og den kyniske filosof, der kun har foragt til overs for disse værdier, og som lægger vægt på de enkle værdier.[8] Dermed har den en pointe, der peger ud over anekdoten selv, og som er uafhængig af, om den er historisk sand.

Anekdoten er altså sikkert uhistorisk. Andre anekdoter kan dog godt have en historisk kerne.[9]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Alverdens anekdoter, Politikens Forlag 1956, s. 6.
  2. ^ Flemming Østergaard: Hvad er en god anekdote? [1]
  3. ^ Procopius af Caesarea – som whistleblower [2]
  4. ^ Kennedy, X. J. (2005). Handbook of Literary Terms, Third Ed. Upper Saddle River, NJ: Pearson Education. s. 8.
  5. ^ Plutarch: Alexanders liv, del 1 Plutarch • Life of Alexander (Part 1 of 7)
  6. ^ Liang Shiqiu (2007). "On Time". In Joseph S. M. Lau; Howard Goldblatt (eds.). The Columbia anthology of modern Chinese literature. Modern Asian literature. translated by King-fai Tam (2nd ed.). Columbia University Press. pp. 665 et seq. ISBN 978-0-231-13841-3.
  7. ^ Luis E. Navia (1996). Classical cynicism: a critical study. Contributions in philosophy. 58. Greenwood Publishing Group. pp. 85, 98–100, 115–116. ISBN 978-0-313-30015-8.
  8. ^ Das Bild Alexanders in antiker Literatur und Kunst Virtuelles AntikenMuseum Goettingen – Das Bild Alexanders in antiker Literatur und Kunst
  9. ^ Se f.eks. Hmolpedia: Napoleon Laplace anecdote [3]