Antonio Labriola

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Antonio Labriola
Vestlig filosofi
Det moderne gennembrud

Antonio Labriola.jpg

Personlig information
Født 2. juli 1843Rediger på Wikidata
CassinoRediger på Wikidata
Død 12. februar 1904 (60 år)Rediger på Wikidata
RomRediger på Wikidata
Gravsted cimitero acattolico di RomaRediger på Wikidata
Nationalitet Italien
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Università degli Studi di Napoli Federico IIRediger på Wikidata
Beskæftigelse Universitetslærer, journalist, filosofRediger på Wikidata
Fagområde Politisk filosofiRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Sapienza - Università di RomaRediger på Wikidata
Bevægelse MarxismeRediger på Wikidata
Påvirket af Johann Friedrich Herbart, Karl Marx, Georg Wilhelm Friedrich HegelRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Antonio Labriola (født 2. juli 1843 i Cassino, død 12 februar 1904) var italiensk filosof og socialist, og bliver betegnet som far til italiensk marxisme. Han studerede hegelske filosofi ved universitetet i Napoli under Bertrando Spaventa.

Mellem 1870 og 1874 skrev Labriola for liberale politiske tidsskrifter, såsom Gazzetta di Napoli, Il Piccolo, L'Unità Nazionale og Monitore di Bologna. Fra disse artikler kan man allerede varsel Labriola ønske om at studere i en konkret måde behovene i de populære masserne, især de nationale undervisningsministerier, forstået som intellektuel og moralsk reform, et emne, der bliver fundet igen og igen i hans filosofiske skrifter af denne periode (Oprindelsen og arten af de lidenskaber i Etik af Spinoza i 1866, Doktrinen om Socrates ifølge Senofonte, Platone og Aristoteles i 1871, On Moral frihed og moralen for Religionsvidenskab, begge 1873).

I 1874 blev han professor i moralfilosofi og pædagogik ved universitetet i Rom. Efterfølgende underviste han i filosofi, historie og pædagogik.

Omkring 1890 begyndte han at studere værker af Marx og Engels og blev overbevist om, at i den moderne verden de mest kreative og revolutionerende kraft er den arbejdende klasse socialistiske bevægelse.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

filosofiStub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.