Aristoteles

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler en græsk filosof. Opslagsordet har også en anden betydning, se Aristoteles (månekrater).
Vestlig filosofi
Græsk antik
Aristoteles Louvre.jpg
Navn Aristoteles
Født 384 f.Kr.
Død 322 f.Kr.
Skole/tradition Den peripatiske skole
Fagområde Etik, metafysik, logik, videnskab, politik
Betydningsfulde idéer Den gyldne middelvej
Påvirket af Platon
Har påvirket Næsten al filosofi og videnskab efterfølgende

Aristoteles (græsk: ̓Αριστοτέλης) (384 f.Kr.322 f.Kr.) var en græsk filosof. Sammen med Platon regnes han for den, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tanker. Han blev født i den joniske by Stageira på den makedonske kyst. I en alder af 18 rejste han til Athen, hvor han blev elev på Platons akademi. Efter dennes død i 347 f.Kr. blev Aristoteles mod forventning ikke hans efterfølger som leder af Akademiet. Et år eller to senere blev Aristoteles lærer for Alexander den Store, som dengang kun var 13 år. Senere vendte han tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykeion.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Forandringens og bevægelsens natur[redigér | redigér wikikode]

En væsentlig del af Aristoteles' filosofi er hans udredning af forandringens og bevægelsens natur. Når noget forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til det modsatte. Altså når x forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til noget, der kan betegnes som ikke-x, da der ellers ingen forandring ville finde sted. Et eksempel er, at hvis en genstand i hvile forandrer sig, da må det være det samme som at sige, at den begynder at bevæge sig. Og hvis noget forandrer farve og derved bliver grønt, da må den have forandret sig fra noget, der ikke er grønt, for at den overhovedet kunne forandres til at blive grøn.

At forstå en forandring er ifølge Aristoteles at forstå dens årsager, og han beskriver fire forskellige slags:

  1. Den materielle årsag (causa materialis)
  2. Den formelle årsag (causa formalis)
  3. Den bevirkende årsag (causa efficient). Svarer til den moderne naturvidenskabelige kausal årsag
  4. Den intentionelle årsag (causa finalis). Svarer til den humanistiske intentionelle årsag.

Enteleki (fra græsk ἐντελέχεια "virkeliggørelse", "fuldstændiggørelse") er et af Aristoteles udviklet begreb, der angiver en virkeliggørelse af noget, som tidligere kun var en potentiel mulighed.

Disse begreber blev grundlæggende for den middelalderlige teleologi, og de får stadig meget opmærksomhed.

Begreber[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles mildnede Platons ganske idealistiske position i sin abstraktionslære, idet han i stedet for at tale om fænomener som forvrængede afspejlinger af idéerne i stedet talte om materie og form som gennem sammensmeltning bliver til virkelighed (formen er derfor iboende stoffet).

Han var dog realist med hensyn til almenbegreberne for så vidt som han mente at erkendelse kun var mulig hvis det almene havde eksistens. Men for Aristoteles var denne eksistens ikke uafhængig af enkelttingene, som må findes; derved får de prioritet i forhold til det almene, således at universalierne bliver en slags "anden substans". Ideen og den perciperede genstands væren falder sammen i objektet (universale in re) og bliver først adskilt ved en intellektuel akt.

Aristoteles' argumenter imod at Platons ideer skulle have en uafhængig eksistens var:

  • ideerne var uforanderlige og kunne derfor ikke forklare forandring
  • at forestillingen om ideernes uafhængige eksistens ville føre til en unødig fordobling af genstandene i verden
  • at man for at kunne vurdere ligheden mellem ideen "menneske" og et individuelt menneske ville få brug for et andet menneske som målestok (argumentet "det tredje menneske") og man ville få en "uendelig regres", betingelserne vil aldrig høre op.

Pointen er så, at vi som mennesker også har disse guddommelige former i vores intellekt, og vores opgave bliver derfor at studere verden for at blive opmærksom på den "guddommelige logik/system" (logos). En iagttager kan således finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art, og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. F.eks. har et egetræ mange fællesstræk med tidligere generationer af egetræer, det besidder derved en ”egelighed”, iagttageren kan derfor studere egetræer og intellektuelt erkende egetræers ”egelighed”, dvs. erkendelse af almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes på denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.

Etik og psykologi[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles etik er fremsat i tre bøger: Den nichomacheiske Etik, Den eudaimoniske etik og Magna Moralia. Disse er sammensat af hans elever. Den nichomacheiske etik er efter overleveringen sat sammen af hans søn Nichomachos.

Hans etik fremsætter den første dydsetik. Målet for livet er lykke, eudaimonia. Vi opnår dette ved at have en god karakter. Denne består af dyder. En dyd er det karaktertræk, der ligger et sted imellem to ekstremer. F.eks. er mod mellemvejen mellem det, at være en kujon, og det, at være overmodig og ubesindig.

Mennesket er selv ansvarligt for dets karakter.

Det pædagogiske begreb Protreptik er forbundet med Aristoteles etik.

Det psykologiske paradoks Buridans æsel stammer fra Aristoteles.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Begrebet Autarki stammer fra Aristoteles. Det betyder selvforsyningsøkonomi og var ifølge hans værk Politikken et ideal som det var vigtigt at prøve at opnå. Oligarki er også et begreb der stammer fra Aristoteles.

Retorik[redigér | redigér wikikode]

De tre appelformer etos, logos og patos stammer fra Aristoteles. Etos handler om den troværdighed en afsender har over for en modtager.

Naturvidenskab[redigér | redigér wikikode]

Ideen om en Scala naturae blev udviklet af Aristoteles. Han klassificerede dyrene på en hierarkisk måde, hvilket bl.a. byggede på indsamlinger foretaget af Alexander den store, og var med til at give ham betegnelsen zoologiens fader. Dette var grundlaget for klassifikationen af dyr i over 2000 år.

Aristoteles var af den overbevisning, at alt i hele verden er opbygget af de fire elementer jord, ild, luft og vand. Han bekræftede sin opfattelse ved blandt andet at se på træs forbrænding. Når træ brænder, kommer ilden frem, luften forsvinder som røg, hvor også vandet forsvinder fra det brændende træ, indtil jorden, i form af aske, er det eneste, der er tilbage.[1] Dog anså Aristoteles denne antagelse af utilstrækkelig, derfor tilførte han et femte element. Dette element var mere ukendt og åndeligt. Aristoteles mente at dette femte element, hverken kunne røres eller ses, men at det skulle erstatte, alt det ukente som de fire elementer var for utilstrækkelige til at kunne forklare.[2]

Fandt på det geocentriske verdensbillede.[Kilde mangler] Kendt som al videnskabs fader.[Kilde mangler]

Logik og metode[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles opfandt den Induktive-deduktive metode der senere blev videudviklet af Francis Bacon.

Hans syllogistiske logik var standard helt op til 1879, hvor Gottlob Frege udgav sin Begriffsschrift.

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles har haft en gigantisk påvirkning i den vestlige historie, bl.a. på Augustin.[3]

Literatur[redigér | redigér wikikode]

Oversættelser[redigér | redigér wikikode]

  • Retorik (1983)
  • Aristoteles' Forelæsning over Fysik – I-IV – om det Værende, Stof og Form, Aarsag og Virkning, Rum og Tid (1999)
  • Om tilblivelse og tilintetgørelse – De generatione et corruptione (2004)
  • Poetikken. (2005)
  • Aristoteles om hukommelse. (2007) Oversættelse af Om hukommelse og genkaldelse med indledning og kommentar af David Bloch.
  • Etikken. (2007) (Den nichomacheiske etik).

Kommentarværker[redigér | redigér wikikode]

Lev, Amnon (2008): Filosofisk og politisk tænkning hos Aristoteles, Museum Tusculanum Forlag

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Vejen til fysik, Knud Erik Nielsen og Esper Fogh, 2005, s. 142
  2. ^ Ball, P. (2004). The Elements: A Very Short Introduction. Very Short Introductions. OUP Oxford. p. 33. ISBN 9780191578250.
  3. ^ Augustin,David Bloch: Aristoteles, Augustin og Robert Grosseteste om videnskabens grundprincipper
filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.