Aristoteles

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler en græsk filosof. Opslagsordet har også en anden betydning, se Aristoteles (månekrater).
Aristoteles
Vestlig filosofi
Græsk antik

Aristotle Altemps Inv8575.jpg

Personlig information
Født 384 f.v.t.Rediger på Wikidata
StageiraRediger på Wikidata
Død 322 f.v.t.Rediger på Wikidata
ChalkidaRediger på Wikidata
Bopæl AthenRediger på Wikidata
Religion DeismeRediger på Wikidata
Far NicomachusRediger på Wikidata
Ægtefælle PythiasRediger på Wikidata
Partner HerpyllisRediger på Wikidata
Barn NicomachusRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Platons akademiRediger på Wikidata
Elev af PlatonRediger på Wikidata
Beskæftigelse FilosofRediger på Wikidata
Fagområde Etik, metafysik, logik, videnskab, politik
Elever Theofrastos, Chamaeleon, Neleus af Skepsis, Aristoxenos, Dikaiarkhos, med flereRediger på Wikidata
Skole/tradition Den peripatiske skole
Påvirket af Platon
Har påvirket Næsten al filosofi og videnskab efterfølgende
Betydningsfulde idéer Den gyldne middelvej
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Aristoteles (græsk: ̓Αριστοτέλης) (384 f.Kr.322 f.Kr.) var en græsk filosof. Sammen med Platon regnes han for den, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tanker.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles blev født i den joniske havneby Stagira på den makedonske kyst. Han kom fra en familie af læger; hans far Nikomachus var hoflæge for det makedonske kongehus, men døde tidligt i sønnens liv. Hans mor Phaestis skal også være død tidligt; hun kom fra byen Chalkis på øen Euboia, hvor hendes familie havde ejendomme. [1] Proxenus fra Atarneus, som var gift med Aristoteles' storesøster Arimneste, blev drengens værge. Da Aristoteles var 17 år, sendte Proxenus ham til Athen for at tage en højere uddannelse. [2] Han endte med at være elev på Platons akademi i tyve år. Efter dennes død i 347 f.Kr. blev Aristoteles mod forventning ikke hans efterfølger som leder af Akademiet. Til forskel fra sin lærer Platon, som anså den fysiske verden som en flygtig og ufuldstændig gengivelse af den fuldkomne idéernes verden, anerkendte Aristoteles verdens fysiske virkelighed, og mente, at vi kan stole på sanserne som vore primære kilder til viden. Han troede fast på at nærme sig naturen med åbent sind for at lære den at kende. [3]

I stedet rejste han til kysten af Lilleasien, hvor han fortsatte sit filosofiske arbejde og indgående studier af dyrelivet; hele sit liv havde Aristoteles en levende interesse for naturen. Han var uhyre produktiv; men af hans omkring 200 værker, findes i dag kun 31 bevaret. I 343 f.Kr inviterede kong Filip ham til Makedonien for at undervise sønnen, den senere Alexander den Store. Efter kong Filips død i 335 f.Kr. rejste Aristoteles tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykeion. Samme år døde hans kone Pythias, og efterlod ham med datteren, der hed Pythias ligesom sin mor. Senere indgik han et forhold til Herpyllis, fra Stagira ligesom han selv; muligvis en slavinde, han havde fået foræret af det makedonske hof. I hvert fald fik parret børn; deriblandt sønnen Nikomachus, opkaldt efter hans far. [4]

I Lykeion indrettede Aristoteles et bibliotek i nogle lejede bygninger. Han organiserede større fælles forskningsopgaver, deriblant en indsamling af 58 græske bystatsforfatninger. Desværre er kun Athens forfatning bevaret. I mellemtiden var Makedonien under kong Filip blevet en stormagt, der havde sikret sig lederskabet i Grækenland. Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blussede grækernes modvilje mod makedonerne op. Aristoteles, med sin nære tilknytning til det makedonske kongehus, kunne ikke føle sig tryg i Athen mere. Han flyttede til sin mors hjemegn, Chalkis på øen Euboia, hvor han døde. [5]

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles er især kendt for sit værk Metafysik, hvori han undersøger og opstiller helt grundlæggende begreber.

Forandringens og bevægelsens natur[redigér | redigér wikikode]

Statue af Aristoteles i Chalkis, hvor han døde.

En væsentlig del af Aristoteles' filosofi er hans udredning af forandringens og bevægelsens natur. Når noget forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til det modsatte. Altså når x forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til noget, der kan betegnes som ikke-x, da der ellers ingen forandring ville finde sted. Et eksempel er, at hvis en genstand i hvile forandrer sig, da må det være det samme som at sige, at den begynder at bevæge sig. Og hvis noget forandrer farve og derved bliver grønt, da må den have forandret sig fra noget, der ikke er grønt, for at den overhovedet kunne forandres til at blive grøn.

At forstå en forandring er ifølge Aristoteles at forstå dens årsager, og han beskriver fire forskellige slags:

  1. Den materielle årsag (causa materialis).
  2. Den formelle årsag (causa formalis).
  3. Den bevirkende årsag (causa efficient). Svarer til den moderne naturvidenskabelige kausal årsag.
  4. Den intentionelle årsag (causa finalis). Svarer til den humanistiske intentionelle årsag.

Enteleki (fra græsk ἐντελέχεια "virkeliggørelse", "fuldstændiggørelse") er et af Aristoteles udviklet begreb, der angiver en virkeliggørelse af noget, som tidligere kun var en potentiel mulighed.

Disse begreber blev grundlæggende for den middelalderlige teleologi, og de får stadig meget opmærksomhed.

Begreber[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles mildnede Platons ganske idealistiske position i sin abstraktionslære, idet han i stedet for at tale om fænomener som forvrængede afspejlinger af idéerne i stedet talte om materie og form som gennem sammensmeltning bliver til virkelighed (formen er derfor iboende stoffet).

Han var dog realist med hensyn til almenbegreberne for så vidt som han mente at erkendelse kun var mulig hvis det almene havde eksistens. Men for Aristoteles var denne eksistens ikke uafhængig af enkelttingene, som må findes; derved får de prioritet i forhold til det almene, således at universalierne bliver en slags "anden substans". Ideen og den perciperede genstands væren falder sammen i objektet (universale in re) og bliver først adskilt ved en intellektuel akt.

Aristoteles' argumenter imod at Platons ideer skulle have en uafhængig eksistens var:

  • ideerne var uforanderlige og kunne derfor ikke forklare forandring.
  • at forestillingen om ideernes uafhængige eksistens ville føre til en unødig fordobling af genstandene i verden.
  • at man for at kunne vurdere ligheden mellem ideen "menneske" og et individuelt menneske, ville få brug for et andet menneske som målestok (argumentet "det tredje menneske"), og man ville få en "uendelig regres". Betingelserne vil aldrig høre op.

Pointen er så, at vi som mennesker også har disse guddommelige former i vores intellekt, og vores opgave bliver derfor at studere verden for at blive opmærksom på den "guddommelige logik/system" (logos). En iagttager kan således finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art, og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. F.eks. har et egetræ mange fællestræk med tidligere generationer af egetræer, det besidder dermed en egelighed. Iagttageren kan derfor studere egetræer og intellektuelt erkende egetræers egelighed, dvs. erkendelse af almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes på denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.

Etik og psykologi[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles etik er fremsat i tre bøger: Den nikomakhæiske etik, Den eudaimoniske etik og Magna Moralia. Disse er sammensat af hans elever. Den nikomakhæiske etik er efter overleveringen sat sammen af hans søn Nicomachus.

Hans etik fremsætter den første dydsetik. Målet for livet er lykke, eudaimonia. Vi opnår dette ved at have en god karakter. Denne består af dyder. En dyd er det karaktertræk, der ligger et sted imellem to ekstremer. F.eks. er mod mellemvejen mellem det, at være en kujon, og det, at være overmodig og ubesindig.

Mennesket er selv ansvarligt for sin karakter.

Det pædagogiske begreb protreptik er forbundet med Aristoteles etik.

Det psykologiske paradoks Buridans æsel stammer fra Aristoteles.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Begrebet autarki stammer fra Aristoteles. Det betyder selvforsyningsøkonomi, og var ifølge hans værk Politikken et ideal, det var vigtigt at prøve at opnå. Oligarki er også et begreb, der stammer fra Aristoteles.

Retorik[redigér | redigér wikikode]

De tre appelformer etos, logos og patos stammer fra Aristoteles. Etos handler om den troværdighed, en afsender har over for en modtager.

Naturvidenskab[redigér | redigér wikikode]

Ideen om en scala naturae blev udviklet af Aristoteles. Han klassificerede dyrene på en hierarkisk måde, hvilket bl.a. byggede på indsamlinger foretaget af Alexander den store, og var med til at give ham betegnelsen zoologiens fader. Dette var grundlaget for klassifikationen af dyr i over 2.000 år.

Aristoteles var af den overbevisning, at alt i hele verden er opbygget af de fire elementer jord, ild, luft og vand. Han bekræftede sin opfattelse ved blandt andet at se på træs forbrænding. Når træ brænder, kommer ilden frem, og luften forsvinder som røg, hvor også vandet forsvinder fra det brændende træ, indtil jorden, i form af aske, er det eneste, der er tilbage.[6] Dog anså Aristoteles denne antagelse af utilstrækkelig, derfor tilførte han et femte element. Dette element var mere ukendt og åndeligt. Aristoteles mente, at dette femte element hverken kunne berøres eller ses, men udgjorde det ukendte, som de fire elementer var for utilstrækkelige til at kunne forklare.[7]

Han sluttede sig til datidens geocentriske verdensbillede. [8] Han er også kaldt "videnskabens fader". [9]

Logik og metode[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles opfandt den induktive-deduktive metode, der senere blev videreudviklet af Francis Bacon.

Hans syllogistiske logik var standard helt op til 1879, hvor Gottlob Frege udgav sit Begriffsschrift.

Aristoteles' skrifter[redigér | redigér wikikode]

Gravure représentant un homme en toge à droite professant à un homme en tunique
Aristoteles underviser Aleksander den Store, 1904.

Aristoteles forfattede to typer skrifter:

  • Skrifter beregnet for publicering, for det meste dialoger. De blev læst af mange i hellenistisk tid, men findes i dag kun som fragmenter.
  • Afhandlinger, der ikke var beregnet på noget publikum. Aristoteles arbejdede med disse hele sit aktive liv.

Efter Aristoteles' død blev hans skrifter overtaget af hans nære ven og medarbejder Theofrastos, som testamenterede den til Neleus, der skulle overtage ledelsen af skolen i Athen. Imidlertid valgte skolens medlemmer en anden leder, og Neleus tog skriftsamlingen med til byen Skepsis i Lilleasien, hvor han slog sig ned. Hans efterkommere arvede hans bibliotek, men havde ingen interesse af det, og vanskøttede skrifterne, til de blev reddet af Apollikon (død 85 f.Kr.), som købte dem og fik dem bragt tilbage til Athen. Men da romerne det følgende år indtog Athen, sendte de skrifterne til Rom, hvor de blev sat i stand af grækeren Tyrannion. Skrifterne kunne i denne periode meget nemt være gået tabt. I så fald havde middelalderens og moderne tids tænkning udviklet sig ganske anderledes. [10]

Tyrannion gjorde skrifterne tilgængelige for Andronikos fra Rhodos, [11] der omkring 60 f.Kr fuldførte en redigeret udgave af Aristoteles' skrifter. De blev læst og kommenteret af mange, ikke mindst Alexander fra Afrodisias [12] og nyplatonikere. Der opstod også en byzantinsk kommentatortradition, der holdt sig indtil den muslimske magtovertagelse af det østromerske rige i 1453. Nyplatonikerne overtog mange begreber fra Aristoteles, ikke mindst i læren om sjælen; men fastholdt den platonske tanke om sjælens udødelighed. De betragtede Platon som teologen, mens Aristoteles blev anset som logiker og naturfilosof. I det nyplatonske studieprogram for nye studenter indgik normalt et grundstudium af Aristoteles, fulgt af et studium af Platon som en indvielse i "de højere mysterier". Via nyplatonismen fik Aristoteles indvirkning på kristen tænkning. Han blev læst af flere græske teologer, og i Syrien oversatte munke ham til syrisk. Kristne munke oversatte hans skrifter til arabisk, hvad der igen fik indvirkning på arabisk middelalderfilosofi. [13]

De vigtigste af de overleverede skrifter er:

Vigtige skrifter
‚Organon‘ Theoretisk videnskab Praktisk videnskab Poetisk videnskab
Kategorier (Cat.) Metafysik (Met.) Den nikomakhæiske etik (EN) Retorik (Rhet.)
De interpretatione (Int.) Physik (Phys.) Den eudemische etik (EE) Poetik (Poet.)
Analytica priora (An. pr.) De anima (An.) Politik (Pol.)
Analytica posteriora (An. post.) Historia animalium (HA)
Topik (Top.) De generatione et corruptione (Gen. corr.)
De sofistiske slutninger (Soph. el.) De generatione animalium (GA)
De partibus animalium (PA)

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles, fra Rafaels freske Skolen i Athen.

Aristoteles har haft en gigantisk påvirkning i den vestlige historie, bl.a. på Augustin.[14] Hans skrifter kom til Vesten i to etapper, den første via romeren Boethius, som havde studeret i Athen eller Alexandria, og følgelig kunne græsk, men selv skrev på latin. Han var den første, der formidlede aristotelisk logik på latin. Han har nok planlagt at oversætte alle Aristoteles’ skrifter til latin, men nåede kun at få de fleste logiske skrifter oversat; dertil Isagoge, en indledning til Kategorierne forfattet af nyplatonikeren Porfyrios. Takket være Boethius’ oversættelser blev artistotelisk logik en vigtig bestanddel i den tidlige middelaldertænkning; men anden påvirkning fra Aristoteles var stærkt begrænset, da man ikke kendte hans øvrige værker. Boethuis’ oversættelser fik betydning for universaliestriden og debatten om logikkens rolle i teologien, fx Anselm af Canterburys gudsbevis. [15]

I østkirken var Aristoteles’ skrifter derimod kendt og studeret fra tidlig kristen tid af. Munke oversatte dem fra græsk til syrisk, persisk og arabisk, hvad der stimulerede til dannelsen af en arabisk kommentatortradition, stærkt påvirket af nyplatonismen. I 1100-tallet blev skrifterne om logik, naturfilosofi, metafysik og etik tilgængelige også i Vesten. En hårdnakket myte hævder, at Vesten fik Aristoteles’ skrifter fra de arabiske oversættelser, der blev oversat til latin i Spanien. I virkeligheden blev disse kun anvendt, når man manglede oversættelser fra græsk til latin. De fleste oversættelser var foretaget direkte fra græsk, med den græske sætningsbygning bevaret ordret så vidt muligt, hvoraf fremkom et ret opstyltet og uidiomatisk latin. Men de arabiske tekster gik omvejen om syriske oversættelser, og stod altså to skridt fra den græske original. Følgelig blev græsk-latinske oversættelser foretrukket, så sandt de ellers fandtes. [16]

Ud fra de fåtallige, overleverede manuskripter ser det ikke ud til, at Aristoteles i nogen større grad blev studeret i 1100-tallet. Interessen var størst for de nye oversættelser, kaldt "den nye logik" (Boethius’ oversættelser blev kaldt "den gamle logik"). Men omkring 1250 blev interessen for Aristoteles for alvor vækket. De vigtigste oversættere var biskop af Lincoln, Robert Grosseteste, [17] og dominikanermunken Wilhelm af Moerbeke [18] fra Flandern. Begge oversatte fra græsk. Lige før 1210 må nogen have forelæst om aristotelisk naturfilosofi i Paris. Det år blev der nemlig afholdt et lokalt kirkemøde, der forbød både offentlig og privat undervisning i aristotelisk naturfilosofi ved Paris-universitetet. En gruppe teologer har nok frygtet for, at den var en trussel mod den kristne tro. Da studierne ved Paris-universitetet blev omorganiseret i 1215, blev forbuddet opretholdt. Men samtidig tillod de kirkelige myndigheder forelæsninger om Aristoteles’ logik og etik; og nogle år senere reklamerede universitetet i Toulouse med sin undervisning i de skrifter af Aristoteles, der var forbudt i Paris. I 1231 nedsatte pave Gregor 9. et udvalg på tre medlemmer, der skulle undersøge skrifterne og rense dem for vranglære. Men mere hørte man ikke om den sag; og i 1255 foreskrev statutterne for det filosofiske fakultet ved Paris-universitetet undervisning i nærmest alle kendte aristoteliske skrifter. Hans filosofi var nu fast etableret både i Paris og Oxford, og snart blev filosofi undervisning synonymt med undervisning i Aristoteles. Mest strid var der omkring hans syn på verdens ophav (uden begyndelse), på sjælen (den individuelle sjæl er ikke udødelig) og hans gudsbegreb (Gud er uden omsorg for verden og menneskene). Menneskelivets mål er for Aristoteles den højeste visdom og lykke, fremkommet ved filosofisk virksomhed; mens den kristne forestilling om visdom og lykke drejer sig om erkendelse af Gud, og forening med ham gennem et fromt liv. Da Siger af Brabant [19] hævdede, at et liv i intellektuel dyd er det mest fuldkomne liv, blev det i 1277 fordømt af Etienne Tempier, biskop af Paris, da han offentliggjorde en liste over 219 sætninger, der indeholdt vildfarne opfatninger. Siger af Brabant og hans meningsfæller ved Paris-universitetet holdt fast ved den kristne tro; kun fremhævede de filosoffen, snarere end præsten, som den bedste vejleder og lærer. Heraf ses, at filosofien var begyndt at søge løsrivelse fra sin nedarvede tilknytning til teologien. [20]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Oversættelser[redigér | redigér wikikode]

  • Tre naturfilosofiske skrifter. Forlaget Klim. ISBN 9788771293739 (2015). (Indeholder Om Sansning, Om Liv og Død og Om Levende Væseners Bevægelse.)
  • Retorik (1983)
  • Aristoteles' Forelæsning over Fysik – I-IV – om det Værende, Stof og Form, Aarsag og Virkning, Rum og Tid (1999)
  • Om tilblivelse og tilintetgørelse – De generatione et corruptione (2004)
  • Poetikken. (2005)
  • Aristoteles om hukommelse. (2007) Oversættelse af Om hukommelse og genkaldelse med indledning og kommentar af David Bloch.
  • Etikken. (2007) (Den nikomacheiske etik).

Kommentarværker[redigér | redigér wikikode]

Lev, Amnon (2008): Filosofisk og politisk tænkning hos Aristoteles, Museum Tusculanum Forlag

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ http://www-groups.dcs.st-and.ac.uk/history/Biographies/Aristotle.html
  2. ^ https://www.biography.com/people/aristotle-9188415
  3. ^ http://www.greekmedicine.net/whos_who/Aristotle.html
  4. ^ https://www.biography.com/people/aristotle-9188415
  5. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 115-6), forlaget Gyldendal, Oslo 2002, ISBN 82-417-0966-8
  6. ^ Vejen til fysik, Knud Erik Nielsen og Esper Fogh, 2005, s. 142
  7. ^ Ball, P. (2004). The Elements: A Very Short Introduction. Very Short Introductions. OUP Oxford. p. 33. ISBN 9780191578250.
  8. ^ https://www.teachastronomy.com/textbook/Early-Astronomy/Aristotle-and-Geocentric-Cosmology/
  9. ^ http://www.greekmedicine.net/whos_who/Aristotle.html
  10. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 159-60)
  11. ^ https://plato.stanford.edu/entries/aristotle-commentators/supplement.html
  12. ^ https://plato.stanford.edu/entries/alexander-aphrodisias/
  13. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 160)
  14. ^ Augustin, David Bloch: Aristoteles, Augustin og Robert Grosseteste om videnskabens grundprincipper
  15. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 206-8)
  16. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 210-11)
  17. ^ https://plato.stanford.edu/entries/grosseteste/
  18. ^ https://www.britannica.com/biography/William-of-Moerbeke
  19. ^ https://www.britannica.com/biography/Siger-de-Brabant
  20. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 211-12)