Arne Myggen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Arne Myggen (født Hansen, 2. marts 1921 i Lemvig, død 25. april 2005 i Californien) var en dansk journalist og humorist. Myggen var oprindeligt et tilnavn, der skyldtes hans beskedne størrelse, men familien var glade for navnet og valgte at tage det som familienavn.

Han blev født som Arne Hansen i Lemvig, men familien flyttede snart til Horsens, og det var her, han begyndte sin karriere med at levere artikler og fotografier til blade på egnen. I 1942 mødte han i professionelt øjemed pianisten Lillian Madsen, som han nogle år senere blev gift med. Parret flyttede til København, hvor Arne Myggen arbejdede for flere aviser, blandt andet BT.

Han fik forbindelse til Danmarks Radio, hvor han i starten leverede tekster, men snart lavede han selv programmer, der opnåede en enorm popularitet. Det var med radioquizzen Hvornår var det nu det var? (opfundet af Myggen selv), som han producerede sammen med Claus Walter fra midten af 1960'erne, at han fik sit store gennembrud. Hans radiokarriere blev dog generet af, at han som freelance-medarbejder gang på gang ramte et såkaldt "honorarloft" (opfundet af radioens lederskab på grund af Myggens popularitet), som gjorde, at han måtte stoppe, ofte mens han var i gang med programserier, hvilket var paradoksalt, da han samtidig var meget populær blandt lytterne. Han blev kåret som "Årets radiofavorit" i Billed Bladet 1977, og samtidig fyret fra sit program. Arne Myggen var den eneste person som nogensinde blev berørt af det såkaldte "honorarloft" og blev upopulær i Statens Radio fordi han personligt ikke var en del af den venstredrejede politiske overbevisning.[kilde mangler] Således kunne man ikke tolerere hans enorme popularitet (i et land med 5 million mennesker havde han en overgang ca. 2 millioner lyttere). Hans blide stil af snak og humoristiske ideer var upolitisk i natur, men ikke desto mindre blev han fyret fra udsendelse efter udsendelse, så snart lytterne fandt ham. Det blev sagt at man skulle spare, så freelance folk kunne kun tjene så og så meget, så Myggen ansøgte hvert år om at bleve fastansat. Ejendommeligt nok blev han altid indstillet som nummer fem, hvis der var fire positioner og blev aldrig hyret af radioens lederskab. I et sidste forsøg på at kule Myggen ned gav Danmarks Radio ham et job som vært af den udsendelse med de dårligste lyttertal: "Giro 413". Det var et indsamlingsprogram til at hjælpe folk, som ikke havde råd til at købe en radio til sig selv. I løbet af kort tid blev programmet til det mest populære på grund af Myggens humor, og der kom så mange penge ind, at radioen måtte finde andre måder at bruge midlerne. Som en ven fra radioens diskotek hviskede en dag til Myggen: "Jeg hører din nye udesendelse er blevet uhyre populær... Det var vist ikke meningen".

Parallelt hermed skrev Myggen flere bøger, lige som han skrev tekster til mange populære revyer gennem mange år. Som journalist interviewede han en række store navne som dronning Margrethe 2., Piet Hein, Victor Borge, Ella Fitzgerald og Danny Kaye, samt Eartha Kitt, som ofte boede hos familien Myggen i Holte under turné. Arne Myggen blev opfordret til at stille op til folketingsvalg, men foreslog i stedet at en ven, advokat Mogens Glistrup, kunne komme ind til det Konservative Parti. Glistrup endte op med at stille sit eget parti Fremskridtspartiet op, til stor jubel og stemmetal på daværende tidspunkt. De venstredrejede blev yderst fortørnede over Myggens indsats og indledte en kampagne mod ham i landets aviser, på trods af hans generelle popularitet.

Sønnerne, Bent og Finn Myggen havde på det tidspunkt bosat sig i Amerika. I 1977 flyttede Arne og Lillian Myggen til Californien, hvor de kunne være tættere på deres to sønner. Arne Myggen fortsatte herfra med at skrive til blandt andet Jyllands-Posten og den amerikansk/danske avis "Bien". I sine sidste år led han fra resultatet af en hjeneblødning, som gjorde det vanskeligt for ham at skrive og tale.

C.V. Jørgensen synger om "Myggen" i sangen "Bellevue".

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Arne Myggen har blandt andet skrevet følgende bøger:

  • Sikken et held (1965)
  • Husk det nu (1966)
  • Hjælp, jeg er mørkeræd (1967)
  • Kunsten at hedde Hansen (1970)
  • Ved en lille højtidelighed (1973)
  • Rapport fra en stjålen skrivemaskine (1975)
  • Så vidt jeg husker (1982)

Eksterne henvisnninger[redigér | redigér wikikode]