Axel og Valborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Axel og Valborg er en tragedie i fem akter af Adam Oehlenschläger fra 1810 (skrevet under hans ophold i Paris i 1808) med musik af Carl Braun.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Efter at have gjort tjeneste som ridder i Tyskland vender Axel tilbage til hoffet i Nidaros, hvor han vil fri til sin elskede Valborg og blive væbner for kongen. Imidlertid begærer kongen selv Valborg, og desuden går kirken imod en forbindelse mellem Axel og Valborg, da de er beslægtede. Imidlertid har Axel et pavebrev, der tilsyneladende rydder problemerne af vejen, og der sættes gang i forberedelserne af brylluppet. Under selve vielsen sår munken Knud tvivl om pavebrevets gyldighed, og parret skilles under stor patos, inden Valborg tvinges i kloster. Det lykkes Axel og Valborg at flygte, men Axel må gå i kamp for kongen, og i denne såres han dødeligt, hvorpå Valborgs hjerte brister, da hun sidder med Axels døde krop.

Baggrund og modtagelse[redigér | redigér wikikode]

Oehlenschläger fandt materialet til stykket i Peder Syvs 200 Viser om Konger, Kæmper og andre fra 1695. Axel og Valborg kan opfattes som nordiske sidestykker til Romeo og Julie.

Stykket blev sat op på Det Kongelige Teater i 1810 og blev straks en stor succes. Det blev snart oversat til tysk og spillet på teatre i Tyskland og Østrig.


Kilde[redigér | redigér wikikode]

  • Svane, Marie Louise (2006-09). "Følelser under pres - kærlighedstragedierne Axel og Valborg, Hagbarth og Signe". I: Mortensen, Klaus P.; Schack, May. Dansk litteraturs historie. Hentet 6. februar 2017.