Balkankrigene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Grænseforandringer som følge af Balkankrigene.

Balkankrigene refererer til de to krige, som fandt sted i det sydøstlige Europa 1912 og 1913.

1. Balkankrig udbrød den 8. oktober 1912, da Bulgarien, Grækenland, Montenegro og Serbien (Balkanforbundet) med store dele af deres etniske befolkninger under osmannisk overherredømme angreb det Osmanniske rige i et syv måneders langt felttog, som resulterede i Londontraktaten, hvorved afsluttede det osmanniske riges 500-årige styre på Balkan.

2. Balkankrig udbrød den 16. juni 1913, da Bulgarien var utilfreds med fordelingen af byttet i Makedonien, som var foretaget i hemmelighed af dets tidligere allierede, Serbien og Grækenland. Deres hære slog den bulgariske offensiv tilbage, gik til modangreb og rykkede ind i Bulgarien, mens Rumænien og det Osmanniske rige udnyttede muligheden og angreb Bulgarien og gjorde territorielle erobringer. Ved Freden i Bukarest (1913) mistede Bulgarien de fleste af de områder, som landet havde vundet under den første Balkankrig.

Balkankrigene, som indvarslede 1. verdenskrig, indebar, at den osmanniske dominans på Balkan blev brudt. Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn blev opmærksom på truslen fra Serbien, som havde fordoblet sit territorium. Taberen Bulgarien søgte revance ved en alliance med Østrig-Ungarn. Endnu et resultat var dannelsen af staten Albanien.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Richard C. Hall: The Balkan Wars 1912-1913. Prelude to the First World War; London and New York 2000;ISBN 0-203-13805-8